Sikke dog en dejlig dag!

Shame, shame, shame on you, if you can't dance too!

Jeg kan ikke få armene ned! Min nye lejlighed er AWESOME! I love it so freaking much! Jeg glæder mig sygeligt til at skulle flytte! See you later, hellhole! Det er det, vi er begyndt at kalde dette skodsted, vi bor nu. Det er vitterligt også det, det er.

Hamid skriver sms'er til mig lige nu, han er til koncert med Paradise Lost i Pumpehuset. Han skrev til mig omkring klokken 23: "Der er over hundredvis af langhårede satanister". Jeg tror efterhånden at jeg har et meget godt billede af, hvad han tænker. Først var jeg ved at dø af grin da han for et par år siden skrev at han havde købt et par ecco militærstøvler. Ecco er ikke et mærke, jeg forbinder med militærstøvler. Men nu har jeg så fundet ud af, at han ser langhårede mennesker, som går i sort tøj, og som især har sort hår, som satanister. Han skrev også: "Der var lige en goth pige der lånte en smøg af mig. Fuck hvor var hun bare sort. Hun var vist fra Sverige". Hvis man er "sort" er man nærmest et overmenneske i Hamids øjne. Han snakker ikke hudfarve, men hår, makeup og tøj. "Sort" og "satanisme" går hånd i hånd - jeg tror han har det fra "Black metal", som han også kalder "sortmetal" (det er han i øvrigt ikke den eneste, der gør, jeg synes bare personligt at 'black metal' lyder bedre). Hvis nogen er i tvivl, er black metal musik (metal) med sataniske tekster.

Jeg sad og snakkede med René om koncerter tidligere. Han har kun været til 1 "rigtig" koncert, og det var en, jeg havde købt billetter til. Jeg købte 4 billetter til D:A:D i Forum i... jeg tror at det var 2001 eller 2002. Saybia var en del af supporten. Men der var support i 2 timer, og da D:A:D endelig gik på, leverede de en virkelig god koncert, men udelod sange som f.eks. "It's After Dark", som de ellers altid lukker ethvert liveshow med. Både jeg, René, Katja og hendes dengang mand Holst var superskuffede. Men vi var ikke de eneste, for det var deres (D:A:D's) første show på deres... Kan det passe at det var Soft Dogs turneeen? Under alle omstændigheder blev der skrevet så meget kritik af det i aviserne dagen efter, at de ændrede deres sætliste til det næste show, så "It's After Dark" lukkede showene af. Jeg ville SÅ gerne tage tilbage til 2001 og invitere René med til den Depeche Mode koncert, jeg var til i Parken i København. Det var i september, og vi havde ikke kendt hinanden længere tilbage end februar samme år, og jeg havde ikke nerver til at spørge om han ville med, men jeg ville så gerne se den koncert. Så jeg spurgte Katja. Hun ville gerne. Det var den mest fantastiske koncert - og René elsker meget af Depeche Modes musik. Og da jeg senere hen fortalte ham, at jeg havde overvejet at spørge ham, men var en kylling, sagde han, at han gerne ville have været taget med... Sur røv for mig. Og ham. For den D:A:D koncert var så elendig at den ødelagde al lyst til at gå til flere koncerter, hos ham.

Er det ikke utroligt, at om ca. 1 uge er jeg væk fra denne crap-lejlighed? Jeg kom til at tænke på noget andet i går. Jeg har fået en ny årskalender for 2018, og jeg sad og skulle udfylde mærkedagene.  Jeg lagde mærke til, at Renés nevø fylder 18 år til marts. Og så slog det mig pludselig (igen, som så mange andre gange): René og jeg har kendt hinanden næsten lige så længe som hans nevø har levet. Lukas er fra marts 2000, og jeg lærte René at kende i februar 2001. René og jeg har kendt hinanden i 16 år, meget snart 17, men det, der virkelig bare sådan fik mig til at sidde og space, var at mennesker som er født i 2001, som er året, jeg mødte René, og hvor jeg selv blev 21 år i maj, rent faktisk er et SYTTEN år i år. Det betyder at jeg er freaking GAMMEL! Haha. Det bedste var i går, da René spacede ud på sovepiller (han havde 2 halve, normalt tager han kun en halv), han sad faktisk på sengekanten, men lænede sig tilbage og hvilede sit hoved på mine jugs mens jeg strøg ham over håret (og tændte ret kraftigt på det, det er ellers evigheder siden jeg sidst har følt sådan, føles det som) og jeg pludselig indså, at vi har været gift i længere tid end jeg brugte på at være ulykkeligt forelsket i ham. Det tog 6½ år. Fra februar 2001 til august 2007, og fra november 2007 og frem til nu har vi været gift - det gjorde mig sådan lidt ekstra glad. Men jeg var nødt til at lægge mig til at sove, i stedet for at blive oppe og nyde min glæde lidt - jeg kunne måske have fået noget produktivt ud af det. Jeg tog dog også min beslutning om at gå i seng på at René var gået i seng. Når jeg sidder og skriver på mit nye, awesome keyboard, er jeg altid bange for at vække ham.

Jeg har selv valgt at jeg gerne ville have et nyt keyboard,. men René har valgt for mig. Og jeg må sige, som jeg gjorde da jeg anmeldte det, at det vitterligt føles som en orgasme, når man virkelig bare er "on a roll" og fingrene bare hamrer på tasterne uden at hjernen egentlig følger med og skal tænke over hvert tasteslag. Det er så lækkert! Jeg kunne også skrive noget i hånden, på et stykke papir, men jeg har en tendens til at skrive så han ikke kan læse, hvad helvede jeg har skrevet. Det er derfor, jeg har optaget to videoer hvor jeg læser højt af den bog, jeg har skrevet til ham, som handler om ting, jeg gerne vil sige tak for, og hvad jeg elsker ved ham. Der er 2 videoer af hver ca. ½ time, for der er et sted i nærheden af 155 "episoder" lige nu. Jeg ved ikke, om jeg tilføjer flere før 1. november. Men hovedårsagen til at hele denne bog startede, var at jeg ville lave en bryllupsgave selv, fordi vi skal gemme vores penge og bruge dem på andre ting, og jeg havde fejlet med videoen jeg lavede af mig selv, hvor jeg dansede og vaskede op til nøje udvalgt musik. Dans og opvask er to ting, René finder sexet når jeg foretager mig, så jeg tænkte "Why the fuck not?" Men jeg fejlede som sagt. Først og fremmest kunne jeg slet ikke levere varen. Jeg er ikke vant til at lave en skid, og at stå op og vaske op og danse samtidig i 30 minutter, var mere end jeg kunne klare - jeg svedte så meget, og jeg havde læbestift på tænderne. Noget, jeg først så da jeg skulle se videoen igennem til sidst.  Så han fik den samme dag, og da hans mor kom få dage senere, sagde han, at han gerne ville viste den til hende, så hun så den og sagde at jeg var både opfindsom, kreativ og "meget sexy" . Med tryk på "y" i stedet for at udtale det som "i". Jeg elskede det så meget, så jeg overvejer at begynde at sige "sexy" i stedet for "sexi" selv. Men ikke alene er man vant til at sige det som det skal udtales - når man er vant til at "y" normalt udtales som "i" på engelsk, er det faktisk endnu sværere at huske på. Det er lidt som når man går i folkeskole og ens veninde skriver nogle herrepæne a'er, og man vil skrive nogle magen til, så man forsøger at ændre sin egen skrift-stil. Jeg skriver på 500 forskellige slags måder.. Den eneste, der er konsekvent, er når jeg skriver med blokbostaver - store bogstaver, hele vejen igennem. Lige så snart jeg skriver almindeligt, har jeg den fæleste skrift, og jeg har et mix mellem formskrift (den grimmeste skriftform nogensinde opfundet) og almindelig "lige ud ad landevejen"-skrift, endda lidt skråskrift indover, hvilket resulterer i nogle meget sære f'er, meget ulæselige ord og ekstreme svingninger under mine g'er, y'er og j'er. Derudover skriver jeg meget hurtigt, og glemmer ofte bogstaver i ord, eller hele ord i en sætning. Mine store D'er er også ekstremt overdrevne, og jeg har en tendens til at sætte en stor ære i at huske: "prik over i'et, bolle over å'et". Det er meget vigtigt for mig, og det gør mig sindssyg oven i hovedet når folk laver en bolle over deres i'er. På mit køleskab lige nu står der noget, som René har skrevet med en tusch. Der står "Elsker Min Vidunderlige Smukke 💓 Hustru"

Han har ikke alene startet hvert ord i sætningen med et stort forbogstav, han har også stavet hver eneste "i" med en bolle over i stedet for den prik, der skal. Det er en torn i siden på mig, men jeg er glad for, at det står der alligevel. Det er ligesom min veninde: Engang i tidernes morgen havde vi en 3. veninde, som var (formentlig stadig er) virkelig god til at stave. Og hun fortalte mig (og Katja, tror jeg), at når man omtaler en gruppe personer og bruger "I" skal det være med stort "i", og jeg spurgte hende, om det også gjaldt med "Jer". Og det gør det ikke. Men Katja staver konsekvent "I" og "Jer". Jeg har sagt til hende, at "Jer" ikke skal være med stort "j" medmindre det er første ord i en sætning. Doesn't care. Det er som da jeg blev gjort til grin fordi jeg skrev "reagent" i stedet for "regent", "middelaldrende" i stedet for "midaldrende" - nogen ting sidder fast, og man glemmer dem bare ikke. Til gengæld kan jeg om mit liv afhang af det ikke finde ud af dansk grammatik. Noget grammatik overhovedet, faktisk. Min tegnsætning halter virkelig. Jeg mestrer det slet ikke. Men sådan noget som at skrive "r" i slutningen af ord er jeg forholdsvis god til, og naturligvis er det alt det, jeg selv kan finde ud af, der trænger ind under min hud og klør, når andre ikke kan. Jeg har det så dårligt med det. Folk er begyndt at gøre nar af mig fordi jeg konstant irettesætter dem. Det er altså ikke et cool rygte at have. Så jeg har ændret det. Jeg kæmper dagligt med ikke at irettesætte folk konstant. Det er sværere end man tror.

Men nu er klokken sgu kvart i et om natten, jeg må hellere hit the sack (jeg får i øvrigt - af min mand - kritik for at blande for meget engelsk ind i min skrift. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Jeg har ikke altid gjort det. Det er noget, som er kun 3-4 år gammelt) - vækkeuret skulle meget gerne kunne vække mig klokken 8 i morgen tidlig!

Sov godt, og jeg håber at alle jer, som har været til Paradise Lost koncert i Pumpehuset i København her til aften (I'm talking to you, HAMID, den sorte svenske gothpige og alle de mange hundrede langhårede satanister!) har haft alletiders oplevelse!