Emma, Slikbaby, Bella, Astrid, Jeffree, Ellen, Emmy (& Renés familie)

 Hello, all Wordlings

I dag er det den 24. februar 2023. Det betyder, at det er 1 år siden, Rusland angreb Ukraine,  og 1 år siden Emma, min dejlige skønhedsprinsesse, blev aflivet. Trods det, har jeg ikke grædt i dag. Man kunne godt tro, at jeg ville have grædt hele dagen. Men nej. Måske fordi jeg har hygget mig med min Ninja-mis, som altid leverer når det kommer til underholdning. Jeg har optaget hende lidt i dag, mens hun stod og balancerede på vasken ude på badeværelset og drak af vandhanen, og jeg filmede hende igen, da hun lå og solede sig i mine komplimenter på mit gulv. Hvis man siger "Du er vel nok smuk", begynder hun at ligge og rulle rundt. Det er som om hun "genkender" ordet "smuk" og ved at det er noget godt. Men jeg har aldrig belønnet hende fordi hun er smuk, så måske er det bare mit tonefald hun godt kan lide?

Jeg har ellers haft en forfærdelig uge, sådan smertemæssigt. Jeg troede at jeg skulle til at tage smertestillende og alt muligt, men det kom heldigvis ikke så langt. Jeg var nede hos lægen i onsdags og skulle vejes, sammen med René. Vi havde begge taget lidt på, jeg havde taget lidt mere på end René. Jeg kunne se på vores læge at han ville spørge hvordan jeg havde det med det, og jeg skyndte mig at sige "Jeg vil gerne lige sige noget, jeg ville vente til vi kom herned, men... Jeg er gravid!" Renés øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, og vores læge sad også og kiggede sådan lidt "øhh..."-agtigt ud. Så lagde jeg mine hænder min mave og sagde "Dette er min slikbaby". Jeg ville ønske, at jeg havde optaget Renés reaktion. Selvfølgelig vidste han godt at jeg ikke var gravid, men det var bare lige i et splitsekund, tror jeg, hvor han sad og tænkte "Er kvinden sindssyg?!" og ja, det er jeg jo egentlig, men det har vi jo talt om så ofte. No need to keep kicking a dead horse. 

Astrid, min bonusniece, har snart fødselsdag. Det er godt for mig i går. Jeg har nemlig købt den lille Jeffree Star Valentines Day Mystery Box, og da den ankom, viste det sig, at jeg havde mange af de ting, der var i den, og der var også ting i, som jeg gav væk sidste år. Der var også ting i, som jeg bare decideret ikke vil have. Jeg valgte at beholde den magnetiske palette og de 6 single øjenskygger, der kom, og den supreme gloss der var speciel for dette år, samt det lille håndspejl, som er virkelig rart at have i tasken. Det betyder, at Astrid får Blood Sugar paletten, hun får en Supreme Gloss, hun får en af de lipglosses der bare hedder "The Gloss", hun får en Velvet Trap lipstick og en Velour Liquid Lipstick. Derudover får hun et rose quartz armbånd. Det er det, som var i boxen, jeg ikke ville have (Blood Sugar paletten har jeg allerede). Derudover putter jeg en masse slik i, og nogle ting til at fjerne makeuppen med. Det er første gang jeg må give hende "rigtig" makeup, så det er meget stort for mig. Hun bliver kun 5 år, men hun er allerede meget interesseret i makeup. Jeg har lovet hende, at når hun kommer næste gang, må hun lægge min makeup. Jeg skal nok lægge et billede op når forvandlingen er sket.

René ligger og synger en "made up" sang for Bella inde i soveværelset. Det gør han ret tit. Jeg kan kun sige én skide ting om den mand: Min kærlighed til ham er uendelig. Han er måske en smule hidsig, men det går ikke så meget ud over mig. Det er håndterbart for mig. Jeg elsker ham så meget hver dag. Jeg kan ikke forestille mig, at han ikke var her længere. Jeg har tænkt mig at kæmpe for at han han lever længere end 5 år.

Nå ja, talte med min mor i dag. Hendes biologiske mor døde jo af cancer i livmoderhalsen for mange år siden, men den mor, hun er vokset op med, hende, som jeg kender som "mormor", har netop fået konstateret cancer, og min mor mener at det er i spiserøret. Der er  meget af det overalt, synes jeg. Hele Renés familie har haft det. Hans mormor havde brystcancer. Hans far døde af cancer, jeg synes lidt at det var overalt, da lægerne endelig opdagede det, hans mor har haft det op til flere gange i kæben, og hans søster har fået fjernet ondartede modermærker flere gange. Så... Nu her til april, når René bliver 47 år og han stadig ikke har fået cancer, er det måske et tidspunkt at begynde at screene ham for det engang imellem. Bede lægen om en årlig screening eller noget. Nu har han jo det med nyrerne. Jeg kan ikke klare alt dette PIS, og oven i al den sygdom, er der stadig krig i Ukraine.

Jeg ønsker jer alle en god weekend. Jeg tror min weekend bliver god. Får varer i morgen. Jeg er i gang med at udvikle opskrifter, meget af det baseret på mine egne fantastiske ideer, og hvem ved, måske deler jeg ud af dem en dag!

Når man falder i søvn mens man laver ting

 Jeg sidder og ser en video på YouTube (The Viewers Voice) hvor de (Dustin og Nick) snakker om en TikToker, der hedder noget i stil med Maya, men går under navnet MakeupMama88. Jeg synes at det lyder ganske forfærdeligt. Men jeg vil bare sige, så folk ved, at man ikke nødvendigvis behøver at være et "crackhead" fordi man falder i søvn mens man laver noget. Jeg ved ikke om det er tilfældet med denne kvinde, for dette er det første jeg hører om hendes sag. 

Da jeg var yngre, elskede jeg at sidde oppe hele natten, og bare sove et par timer efter skole. Og det fungerede fint for mig. Men nu tager jeg et shit ton af medicin, plus at jeg faktisk elsker at gå megasent i seng, og elsker at stå mega tidligt op, og min hjerne forstår ikke, at den efterhånden er ved at blive 43 år gammel, og at al den medicin ikke gør tingene bedre. 

Ofte, når jeg sidder foran min computer, falder jeg i søvn. Af og til vågner jeg når mit headset falder ned på mit keyboard og laver en masse larm. Andre gange vågner jeg, når jeg vælter f.eks. et glas iskoldt sodavand ud over mine ben og mave. Jeg kan sagtens sidde og lave noget, som f.eks at skrive noget, som jeg går op i, og pludselig "vågner jeg op", bare for at opdage at jeg har siddet og sovet i hvert fald længe nok til at have skrevet 5 sætninger med fingeren på space-tasten eller en anden tilfældig tast. Ofte står jeg op, og skal lige sidde lidt på sengekanten inden jeg står "helt" op. Der er mere end én gang taget tid. Jeg kan sidde og sove på sengekanten i op imod 3 timer. En dag faldt jeg i søvn mens jeg lavede mad. Stående. Foran komfuret. Jeg er også faldet i søvn mens jeg har siddet ned og lavet mad. Og utallige gange på wc'et. Og hvis folk ringer til  mig når jeg er i den tilstand, kan de godt føre en samtale med mig i noget der ligner 5 minutter, men så begynder jeg at space ud, ikke høre efter og glide ind i søvnen igen. René er den det mest går ud over, og hvis jeg har sendt ham ned og handle, og jeg så ikke engang kan overkomme at snakke i telefon, kan vi godt blive lidt diskussionslystne. Når han altså kommer hjem og jeg vågner. 

Teknisk set tager jeg ikke medicin, der vil høre ind under opioider eller opioidlignende stoffer. Hver dag tager jeg Eltroxin fordi jeg har for lavt stofskifte. Jeg tager 900mg Delepsine, 400mg Zonegran og 10mg Frisium for epilepsien. Frisium er noget, man ofte giver til stofmisbrugere, der er på afvænning, fordi det gør at de har en mindre risiko for at få kramper. Mod skizofreni tager jeg lige i øjeblikket 1200mg Seroquel Prolong, der hedder noget andet nu (mener at det er Quetiapine, men jeg kan ikke stave til det, så lad os bare sige Seroquel). Normalt får jeg 800mg, men jeg er inde i en stime lige nu, som har en del psykotiske dage med sig, og jeg har åbenbart udviklet noget OCD. Jeg er ikke enig i den diagnose, men René og min psykiater mener at det er sådan. Det er dog meningen at dosen skal ned på 800mg igen om nogle uger. Derudover er jeg for nyligt startet på Sertralin, som jeg tager mod depression. Jeg tager også vitaminpiller. Lægen har sagt at jeg skal tage 2x Unikalk 400mg med 38µg D-Vitamin. Derudover har han sagt, at jeg skal tage 2x 50+ Multivitamin piller. Sidst jeg fik taget blodprøver fik jeg at vide at jeg har for lidt jern, men eftersom han ikke har specificeret i hvor stor en mængde jeg skal tage det i, vil jeg ikke bare kaste mig ud i at tage dem. 

De sidste gange jeg har fået taget blodprøver, at han sagt at det godt kunne se ud som om der er en lille betændelsestilstand i min krop, men ikke noget alvorligt. Det er først for nyligt, at jeg egentlig har tænkt over, at han siger det hver gang, og at der ikke er gjort nogle forsøg på at finde ud af, hvad det er der foregår. 

Min lille Bella-mis har fået det bedre, i øvrigt. Pelsen vokser så fint ud nu. Men hun skal have lavet en "priktest", så dyrelægen kan se, hvad det er hun ikke kan tåle. Og derfra skal der så laves en vaccine, som hun skal have en gang om året, syntes jeg lige at jeg hørte inden jeg - faldt i søvn, mens René snakkede med dyrelægen. Jeg siger jer. Der er ikke noget der kan kalde på en med så overbevisende kraft som ens seng. Af og til ved jeg ikke engang, at jeg er træt, men så snart jeg ser den seng, bliver jeg træt og er nødt til at tage en lur. I dag har jeg taget 2 lure... Det er lidt overdrevet, men det er ikke engang det værste. Af og til tager jeg flere lure end kun 2 i løbet af en dag, hvor jeg ellers har sovet hele natten.

Men nu, hvor klokken er 23:10, vil jeg foretage mig dagens sidste opgaver, og så vil jeg dryppe Renés øje og gå i seng. Sov godt, alle sammen, jeg håber at I har haft en dejlig onsdag!

We need to talk

 Anklagerne omkring Marilyn Manson er kørt fuldstændig af sporet. Det er tydeligt for ethvert fornuftigt menneske, at de anklager, der er fremstillet indtil videre, ikke er holdbare. De er lavet på et samlebånd, og de nyeste anklager, som anklager ham for pædofili, er simpelthen grotesk. Jeg ved godt, at Marilyn Manson er en kontroversiel person, som har gjort meget for at fremstå som sådan. Men det er ikke det samme som at han voldtager kvinder og børn til højre og venstre. Jeg forstår ikke, hvad der får folk til at gøre den slags ved andre. Marilyn Manson har mistet alt. Hans pladeselskab har fyret ham, han var i gang med at skrive en bog, som nu ikke bliver udgivet, og han blev fyret fra alle roller i film og serier han havde. Siden disse anklager kom frem, har han ikke kunne arbejde, og realistisk set - hvor mange penge kan han snart have tilbage? Han er nødt til at bruge en formue på advokater til alle disse retssager. Jeg er virkelig så træt af, at folk - kvinder som mænd - anklager andre for ting de ikke har gjort for enten at få dem ned med nakken, eller for at tage alt fra dem.

Da politiet ransagede Marilyn Mansons hjem, tog de alle hans harddrives og andre ting lignende og tjekkede dem. De fandt intet kriminelt. Han har ikke lavet noget kriminelt. Det er derfor han ikke er blevet anholdt og stillet for en kriminel retssag. Dem, som sagsøger ham, er alle stået frem på Instagram som det første sted, i stedet for at snakke med politiet som det første punkt. Hvis jeg var blevet behandlet af en person, som de kvinder påstår at de blev behandlet af Marilyn Manson, og jeg havde fortrængt alt, men jeg pludselig, 10 år senere (samtidig med en masse andre) kom i tanke om hvad der var sket med mig, ville jeg gå til politiet. Jeg ville ikke bare lukke det hele ud på Instagram som det første. Det er så uvirkeligt. 

Og alle disse kvinder som sagsøger ham nu - det er private søgsmål. Og der er mange kvinder, de bliver ved med at komme, og han tjener ingen penge i øjeblikket. Han mister penge hver dag han ikke arbejder, og de kvinder, som virkelig har sager, som man kan pille fra hinanden i løbet af nul komma fem, bliver ved med at dukke op med søgsmål, som han skal bekæmpe. 

Jeg har naturligvis en del kilder. Det er ikke sådan at jeg bare sidder og tænker at "sådan er det bare". Der er YouTubekanaler, jeg ser, som blandt andet kigger på de forskellige retsdokumenter. Men jeg ser hovedsageligt Colonel Kurtz, The Manson Cases, Doctor Soup, Southern Law, Andrea Burkhart og af og til Legal Bytes. Hvis jeg falder over en anden kanal, som laver videoer, kigger jeg med. Lige nu sorterer jeg dem mest efter hvor nye de er. I starten var jeg nok lidt "subjektiv" omkring det, og valgte at se videoer som var på Mansons side. Men folk er blevet mere åbne nu, så det er okay bare at gå efter nye videoer. Jeg kan få både godt og dårligt info. 

Okay. Det var min rant. Tak fordi du læste den.

Billedblog af min natlampe

 På et tidspunkt midt i december sidste år købte jeg denne lampe i Lidl for 69 kroner. Den har forskellige indstillinger. Jeg viser alle farvevariationerne her.

Første billede viser en kombination af grøn, rød og blå.

Andet billede viser kun rødt.

Tredje er kun grønt.

Fjerde er kun hvidt lys.

Femte er grønt og rødt.

Sjette viser blå og grøn.

Syvende er rødt og blåt.

Ottende er kun hvidt.

Niende setting er grønt og hvidt. Det er det, jeg normalt bruger.

Tiende er både blåt og hvidt.

Billede nummer 11 er rødt, grønt og hvidt.

Billede nummer 12 er rødt og hvidt.

Der er en "diffusor" med, som er dome-formet efter lampens skærm, så man ikke får så kraftigt et lys. Der er også mulighed for at sætte den til at dreje rundt, så stjernerne og månen cirkulerer rundt på vægge og loft. Det er superhyggeligt at falde i søvn til. Jeg plejer dog ikke at have den på den setting når jeg skal sove, så har jeg bare de grønne og hvide stjerner på. Jeg tror faktisk, hvis jeg ikke husker forkert, at sidste gang jeg rodede med den, satte jeg den på den setting der her hedder "tredje". 

Lampen er virkelig noget jeg sætter  pris på. Derfor dedikerer jeg denne post til min natlampe fra Lidl.

Dette er det værste siden d. 24. februar 2022

 Noget, der kunne være rigtig fedt, ville være, hvis jeg kunne skrive dette indlæg, og tilføje et "haha, aprilsnar". Men der er lang tid til april, og dette er alt for virkeligt til at grine ad. Som jeg har skrevet tidligere, er René i gang med at få udredet hvad der er i vejen med ham. Han har fået taget utallige blod- og urin prøver, han har fået skannet sine nyrer, han har haft en blodsukker-måler klistret fast på armen i 10 dage, som målte hans blodsukker døgnet rundt. Han har fået et blodtryksapparat, fordi han skal måle sit blodtryk konstant. Så hvad ved vi nu, siden ca. september måned? Hans nyrer er for små. Han har for meget folinsyre i sit blod, men han er også i ekstremt underskud for D-vitamin, og af "almindelige" D-vitamin, tager han 1.700 mg hver eneste dag. Hans nyrer er for små, fordi han er født for tidligt. Hans tal er ekstremt dårlige (tallene i blodprøverne) fordi han har fået foretaget en gastrisk bypass for 15 år siden. Så nu står vi her. Han har ca. 5 år fra nu til hans skal have en ny nyre og skal i dialyse. Medmindre vi kan få rettet op på hans tal. Noget af det, han skal spise meget af, ifølge sin diætplan fra den gastriske bypass plan, er proteiner. Noget af det, han skal undgå mest fra den nefrologiske (nyre-halløjet) front, er proteiner. Jeg har kæmpet som en gal for at løse problemet, men de to afdelinger snakker ikke sammen. Jeg ved ikke om det er fordi Sjællands Universitetshospital Køge og Sjællands Universitetshospital Roskilde ikke samarbejder, men dem fra den gastriske afdeling blev nærmest fornærmet da jeg nævnte det med hans diæt fra nefrologisk ambulatorium. Der har han fået at vide, at 1 skive ost har så meget protein i sig, så det svarer  til 1 liter mælk. Og han skal helst undgå mejeriprodukter. Ost er det, han bedst kan lide...

På nuværende tidspunkt kan jeg ikke rigtig finde overskud til at lave mad selv. Vi har derfor valgt at bestille mad fra Det Danske Madhus. Så vi får mad derfra hver uge, og vi bestiller typisk 4 retter hver. Jeg er begyndt at indse, at jeg nok bliver nødt til at stramme balderne sammen og tilbringe mere tid i køkkenet. Jeg tror at jeg starter med at finde en masse opskrifter, og så kan vi prøve dem lidt ad gangen. 

Titlen på dette indlæg, i øvrigt, refererer til da vi mistede Emma. Jeg savner hende stadig, selvom jeg elsker Hell's Bells.

Siden juleaften, hvor dette billede er taget, er hun gået igennem 7 af disse mus. Hun kan få timer til at gå med dem. Det er sødt.

John Cleese "So, Anyway...: The Autobiography"

 Jeg fandt denne perle i Audibles bibliotek, og jeg valgte at bruge min januar-credit på den. Jeg har lyttet til den igennem januar måned, og jeg er nu klar til at dele min mening. Der vil være spoilers, så hvis du ønsker at læse den, skal du være opmærksom på dette. 

Bogen kan også fås i en almindelig fysisk kopi, og den udkom i 2014. Men jeg har som sagt lyttet til den via Audible. 

Det er John Cleese selv, der fortæller historien om sit eget liv. Han har sin egen, dejlige britiske humoristiske måde at levere små sproglige finurligheder på. Det er forfriskende at han sidder og læser op af det, han har skrevet, og det er tydeligt at han mindes hvor sjovt det var, fordi han sidder og griner af det. Normalt ville jeg synes, at det er irriterende, men der er noget varmt og hyggeligt over dette. Som hvis ens onkel sad og fortalte historien til en ansigt til ansigt. 

John Cleese er født i 1939. Han husker hvordan det var at flytte rundt hele tiden, og hvordan hans venner og han lavede pranks med andre. Han husker også lærere på skolerne med gode hjertevarme minder. En anden sjov ting er hans opfattelse af hans far, der fremstår som ekstra pylrende overfor ham. John Cleeses far hed oprindeligt Cheese til efternavn, men han fandt det pinligt. Da han skulle melde sig til hæren i 1. Verdenskrig, ændrede han h'et til et l, og hermed blev Cleese-klanen født. John husker at han syntes at det var mærkeligt, fordi han selv blev drillet med sit navn og blev kaldt "Cheese", og han kunne ikke forstå hvad hans far havde fået ud af det. 

Ligesom han husker de forskellige skolelærere han selv har haft, husker han også tiden hvor han selv forsørgede sig selv som lærer. Han underviste i forskning, engelsk, geografi, historie og latin. Dette skete på Saint Peter's Prep School, hvor han selv havde gået engang. 

Målet med Johns uddannelse var dog at læse jura på Cambridge. Han blev optaget på Downing College, Cambridge, men han var nødt til at returnere til Saint Peter's i 2 år, hvorefter han kunne færdiggøre sin uddannelse. 

Hans vej til komikken blev nærmest til ved et tilfælde, og han giver lidt råd/tips til hvordan man skriver god komik. En af de overbygninger, han bruger i sin bog, er "So, anyway..." - hvilket nok er derfor bogen hedder det, og jeg synes at det er ret gennemtænkt, og jeg sender et anerkendende nik i Johns retning. Bogen er fyldt med beskrivende ord, som gør teksten levende, og igen må jeg nævne at det er forfriskende, at han griner af sine minder, når han tænker på sin ungdom. 

Mødet med kærligheden, hans livs første crush, fandt han på Cambridge. Hun havde dog en kæreste, og det bragte John ud af fokus. Han var deprimeret, ulykkelig, og forsøgte at komme igennem det hele så godt som muligt. Men han lærte om de forskellige spilleregler inden han kom ind på datingmarkedet, og første gang, han snakkede om sine følelser med et andet menneske, var han 23 år gammel.

John var bagud med skolen. Han indså pludselig at han havde overset et helt emne, som han ikke kunne nå at gøre færdigt inden eksamen. Ved et tilfælde opdagede han kriminologi, og han tog et fag her, som han kunne nå hvis han dedikerede tid i sin ferie til det, samt at læse en bog på 254 sider. Det fandt han overkommeligt. Til eksamen havde han læst bogen 4 dage før, og han havde nogle punkter, han håbede at eksamen ville komme ind på. Han var heldig. Alt, hvad han skulle svare på, var alt, hvad han havde forstand på. Han bestod den eksamen, og de andre, som var kommet før denne. Han havde nu en grad i jura fra Cambridge, hvilket han skyndte at ringe til sin mor og fortælle. 

Han meldte sin ind i en dramagruppe, for at komme over sin depression. Han følte sin humoristiske sans udvikle sig. Efter en optræden med denne dramagruppe, blev han opsøgt af nogle mænd fra BBC, der tilbød ham et job. Han sagde ja, og tog et gig på et teater med dramagruppen, tilbudt af Michael White. Det viste sig at være en stor succes. Det var ikke som forventet, men deres optrædener i West End i London var alligevel gode. 

I en alder af 24 år, begyndte John Cleese at tjene så mange penge, at han selv kunne købe tøj, tage lektioner  i tysk, spise eksotisk mad og spise på fancy restauranter. Han fandt sig et sted at bo. Han flyttede til London og var stolt over hvad han havde opnået. John var perfektionist, og dette bragte bragte depressionen tilbage. John mindes en sjov hændelse omkring Graham Chapmans "coming out" og hvordan det blev håndteret. 

Der er i bogen små lydklip fra Monty Python shows, og det er lidt irriterende. Man er vant til at se på dem visuelt, og det virker forkert bare at lytte, selvom man godt kan forstå konceptet. John havde en kæreste, Connie, som han havde mødt i New York. Hun boede der, mens han boede i London. Hun blev på et tidspunkt åbenbart træt af den store afstand, og skrev at det nok var bedre, hvis de var venner. John overvejede at opgive sin karriere som komiker og i stedet flytte til New York og arbejde i en bank. Han overvejede også at skifte sit navn til "Jack", som var mere populært. Han flyttede ikke til New York, men han fik sig en snak med Connie, og i 1968 blev de gift i New York, hvorefter de bosatte sig i London. 

Bogen afrundes på en god, naturlig måde, og man får fornemmelsen af, at John Cleese har levet et godt liv, selvom han har haft nogle år med depression. Han har også haft en masse sjove oplevelser med sine venner, og hvad mere kan man bede om? Jeg vil dog sige, at bogen ikke er for alle. Man skal have en idé om, hvem John Cleese er, eller måske have nogle år på bagen for at kunne forstå de forskellige ting han snakker om. Men det er en god bog, som jeg er glad for at have brugt £7.99 på. Det er det, min kredit cirka svarer til. 

Jeg vil ikke vil ikke lave et "stjernesystem" til mine fremtidige anmeldelser, så jeg vil bare sige, at jeg synes at bogen er fantastisk læsning/lytning for en dame som mig på 42 år, som teknisk set ikke oplevede Monty Python selv, men derimod igennem mine forældre og min mand, som lige er 4 år ældre end mig, og så fra alle de utallige tegnefilm, som John har lagt stemme til. Hans skuespil, som det har været i flere film, har også været godt, og jeg må sige, at jeg synes at John Cleese er en af Englands store skatte, når det kommer til denne kategori. Så jeg anbefaler derfor bogen til følgende grupper: Folk omkring 50 år eller ældre, folk der kender til John Cleese eller bare folk, der gerne vil høre en god historie fra 1950-1970'ernes England, da det er i den tidsperiode, det meste foregår. Der er afstikkere, men jeg synes at det er mest her, vi lander. 

Hvis du vælger at læse eller lytte til denne bog, ønsker jeg dig god fornøjelse!