Og ynkelig som jeg er, sidder jeg her og beklager mig over min ynkelighed. Hvor ynkeligt er det på en skala fra meget til rigtig meget? Jeg skammer mig af og til over mig selv, hader mig selv, men ... Don't we all. På et tidspunkt har alle hadet sig selv. Måske et helt liv, måske i få minutter. Men selvhad, det har alle prøvet. Andet nægter jeg at tro på.
Det er tirsdag i morgen. Det betyder at min veninde kommer på besøg. Hun kommer egentlig mest for Renés skyld, tror jeg, for lige at tjekke om han har det godt. De er jo også venner. Det var denne fælles veninde, der introducerede René og mig for hinanden. Hun og hendes hund kommer i morgen. Hun skal bare være her i et par timer eller 4. Jeg regner ikke med, at hun bliver så længe. Hun er her nok omkring 10:30-11:00 og tager hjem omkring 13:00-13:30. Hun har andre planer bagefter.
Jeg har snakket med Hamid i dag. Sorteret storskrald og sat det ud. Om lidt skal jeg nok lige vaske op, så her er pænt i morgen, når min veninde kommer. Ellers... Har jeg ikke lavet noget. What so ever. Set lidt en film, "Manchete", som var F-A-N-T-A-S-T-S-K! Den er virkelig cool.
Nu vil jeg fortsætte mit utroligt kedelige og trivielle liv, i selskab med mig selv og opvasken, og med Guns N' Roses i ørerne. Yay on that!
mandag den 27. september 2010
søndag den 26. september 2010
Always have been, always will be
Jeg er sådan set ... Mere eller mindre... Kold. Jeg ved jo godt, at følelserne er der. De er der, et sted derinde. Muligvis er der så mange, at jeg har blokeret alt, hvad der ligner følelser. Jeg har det sådan set... lidt mystisk. Jeg har det ikke dårligt, eller noget, men folk siger til mig, at jeg virker anderledes end jeg plejer. At jeg ikke er som jeg normalt er. Hvad det så end må indebære, så tror jeg ikke, at det er godt. Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den nye mig, fordi jeg ikke selv kan mærke en forskel.
René bløder en smule i dag. Jeg er ikke bekymret. Men det er ikke fantastisk godt. Hvis det ikke er stoppet i morgen, må vi ringe til lægen.
Jeg føler egentlig at jeg er sådan lidt... Hvordan kan man sige det... en hæmsko for René. Lige nu laver han pasta til sig selv. Og det burde også være sådan. Men jeg er jo så vant til, at det er mig, der skal lave det hele... Det føles helt forkert at det ikke er mig, der står for alt. Hvor er det rart, men jeg føler mig enormt skyldig. Som om jeg har gjort noget forkert.
Jeg er splittet imellem at være kold og lidt for over-sensitiv, plus at min hjerne gennemsyrer mit sind med dårlig samvittighed. Hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg må finde en løsning. Jeg ved bare ikke, hvem jeg skal vende mig til. "Ingen forstår mig" er blevet en kliché, og den passer heller ikke. Masser af mennesker kan forstå mig. Bare ikke dem, jeg snakker med om den her slags ting. Jeg ved godt, at jeg virker som om jeg kan snakke om alt. Men nogle ting kan jeg ikke sætte ord på. Måske er det også bedst, hvis visse ting forbliver usagte. Jeg ved ikke.... Synes bare at jeg har mange tanker - både nødvendige og unødvendige. Jeg er en tænker. Always have been, always will be.
René bløder en smule i dag. Jeg er ikke bekymret. Men det er ikke fantastisk godt. Hvis det ikke er stoppet i morgen, må vi ringe til lægen.
Jeg føler egentlig at jeg er sådan lidt... Hvordan kan man sige det... en hæmsko for René. Lige nu laver han pasta til sig selv. Og det burde også være sådan. Men jeg er jo så vant til, at det er mig, der skal lave det hele... Det føles helt forkert at det ikke er mig, der står for alt. Hvor er det rart, men jeg føler mig enormt skyldig. Som om jeg har gjort noget forkert.
Jeg er splittet imellem at være kold og lidt for over-sensitiv, plus at min hjerne gennemsyrer mit sind med dårlig samvittighed. Hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg må finde en løsning. Jeg ved bare ikke, hvem jeg skal vende mig til. "Ingen forstår mig" er blevet en kliché, og den passer heller ikke. Masser af mennesker kan forstå mig. Bare ikke dem, jeg snakker med om den her slags ting. Jeg ved godt, at jeg virker som om jeg kan snakke om alt. Men nogle ting kan jeg ikke sætte ord på. Måske er det også bedst, hvis visse ting forbliver usagte. Jeg ved ikke.... Synes bare at jeg har mange tanker - både nødvendige og unødvendige. Jeg er en tænker. Always have been, always will be.
lørdag den 25. september 2010
Ny-indretning!
Det er efterhånden 6 dage siden Renés operation. Han er ved godt mod, har lidt ondt, men ikke noget nævneværdigt. Vi passer godt på ham og det hele, men... Hvor bliver det rart, når de 4-6 uger er gået...!! Så kan han begynde at gøre ting igen.
De sofaer, som vi har fået af Moster og Ole, kan vi hente i næste uge. Vi skal have talt med Gitte og Fnuggi ang. kørsel med deres trailer osv., for det er dem der skal køre, og det er mig - blandt andet - der skal hente de sofaer. René skal bare være herhjemme. Så må vi finde en måde at få dem bugseret ind på. Jeg regner med, at vi kan køre traileren op foran døren (og dermed holde på cykelstien), læsse sofaerne af og køre bilen ud på parkeringspladsen igen... Det satser jeg lidt på. Det er jo nogle store sofaer... Så skal vi til at flytte om igen. Det er det værd!
De sofaer, som vi har fået af Moster og Ole, kan vi hente i næste uge. Vi skal have talt med Gitte og Fnuggi ang. kørsel med deres trailer osv., for det er dem der skal køre, og det er mig - blandt andet - der skal hente de sofaer. René skal bare være herhjemme. Så må vi finde en måde at få dem bugseret ind på. Jeg regner med, at vi kan køre traileren op foran døren (og dermed holde på cykelstien), læsse sofaerne af og køre bilen ud på parkeringspladsen igen... Det satser jeg lidt på. Det er jo nogle store sofaer... Så skal vi til at flytte om igen. Det er det værd!
fredag den 17. september 2010
Despair
Like a flash of light in an endless night.
Jeg er tom for ord. Ved ikke hvorfor. Ville skrive et godt indlæg i morges om..."Hvorfor", men det eneste det kom ud af det, var "hvorfor".
Men jeg har tænkt meget. Over tingene. Meget, endda. Det har jeg gjort i nogle dage. Men... hvad er der med "tingene"? Jeg kan ikke udpege en specifik ting, som jeg har tænkt på. Jo, altså Livet Vs. Rikke, men ikke hvilke ting, jeg har tænkt.
Det virker efterhånden som mulighederne er udtømte... Som om der ikke er mere at gøre. Som var jeg en fortabt sjæl, i søgen efter en god krop at bo i. Jeg er måske en fortabt sjæl? Dømt at rende rundt i den endeløse labyrint af tanker, indtil jeg en dag måske bliver benådet. Folk snakker om så mange ting. Hele tiden. Ligegyldige ting, som ikke betyder noget, og aldrig kommer til det. For mig. For dem er det jo helt store problem for tiden.
Jeg føler mig som en lille pige, som er blevet væk i Ikea; umulig at finde. Jeg er forskræmt, bange og der er flere hundrede mennesker omkring mig... Men ikke den ene person, jeg har brug for - den person, som tog mig med herind.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gebærde mig længere. Verden anerkender at man laver fejl, men det er jo nærmest kriminelt, hvis man siger det forkerte på det forkerte tidspunkt. Alt er forkert, og det kan ødelægge alt. På kun de få sekunder det taget at udtale sætningen. Sætningen, dommeren, bøddelen... Født til at hugge hovedet af sætningen og smide den i kurven foran guillotinen.
Af kedelige, lidt for gamle hjerteformede chokolader i en hjerteformet kasse, hvor der står "Happy Valentine's Day"uden på, lever jeg nu.
Jeg er tom for ord. Ved ikke hvorfor. Ville skrive et godt indlæg i morges om..."Hvorfor", men det eneste det kom ud af det, var "hvorfor".
Men jeg har tænkt meget. Over tingene. Meget, endda. Det har jeg gjort i nogle dage. Men... hvad er der med "tingene"? Jeg kan ikke udpege en specifik ting, som jeg har tænkt på. Jo, altså Livet Vs. Rikke, men ikke hvilke ting, jeg har tænkt.
Det virker efterhånden som mulighederne er udtømte... Som om der ikke er mere at gøre. Som var jeg en fortabt sjæl, i søgen efter en god krop at bo i. Jeg er måske en fortabt sjæl? Dømt at rende rundt i den endeløse labyrint af tanker, indtil jeg en dag måske bliver benådet. Folk snakker om så mange ting. Hele tiden. Ligegyldige ting, som ikke betyder noget, og aldrig kommer til det. For mig. For dem er det jo helt store problem for tiden.
Jeg føler mig som en lille pige, som er blevet væk i Ikea; umulig at finde. Jeg er forskræmt, bange og der er flere hundrede mennesker omkring mig... Men ikke den ene person, jeg har brug for - den person, som tog mig med herind.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gebærde mig længere. Verden anerkender at man laver fejl, men det er jo nærmest kriminelt, hvis man siger det forkerte på det forkerte tidspunkt. Alt er forkert, og det kan ødelægge alt. På kun de få sekunder det taget at udtale sætningen. Sætningen, dommeren, bøddelen... Født til at hugge hovedet af sætningen og smide den i kurven foran guillotinen.
Af kedelige, lidt for gamle hjerteformede chokolader i en hjerteformet kasse, hvor der står "Happy Valentine's Day"uden på, lever jeg nu.
tirsdag den 14. september 2010
At være rigtig trist
Jeg er... Ked af det. Rigtig ked af det. Jeg er så ked af det, at jeg græder. Jeg lytter til Type O Negative, og hvad jeg ikke ville give for at have en at lytte til det sammen med - bare i dag. Bare i dag. Der slutter lige om lidt... Men så, her i nat. Den endeløse nat... Jeg sidder her og føler mig så ensom, at jeg tror at jeg er ved at dø af ensomhed. Og på trods af, at René sidder lige bag mig, henne ved sin egen computer. Han ved ikke, at jeg græder. Jeg "går stille med dørene" eller hvad man nu siger. Jeg gider ikke at bilve latterliggjort. Ikke nu. Ikke i dag. Ikke i nat. Jeg vil faktisk bare gerne sidde foran computeren og lytte til Type O Negative. Jeg ville som sagt give hvad som helst for at have en at dele det med...
... men det har jeg ikke. Får jeg nok aldrig. Jeg savner en person, som altid er der i situationer som denne. Jeg kunne sikkert godt forklare det til René og han ville forsøge at trøste mig. Men det vil ikke virke. For René kan ikke lide Type O Negative. Så kan han aldrig hjælpe. Og nu sidder jeg her og er møgensom, alene og forladt. Jeg har brug for en ven, der kan dele det her med mig, men jeg ved som sagt, at jeg aldrig kommer til at finde en person, der kan dele mine sorger og glæder omkring Peter med mig.
Jeg er så utrolig trist til mode netop nu. Men... På et tidspunkt må jeg jo.. Slippe det. Slippe ham. Jeg ønsker bare ikke at slippe ham. Og 5 måneder er fandeme længe. Jeg savner ham hver eneste dag. Elsker ham stadig. Altså, ikke på "jeg elsker dig min skat"-måden, men som i at han var min læremester, min mentor, min inspiration. Jeg savner ham. Åh Gud... Jeg magter det ikke. Men det er jeg jo nødt til, ikke? Jeg må tage mig af René, han er jo virkelig og eksisterer i mit liv i virkeligheden. Han har brug for min hjælp. Jeg må give ham den, og skubbe Peter lidt i baggrunden. Men jeg har ikke lyst til det. Jeg har lyst til at svælge rundt i Type O Negative sorg og græde og græde... Men det går jo ikke. Jeg må tage mig sammen. Føler bare, at jeg er visnet en smule.
... men det har jeg ikke. Får jeg nok aldrig. Jeg savner en person, som altid er der i situationer som denne. Jeg kunne sikkert godt forklare det til René og han ville forsøge at trøste mig. Men det vil ikke virke. For René kan ikke lide Type O Negative. Så kan han aldrig hjælpe. Og nu sidder jeg her og er møgensom, alene og forladt. Jeg har brug for en ven, der kan dele det her med mig, men jeg ved som sagt, at jeg aldrig kommer til at finde en person, der kan dele mine sorger og glæder omkring Peter med mig.
Jeg er så utrolig trist til mode netop nu. Men... På et tidspunkt må jeg jo.. Slippe det. Slippe ham. Jeg ønsker bare ikke at slippe ham. Og 5 måneder er fandeme længe. Jeg savner ham hver eneste dag. Elsker ham stadig. Altså, ikke på "jeg elsker dig min skat"-måden, men som i at han var min læremester, min mentor, min inspiration. Jeg savner ham. Åh Gud... Jeg magter det ikke. Men det er jeg jo nødt til, ikke? Jeg må tage mig af René, han er jo virkelig og eksisterer i mit liv i virkeligheden. Han har brug for min hjælp. Jeg må give ham den, og skubbe Peter lidt i baggrunden. Men jeg har ikke lyst til det. Jeg har lyst til at svælge rundt i Type O Negative sorg og græde og græde... Men det går jo ikke. Jeg må tage mig sammen. Føler bare, at jeg er visnet en smule.
Når døden indhenter os
Tja. 5 måneder siden. Forfærdeligt at tænke på. Peter Steele døde. For præcis 5 måneder siden i dag. Jeg savner ham stadigvæk. Øv.
mandag den 13. september 2010
At arrangere fester!
For 13 dage siden målte jeg 140,5 cm om livet. Nu måler jeg 137 cm. Sådan. Yes sir. Jeg har tabt 3,5 cm!!! På freaking 13 dage! Yay! Jeg er vildt stolt af mig selv, jeg har godt nok også kæmpet for det, men det har ikke været specielt hårdt, der har været dårlige dage, men all in all har jeg sgu klaret det flot - og på 13 dage har jeg så tabt 3,5 cm. Det er fandeme flot gået af mig! Yeah baby!
René skal opereres på mandag. Det bliver spændende. Jeg ser frem til at han kommer hjem - har planlagt en fest for ham. Det tror jeg bliver rigtig hyggeligt! Jeg har kun inviteret hans forældre samt MOR, som henter ham inde på Frederiksberg (Hamlet). For mange mennesker er ikke sagen. Men jeg glæder mig ekstremt. Jeg har lavet et banner, der skal op at hænge, der kommer til at stå "Velkommen hjem", jeg bager hans yndlingskage, overvejer om jeg mon skal bage boller også, men i hvert fald kage, så laver jeg en kande kaffe og drinks af æblejuice, myntesaft og Coop Spirit Light. Det tror jeg nemlig smager rigtig godt sammen. Men jeg forsøger mig frem. Jeg har hele tirsdagen til at få orden på den slags ting.
Han bliver jo indlagt på mandag og forventet hjemkomst er 22. september, han bliver udskrevet omkring klokken 10. Så er de her lidt i 11, de er fint - jeg glæder mig super duper meget. Jeg puster balloner op og hænger rundt omkring herinde, medmindre jeg kan finde nogle serpentiner, og jeg gør rent, så her er pænt til når gæsterne kommer. De skal helst være her, når han kommer hjem. Selvfølgelig er det lidt ærgerligt, at deres bil holder på parkeringspladsen, men jeg kan jo håbe at MOR kører ham ind ad bagvejen, så han ikke kommer ud på P-pladsen. Men hvor er det dog en genial idé! Det var Bibber2000 fra blog.dk, der gav mig ideen.
Jeg glæder mig faktisk så meget til hele det her arrangement, at jeg næsten ikke tænker over, at René muligvis... Dør undervejs. Operationen er ikke dødelig, men narkosen kan jo være det. Men han dør ikke - han skal jo til fest! Hehe. Det bliver så fuckerfedt!
Menøh... Ellers sker der intet. René skal hjem til Anders på onsdag, torsdag skal vi til tandlæge og jeg skal til lægen, og så har vi weekenden til at forberede os til mandag morgen, hvor de skal køre. Det er København i myldretiden, det er noget lort, men de er jo nødt til det. Han skal være der klokken 8.
Tingene ser ud til at gå godt! Jeg glæder mig til min lille "fest"! Det er så awesome at jeg har fundet på det! :D
René skal opereres på mandag. Det bliver spændende. Jeg ser frem til at han kommer hjem - har planlagt en fest for ham. Det tror jeg bliver rigtig hyggeligt! Jeg har kun inviteret hans forældre samt MOR, som henter ham inde på Frederiksberg (Hamlet). For mange mennesker er ikke sagen. Men jeg glæder mig ekstremt. Jeg har lavet et banner, der skal op at hænge, der kommer til at stå "Velkommen hjem", jeg bager hans yndlingskage, overvejer om jeg mon skal bage boller også, men i hvert fald kage, så laver jeg en kande kaffe og drinks af æblejuice, myntesaft og Coop Spirit Light. Det tror jeg nemlig smager rigtig godt sammen. Men jeg forsøger mig frem. Jeg har hele tirsdagen til at få orden på den slags ting.
Han bliver jo indlagt på mandag og forventet hjemkomst er 22. september, han bliver udskrevet omkring klokken 10. Så er de her lidt i 11, de er fint - jeg glæder mig super duper meget. Jeg puster balloner op og hænger rundt omkring herinde, medmindre jeg kan finde nogle serpentiner, og jeg gør rent, så her er pænt til når gæsterne kommer. De skal helst være her, når han kommer hjem. Selvfølgelig er det lidt ærgerligt, at deres bil holder på parkeringspladsen, men jeg kan jo håbe at MOR kører ham ind ad bagvejen, så han ikke kommer ud på P-pladsen. Men hvor er det dog en genial idé! Det var Bibber2000 fra blog.dk, der gav mig ideen.
Jeg glæder mig faktisk så meget til hele det her arrangement, at jeg næsten ikke tænker over, at René muligvis... Dør undervejs. Operationen er ikke dødelig, men narkosen kan jo være det. Men han dør ikke - han skal jo til fest! Hehe. Det bliver så fuckerfedt!
Menøh... Ellers sker der intet. René skal hjem til Anders på onsdag, torsdag skal vi til tandlæge og jeg skal til lægen, og så har vi weekenden til at forberede os til mandag morgen, hvor de skal køre. Det er København i myldretiden, det er noget lort, men de er jo nødt til det. Han skal være der klokken 8.
Tingene ser ud til at gå godt! Jeg glæder mig til min lille "fest"! Det er så awesome at jeg har fundet på det! :D
søndag den 12. september 2010
At elske sin mor og far
Jeg elsker min mor og min far. De har mange fejl, de er irriterende, de er tarvelige - men de er mine forældre. Jeg elsker dem, og især efter jeg har siddet og skrevet om min mor. Selvom min far har været skyld i en dårlig tid i mit liv, så elsker jeg ham nu, og vi har ikke et perfekt forhold, men det er bedre end så mange andres forhold.
Jeg har ofte tænkt på, om de mon ikke var til at kyle ad helvedes til. Men Helene fik mig til at indse, at jeg skal nyde dem, så længe de er i mit liv. Jeg kommer til at fortryde det, hvis jeg siger fra og skrider. For der er visse ting, som kun "mor" dur til. Eller "far". Der er altid ting, som kun de to mennesker i ens liv kan.
Jeg er meget taknemmelig for mine forældre, selvom de måske ikke helt er til at regne med, men op i røven med det. Jeg elsker dem, som de er. De er mine forældre. Jeg har masser af gode minder. Det er skønt. Mange har ingen gode minder fra deres barndom - men det har jeg. Og det er jeg taknemmelig for. Jeg vil ikke længere huske på de dårlige, men derimod koncentrere mig om de gode ting. For det er det, man skal. Det er det, der er det mest fornuftige.
Jeg har ofte tænkt på, om de mon ikke var til at kyle ad helvedes til. Men Helene fik mig til at indse, at jeg skal nyde dem, så længe de er i mit liv. Jeg kommer til at fortryde det, hvis jeg siger fra og skrider. For der er visse ting, som kun "mor" dur til. Eller "far". Der er altid ting, som kun de to mennesker i ens liv kan.
Jeg er meget taknemmelig for mine forældre, selvom de måske ikke helt er til at regne med, men op i røven med det. Jeg elsker dem, som de er. De er mine forældre. Jeg har masser af gode minder. Det er skønt. Mange har ingen gode minder fra deres barndom - men det har jeg. Og det er jeg taknemmelig for. Jeg vil ikke længere huske på de dårlige, men derimod koncentrere mig om de gode ting. For det er det, man skal. Det er det, der er det mest fornuftige.
onsdag den 8. september 2010
Chokolade - sendt fra Djævelen!
Gravity. Crushing me.
Den tid på måneden. I overmorgen. Jeg har allerede smerter. Øv, ikke? Jeg hader de smerter. Jeg har voldondt. Jeg synes at det er irriterende. Altså, virkelig... De kan jo intet gøre. Jeg tager allerede P-piller. Dumme menstruation.
I dag har jeg trøstespist. Jeg havde brugt 17,5 point ud af 24, da jeg pludselig nedtur på og åd en kvart pakke Anthon Berg chokolade... Det er bare ikke optimalt! Det gik så godt i dag. Og så gør jeg det! Damn! Jeg har end ikke tal på, hvor mange points en kvart pakke Anthon Berg koster...! Det er bare så tragisk at jeg ikke kan lade det lort ligge! Argh!
Jeg er bare så håbløs. Jeg havde bare en herregod dag, pointmæssigt, og så smadrer jeg det på denne måde? Gud, hvor dumt. Jeg har brugt mindst 20 points på chokolade i dag. Det var IKKE meningen! Jeg har sparet og sparet så jeg havde 3,5 point til æblegrød. Og så æder jeg alt det ch0okolade...! Åh... Jeg kommer aldrig til at tabe mig. Fandens.
Men okay - jeg vidste det jo godt. Jeg har jo allerede omtalt min tvivl en gang, oven i købet i dag. Jeg er så irriteret på mig selv, og nu har jeg fået ondt i maven af alt det lede cho0kolade. Jeg er så fæl og ulækker. Jeg kan ikke klare mig selv og mit klamme ... alt. Alt ved mig er klamt.
Det var dog ikke det, dette indlæg skulle handle om. Jeg har glemt grunden til, at jeg startede det op. Men chokolade.... Jeg bryder mig ikke engang særlig meget om det... Og nu har jeg ædt så meget. Om jeg fatter mig selv...!
Den tid på måneden. I overmorgen. Jeg har allerede smerter. Øv, ikke? Jeg hader de smerter. Jeg har voldondt. Jeg synes at det er irriterende. Altså, virkelig... De kan jo intet gøre. Jeg tager allerede P-piller. Dumme menstruation.
I dag har jeg trøstespist. Jeg havde brugt 17,5 point ud af 24, da jeg pludselig nedtur på og åd en kvart pakke Anthon Berg chokolade... Det er bare ikke optimalt! Det gik så godt i dag. Og så gør jeg det! Damn! Jeg har end ikke tal på, hvor mange points en kvart pakke Anthon Berg koster...! Det er bare så tragisk at jeg ikke kan lade det lort ligge! Argh!
Jeg er bare så håbløs. Jeg havde bare en herregod dag, pointmæssigt, og så smadrer jeg det på denne måde? Gud, hvor dumt. Jeg har brugt mindst 20 points på chokolade i dag. Det var IKKE meningen! Jeg har sparet og sparet så jeg havde 3,5 point til æblegrød. Og så æder jeg alt det ch0okolade...! Åh... Jeg kommer aldrig til at tabe mig. Fandens.
Men okay - jeg vidste det jo godt. Jeg har jo allerede omtalt min tvivl en gang, oven i købet i dag. Jeg er så irriteret på mig selv, og nu har jeg fået ondt i maven af alt det lede cho0kolade. Jeg er så fæl og ulækker. Jeg kan ikke klare mig selv og mit klamme ... alt. Alt ved mig er klamt.
Det var dog ikke det, dette indlæg skulle handle om. Jeg har glemt grunden til, at jeg startede det op. Men chokolade.... Jeg bryder mig ikke engang særlig meget om det... Og nu har jeg ædt så meget. Om jeg fatter mig selv...!
Som et trylleslag blev 40kg til 85
Jeg... Hader mig selv. Jeg ved at jeg vil fejle min kur. Jeg har tænkt mig at fortsætte. Men jeg taber kampen. De 85 overflødige kilo are here to stay. Jeg kommer aldrig til at veje 65kg. At jeg troede at det ville være noget, jeg kunne opnå om et par år, er komplet dumt. Jeg hader mig selv. Hvorfor er jeg så fed og ulækker? Så opgivende og taberagtig? Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen og gøre noget. Det "Nej" til den gastric bypass operation slog mig ud den dag. I dag slog to ord mig ud: "slankekur igen" - IGEN. Igen. Forever and ever. Jeg bliver en af dem, der altid er på kur. En af dem, der aldrig kan slippe det igen. Jeg bliver... Åh! En taber.
Jeg har svært ved at forstå, hvordan det her gik så grueligt galt. Ja, altså, piller for 12 år siden, men ... Hvordan kunne jeg lade det komme så vidt? Jeg tænker bare over det lige nu, for det burde jeg ikke. Jeg burde ikke have ladet det komme så langt ud. Hvordan blev 40kg til 85??? Jeg er jo selv uden om det. Jeg ... Hader mig selv.
Jeg har svært ved at forstå, hvordan det her gik så grueligt galt. Ja, altså, piller for 12 år siden, men ... Hvordan kunne jeg lade det komme så vidt? Jeg tænker bare over det lige nu, for det burde jeg ikke. Jeg burde ikke have ladet det komme så langt ud. Hvordan blev 40kg til 85??? Jeg er jo selv uden om det. Jeg ... Hader mig selv.
mandag den 6. september 2010
Lækker salat!
What a day! Hvepsene sværmer omkring en, så snart man stikker hovedet ud ad døren. Psh. I morgen - IGEN i morgen - stiller jeg op derovre og forventer at der kommer en og gasser det bo hurtigst muligt. Nu kan jeg ikke vente længere. Det er bare SYGT så mange hvepse, der er...! De gav mig jo myregift i fredags og forventer at jeg selv sprøjter hvepsene ihjel. Og nu er det så, at jeg kontakter dem i morgen og siger at nu ser de bare at få skaffet mig en skadedyrsbekæmper, og at det ikke kan gå hurtigt nok.
Jeg hygger mig meget godt lige nu, egentlig! Jeg har fået salat til aftensmad. jeg stegte pestomarineret kalkun på en pande og skar hvidkål, gulerødder, agurk, peberfrugt, champignoner og en avocado ud i hver især passende størrelser, og så hældte jeg kødet ned i salaten og serverede med fedtfri hvidløgsdressing. Superlækkert - og utroligt frisk! Sprødt og knasende - virkelig delikat. Homemade. Delicious!
Jeg hygger mig meget godt lige nu, egentlig! Jeg har fået salat til aftensmad. jeg stegte pestomarineret kalkun på en pande og skar hvidkål, gulerødder, agurk, peberfrugt, champignoner og en avocado ud i hver især passende størrelser, og så hældte jeg kødet ned i salaten og serverede med fedtfri hvidløgsdressing. Superlækkert - og utroligt frisk! Sprødt og knasende - virkelig delikat. Homemade. Delicious!
Yeah baby!
Oh yeah! Jeg sad nede hos MOR i går, da hun sagde "kan du passe de her bukser" og kom med et par jeans i størrelse 54. Jeg afviste dem. Jeg bruger jo 56. Hun sagde "Du kan da lige prøve dem" -and so I did. Og jeg kunne passe dem! Yes sir! Rikke - nu i en størrelse 54!
Her til morgen er jeg i et mærkeligt humør. Jeg er sådan lid... Hmm... Ikke trist, ikke glad, ikke ligeglad. Jeg er. Er. Andet er der egentlig ikke at sige. I hvert fald ikke om det. Men den slags dage skal der også være plads til. Jeg mener; det er der NØDT til at være. Ellers bliver det umuligt at leve.
Jeg har lige læst et indlæg, en veninde har skrevet. Det omhandler en type mennesker, hun ikke magter lige for tiden. Og jeg falder ind i den gruppe. Det synes jeg i hvert fald selv. Jeg kunne genkende mig selv i den. Så jeg har besluttet mig for, at jeg lader hende være lidt. Altså, på msn, ikke? Jeg tror at det er bedst. Det gør jo heller ikke noget, at hun skal skrive til mig. Jeg behøver ikke altid at skrive til hende.
Efteråret er kommet. Det er en tid for mig. Jeg sidder rent faktisk og fryser lige nu. How cool is that?! Jeg må passe på, at jeg ikke bliver syg. René må ikke være syg, når han skal ind til operationen. Åh, jamen, det er jo så spændende! Jeg glæder mig så meget til at han får det bedre, at jeg har valgt at de bort fra den lille bitte risiko der er for, at det går galt. Jeg er meget positivt indstillet på den operation, men... Stadig er der da en smule nervøsitet. Selvom det er et rutineindgreb, er det alligevel svært at se helt bort fra de 3%... Men det skal nok gå. Det vælger jeg at tro på.
Mand, jeg er sulten nu... Jeg er jo startet på WeightWatchers, men i går skamåd jeg alt muligt, hjemme hos mor. Det går jo ikke. Men: op i røven med det! Sådan en dag engang imellem skal der sgu også være plads til. That's how it goes. Nu vil jeg finde mig noget spiseligt og få mig en god start på dagen.
Kæft, jeg er træt. En "Jeg har sovet for meget"-sag...
Her til morgen er jeg i et mærkeligt humør. Jeg er sådan lid... Hmm... Ikke trist, ikke glad, ikke ligeglad. Jeg er. Er. Andet er der egentlig ikke at sige. I hvert fald ikke om det. Men den slags dage skal der også være plads til. Jeg mener; det er der NØDT til at være. Ellers bliver det umuligt at leve.
Jeg har lige læst et indlæg, en veninde har skrevet. Det omhandler en type mennesker, hun ikke magter lige for tiden. Og jeg falder ind i den gruppe. Det synes jeg i hvert fald selv. Jeg kunne genkende mig selv i den. Så jeg har besluttet mig for, at jeg lader hende være lidt. Altså, på msn, ikke? Jeg tror at det er bedst. Det gør jo heller ikke noget, at hun skal skrive til mig. Jeg behøver ikke altid at skrive til hende.
Efteråret er kommet. Det er en tid for mig. Jeg sidder rent faktisk og fryser lige nu. How cool is that?! Jeg må passe på, at jeg ikke bliver syg. René må ikke være syg, når han skal ind til operationen. Åh, jamen, det er jo så spændende! Jeg glæder mig så meget til at han får det bedre, at jeg har valgt at de bort fra den lille bitte risiko der er for, at det går galt. Jeg er meget positivt indstillet på den operation, men... Stadig er der da en smule nervøsitet. Selvom det er et rutineindgreb, er det alligevel svært at se helt bort fra de 3%... Men det skal nok gå. Det vælger jeg at tro på.
Mand, jeg er sulten nu... Jeg er jo startet på WeightWatchers, men i går skamåd jeg alt muligt, hjemme hos mor. Det går jo ikke. Men: op i røven med det! Sådan en dag engang imellem skal der sgu også være plads til. That's how it goes. Nu vil jeg finde mig noget spiseligt og få mig en god start på dagen.
Kæft, jeg er træt. En "Jeg har sovet for meget"-sag...
onsdag den 1. september 2010
Du er cool!
Denne her blog er tilegnet en kvinde, som jeg er begyndt at holde af! Hun ved det ikke, kommer nok aldrig til det. Det er ikke den slags, man siger til hende. Det er jo ikke sådan at jeg elsker hende, men jeg... holder af hende. Hun er dygtig til at få mig i bedre humør. Hun er der altid, når jeg har brug for en snak - også når hun ikke burde. Da jeg kom ud fra Hvidovre Hospital og havde fået "nej" til gastric bypass operationen, var hun den første, jeg kontaktede. Hun var utrolig støttende -som altid. Hun er altid parat med enten en peptalk eller til at kaste mig op mod væggen og forklare mig ting, når jeg opfører mig dumt.
Faktisk er jeg meget glad for hende, fordi hun bare altid er til at regne med. Siger hun at hun mener at blå er en flot farve, er det ikke sådan, at hun kommer og siger "Ej, jeg kan bedre lide gul". Hun står fast ved alt hvad hun siger, mener, tænker og føler - og det beundrer jeg. Hun er en af dem, jeg har mest kontakt med i min hverdag, selvom jeg lige nu fornemmer at hun ikke sådan helt lige har plads lige nu. Jeg har derfor i dag taget beslutningen om at give hende lidt fred. Hun er helt anderledes end hvordan hun ellers er, så jeg er naturligt vis lidt bekymret. Hun siger at hun er "træt" - men... Det virker som om hendes gnist er væk. Der er intet "glimt i øjet", havde jeg nær sagt - jeg har aldrig set hendes øjne. Det bekymrer mig. Jeg håber at hun har det godt.
Og hermed overgiver jeg mig selv til rockmusikkens rytmer og lukker mig ind i Rikke-land, som er kun for mig. Jeg gider nemlig ikke at gå i seng nu. Jeg har mange ting, jeg skal nå i aften. Tiden er ved at løbe ud.
Faktisk er jeg meget glad for hende, fordi hun bare altid er til at regne med. Siger hun at hun mener at blå er en flot farve, er det ikke sådan, at hun kommer og siger "Ej, jeg kan bedre lide gul". Hun står fast ved alt hvad hun siger, mener, tænker og føler - og det beundrer jeg. Hun er en af dem, jeg har mest kontakt med i min hverdag, selvom jeg lige nu fornemmer at hun ikke sådan helt lige har plads lige nu. Jeg har derfor i dag taget beslutningen om at give hende lidt fred. Hun er helt anderledes end hvordan hun ellers er, så jeg er naturligt vis lidt bekymret. Hun siger at hun er "træt" - men... Det virker som om hendes gnist er væk. Der er intet "glimt i øjet", havde jeg nær sagt - jeg har aldrig set hendes øjne. Det bekymrer mig. Jeg håber at hun har det godt.
Og hermed overgiver jeg mig selv til rockmusikkens rytmer og lukker mig ind i Rikke-land, som er kun for mig. Jeg gider nemlig ikke at gå i seng nu. Jeg har mange ting, jeg skal nå i aften. Tiden er ved at løbe ud.
Operationen!
Jeg er lidt smånervøs for Renés operation. Eller; jeg er sikker på, at det går godt, men... Narkosen skræmmer mig... Vil det være denne gang, han bukker under og aldrig vågner op igen? Hvad vil der ske? Vil det gå godt, eller falder han ind under de 3% som rent faktisk får mén af operationen? Der er mange ting, man skal tage højde for. Jeg er bange for, at han kommer til skade. René selv er også lidt nervøs -også over, at han ikke må tage visse former for medicin før operationen. Hans gigtmedicin, som har hjulpet ham ekstremt, må han ikke tage i 3 dage op til operationen.
Han skal være på Hamlet klokken 8 om morgenen. Det betyder big time myldretid hele vejen derind. Hvor det før tog 45 minutter, vil det nu nok tage halvanden time, mindst. Vi skal fandeme tidligt op.. Jeg kommer til at græde SÅ meget, når vi siger farvel. Ja, jeg er netop begyndt at græde over det nu! René er mit livs kærlighed. Tænk engang, hvis han ikke længere er her... Jaja, jeg ved godt, at man livet igennem måske har flere "mit livs kærlighed" - men René betyder alt for mig, og jeg kan og vil slet ikke forestille mig, at han dør under den operation. Jeg satser på, at de har styr på det. Og det er jo en rutineoperation. Men... 20. september bliver en svær dag. Rigtig svær. Jeg må komme igennem det. Jeg må tage det som en stærk kvinde.
Jeg skal ringe til lægen når klokken bliver 8:30. Jeg skal ringe til ejendomskontoret klokken 8:00 og så skal jeg hente medicin på apoteket. Vi har heldigvis skåret en masse af denne måneds udgifter væk (420 kroner) fordi vi købte Frisium og Yasmin i august,netop for at være på den sikre side. Nu ser det ud til, at jeg kan få to par bukser (1 par jeans og 1 par joggingbukser) og René kan få sine 2 x2GB harddiske. Dem vil han meget gerne have.
Det er så hyggeligt her om morgenen. Det synes jeg i hvert fald. Når det er mørkt udenfor, og René ligger og sover og jeg har det hele for mig selv.. Skønt. Jeg har lavet en playliste! Yay! God musik - og masser af det. Lige nu hører jeg f.eks. "Blue Orchid" med The White Stripes, og den er simpelthen så god. Vil nok aldrig ende som fan af dem, men de har lavet en masse godt.
Jeg starter på slankekur i dag. Sådan, for alvor. Nu er det fandeme alvor. Jeg vil måle mig om maven, når klokken bliver 8:00. Så bliver det spændende. Jeg vil få René til at tage et billede og lægge det ind her - så kan jeg se tilbage på det, når jeg engang er blevet tynd. Glæder mig! Det bliver hårdt at være på slankekur - men alligevel rart. Så kan jeg få al det dårlige mad ud af kroppen! Jeg voldåd IGEN i mandags. Øv. Det hader jeg, når jeg gør. Men det slutter nu. Eller; jeg må godt voldæde, men så skal det være i gratis ting som frugt og grøntsager, og der må være en notering om ALT. Det og det har jeg spist klokken det og det - det er bedst. Jeg glæder mig vildt meget!
Han skal være på Hamlet klokken 8 om morgenen. Det betyder big time myldretid hele vejen derind. Hvor det før tog 45 minutter, vil det nu nok tage halvanden time, mindst. Vi skal fandeme tidligt op.. Jeg kommer til at græde SÅ meget, når vi siger farvel. Ja, jeg er netop begyndt at græde over det nu! René er mit livs kærlighed. Tænk engang, hvis han ikke længere er her... Jaja, jeg ved godt, at man livet igennem måske har flere "mit livs kærlighed" - men René betyder alt for mig, og jeg kan og vil slet ikke forestille mig, at han dør under den operation. Jeg satser på, at de har styr på det. Og det er jo en rutineoperation. Men... 20. september bliver en svær dag. Rigtig svær. Jeg må komme igennem det. Jeg må tage det som en stærk kvinde.
Jeg skal ringe til lægen når klokken bliver 8:30. Jeg skal ringe til ejendomskontoret klokken 8:00 og så skal jeg hente medicin på apoteket. Vi har heldigvis skåret en masse af denne måneds udgifter væk (420 kroner) fordi vi købte Frisium og Yasmin i august,netop for at være på den sikre side. Nu ser det ud til, at jeg kan få to par bukser (1 par jeans og 1 par joggingbukser) og René kan få sine 2 x2GB harddiske. Dem vil han meget gerne have.
Det er så hyggeligt her om morgenen. Det synes jeg i hvert fald. Når det er mørkt udenfor, og René ligger og sover og jeg har det hele for mig selv.. Skønt. Jeg har lavet en playliste! Yay! God musik - og masser af det. Lige nu hører jeg f.eks. "Blue Orchid" med The White Stripes, og den er simpelthen så god. Vil nok aldrig ende som fan af dem, men de har lavet en masse godt.
Jeg starter på slankekur i dag. Sådan, for alvor. Nu er det fandeme alvor. Jeg vil måle mig om maven, når klokken bliver 8:00. Så bliver det spændende. Jeg vil få René til at tage et billede og lægge det ind her - så kan jeg se tilbage på det, når jeg engang er blevet tynd. Glæder mig! Det bliver hårdt at være på slankekur - men alligevel rart. Så kan jeg få al det dårlige mad ud af kroppen! Jeg voldåd IGEN i mandags. Øv. Det hader jeg, når jeg gør. Men det slutter nu. Eller; jeg må godt voldæde, men så skal det være i gratis ting som frugt og grøntsager, og der må være en notering om ALT. Det og det har jeg spist klokken det og det - det er bedst. Jeg glæder mig vildt meget!
Abonner på:
Opslag (Atom)