Lad os lige få en rar og nede på jorden snak. Jeg har fundet ud af, at Sydkorea laver fantastiske serier. Jeg har f.eks. lige set "GyeongSeong Creature" på Netflix. Den er fantastisk, selvom jeg var nødt til at se den med engelsk tale. Men jeg kunne rigtig godt lide den, jeg syntes at den havde alt, hvad en god tv-serie skal indeholde. Simpel romantik, gys, thriller, kriminalitet, action og smukke asiatiske mennesker. Jeg er vild med den serie. Der er vist 2 sæsoner oppe lige nu, og jeg kunne godt tænke mig en mere. Men mon det er noget, der kommer til at ske?
I forgårs startede vi på "Killing Eve" (fantastisk serie også, i øvrigt, indtil videre. Vi er dem der bingewatcher alt, så her om et par dage har vi fået set alle 4 sæsoner), men før det så vi endnu en Sydkoreansk serie kaldet "Behind Your Touch". Halvt inde i første afsnit, sagde jeg til René, at han nok ville komme til at se den alene. Den var lige lovligt "for koreansk" til mig. Men jeg blev hængende. Det er vitterligt spild af tid med den serie, den er så sær og... irriterende. Men mens vi så den, naturligvis med engelsk tale, lagde jeg mærke til, hvordan kvinderne snakkede. Det gjorde de ikke i den anden serie. Jeg mener; klart, det er ikke de samme skuespillere, der har lagt stemme til. Men hvis man rent faktisk lytter til kvinderne snakke, så er der utrolig meget... hvad er ordet... stønneri? Det er som om de altid er ekstra koncentrerede om at lægge et let touch af luft efter hver sætning. Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er også meget anderledes at alle de unge, mandlige skuespillere i denne serie mere eller mindre er ens. Og der stort set ikke er nogle unge, kvindelige skuespillere, men dem, der er, kan man sagtens adskille fra hinanden. Og hvad er det for et plot? Hvem har siddet derhjemme og haft sig en ordenlig koger, og kommet på ideen om at en dyrlæge rører ved en kos røv en aften hvor hun er ude for at se til den, og i samme sekund, hun gør det, slår en meteor ned i stalden og hun bliver synsk! Men hun kan kun se folks gerninger hvis hun rører ved deres numser, og hendes hænder skal behandles yderst delikat fordi så kan hun bedre se dyrs oplevelser såvel som menneskers? Jeg hader at jeg har brugt så lang tid på den serie, men når man alligevel bare sidder og spiser og snakker, føles det ikke som så lang tid.
Der er noget, som jeg har tænkt på i et stykke tid. Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt det før. Men da jeg boede hjemme, gik jeg på HTX. Min nabo gik i min parallelklasse og en aften holdt han en fest. Jeg var, nærmest obligatorisk, inviteret med. Jeg havde haft et big time crush på en af de drengebørn der gik i min parallelklasse, men jeg led bare i stilhed. Til den fest blev jeg vitterligt megafuld, og han fulgte mig hjem. Vi havde "sexual relations" og da jeg vågnede om morgenen, kunne jeg ikke huske en skid, andet at jeg ikke kunne lide at få blowjobs, og at jeg havde sagt til ham flere gange, at jeg drømt om det længe. Så senere på dagen (det var en lørdag) ringede jeg til ham. Jeg spurgte ham, om vi skulle være kærester. Han sagde at han godt kunne lide mig, men at det ikke var på den måde. Da vi kom i skole mandag morgen, stod han og hang op ad væggen sammen med en af pigerne i hans klasse, som jeg absolut ikke kunne fordrage. Men det mærkelige var... Jeg havde aldrig set dem så meget som se på hinanden, og nu stod de der og holdt om hinanden som om de havde været kærester i 20 år. I stedet for at sige til hende at han havde været hjemme hos mig i weekenden, sagde jeg ikke noget. For hun kunne ikke lide mig. Jeg var for... sær, vil jeg tro. Jeg passede ikke ind det miljø. Jeg passede ikke rigtigt ind nogen steder, men jeg har altid haft det fint med det.
René og jeg blev gift i 2007, hvilket giver os et ægteskab der har varet i 17 år (indtil videre), og hvis vi begge eksisterer i levende live, og tæller i år med, selvom det først er i november, så har vi sølvbryllup om 8 år. 8 fucking år. Jeg kan huske det hele. Alle de 17 år, der er gået. De ting, de er der stadig. Alt andet i min hjerne er fried, men jeg husker 17 år som om der er gået måske et par måneder. Alle de gode ting, alle de lykkelige ting, alle vores problemer, skænderier, gaslights, alle vores øjeblikke hvor vi er alene i verden, og det hele er en drøm for bare os to. Alle de stjålne kys, alle de gange vi har snakket lort om folk vi kender (og dem vi ikke gør), og bondet over ting, som vi begge har prøvet. Alle de film, vi har set. Alle de serier, vi har set. Jeg kan huske den ringetone han havde på sin Nokia 3310 og det cover, han havde valgt til den. Da han gik væk fra 3310'eren, beholdt han ringetonen. "What's In It For Me" af Amy Diamond. Den første film vi så sammen var "Little Nicky". Jeg tror ikke, at vi har en fælles yndlings-top of the line skuespiller, men vi er begge to vilde med Lady Gaga. Der er vitterligt gået 17 år. Plus, skal man lige tænke over, at der gik 6 år før det. Han er den bedste. Men han er begyndt at blive ekstremt vred ret ofte. Det er noget han har fra sin far, og jeg tænker ofte over "er dette alt det besvær værd?" Men det må det være, fordi jeg bliver ved med at komme frem til, at jeg virkelig, virkelig elsker ham og ikke kan undvære ham.
Der er nogen, der har trykket på "ON" knappen på Bella, og hun farer rundt som en skoldet skid. Haha. Jeg har fundet nogle forskellige bøger frem til min "page 77"-æra, og de ligger og venter på at blive skrevet ind. Jeg vil ikke indsætte for mange ad gangen, altså uploads, fordi jeg hader udseendet af flere uploads på én dag. Men senere på ugen smider jeg nok et op :)
Hav en dejlig dag. Og glem ikke den skindbare sandhed: Du er det værd.