Det fik jeg at vide i tirsdags. Allerede i torsdags ringede en af fysioterapeuterne for at lave en aftale! Og min sygeplejerske havde sagt, at hun måske, understregede måske, kunne få mig ind i lymfødemprogrammet på Køge Sygehus, og sagde, at hvis/når jeg kom ind, kunne det godt være, at der var tale om en dags varsel. De ringede derfra i dag! Der var lidt mere end én dags varsel, men ikke meget, og jeg kan komme ind på et afbud! Totalt awesome! Ting sker for mig lige nu!
Julekortene skrider fremad, og vi har det godt sammen i øjeblikket. Jeg er allerede i julehumør og har det superdejligt! Jeg er glad, tilfreds og glæder mig til juleaften! Også selvom den er meget barberet. Hvem har tid til at bekymre sig om det? Så længe vi har det hyggeligt, så skal det nok gå!
Men der er sket noget, som jeg er sur over. Jeg er smålig, jeg ved det godt. Men der lå en seddel i min postkasse. Nogen i denne opgang samler penge ind via flaskepant, som de gerne vil have at beboerne i den givne opgang donerer så ungens klasse kan komme på lejrtur til Berlin til næste år. Og det koster dem 17.000 kroner, som de skal spare op i år. Fair nok. Jeg ville gerne hjælpe. Men det er dem neden under. Jeg ved dette, fordi jeg slog det op. Staklen har skrevet sit efternavn på, og den familie er vist den eneste udenlandske familie, som bor i opgangen. Det er dog ikke derfor, jeg har det skidt med at hjælpe, og nok vælger at sige "PAS". De unger, som bor i lejligheden neden under, der er omkring 5-6 børn ifølge andre i opgangen, har ingen nøgler. Yay! Så de ringer på dørtelefonen næsten hver dag for at blive lukket ind. Det er okay. Eller, lad mig hellere sige det sådan her: Det VILLE havde været okay, hvis mit "Hallo?" blev mødt med et "Vil du ikke lukke mig ind?" og når jeg så siger "Er du inde?" at der så bliver sagt "Ja, tak". Men det er ikke sådan, det foregår. De ringer på dørtelefonen. Jeg rejser mig og farer derhen, fordi ofte venter vi en pakke, og postbude er superutålmodige her. Og så siger jeg "Hallo?" og så får jeg bare "Åbn døren". Af og til bare "Åbn". Døren ind til deres lejlighed er altid åben. Jeg mener ikke "låst op". Jeg mener "vidt åben". Vi har været plaget af det her siden vi flyttede ind. Men vi har været dumme nok til ikke at stoppe det i tide. Vi har snakket med andre om det, andre i opgangen, og de har oplevet det samme. Men nu ringer de unger ikke på hele vejen op og ned af dørtelefon-knapperne dernede længere, nu ringer de kun på hos os. For vi er altid hjemme. Og når man så "buzzer" dem ind, og man står og føler sig butt-fucked for 1000. gang, tænker man "Næste gang siger jeg nej". Men det gør man aldrig. Og så af og til i weekenden holder de fest. Så skal vi fandeme også buzze deres gæster ind?! Jeg har lyst til at tage den seddel, skrive på den "YOU WILL NEVER GET A DIME OUTTA ME YOU CHEAP ASS (jeg har ikke fundet på et godt ord at kalde dem endnu)!" og lægge den ned i deres postkasse. Med en personlig hilsen fra mig. De leverer FULL HARASSMENT på min dørtelefon - det betyder at DE skal betale MIG. Se, jeg sagde jo, at jeg var smålig.
Okay. Shit's about to get real: Dette indlæg har stået åbent i mindst 2 uger. Jeg har ikke skrevet på det i 2 uger, men jeg har ting at tilføje, og vil lukke det af for nu. Altså indlægget.
Jeg blev indkaldt til medicinsk fysioterapeutisk afdeling på Køge sygehus, hvor jeg kom ned uden at vide hvad jeg egentlig skulle forvente. Fysioterapeuten var meget flink, og han snakkede meget om forskellige løsninger på det lyfødem, jeg har. Han blev enig med sig selv om at han ville sætte "noget i værk" og ringe til mig dagen efter. Det gjorde han ikke, men han ringede dog et stykke tid efter og indkaldte mig til en samtale den 11. december. Så der var jeg så i går. Og sat ting i gang? Ja. Det er der blevet. Indtil videre er der blevet taget mål til nye og anderledes kompressionsforbindinger, og jeg har lånt denne "rumdragt", som de kalder den, som behandler lymfødem. Jeg lå i den i 20 minutter dernede, og har fået den med hjem. Det er meningen at jeg skal ligge i den 2x 45 minutter dagligt. Man bliver totalt fikseret inden i den, man kan ikke røre en eneste muskel. Den går fra mine fødder og op til under mine bryster. Den er tilkoblet en pumpe, som står og sørger for at den bliver pustet HELT op, lettet lidt, pustet HELT op igen osv. Den lægger et stort pres på især mine ribben, men det føles bare utroligt dejligt og trygt at ligge i den. René tog disse to billeder af mig i den her til morgen:
Jeg har indtil videre lånt dette monstrum til året rinder ud. Så er det på tide med en evaluering, så fysioterapeuten, sårsygeplejersken og kommunen kan finde ud af, om jeg kan få en bevilling til den, så jeg kan beholde den. Den koster 44.000, inklusiv pumpen. Min sårsygeplejerske siger, at hun har arbejdet med den hos en anden patient, som tabte 20kg i løbet af 4 mdr. Det lyder måske ikke så vildt - men det er væske, det drejer sig om. Jeg finder denne dragt utrolig behagelig at ligge i, selvom jeg ikke kan sove i den eller se fjernsyn, når jeg har den på. Jeg har også problemer med at passe mit venstre ben ind. Mit højre ben ligger fint, men mit venstre ben - foden vil ned at ligge, og så drejer hele knæet udad, og det ville ikke gøre så meget, hvis jeg kunne bevæge det lidt ind imellem. Men jeg er fikseret i 45 minutter, straight, uden at kunne røre det. Jeg har været ude at gå med en ergoterapeut, som var her første gang fredag den 30. november, og meningen var, at vi lige skulle ned og se, om jeg overhovedet kunne komme ud af opgangen. Det kunne jeg, og vi en lang og hyggelig tur hvor vi snakkede om forskellige ting. Jeg havde en rar tur.
Lige nu, 2. dag med dette monstrum, er jeg fuldt op af positivitet og motivation, og jeg bare READY TO TAKE ON THE WORLD! Jeg har det godt, jeg er glad, jeg - ja. Jeg er i godt humør. Jeg blev lidt skuffet forleden da jeg fik en email fra Spotify om at jeg i 2018 havde hørt 1.281 forskellige sange. Jeg tænkte "Har jeg vitterligt ikke hørt mere?", men jeg ved jo godt, at jeg sidder og studerer alt muligt mærkeligt som jeg finder interessant. Jeg er ofte i konflikt over at jeg ikke har tid nok til at høre musik, fordi jeg også skal lave andre ting. Jeg savner at høre musik. Damn, jeg savner musik...
Denne reol indeholder Renés og mine CD'er. Lidt under en tredjedel, vil jeg sige, var Renés til at starte med. Men fordi jeg har været nødt til at smide omkring 50+ CD'er ud pga. frugtskader enten i bookletten, på selve disken eller når de har været klistret sammen og ikke kunnet skilles ad igen, og jeg ikke har kunne få fat i de fleste af dem igen - så er der meget lavvande i CD-beholdningen. Jeg har også CD-er på ønskelisten, som bare ikke er blevet købt ind endnu.
Men der er en verden derude, der hedder YouTube, som indeholder den ene fascinerende dokumentar efter den anden. "Rikke, kan du huske hvad du har lært om den engelske kongeslægt der kom fra King Kenry VIII?" Ja, lidt. Ikke meget. "Hvad så med det du så om Himmler og 2. Verdenskrig?" Ja, det sidder temmelig godt fast. "Jamen Rikke - hvad så med Jillian Epperly og hendes Jilly Juice - kan du huske det?" Ja, det kan jeg!" Det sidder meget tydeligt i min hukommelse. "Hvad så med alle de ting, der stadig ligger og venter på at blive færdiggjort? Som f.eks. dit projekt om kristningen af norden og menneskets oprindelse?" Det er på vej. Der er ingen noveller på vej. Men jeg overvejer at dedikere en side på min hjemmeside til det. Jeg ved nemlig ikke endnu om jeg lukker den. Så lige at jeg ikke har opdateret den siden april 2014. Ups. Bedre held næste gang, right? Haha.
Jeg vil gerne lige, sådan her på falderebet, dele et par billeder af Emma med jer. Min dejlige svigermor har leveret en pakkekalender til Emma, som vi pakker ud hver dag, og jeg har fået nogle virkelig gode billeder nogle af dagene.
Er hun ikke bare den dejligste? Jeg synes, at alt taget i betragtning (at jeg sidder med en telefon og kun har lys fra min skrivebordslampe og ikke bruger blitz) at så er det nogle gode billeder. Det er af og til svært at "ramme hende" fordi hun bevæger sig jo lynhurtigt. MEN! Jeg bliver nødt til at sige: Min nye HUAWEI 128 PRO skal have stort set al kreditten for mine supergode billeder! Jeg elsker den telefon. Jeg er GLAD for, at jeg kunne komme af med min Samsung Galaxy Note8, holy shit noget crap. Dette telefon er FAN-Freaking-TASTIC!
Nå. Men Emma skal have mad, og jeg skal lige rydde op i mit køkken, og så skal jeg have en tur mere i min nye rumdragt! Hav det godt til jeg skriver igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar