Denne her blog irriterer mig. Mon jeg lærer den at kende igen? Lige nu (og de sidste par dage) har jeg ikke kunne svare på kommentarer. Så nu gør jeg det her: Tak, Miro, for din velkomst til Bella. Hun er i gang med at vokse og lave ballade som hvis hun havde tid der skulle indhentes, og det er dejligt. At der er en lille i huset igen.
Jeg har taget afsted med min ven fra gamle dage. Vi har prøvet at få det til at fungere. Men det gik ikke. Hans humor gik ikke med min ... hvad det så end er, jeg lider af i øjeblikket, og han skrev ting til mig, som han mente var dødskægge, men som jeg fandt virkelig fornærmende. Og jeg blev sur på ham, hakkede på ham, til sidst sagde han, at vi ikke kunne være venner, hvis jeg altid gjorde det. Og der havde han lige presset på min sidste knap, føltes det som, så jeg skrev "Fint. Farvel". Det er lidt over en uge siden. Jeg har ikke fortrudt det. Han fik flere dårlige følelser op i mig til sidst end gode, så... Ja. Jeg ved ikke lige hvad der er sket med den penneveninde, jeg genfandt på et tidspunkt, jeg har ikke hørt fra hende siden december, men jeg har ikke kommunikeret særlig meget med omverdenen, så jeg bør nok skrive til hende. Og til dig, Thomas - jeg har ikke glemt dig, jeg skal nok skrive til dig en af dagene.
Min "private" rengøringsdame er stoppet. Hun var nødt til at fokusere på sin uddannelse og job, og det har jeg naturligvis fuld forståelse for. Men når dem der ellers kommer her for at hjælpe, vitterligt ikke kan gøre rent, er det virkelig træls. Lina var min venindes tidligere kollega, som havde mistet sit job på grund af stress, og som enlig mor til 2, var hun nødt til at tjene ekstra penge ved siden af hendes dagpenge. Så kom hun ind på en uddannelse, hun blev gift, har et job i udsigte, men med to børn hvoraf ingen af dem klarer sig særlig godt i skolen (ikke bogligt, mere... mentalt, uden at gå ned i specifikke detaljer) havde hun ikke overskud til os længere. Men min veninde skrev en sms til mig for en måned siden, hvor hun fortalte at hun havde fundet en ukrainsk kvinde på Facebook som lige pt bor her i nærområdet og hun gør rent. Min veninde skrev at hun var fantastisk, og at hun ikke tog ret meget for det. Jeg blev naturligvis straks interesseret, for min lejlighed lignede et bombet lokum. Den ukrainske kvinde, som hedder enten Olena eller Lena (jeg må huske at spørge hende). Hun var her for ca. 1 måned siden. Knoklede løs i 1½ time, jeg måtte ikke hjælpe til med det mindste. Hun kan ikke dansk, og kun få engleske ord, så det foregår over google translate på telefonen. Først frygtede jeg lidt at det ikke ville fungere, for som I måske har regnet ud, er jeg ikke teknisk anlagt. Men jeg fik styr på det til sidst. Og da hun var færdig, gav vi hende 300 kroner. Men hun insisterede på, at det var alt for meget, og hun ville kun have de 200 kroner. Så prøvede vi at overbevise hende om at tage imod de sidste 100 kroner som drikkepenge, fordi vores lejlighed ikke havde været så ren i månedsvis, men det nægtede hun. Så i stedet har vi nu, fordi min veninde (der har udviklet et venskab med denne kvinde) har sladret om at Lena har to børn, som elsker at gå i skole her i Danmark fordi der ikke er særlig mange lektier, masser af tid til leg og at DE ELSKER SLIK, ISÆR CHOKOLADE. Derfor har René været nede og købe lidt slik, 2 af hver slags, så jeg lige kan sammensætte to slikposer i morgen. Til hendes børn. Hun er en rigtig, rigtig sød kvinde, kun 28 år, og hun er her på grund af krigen i Ukraine. Så hvis vi kan hjælpe hende eller give hendes børn lidt ekstra glæde i en hyggestund, så gør vi det.
Mine scrapbooking-ting som jeg har købt på Amazon til at fremstille 3 scrapbøger om Bella ankom i dag, men efter at have snakket med min mor, besluttede jeg mig for at bruge den ene til Emma. Hun fik aldrig sin egen. Men det får hun nu.
Hvad er der ellers sket? Hmm... Jo, jeg farvede hår i går aftes. Det trængte jeg til. Hold da op. Men nu har jeg smukt hår igen! Faktisk har jeg samme makeup på som jeg har på det billede jeg har sat ind af mig selv her, bare med en nude læbestift i stedet for rød lipgloss. I morgen skal jeg ned og vaske, og jeg glæder mig til at få vasket. Det er min mentor, som kommer og skal hjælpe mig med det. Jeg har ikke fortalt hende om Bella, men jeg har skrevet til hende og spurgt om hun kan komme lidt tidligere, fordi jeg har en hun skal hilse på. Desværre overlapper min tid med min mentor den tid hvor Lena er her, for Lena kommer klokken 11, og jeg skal være i vaskeriet klokken 12. Men René er jo hjemme, det skal nok gå.
Man skal virkelig tænke sig om når man køber kattegrus man ikke er vant til. Jeg tænkte, at plantebaseret kattegrus. Tror det jeg købte hedder Greenwood. Jeg købte det, fordi det ikke skulle støve, og der ikke skulle være nogle sære dufte som katte ikke kan lide, og at det samtidig skulle være blødt for små fine kattepoter. Men her STINKER. Af vådt... træ og kattepis. De plantefibre eller hvad pokker det er, ligger spredt i hele lejligheden, og jeg har fået nok af det. Jeg har bedt René om at købe noget andet, men desværre blev det købt 10 minutter efter Maxizoo skulle have lukket dørene, så det eneste han kunne gå efter, er at det er et velrenommeret mærke. Vi ved ikke noget om hvad det er for noget grus. Emma foretrak fint, klumpende silikagrus. Måske skal vi bare finde sådan en pose til Bella. Måske er det noget, hun også vil foretrække. Hun er begyndt at spise. Hvor hun var før, spiste hun meget lidt tørfoder og kun suppe. Men hos os spiser hun godt til. I dag har hun fået 50g killingetørfoder, 50g voksentørfoder (mikset sammen) samt 85g killingevådfoder. Hun skal have det lidt endnu, indtil hun kan gå over på fuld voksendiæt. Lige nu er hun meget lille, og skal helt klart fedes lidt op, men det virker også lidt som om hun aldrig har oplevet mad før. Hende som vi har købt hende af sagde at hun ikke sådan rigtig gad at spise, men her står hun bogstaveligt talt på mit lår mens jeg sidder og fylder hendes skåle op. Hun er helt ustyrlig. Det virker lidt som om hun har været sulten i LANG tid.
Oh well. Hav en dejlig tirsdag aften, og nyd resten af ugen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar