Jeg er sådan set ... Mere eller mindre... Kold. Jeg ved jo godt, at følelserne er der. De er der, et sted derinde. Muligvis er der så mange, at jeg har blokeret alt, hvad der ligner følelser. Jeg har det sådan set... lidt mystisk. Jeg har det ikke dårligt, eller noget, men folk siger til mig, at jeg virker anderledes end jeg plejer. At jeg ikke er som jeg normalt er. Hvad det så end må indebære, så tror jeg ikke, at det er godt. Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om jeg kan lide den nye mig, fordi jeg ikke selv kan mærke en forskel.
René bløder en smule i dag. Jeg er ikke bekymret. Men det er ikke fantastisk godt. Hvis det ikke er stoppet i morgen, må vi ringe til lægen.
Jeg føler egentlig at jeg er sådan lidt... Hvordan kan man sige det... en hæmsko for René. Lige nu laver han pasta til sig selv. Og det burde også være sådan. Men jeg er jo så vant til, at det er mig, der skal lave det hele... Det føles helt forkert at det ikke er mig, der står for alt. Hvor er det rart, men jeg føler mig enormt skyldig. Som om jeg har gjort noget forkert.
Jeg er splittet imellem at være kold og lidt for over-sensitiv, plus at min hjerne gennemsyrer mit sind med dårlig samvittighed. Hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg må finde en løsning. Jeg ved bare ikke, hvem jeg skal vende mig til. "Ingen forstår mig" er blevet en kliché, og den passer heller ikke. Masser af mennesker kan forstå mig. Bare ikke dem, jeg snakker med om den her slags ting. Jeg ved godt, at jeg virker som om jeg kan snakke om alt. Men nogle ting kan jeg ikke sætte ord på. Måske er det også bedst, hvis visse ting forbliver usagte. Jeg ved ikke.... Synes bare at jeg har mange tanker - både nødvendige og unødvendige. Jeg er en tænker. Always have been, always will be.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar