Jeg-øh.... Jeg har lige tjekket "Status" da jeg postede mit sidste indlæg, og jeg så nogle mystiske trafikkilder, jeg ikke har set før. Jeg har ikke tænkt mig at klikke på dem. Det er tydeligvis noget med porno. JEG HAR IKKE NOGET MED DET AT GØRE. Just sayin'.
Jeg har taget dette screenshot:
I morgen må jeg lige ringe til... en eller anden, og høre hvad der foregår. Jeg er tydeligvis blevet brugt til noget scammeri, men af hvilken art, og ikke mindst: hvorfor?
Jeg ved godt, at jeg lægger for mange billeder op, men... Det er da irriterende at jeg ikke kan dele min hverdag med dem, der gider at læse om det. Ellers må jeg jo fjerne enhver form for billed-gadgets på min blog, og lade være med at uploade billeder fremover. Dem, der allerede ligger der, kan jeg jo ikke gøre noget ved, for når man først har uploadet noget til internettet, er det der for evigt. Men jeg må lige finde ud af det, det kan også være, at det er enden på mit bloggeri.
VELKOMMEN TIL MIN BLOG! Jeg har hørt at det er en døende kunstform, men jeg holder stædigt fast i den. Følg mig i min rejse!
Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!
torsdag den 20. december 2018
Best.Video.Ever.Period.
Åh! Sikke dog det bare går for mig! Det går godt, jeg synes at jeg har det fint, og i dag, med min Goodiebox, har jeg fået kunstige øjenvipper, så nu kan jeg prøve sådan nogle for første gang, og se om det er noget, jeg kan lide!
Jeg har lige set den mest vidunderlige video. Det var en video lavet af Jenna Marbles, som egentlig bare badede sine hunde. Jeg lægger den ind her, så I kan se den. Den er fantastisk. Teknisk set sker der ikke andet end at de lige får lidt massage, kommer i vand, bliver vasket, skyllet og tørret til lyden af lavt spa-musik i baggrunden, drysset med Jennas kærlighed til hendes 3 små "babyer" ud over dem. Den er bare så... Damn, jeg ville ønske at Emma ville gå med til at komme i bad...
Jeg har lige set den mest vidunderlige video. Det var en video lavet af Jenna Marbles, som egentlig bare badede sine hunde. Jeg lægger den ind her, så I kan se den. Den er fantastisk. Teknisk set sker der ikke andet end at de lige får lidt massage, kommer i vand, bliver vasket, skyllet og tørret til lyden af lavt spa-musik i baggrunden, drysset med Jennas kærlighed til hendes 3 små "babyer" ud over dem. Den er bare så... Damn, jeg ville ønske at Emma ville gå med til at komme i bad...
Som I nok kan regne ud, er dette JennaMarbles video, ikke min, og jeg har intet med den at gøre, andet end at jeg elsker den og ønsker at så mange mennesker som muligt bør se den.
Men! Nu er det snart jul, og er der noget, jeg glæder mig til, så er det jul! Jeg skal være alene, sammen med min mand og min datter, og det bliver virkelig hyggeligt. Jeg har lagt store planer for, hvordan borddækningen kommer til at se ud, men jeg tror, at vi vælger at spise foran fjernsynet, jeg ved ikke om vi går efter noget bestemt, eller om vi tjekker noget ud på Netflix eller finder en dvd/Blu Ray i samlingen. Under alle omstændigheder bliver det i hvert fald hyggeligt! Jeg skal have pyntet op med lyskæder rundt omkring, men jeg skal bruge 2 små, som jeg har tænkt mig at placere i nogle rødvinsglas. Jeg har valget mellem 3 forskellige farver, tror jeg. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg har tilbage af lyskæder. Men de skulle gerne være ens. Jeg tror, at jeg vælger orange lys, fremfor varm hvid eller kold hvid. Der er bare noget over den der "amber"-farve, som går supergodt med den bordløber jeg har købt i LIDL, rød med guldstjerner på. Den er dobbeltsidet, så hvis jeg vender den om, er det sølvstjerner. Men det er stadig stjerner (så vidt jeg husker). Det kommer til at blive virkelig flot. Fordi jeg ikke gider at lave mad juleaften, har vi bestilt 2 julemenuer i Meny, og jeg glæder mig til at skulle lave absolut ingenting andet end lige at bage lidt og så dække bord. Det er awesome!
Jeg har købt den bedste gave til René. Det er ikke den bedste gave, jeg nogensinde har købt til ham - men jeg tror at han bliver glad for den. Og for en gangs skyld er det MIG der har købt den, for den kostede 169 kroner, og jeg (som er en snyder) har skrabet hele min julekalender fra min svigermor og har vundet 200 kroner, som jeg har valgt at bruge på den gave. Jeg skal nok smide et billede ind efter jul!
Nå ja, jeg skulle jo have ringet til min far... Jeg har en gave til min mor. Jeg har forresten også en dagligvareleverance som kan komme fra om 10 minutter og 2 timer frem. Det bliver hyggeligt, der med bagningen, for normalt bager jeg jo ikke, men i år bager jeg marcipansnegle til mig selv og romsnegle til René. Jeg gider ikke at spise romsnegle, fordi jeg spiser stort set aldrig marcipansnegle, og de smager skidegodt. Sidste gang jeg fik dem var 24. december sidste år, da jeg bagte dem og tog dem med hen til Renés søster. Men Superbrugsen havde tilbud på 375g Odense marcipan for 40 kroner - jeg så lige, at deres normalpris er et sted i 60'erne. Så jeg sagde til René at han skulle købe sådan en "stang" og en pakke gær.
Ud over det, skal jeg have fundet ud af, hvad søren der skal laves til aftensmad i dag. Jeg tænder vildt meget på toasts, dog uden skinke, men bare med ost. Jeg ved ikke rigtig, hvad René vil have...Jeg ved at han har 5 slices pizza i køleskabet, men jeg går ud fra, at han sikkert vil have noget andet. Måske skal jeg tage noget revet mozzarella ud af fryseren? Har vi overhovedet mere spaghetti? Damn... Jeg må hellere tjekke!
onsdag den 12. december 2018
Sikke dog et fravær! (kræves der mon en sang?)
Er det ikke vidunderligt som verden bare ... drejer? En gang imellem? Den eller de få gange, hvor alt bare falder ud til ens egen fordel? Den slags dage elsker jeg! Genoptræning, for eksempel, var ikke noget, jeg kunne få her i Solrød kommune, før jeg selv kunne komme ud at gå. Men min vejleder "trak" i nogle strenge, og nu kan jeg godt få genoptræning inden jeg kommer ud at gå. Og ikke alene det - fysioterapeuten kommer hjem til mig! Snak lige om at være taknemmelig!
Det fik jeg at vide i tirsdags. Allerede i torsdags ringede en af fysioterapeuterne for at lave en aftale! Og min sygeplejerske havde sagt, at hun måske, understregede måske, kunne få mig ind i lymfødemprogrammet på Køge Sygehus, og sagde, at hvis/når jeg kom ind, kunne det godt være, at der var tale om en dags varsel. De ringede derfra i dag! Der var lidt mere end én dags varsel, men ikke meget, og jeg kan komme ind på et afbud! Totalt awesome! Ting sker for mig lige nu!
Julekortene skrider fremad, og vi har det godt sammen i øjeblikket. Jeg er allerede i julehumør og har det superdejligt! Jeg er glad, tilfreds og glæder mig til juleaften! Også selvom den er meget barberet. Hvem har tid til at bekymre sig om det? Så længe vi har det hyggeligt, så skal det nok gå!
Men der er sket noget, som jeg er sur over. Jeg er smålig, jeg ved det godt. Men der lå en seddel i min postkasse. Nogen i denne opgang samler penge ind via flaskepant, som de gerne vil have at beboerne i den givne opgang donerer så ungens klasse kan komme på lejrtur til Berlin til næste år. Og det koster dem 17.000 kroner, som de skal spare op i år. Fair nok. Jeg ville gerne hjælpe. Men det er dem neden under. Jeg ved dette, fordi jeg slog det op. Staklen har skrevet sit efternavn på, og den familie er vist den eneste udenlandske familie, som bor i opgangen. Det er dog ikke derfor, jeg har det skidt med at hjælpe, og nok vælger at sige "PAS". De unger, som bor i lejligheden neden under, der er omkring 5-6 børn ifølge andre i opgangen, har ingen nøgler. Yay! Så de ringer på dørtelefonen næsten hver dag for at blive lukket ind. Det er okay. Eller, lad mig hellere sige det sådan her: Det VILLE havde været okay, hvis mit "Hallo?" blev mødt med et "Vil du ikke lukke mig ind?" og når jeg så siger "Er du inde?" at der så bliver sagt "Ja, tak". Men det er ikke sådan, det foregår. De ringer på dørtelefonen. Jeg rejser mig og farer derhen, fordi ofte venter vi en pakke, og postbude er superutålmodige her. Og så siger jeg "Hallo?" og så får jeg bare "Åbn døren". Af og til bare "Åbn". Døren ind til deres lejlighed er altid åben. Jeg mener ikke "låst op". Jeg mener "vidt åben". Vi har været plaget af det her siden vi flyttede ind. Men vi har været dumme nok til ikke at stoppe det i tide. Vi har snakket med andre om det, andre i opgangen, og de har oplevet det samme. Men nu ringer de unger ikke på hele vejen op og ned af dørtelefon-knapperne dernede længere, nu ringer de kun på hos os. For vi er altid hjemme. Og når man så "buzzer" dem ind, og man står og føler sig butt-fucked for 1000. gang, tænker man "Næste gang siger jeg nej". Men det gør man aldrig. Og så af og til i weekenden holder de fest. Så skal vi fandeme også buzze deres gæster ind?! Jeg har lyst til at tage den seddel, skrive på den "YOU WILL NEVER GET A DIME OUTTA ME YOU CHEAP ASS (jeg har ikke fundet på et godt ord at kalde dem endnu)!" og lægge den ned i deres postkasse. Med en personlig hilsen fra mig. De leverer FULL HARASSMENT på min dørtelefon - det betyder at DE skal betale MIG. Se, jeg sagde jo, at jeg var smålig.
Okay. Shit's about to get real: Dette indlæg har stået åbent i mindst 2 uger. Jeg har ikke skrevet på det i 2 uger, men jeg har ting at tilføje, og vil lukke det af for nu. Altså indlægget.
Jeg blev indkaldt til medicinsk fysioterapeutisk afdeling på Køge sygehus, hvor jeg kom ned uden at vide hvad jeg egentlig skulle forvente. Fysioterapeuten var meget flink, og han snakkede meget om forskellige løsninger på det lyfødem, jeg har. Han blev enig med sig selv om at han ville sætte "noget i værk" og ringe til mig dagen efter. Det gjorde han ikke, men han ringede dog et stykke tid efter og indkaldte mig til en samtale den 11. december. Så der var jeg så i går. Og sat ting i gang? Ja. Det er der blevet. Indtil videre er der blevet taget mål til nye og anderledes kompressionsforbindinger, og jeg har lånt denne "rumdragt", som de kalder den, som behandler lymfødem. Jeg lå i den i 20 minutter dernede, og har fået den med hjem. Det er meningen at jeg skal ligge i den 2x 45 minutter dagligt. Man bliver totalt fikseret inden i den, man kan ikke røre en eneste muskel. Den går fra mine fødder og op til under mine bryster. Den er tilkoblet en pumpe, som står og sørger for at den bliver pustet HELT op, lettet lidt, pustet HELT op igen osv. Den lægger et stort pres på især mine ribben, men det føles bare utroligt dejligt og trygt at ligge i den. René tog disse to billeder af mig i den her til morgen:
(se venligst bort fra mine abnorme arme. Jeg ved ikke helt, hvad der sker med dem)
Jeg har indtil videre lånt dette monstrum til året rinder ud. Så er det på tide med en evaluering, så fysioterapeuten, sårsygeplejersken og kommunen kan finde ud af, om jeg kan få en bevilling til den, så jeg kan beholde den. Den koster 44.000, inklusiv pumpen. Min sårsygeplejerske siger, at hun har arbejdet med den hos en anden patient, som tabte 20kg i løbet af 4 mdr. Det lyder måske ikke så vildt - men det er væske, det drejer sig om. Jeg finder denne dragt utrolig behagelig at ligge i, selvom jeg ikke kan sove i den eller se fjernsyn, når jeg har den på. Jeg har også problemer med at passe mit venstre ben ind. Mit højre ben ligger fint, men mit venstre ben - foden vil ned at ligge, og så drejer hele knæet udad, og det ville ikke gøre så meget, hvis jeg kunne bevæge det lidt ind imellem. Men jeg er fikseret i 45 minutter, straight, uden at kunne røre det. Jeg har været ude at gå med en ergoterapeut, som var her første gang fredag den 30. november, og meningen var, at vi lige skulle ned og se, om jeg overhovedet kunne komme ud af opgangen. Det kunne jeg, og vi en lang og hyggelig tur hvor vi snakkede om forskellige ting. Jeg havde en rar tur.
Lige nu, 2. dag med dette monstrum, er jeg fuldt op af positivitet og motivation, og jeg bare READY TO TAKE ON THE WORLD! Jeg har det godt, jeg er glad, jeg - ja. Jeg er i godt humør. Jeg blev lidt skuffet forleden da jeg fik en email fra Spotify om at jeg i 2018 havde hørt 1.281 forskellige sange. Jeg tænkte "Har jeg vitterligt ikke hørt mere?", men jeg ved jo godt, at jeg sidder og studerer alt muligt mærkeligt som jeg finder interessant. Jeg er ofte i konflikt over at jeg ikke har tid nok til at høre musik, fordi jeg også skal lave andre ting. Jeg savner at høre musik. Damn, jeg savner musik...
Det fik jeg at vide i tirsdags. Allerede i torsdags ringede en af fysioterapeuterne for at lave en aftale! Og min sygeplejerske havde sagt, at hun måske, understregede måske, kunne få mig ind i lymfødemprogrammet på Køge Sygehus, og sagde, at hvis/når jeg kom ind, kunne det godt være, at der var tale om en dags varsel. De ringede derfra i dag! Der var lidt mere end én dags varsel, men ikke meget, og jeg kan komme ind på et afbud! Totalt awesome! Ting sker for mig lige nu!
Julekortene skrider fremad, og vi har det godt sammen i øjeblikket. Jeg er allerede i julehumør og har det superdejligt! Jeg er glad, tilfreds og glæder mig til juleaften! Også selvom den er meget barberet. Hvem har tid til at bekymre sig om det? Så længe vi har det hyggeligt, så skal det nok gå!
Men der er sket noget, som jeg er sur over. Jeg er smålig, jeg ved det godt. Men der lå en seddel i min postkasse. Nogen i denne opgang samler penge ind via flaskepant, som de gerne vil have at beboerne i den givne opgang donerer så ungens klasse kan komme på lejrtur til Berlin til næste år. Og det koster dem 17.000 kroner, som de skal spare op i år. Fair nok. Jeg ville gerne hjælpe. Men det er dem neden under. Jeg ved dette, fordi jeg slog det op. Staklen har skrevet sit efternavn på, og den familie er vist den eneste udenlandske familie, som bor i opgangen. Det er dog ikke derfor, jeg har det skidt med at hjælpe, og nok vælger at sige "PAS". De unger, som bor i lejligheden neden under, der er omkring 5-6 børn ifølge andre i opgangen, har ingen nøgler. Yay! Så de ringer på dørtelefonen næsten hver dag for at blive lukket ind. Det er okay. Eller, lad mig hellere sige det sådan her: Det VILLE havde været okay, hvis mit "Hallo?" blev mødt med et "Vil du ikke lukke mig ind?" og når jeg så siger "Er du inde?" at der så bliver sagt "Ja, tak". Men det er ikke sådan, det foregår. De ringer på dørtelefonen. Jeg rejser mig og farer derhen, fordi ofte venter vi en pakke, og postbude er superutålmodige her. Og så siger jeg "Hallo?" og så får jeg bare "Åbn døren". Af og til bare "Åbn". Døren ind til deres lejlighed er altid åben. Jeg mener ikke "låst op". Jeg mener "vidt åben". Vi har været plaget af det her siden vi flyttede ind. Men vi har været dumme nok til ikke at stoppe det i tide. Vi har snakket med andre om det, andre i opgangen, og de har oplevet det samme. Men nu ringer de unger ikke på hele vejen op og ned af dørtelefon-knapperne dernede længere, nu ringer de kun på hos os. For vi er altid hjemme. Og når man så "buzzer" dem ind, og man står og føler sig butt-fucked for 1000. gang, tænker man "Næste gang siger jeg nej". Men det gør man aldrig. Og så af og til i weekenden holder de fest. Så skal vi fandeme også buzze deres gæster ind?! Jeg har lyst til at tage den seddel, skrive på den "YOU WILL NEVER GET A DIME OUTTA ME YOU CHEAP ASS (jeg har ikke fundet på et godt ord at kalde dem endnu)!" og lægge den ned i deres postkasse. Med en personlig hilsen fra mig. De leverer FULL HARASSMENT på min dørtelefon - det betyder at DE skal betale MIG. Se, jeg sagde jo, at jeg var smålig.
Okay. Shit's about to get real: Dette indlæg har stået åbent i mindst 2 uger. Jeg har ikke skrevet på det i 2 uger, men jeg har ting at tilføje, og vil lukke det af for nu. Altså indlægget.
Jeg blev indkaldt til medicinsk fysioterapeutisk afdeling på Køge sygehus, hvor jeg kom ned uden at vide hvad jeg egentlig skulle forvente. Fysioterapeuten var meget flink, og han snakkede meget om forskellige løsninger på det lyfødem, jeg har. Han blev enig med sig selv om at han ville sætte "noget i værk" og ringe til mig dagen efter. Det gjorde han ikke, men han ringede dog et stykke tid efter og indkaldte mig til en samtale den 11. december. Så der var jeg så i går. Og sat ting i gang? Ja. Det er der blevet. Indtil videre er der blevet taget mål til nye og anderledes kompressionsforbindinger, og jeg har lånt denne "rumdragt", som de kalder den, som behandler lymfødem. Jeg lå i den i 20 minutter dernede, og har fået den med hjem. Det er meningen at jeg skal ligge i den 2x 45 minutter dagligt. Man bliver totalt fikseret inden i den, man kan ikke røre en eneste muskel. Den går fra mine fødder og op til under mine bryster. Den er tilkoblet en pumpe, som står og sørger for at den bliver pustet HELT op, lettet lidt, pustet HELT op igen osv. Den lægger et stort pres på især mine ribben, men det føles bare utroligt dejligt og trygt at ligge i den. René tog disse to billeder af mig i den her til morgen:
(se venligst bort fra mine abnorme arme. Jeg ved ikke helt, hvad der sker med dem)
Jeg har indtil videre lånt dette monstrum til året rinder ud. Så er det på tide med en evaluering, så fysioterapeuten, sårsygeplejersken og kommunen kan finde ud af, om jeg kan få en bevilling til den, så jeg kan beholde den. Den koster 44.000, inklusiv pumpen. Min sårsygeplejerske siger, at hun har arbejdet med den hos en anden patient, som tabte 20kg i løbet af 4 mdr. Det lyder måske ikke så vildt - men det er væske, det drejer sig om. Jeg finder denne dragt utrolig behagelig at ligge i, selvom jeg ikke kan sove i den eller se fjernsyn, når jeg har den på. Jeg har også problemer med at passe mit venstre ben ind. Mit højre ben ligger fint, men mit venstre ben - foden vil ned at ligge, og så drejer hele knæet udad, og det ville ikke gøre så meget, hvis jeg kunne bevæge det lidt ind imellem. Men jeg er fikseret i 45 minutter, straight, uden at kunne røre det. Jeg har været ude at gå med en ergoterapeut, som var her første gang fredag den 30. november, og meningen var, at vi lige skulle ned og se, om jeg overhovedet kunne komme ud af opgangen. Det kunne jeg, og vi en lang og hyggelig tur hvor vi snakkede om forskellige ting. Jeg havde en rar tur.
Lige nu, 2. dag med dette monstrum, er jeg fuldt op af positivitet og motivation, og jeg bare READY TO TAKE ON THE WORLD! Jeg har det godt, jeg er glad, jeg - ja. Jeg er i godt humør. Jeg blev lidt skuffet forleden da jeg fik en email fra Spotify om at jeg i 2018 havde hørt 1.281 forskellige sange. Jeg tænkte "Har jeg vitterligt ikke hørt mere?", men jeg ved jo godt, at jeg sidder og studerer alt muligt mærkeligt som jeg finder interessant. Jeg er ofte i konflikt over at jeg ikke har tid nok til at høre musik, fordi jeg også skal lave andre ting. Jeg savner at høre musik. Damn, jeg savner musik...
Denne reol indeholder Renés og mine CD'er. Lidt under en tredjedel, vil jeg sige, var Renés til at starte med. Men fordi jeg har været nødt til at smide omkring 50+ CD'er ud pga. frugtskader enten i bookletten, på selve disken eller når de har været klistret sammen og ikke kunnet skilles ad igen, og jeg ikke har kunne få fat i de fleste af dem igen - så er der meget lavvande i CD-beholdningen. Jeg har også CD-er på ønskelisten, som bare ikke er blevet købt ind endnu.
Men der er en verden derude, der hedder YouTube, som indeholder den ene fascinerende dokumentar efter den anden. "Rikke, kan du huske hvad du har lært om den engelske kongeslægt der kom fra King Kenry VIII?" Ja, lidt. Ikke meget. "Hvad så med det du så om Himmler og 2. Verdenskrig?" Ja, det sidder temmelig godt fast. "Jamen Rikke - hvad så med Jillian Epperly og hendes Jilly Juice - kan du huske det?" Ja, det kan jeg!" Det sidder meget tydeligt i min hukommelse. "Hvad så med alle de ting, der stadig ligger og venter på at blive færdiggjort? Som f.eks. dit projekt om kristningen af norden og menneskets oprindelse?" Det er på vej. Der er ingen noveller på vej. Men jeg overvejer at dedikere en side på min hjemmeside til det. Jeg ved nemlig ikke endnu om jeg lukker den. Så lige at jeg ikke har opdateret den siden april 2014. Ups. Bedre held næste gang, right? Haha.
Jeg vil gerne lige, sådan her på falderebet, dele et par billeder af Emma med jer. Min dejlige svigermor har leveret en pakkekalender til Emma, som vi pakker ud hver dag, og jeg har fået nogle virkelig gode billeder nogle af dagene.
Er hun ikke bare den dejligste? Jeg synes, at alt taget i betragtning (at jeg sidder med en telefon og kun har lys fra min skrivebordslampe og ikke bruger blitz) at så er det nogle gode billeder. Det er af og til svært at "ramme hende" fordi hun bevæger sig jo lynhurtigt. MEN! Jeg bliver nødt til at sige: Min nye HUAWEI 128 PRO skal have stort set al kreditten for mine supergode billeder! Jeg elsker den telefon. Jeg er GLAD for, at jeg kunne komme af med min Samsung Galaxy Note8, holy shit noget crap. Dette telefon er FAN-Freaking-TASTIC!
Nå. Men Emma skal have mad, og jeg skal lige rydde op i mit køkken, og så skal jeg have en tur mere i min nye rumdragt! Hav det godt til jeg skriver igen!
Abonner på:
Opslag (Atom)