Tænk engang... Jeg har siddet inde så længe. I efteråret 2012 gik René og jeg en aftentur. Jeg husker mørke, stilleregn, faldne gyldne blade og de blade, der landede på mit hoved - den lette aftenbrise sørgede for at fjerne dem igen. Jegkan ikke sådan rigtig huske andre... Det skulle måske lige være, da René ved et tilfælde fandt ud af, at det sneede kraftigt. Klokken var 3 om natten. Vi så på hinanden. "Ja vi skal!" på med tøj og overtøj og ud i sneen, og være de første, der trådte i det smukke, hvide vatagtige fænomen.
Jeg husker vinteren som det første år, vi boede her - og det var det også. Men denne vinter, sad jeg inde fra omkring bladenes falden og helt frem til forårets komme. Jeg oplevede næsten et halvt år bag vinduer. Bladene falder af, buske og planter der bliver brune og kedelige. Nøgne træer. Lidt sne. Slud. Regn. Solskin til sider.blomstrende træer, buske og planter. Solen der varmer. Dagene der bliver længere. For til sidst at slippe ud i omkring midt i foråret. Den første tur var den mest vidunderlige længe. Det føltes gå godt at komme ud, selvom jeg stadig var bange og rystede i mørket. Men jeg valgte det selv. Og jeg klarede det.
Men nu begynder det så småt igen. Jeg må blive nødt til at komme så meget ud som overhovedet muligt, fordi sociale begivenheder samt bare det at være ude, muligvis kan stoppe det inden det går i udbrud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar