Men nu har jeg raset ud over det, sikkert med nogle stavefejl selv. Jeg har fået en bronzefarvet printer af René i fødselsdagsgave, en netværksprinter, og jeg kan printe billeder direkte fra min telefon, fra mit digitalkamera, fra 2 computere, som er trådløst tilsluttet, og der er scanner i. Der er alverdens andre funktioner, men den er voldfed. Og så har den separate farvepatroner. Black, cyan, yellow og magentha, og en ekstra sort. Så behøver jeg ikke at skifte hele farvepatronen, hvis jeg kun har brugt blå, og ikke gul og rød, og der desværre ikke er mere blåt blæk tilbage. Så køber jeg bare en blå patron og sætter i sammen med de andre - det er sådan, det fungerer. Det er en Canon. Jeg har taget et billede af den, men den er mere rød på billedet, end den er bronzefarvet.
Jeg har været på neu.amb. i dag, og den neurolog, jeg snakkede med, var utrolig flink. Hun var meget positivt indstillet over udviklingen af min epilepsi efter medicinændringen, hvilket jeg jo også selv er, så vi blev enige om at lade det være, hvor det er. Det fungerer jo godt - så er det da bare med at holde fast! Såøh... Min medicinliste ser lige nu således ud:
- 1800mg Delepsine retard
- 500mg Zonegran
- 10mg Frisium
- 1500mg Kaleorid
- 800mg Seroquel Prolong
- 900mg Seractiv
- 3000mg Pamol
- 150mg Tramadol
Mit liv ligger ellers lidt i krise for tiden. Om det er depressionen eller en midtvejskrise over at fylde 35 år, ved jeg altså vitterligt ikke. I går, på min fødselsdag, tudede jeg stort set hele dagen, både over gode og dårlige ting. Det fungerer slet ikke for mig, det her med at blive gammel. Jeg føler mig gammel og infantil samtidig, det er sådan lidt "modsætningerne mødes", og jeg er bare så ked af det hele tiden, og hvis jeg ikke er ked af det, erjeg på grænsen til at blive det. René og Emma muntrer mig lidt op, men ikke nok til at trække mig op af hullet. Jeg er virkelig bare... Jeg overvejer om jeg skulle blive indlagt i nogle dage, eller tage på en "hjemtur" hos de gamle,og komme hjem og måske bedre kan værdsætte de ting, jeg rent faktisk har. For jeg har René! Jeg har Emma! Og jeg værdsætter dem ikke! Det er tragisk. Jeg ved godt, at jeg ikke kan klare én nat væk hjemmefra. Så savner jeg René og vil hjem. Han er det, der gør at jeg trækker vejret. Ilt, med andre ord. Jeg ønsker ikke at være et sted, hvor han ikke er.
Jeg er glad for, at mit liv ikke ligger i ruiner. Nå jo, det gør det jo. Men noget at tale om, er det jo ikke. "Der er andre, som har det så meget værre".
Jeg er begyndt at drømme om "kvinder" igen. Ikke seksuelt, men som forelskelse. Jeg bliver forelsket i kvinder når jeg sover, men jeg har ikke nogen sådan følelser, når jeg er i fuldt vågen tilstand ellers. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Det er vel noget, der har med min feminine side at gøre. Måske føler jeg mig ikke kvindelig nok, eller måske for maskulin. Det lyder måske som det samme, men det er det ikke - for mig, i hvert fald. Ønsker jeg mere ømhed fra René? Det kunne muligvis godt tænkes, men han er faktisk utrolig omsorgsfuld og beskyttende. Romantisk, når det slår ham. Jeg ved ikke helt, hvad der foregår i mit liv lige nu. Måske er det alligevel en meget god idé med en psykolog? Eller skal jeg prøve at klare det selv? Jeg kan jo godt, det ved jeg, men har jeg overskuddet til det? Kan jeg klare at gå i gang med at arbejde med mig selv? Sådan, fuldtids-heling af min psyke? Jeg bliver nødvendigvis nødt til at anvende den narrative terapiform, hvor jeg sætter ting i kasser og fremhæver de gode ting ved mig selv, eller som nu, hvor jeg i stedet skal søge indad og kigge efter alt, hvad der er, og derfor hvor vinden tager mig, og se hvor jeg ender tilsidst.
Men jeg må hellere gøre noget, inden det er helt for sent. For lige nu... Mit liv vælter. Mit dejlige drømmeliv med René og nu også Emma... Det hele vælter sammen i en kæmpe implosion, som rykker tættere og tættere på. Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal gøre...
Epilepsien går godt. Det er noget at glæde sig over. Og dagen har ikke været 100% dårlig. Jeg har også sovet 60% af den. Stod op lidt over 6, blundede fra 8-8:45, blev hentet af Flex klokken ca. 9:10, og blev kørt på Roskilde sygehus, ventede i 30 minutter på en lortestol, blev kaldt til samtale, snakkede i ca. 15 minutter, ventede på Flex i ca. 45 minutter, kom hjem, lavede mad til René, gik i seng, sov til klokken var 16:20, stod op og gav René hans eftermiddagsmedicin og varmede mad fra i går, spiste og gik i seng, sov til klokken var 19:20, og så stod jeg op og gik ud i køkkenet hvor jeg straks gik i gang med at skylle opvask af, lavede mere mad til René, jeg ordnede Emmas bakke, jeg rensede hendes drikkefontæne, og så gik René og jeg ned med skrald. Og indimellem, sådan her og der fra klokken 19:20 og frem til nu, 23:35, har jeg arbejdet på dette indlæg. Og i morgen kigger mine forældre nok forbi, jeg ved ikke hvornår, så jeg har en tendens til at tænke at jeg nok snart går i seng. Men samtidig ved jeg, at mine Sun Lolly'er er ved at være frosne. René købte en masse i går. Jeg sagde til ham, at frysselv is er Djævlens værk, men han insisterede, fordi jeg havde fødselsdag. Og frysselv is er min yndlings-is, udover limonadeis (Kæmpelæsker, oh my God, Kæmpelæsker...!) Sun Lolly har jo Vindrue, Cola og Hindbær flavorne, som jo tilfældigvis er mine yndlings. Og jeg klan æde 5 pakker på én dag, selvom der er hele 8 is i én pakke. Det er sygeligt. Jeg har et sygeligt forhold til frysselv is. Jeg ved det godt, og jeg har sagt det til René, men han er sådan lidt... "Jamen, jeg har jo det samme med Tucs" -agtigt. Tucs er i øvrigt de kiks, der hedder Tuc, og er i en gul pakke. Jeg ved ikke, hvorfor René kalder dem Tucs, men han har også mange andre "sjove" vendinger. F.eks. har han i mange år troet, at det hed "en ijapaner" og ikke "en japaner" før vi havde en diskussion om det i bussen fra Herfølge til Køge en formiddag hvor vi skulle til KBJ. Han har altid hørt det udtalt med "i" foran. Men sådan er der jo så mange, der har det.
Min mor siger "Hvor er mine sko?" men kan ikke sige det samme om sutsko. Så hedder det "Hvor er mine sutskoer?" og det samme gælder "træskoer". Hun har en pudsig udtale på mange ord, og giver sin "Vordingborg'ske" opvækst skylden, selvom hun ikke har boet der siden hun var 17 eller sådan noget. Jeg har har endda selv haft en ting som først slog mig da jeg læste højt i en lektion i folkeskolen: Vi læste i "Gummi-Tarzan", og jeg opdagede pludselig at det ord, jeg i 13 år havde læst som "glanning" og ikke havde fattet betydningen af, stavedes "galning" og rent faktisk havde en relevant betydning. Så jeg brast i latter. Hvilket var lidt pinligt. Og "massiv". Jeg lægger konsekvent trygget på den forkerte ende af ordet, og det bliver derfor udtalt forkert. Men i det mindste kan jeg finde ud af at sige "Caribbean", hvilket der uhyggeligt nok er utroligt mange mennesker, der ikke kan.
Dette indlæg er alt for langt. Jeg må stoppe og skrive videre i morgen. Det er også "i morgen" om små 10 minutter, så der er jeg jo heldig nok. For en gangs skyld.
Sov godt, alle jer, som gad at læse hele denne smøre.
Tak fordi I holder ved, jer, som er faste læsere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar