Husk batterierne!!!

Jeg er en rigtig kælling for tiden. Jeg ved ikke helt, hvad der går galt oppe på øverste etage, men der må være noget galt med chefen. Måske er hun taget på en lidt for tidlig juleferie. Måske er hun stukket af med en million celler, uden nogen har opdaget det, før jeg begyndte at opføre mig mærkeligt. Alarmen virkede åbenbart ikke. Så kan man måske lære at skifte batterier!

Jeg gik i seng omkring 01:30 i går. Jeg har sovet til klokken 13 i dag. Uden en eneste pause. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har sovet i så langt stræk uden at vågne bare en lille smule... I går så René en ungdomsudsendelse fra 80'ernes DR, og jeg var i køkkenet. Lige som jeg trådte ind i soveværelset (hvor fjernsynet står), kom der en scene, som jeg kendte. For jeg havde havde mareridt om den som barn. Selv musikken var med. Efter jeg voksede op, troede jeg, at det var en version af "Star Wars", jeg selv havde dannet mig i min underbevidsthed. Men der var den lige dér. Den scene. Det var underligt at gense den. Jeg blev både overrasket og en smule bange - en angst fra min barndom, vil jeg tro. Men jeg synes stadig at det var ubehageligt at gense den, for drømmene dengang var meget ubehagelige.

Jeg har det mærkeligt oppe i hovedet, og jeg ved godt, at jeg er syg, men jeg er ikke mere syg, end jeg kan fungere "normalt". Jeg har ikke brug for en læge eller noget. Det er slet ikke sådan. Jeg har heller ikke mulighed for at komme til Fjorden nu. Jeg har også hovedpine. Jeps. Hvis du kan nævne noget, jeg ikke fejler, så sig lige til - det kan være, det kan passe ind i min liste af sygdomme.

Men jeg har mystiske tanker, og jeg ved det godt. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan tænke normalt. Jeg synes i hvert fald at mine tanker er normale. Måske trænger jeg bare til at spise noget. Jeg har nogle klementiner, som jeg kan spise af. René købte nettet til mig i går, og der er næsten ikke flere tilbage. Jeg elsker det lort. 

You & I

Jeg snakkede med en person i dag, som har en mand, der for tiden ligger syg med dårlig ryg. Hun er fuldstændig psykisk udtæret, for han har været syg i  3 uger. Hun sagde til mig, at hun er SÅ træt af det. Og afsluttede med "du kender det jo godt" - og så tænkte jeg: Jeg har en mand, som har ligget syg med voldsomme rygsmerter i 6 år, og som endda har fået en rygoperation for at lindre bare lidt på smerterne og har fået et "det kommer igen" med på vejen. Jeg bliver irriteret engang imellem. Men ikke over det. Ikke over at skulle hjælpe ham med de ting, han ikke kan. Siger det ikke sig selv? Eller er det bare mig, der synes det? At når man elsker hinanden, så er den slags en selvfølge? Jeg ved godt, at denne kvinde går på arbejde, og at det er hårdt at komme hjem til en syg mand hver eneste dag. Måske ville jeg også blive irriteret, hvis jeg stod i samme situation. Men når man elsker hinanden, synes jeg egentlig, at det er naturligt at man hjælper hinanden. Med alt. Men okay. Renés og mit forhold er måske også lidt anderledes end andres. Det er i hvert fald, hvad folk siger. Hvorfor ved jeg ikke, men der er nok en grund.

Men hvis DU er i et forhold med en, du virkelig, inderligt elsker - vil du så tørre røv på den person uden at tænke nærmere over det? Jeg tørrer røv på René uden at løfte et øjenbryn. Hvis han har brug for det, så er det jo bare det, der skal til. René synes at det er pinligt, men det er det ikke. Det er helt naturligt for mig. Desuden ejer jeg hans røv. Hehe

Det trivielle - for det skal der være plads til!

Kender I det, når man får en god idé, som man bare SKAL udføre? Sådan en idé har jeg fået, netop nu! Jeg trænger til at skrive en dybt og inderligt triviel kærlighedsroman. Ja, sgu. Det gør jeg. Jeg behøver at skrive den, jeg VIL skrive den. Jeg ved ikke, hvad den skal handle om. Den skal handle om en ung kvinde, som - selvfølgelig - kommer til at forelske sig i "the knight in shining amor" - og jeg tror egentlig, at den skal foregå... Hmm... I... Køge! Ja, netop her i Køge, hvor jeg ikke ved en skid om noget som helst. Jeg kender lidt til området omkring midtbyen, men det er ligesom det. Jeg vil ikke lade det stoppe mig! Jeg vil skrive en kærlighedshistorie om en ung kvinde og en ung mand, som forelsker sig, og som bor i Køge. That's right. KØGE.

Det bliver godt, det kan jeg mærke. Det ved jeg bare. Det bliver højst sandsynligt ikke offentliggjort på min hjemmeside, men det er skægt at have liggende. Det er sgu så rart, den slags. Hehe.

Hav en god nat, alle jer sækkepibespillende mennesker, samt jer, der bare godt kan lide lidt mundharmonika i ny og næ.

SOV GODT

Det' sgu synd for mig!

Folk, der har selvmedlidenhed, kan være ret belastende. Men folk, som er sprængfyldte med selvmedlidenhed, men ikke ved det, de er værre. Det fandt jeg ud af, da jeg opdagede at jeg selv lå i kategori 2. "Ja, jeg har det sgu så pisse dårligt, men det er min egen skyld, jeg kunne bare have ladet være med at stå op den dag". Folk, der tillægger sig selv skylden for noget, der teknisk set ikke er deres skyld, men som de kan få lidt "ynk" eller "det ved du jo godt, ikke passer" ud af.  Jeg har altid tænkt "Det er sgu min egen skyld" og fordi jeg ikke sagde det for at få medlidenhed, tænkte jeg ikke over, at det var selvmedlidenhed. Men det var det jo. For hvorfor skulle jeg ellers sidde og udpensle mine lidelser? "Altså, jeg har det bare så dåååårligt, mand, jeg føler virkelig ikke, at jeg kan leve længere, vel, altså, jeg synes ligesom jeg har ødelagt nok til at kunne retfærdiggøre min fortsatte eksistens". Jeg tænkte "Så længe jeg ikke ønsker at folk skal ynke mig" - så var der intet galt. Men det var der! For selvom jeg ikke ønskede at blive ynket, så var det alligevel meget rart at blive kaldt "en stærk kvinde" når jeg sad og nedgjorde mig selv - også selvom jeg ikke ville indrømme det overfor mig selv.

Men! Heldigvis kan jeg - stadig finde ud af det. Jeg kan godt give mig selv skylden for 2. Verdenskrig og og overbevise mig om, at når folk siger "nej, hold nu op, det var ikke din skyld" - så er det ikke noget, der bider sig fast, og at jeg fortsat vil bære skylden på mine skuldre. Først og fremmest fordi jeg ikke er skyld i 2. Verdenskrig, men også fordi, at jeg "fortjener" at bære skylden på mine skuldre, fordi jeg er et "dårligt menneske". Kender I os? "Jeg er sådan et dårligt menneske" - sådan er jeg, og mange, mange andre står bag mig. For det kan være lige som guf for sjælen at høre "du er ikke et dårligt menneske, du er dejlig" - man ved det godt selv, men det er bedre, når det kommer fra andre. Man sluger det råt, man lever af det. 

Men hvordan burde det være?

"Hey... Jeg gik ud uden jakke på, så det er sgu min egen skyld at jeg blev syg. Men jeg havde fand'me ikke regnet med, at det ville begynde at sne - her midt i august"? 

Eller måske

"Hey... Jeg havde egentlig hørt at det ville sne, men jeg gik ud uden jakke alligevel, så det er måske lidt min egen skyld, at jeg blev syg"?

Eller måske

"Jamen, jeg har ingen jakke, jeg har ikke råd til at købe en i den her måned, så nu er jeg blevet syg"?

Jeg ligger stadig i den dér gruppe. Men jeg er opmærksom på det, og jeg forsøger stærkt at lade være. René påpeger det ofte, når jeg læser noget for ham, som jeg vil eller har skrevet.

I øvrigt har jeg fundet ud af økonomien til Renés gave, nu mangler jeg bare at alliere mig med hans far. Yeah. Jeg er ret sikker på, at han vil hjælpe mig. Han plejer at hjælpe. Jeg ser SÅ meget frem til at forære René de her ting i julegave! Han bliver SÅ overrasket. Det er rart at overraske René. Det er en af mine yndlingsting! Jeg vil give ham den enten om morgenen, eller når vi kommer hjem. Jeg synes ikke, at han skal have den til selve juleaften. Det er en personlig gave.

Til alle jer, som sidder og tænker: "Det er sgu synd for hende, at hun tænker at det er synd for hende" - af hjertet tak - I er alle sammen meget bedre mennesker, end jeg nogensinde vil kunne bare håbe på at blive.

Yeah. Haha

Håret skal sgu sidde ordentligt

GODMORGEN!

Jeg er sprunget ud af sengen (næsten), sprængfyldt af energi og med masser af godt humør med på dén konto!

Og nu, hvor jeg igen sidder i polarkulde, fordi der er gennemtræk i lejligheden, mens vi "morgen-udlufter", så har jeg faktisk kun én ting at sige til jer: Hav en god dag, mand, hell yeah, fejr den med trompetfanfarer og rul den røde løber ud, ned igennem kontoret mens I går sexet ned mellem alle skrivebordene. Knips lidt med fingrende til den sang, iPod'en nu afspiller, og husk for alt i verden det allervigtigste: Håret. Man skal fandeme have pænt hår for at kunne klare en trompetfanfare og en rød løber. Just saying.

Og til alle jer, som bar' har en dårlig hårdag, og derfor ikke kan bære den røde løber, som ellers var planlagt; trøst jer med dette: Der er togaparty senere på aftenen - og det eneste, man behøver dér, er en krans af laurbærblade og en topmave - og så togaen. Falder I ikke ind under den kategori, kan I måske være dem, der tager sin morgenmedicin klokken 10, skyller den ned med et glas lunkent cola fra i går, spiser en ristet krydderbolle med en smule Lätta på og tænker "Hvorfor var det lige, at det var i GÅR at håret bare sad perfekt?" - det er den kategori, jeg ligger i.

Velkommen til fredag den 2. november (som startede for mange timer siden, men hva' fa'en)

Ses!

Wauw....

... Jeg er da bare genial til det dér "stavning" eller hvad det hedder. "Godammit". Så kan I lære det, alle jer bønder fra alle andre steder end min lejlighed i Køge.

Mon ikke min oksesteg da bare blev helt perfekt? Mmm... Og min sovs blev rigtig god. Kartoflerne var perfekt kogte. Faktisk (kom til at skrive 'fatkiss' - haha) var det en utrolig lækker middag, og René blev meget glad for den gave, jeg havde købt til ham. Det er dejligt. Jeg tror, at jeg til hans fødselsdag vil købe noget andet end film eller tv-serier. Det skal være noget computergejl, men hvad, ved jeg endnu ikke. Det kan også være noget værktøj af en art. Uanset hvad glæder jeg mig i hvert fald. Jeg håber lidt på, at jeg måske kan "låne" (som i grabse) af min farmor, f.eks. 500 kroner - det er det, hun plejer at give mig. Så kan jeg nemlig købe noget her til jul!

Men jeg nu er der jo en kæmpe opvask fra madlavningen, så jeg vil smutte ud og kaste mig over den. Det er rart, at den er væk, når hjemmehjælperen kommer i morgen!

Skru op for varmen, godammit!

Pyha... Her er godt nok koldt.
Gennemtræk om vinteren er en bitch.

Just saying