Sinéad O'Connor: "Rememberings"

 Hej. Dette er en sørgelig bookreview. Den slags er der også. Jeg var gået i gang med "Rememberings" af Sinéad O'Connor, og jeg manglede ca. 30 minutter, da hun uventet døde. Resten af bogen var sær at lytte til. Men jeg har færdiggjort den, og her er min vurdering. Bogen udkom i 2021.

Jeg lyttede til den på Audible. Den er skrevet af Sinéad selv, og hun læser den selv højt. Hun er fantastisk til det. Historierne, hun fortæller, er gribende, og hun har en fantastisk humor. Jeg tog en masse notater i starten, men til sidst sad jeg bare og lyttede. Hun var for interessant til at jeg kunne sidde og lave andre ting. Jeg synes ikke, at jeg vil afsløre noget her. Jeg ved godt, at det er noget, jeg burde gøre. Men jeg kan da sige, at det er rart at hun forklarer baggrunden for sine plader. Det kan jeg godt lide.

Men denne bog, som jeg meget kraftigt anbefaler at du læser eller lytter til, scorer mere end hvad den kan  opnå på min liste. Derfor er jeg nødt til bare at give den 10 RAP's ud af 10 mulige. Det er en bog, ingen kan fortryde at have læst.

Sinéad døde i 2023, af egen hånd, så vidt jeg har forstået, og det er altid trist. Hun var smuk altid, inden i og uden på, og hendes  musik ændrede manges liv. 1 minuts stilhed for Sinéad O'Connor.

Had. Fordi jeg er træt af det

 Yeah... så det går ikke så godt med mig for tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er galt. Er det psykisk eller fysisk? Jeg ved det ikke. Men jeg er bare ikke... på toppen. Jeg så nogle nye billeder af Marilyn Manson som Lindsay har taget. Han ser godt ud. Han klarer det fint. Det er jeg superglad for. Så det er da altid noget. Det er sært, det med Marilyn Manson, fordi jeg har altid syntes at han var så utrolig sexet. Helt tilbage fra jeg startede med at lytte til hans musik i 1997. Hans udseende har ændret sig adskillige gange, men jeg aldrig, på noget tidspunkt, ikke syntes at han var sexet. Men det har aldrig været mere. Dengang jeg var ekstremt deprimeret, tilbage i starten af 2000, hvor jeg crushede for hårdt på Peter Steele, skrev jeg den ene kærlighedshistorie med ham og mig, og jeg har gjort det samme med Dave Mustaine. De hjalp mig. Men jeg har aldrig skrevet om Marilyn Manson. Ikke en eneste gang. Til gengæld har jeg haft en af de bedste drømme jeg nogensinde har haft, om Marilyn Manson. Vi var bedste venner, og jeg skulle til en jubilæumsfest på min folkeskole. Jeg ville ikke gå derhen alene, så jeg inviterede min bedste ven. Og vi drak så meget at vi dårligt kunne stå på benene. Men vi rendte rundt på skolen og tog billeder med et engangskamera. Jeg kan stadig huske den drøm meget tydeligt, især fordi jeg vågnede da jeg vækkede mig selv ved at grine højt. Hehe. Drømme  kan være de bedste - eller de værste. Heldigvis har jeg flest af de første.

Jeg har haft et flere dage langt skænderi med en ven. Og det begyndte at pisse mig så meget af, at René tog min telefon, og at jeg efterfølgende måtte "ghoste" min ven i nogle dage, fordi jeg bare ikke kunne komme ud af min vrede. Og det hele startede med at vi snakkede om makeup. Han sagde at den eneste mand, han kendte, der brugte makeup, var Marilyn Manson. Jeg sagde, at jeg mente at han nok mere bruger teatermakeup, men at jeg havde hørt, at han har sagt at han brugte MAC lipstick. Og jeg kommenterede "det er nok mere en kvindeting". Som i "læbestifter der er lavet til kvinder og ikke som teatermakeup". Så skrev han til mig "Stop med at kalde Marilyn Manson for en svans!" og det var sådan lidt fuldstændig... Out of nowhere. Jeg har aldrig nogensinde syntes at Marilyn Manson er en svans. Så skrev han at det var de norske black metal gutter, der var svanse, fordi de brugte makeup. Jeg svarede at de nok også brugte teatermakeup. Der var jeg efterhånden ved at blive ret irriteret. Jeg skrev til ham, at han skulle stoppe den der homofobiske snak, fordi det faktisk var ret ucharmerende. Det var hvad jeg troede at jeg skrev. Men min telefon havde rettet det til charmerende, og han tog det som en kompliment. Da jeg ville rette fejlen, var det at René tog min telefon. Så jeg skrev ikke til min ven i nogle dage. På et tidspunkt skrev han igen. And I just let it rip. Jeg fortalte ham, hvad jeg virkelig ville have skrevet, og at jeg forklarede ham de ting, han ikke forstod. Han skrev at det var uforklarligt, fordi det kun er for sex, de "gør" det, og ikke kærlighed, og at han altid havde set det som en sygdom. Så skrev han, at han var ligeglad, fordi han ikke selv er til sex længere (han er i en aseksuel periode for tiden), og jeg kunne ikke magte mere og skrev at jeg gik i seng. Så skrev han dagen efter, at han ikke er fordømmende. Jeg skrev at jeg var ligeglad med, hvad han syntes sex er, men at man ikke kan sige at homoseksuelle kun er homoseksuelle for sex, ikke føler kærlighed og at det er en sygdom, fordi de jo ikke kan producere børn. Og vores skænderi blev bare værre og værre. René blev muggen på mig, fordi jeg ikke havde (eller har) nogen tålmodighed med andre, mens jeg forventer at de har det med mig. Så jeg skrev til min ven, at vi måske skulle stoppe den snak inden vi blev uvenner. Så skrev han "Det er din egen skyld. Det du lider af. Vær dog klog". Det pissede mig af på så mange levels. Så jeg måtte tage endnu en breather, og så lige få ryddet op i det skænderi. Så jeg slugte bare min stolthed, sagde undskyld for at jeg blev vred, og bla bla bla, og det accepterede han. Jeg er stadig irriteret. Det er trættende at have en ven som ham, og jeg har egentlig ikke lyst til at have ham som ven længere. Men jeg ved ikke om det bare er et lige-nu problem, eller om det er et permanent problem. 

Damn. Jeg er så træt af had i verden. Alt slags had. Jeg har sagt undskyld til min ven for min reaktion, selvom jeg ikke føler at jeg burde. At slå ned på en bestemt gruppe mennesker med de årsager, han gav, er stadig dumt. Men det er bedre at bevare et godt venskab end at blive uvenner over noget, ingen af os rent faktisk er. Jeg er træt af had på internettet. Jeg forstår godt, at YouTubere bliver cancelled engang imellem, men jeg synes stadig, at de fleste af dem bør kunne tilgives efter et vist stykke tid. At hade Shane Dawson for ekstremt dårlige vittigheder og dårlig opførsel tilbage til 2008, er "so passé", og jeg synes at det er for fjollet og et low blow at blive ved med at bruge ham som indhold i YouTube videoer. Harry og Meghan? Jeg er ikke fan af Meghan og Harry. Men jeg hader dem ikke, jeg har ikke behov for at kommentere på Meghans tøj konstant, at sammenligne hende konstant. Samme situation med Kate og William. Hvad så, om deres ægteskab ser ud til at gå dårligt for tiden? Lad dem komme over det sammen, alene, uden at bore i det. Jeg synes at det er ærgerligt. Og en person, jeg ikke kan lide, Kim Kardashian, bliver grillet meget voldsomt lige nu, fordi alting går imod hende. Det fortjener igen. Måske bortset fra Jaclyn Hill, der er nødt til at lukke alle sine brands, som hun mere eller mindre har stjålet fra andre. Jeffree Star - leave him alone. Hvad så, om Britney er ulykkelig lige nu? Lad hende klare det selv. Vi, som offentlighed, kan ikke gøre noget alligevel. Hvis der opstår en ny situation, hvor hun har brug for hjælp, dvs. en ny freeBritney movement, så kan vi måske gøre noget. I virkeligheden er der ikke så mange, jeg ikke har sympati for. Men der er folk, jeg hader. Nummer 1 er Jennifer Aniston. I kan sikkert selv gætte hvorfor. Alt det "Oh, I'm so sad Brad left me for Angelina, but I'm one tough cookie"-pis hun lukkede ud, da Brad gik fra hende, og så sagde han selv, at det var fordi han kedede sig i forholdet. Brad og Jennifer har ødelagt Angelinas karriere, og det tilgiver jeg dem aldrig. For Angelina er den bedste skuespillerinde i verden. Jeg mener... Har I set de to Maleficent film? Salt? Girl, Interrupted? Mr & Mrs Smith? Og så synes jeg, at alle de kvinder, som har anklaget Marilyn Manson for noget, han ikke har gjort, skal opleve det, de siger han har gjort, bare fra en anden. For beviserne for, at han ikke selv er til den slags, er efterhånden ret højre. Men det er ikke noget, jeg går rundt og bærer på konstant. Det er ikke sådan, at jeg tænker på alt det her hele tiden. Og for det meste, når jeg har noget at sige om det, vælger jeg at sige det til nogen jeg kender, privat. I private samtaler, som ikke foregår over nettet. For se f.eks. med Mikayla Ni... Jeg kan lige pludselig ikke huske hendes navn what so ever. Men hende mascara-gate kvinden fra Tik Tok. Hun har en ekstremt udpræget dialekt, og folk har gjort sig umage med at finde gamle videoklips hvor hun ikke taler med dialekt. Folk har gjort nar af hende, og tidligere venner har lavet Tik Toks om at hun ikke plejede at snakke sådan i highschool. I mean... Det kan godt blive for meget. Let her be. 

Nok rant for mig for i dag. Jeg skal have dagligvarer mellem klokken 15-16. Jeg har købt SÅ meget frugt, jeg glæder mig supermeget til at spise frugt. Der er ikke noget bedre! Så med det vil jeg afslutte dette indlæg, og det meste er sikkert noget værre vrøvl, men det skal  der også være plads til engang imellem. Det håber jeg i hvert fald!

Riverdale sæson 7 - en grundig gennemgang

Alright, you Riverdale loving people! Naturlig vis så jeg sæson 1-5 og fandt at de var gode, omend lidt sære. Det var en lang serie. Sæson 6 var sær, og det der med at de fik superkræfter, virkede komplet åndssvagt. Da jeg fandt ud af, at der ville komme en sæson 7, håbede jeg, at de ville gå tilbage til det normale "Riverdale univers". I stedet fik vi et shit show, som på mange punkter var værre end sæson 6. Men jeg så alle 17 afsnit, fra ende til anden, bare for at kunne komme her og fortælle jer om dem. Er I ikke glade?

I episode 1 i sæson 7, opdager vi straks, at de stadig er i 1955. De er klar over det, men ikke at de er kommet tilbage dertil. Kun Jughead ved det, fordi det er ham, der skriver historien. Men Riverdales guardian angel, og hans tidligere kæreste, Tabitha, kommer og fortæller ham, at hun vil give ham et kys, og så vil han glemme alt. Og det gør han. Så hele sæson 7 foregår i 1955. De forsøger at proppe historiske ting med ind i episode 1, såsom hvordan de hvide behandler de sorte i USA i 1955, og i deres tilfælde er det i Mississippi. Hvis du har set sæson 6, kan man godt sige, at den starter lige præcis hvor sæson 6 sluttede.

Episode 2... Jeg kan ikke huske det. I mine noter står der "Oh wow. This is bad. Michael Jackson thought he was bad... He ain't on this level. He never was" - så både totalt grammatisk ukorrekt og samtidigt noget der ganske enkelt forklarer hvor kaotisk den episode var. Selvom jeg godt kan lide "Bad" af Michael Jackson. Men vi rykker hurtigt videre. I episode 3 eskalerer det hele fuldstændigt. Det føles som om der er sexeskapader overalt. Og disse "teens" går stadig i highschool, let us not forget. Jeg vil dog sige, at Tonis "Aphrodite"-dans faktisk var ret erotisk/sensuel.

Okay, episode 4, så. Jeg hader Riverdale i 1955. Mistanke om graviditet? No problemo! Du tager noget urin fra den (muligvis) gravide pige, trækker det op i en kanyle og sprøjter det ind i en frø eller tudse. Hvis den lægger æg natten over, er der en kage i ovnen! Der har dog været meget nostalgisk musik i sæson 7 indtil videre, og det er det eneste, jeg kan lide. 

I episode 5 er det, jeg lægger mest mærke til, nummer 1 at der bliver lagt op til ekstremt meget horror, og nummer 2, at Archie fremstår som en tåbe hele tiden. Og hvorfor er han så ekstremt dårlig til at virke overbevisende når han forsøger at spille en highschooler? Ja, det er de allesammen, vel. De er nok alle sammen ved at nærme sig 30'erne, og alligevel går de i highschool. Der er noget "illuminati"-agtige møder, som bliver holdt på skoleinspektørens kontor, og det er skoleinspektøren, borgmesteren, og jeg vil tro viceinspektøren. Det er i hvert fald 3 eller 4 mennesker, og det er altid "after hours", så der ikke er nogen unge på skolen. Og det foregår i skæret fra stearinlys. 

Episode 6 synes jeg har en ganske lige til forklaring: "Lingerie solves everything!" Det dækker faktisk lidt hele episoden. Så vi hopper videre til episode 7, hvor problemet er, at drenge kan føle kødelige lyster. Der er kun én kur for det: Et koldt brusebad. Riverdales helt egen illuminatigruppe har besluttet af tegneserier er roden til alt ondt, og hvis man som en dreng har blade om (mandlige) bodybuilders, så kan man lige så godt indse, at man ikke længere er heteroseksuel. Det behøver ikke at være fordi du gerne vil opnå samme resultat - det er naturligvis fordi du gerne vil kigge på deres muskuløse kroppe og rive den af. Og så er der en ting mere. Det er nok mere en mig-ting, men mine tæer krymper hver gang jeg hører "gosh jolly". Jeg ved godt, at det ikke var sådan at alle unge gik rundt og bandede i 1950'erne, men GOSH JOLLY hvor er jeg træt af de ting de siger i stedet for. "I guess it's not my bee's wax!"

Stadig episode 7. Alle andre end Fangs og Midge er jomfruer. Jughead forlader highschool fordi han får stillet et ultimatum af skoleinspektøren: Stop med at skrive de tegneserier, eller forlad Riverdale High. Han vil hellere lave tegneserier end at gå i highschool. Men han har fundet en ven i science fiction fortatteren Brad Rayberry. Han støtter Jughead og fortæller skolens inspektør at Jughead sagsøger dem, hvis han ikke får lov til at blive. Samtidig har de ladet Jugheads inspektør tro at han er gået over til at skrive om dyr. Betty bliver lidt en løs trunte. Hun er ikke sammen med nogen. Så måske er "løs" ikke det rigtige ord. Lad os kalde hende en "liderlig trunte". Hun sukker i den grad efter sex, hun dagdrømmer om sex, hun tænker kun på det. Og Archie, som har sit soveværelsesvindue lige over for Betty, får en kort glæde af dette, da hun tager sit tøj af foran ham, og står der i sit totalt sexede lingeri. Han klæder sig også af overfor hende, men før nogen når at se noget, bliver de begge taget af deres mødre. Alice Cooper (Bettys mor) vil gerne have hende med i danseshowet som hun og Hal har på den ene tv-kanal, de har, og der sker det frygtelige, at Betty danser på en måde, så man kan se hendes trusser. Lige foran kameraet.

Episode 8 (jeg tror lige, at jeg skærer lidt ned i detaljerne, for husk på at der er 18 episoder, og hvis jeg skal have alle ind i ét indlæg, bliver det meget langt). Hal, Bettys far, insisterer på, sammen med Bettys mor, Alice (jeg elsker at hun hedder Alice Cooper, jeg glemmer det aldrig), at Betty skal være mere fysisk for at bringe sin sextrang ned. Hal vil gerne have at hun joiner skolens heppekor, The Vixens. Veronica flirter med alle. Her er en liste over alle dem, hun har flirtet med i de første 8 episoder: Archie, Julian, Clay, Jughead og Reggie. Og ud over at jeg er ret sikker på, at Tonis pandehår er clip-ons, så er jeg forundret over at alle piger i sæson 7 indtil videre har haft mere end 1 piercing i hvert øre. For det var ikke noget, man havde i 1955. Og jeg savner lidt dengang Cheryl var mean as fuck. 

Efter Brad Rayberry meget pludselig og uventet hænger sig selv, er Jughead knust. Betty bliver fjernet fra heppekoret igen, fordi hendes mor og skoleinspektøren synes at der er for meget "sexyness" på det heppekor, og Betty bliver diagnosticeret som afhængig af sex.

Episode 9 - Veronica har købt byens biograf af ejeren, uden om det salg han var i gang med at fuldføre med hendes forældre. Pludselig er Veronica blacklistet, og ingen vil sende hende film. Det er hendes forældre, der er årsag til dette. Jeg tænker: hvordan kan en teenager, som på daværende tidspunkt lever af lommepenge fra mor og far, gå bag deres ryg og købe en hel biograf? Nå, men Alice Cooper (hehe) og byens præst har læst alle Bettys dagbøger uden tilladelse fra Betty. Da hun kommer hjem, sidder præsten der stadig. Han skal tage imod hendes syndsforladelse og eventuelt foretage en eksorcisme på Betty. Betty opdager at hendes psykiater har en kopi af "Lolita" i sin skuffe på sit kontor. Hun læser den selv, og beder derefter sin psykiater om at passe sig selv. Herefter slår Alice Cooper hånden af Betty. Samtidig slår Veronicas forældre hånden af hende. Brad Rayberry begik ikke selvmord alligevel. 

I episode 10 beder politiet Jughead om hjælp til at løse mysteriet omkring Rayberry (hvorfor beder politiet en highschool elev om hjælp til at løse en kriminalitet, der er begået?) Archie og Reggie, der lige er startet på Riverdale High, flytter ind hos Archie, og de bliver hurtigt gode venner. De deler værelse, så alt andet ville være uheldigt. Reggie er en dygtig basketball spiller, som Archies onkel, Frank, har fået hevet ind fra en anden skole (The Stonewall), og det er den primære årsag til, at Reggie bor hos Archie. Jughead og Tabitha leder efter spor til hvorfor Rayberry  døde. De finder billeder  af en kvinde og en masse brevet skrevet til Rayberry, højst sandsynligt fra kvinden på billedet og adressen på konvolutten afslørede at de kom fra South Carolina.  Brad og June blev gift i New York og flyttede til South Carolina. På grund af racisme, blev Brad nødt til at flytte. Sheriffen (som er Kevins far) viser Jughead Rayberrys straffeattest og hvor tyk den er, fyldt med ting som Jughead finder det umuligt at tro på. 

Archie & Reggie kommer op at slås, men bliver gode venner igen. Pop's, som er caféejeren, tilbyder sin gamle bil til Reggie, som tager imod den. Fangs er godt på vej til superstardom da han efter en koncert med mange skrigende fans, får et visitkort fra en mand fra Phantom Rock Records. Reggie kalder sin nye bil for Bella, og han lader Betty hjælpe sig med at restaurere den, fordi hun er ekspert i den slags, efter hun har lavet en masse bilarbejde sammen med sin far. Archie troede at han og Reggie skulle gøre det, men han accepterer Betty. En dag, da Jughead er i Rayberrys lejlighed, spørger en nabo til Rayberry. Hun vil gerne låne mælk til sin kat. Grunden til at hun spørger, er at hun hørte mælkemanden levere mælk til Rayberry for nogle aftener siden. Jughead spørger hvordan man "hører" mælkemanden, og hun siger "den specielle lyd af glasflaskerne". Jughead tænker straks på Ethel, hvis forældre der blev myrdet af "mælkemanden", og som nu er årsagen til, at Ethel sidder i arresten, og står over for en retssag. Jughead vil redde hende. 

I episode 11 er det tid til halloween. Riverdales highschool elever må ikke have kostumer på, men Veronica dukker op på skolen i et yderst sparsomt stykke tøj, som identificerer hende som heks. Ingen siger noget til hende om det. Nogle elever gør, da hun spørger hvorfor ingen andre er klædt ud, men skoleinspektøren eller nogle andre, som fx en lærer, siger intet. Jughead kommer ind i lokalet og ser en af sine klassekammerater, der skal til at drikke mælk. Han bitchslapper mælken ud af hånden på den stakkels knægt og råber "NO! Don't drink fresh milk!" Betty tænker stadig på sex. Hun tænker ikke på så satans mange andre ting. Fordi halloween er forbudt i Riverdale, beslutter de unge sig for, at lave noget alligevel, fordi det netop er Riverdale. Alice Cooper ejer Riverdale (hehe), og tillader allernådigst at Veronica holder en fest for teenagere i sit casino. Eller er det biografen eller oppe i lejligheden? Det kan jeg ikke huske. Sorry. Cheryl, som er snerpet AF, holder sin egen (pyjamas)fest for pigerne i hendes klike. Betty, som har "the butterflies" for både Archie og Reggie, bliver rådet af Veronica til at kysse dem begge to på halloween, og fortælle hende alt om det dagen efter. Veronicas fest er et sted, hvor der ikke er sparet på noget. Alice Cooper kigger forbi og bliver overrasket over hvor mange der ikke sidder derhjemme og ser TV. Reggie ser Betty og Archie holde i hånden og vælger at trække sig (for både Archie og Reggie havde "the butterflies" for Betty). Lige inden Betty og Archie skal til at kysse, ser Betty en mælkemand. Og som vi ved nu, er "The Milkman" skurken i sæsonen. Jughead finder tilfældigvis ud af, hvem der oprindelig skrev om "The Milkman". Det var en mand der hed Ted Sullivan, som desværre er død. Men Ethel dræber mælkemanden, da han overrasker hende i hendes lejlighed.

Episode 12 lægger ud med en masse Riverdal Bulldogs, som er kørt galt. Bilen blev kørt af Julian Blossom. Reggie var med, og han var ikke så hårdt kvæstet, så han dykkede ned i vandet, hvor bilen lå, og bjærgere de andre Bulldogs op. Den eneste, der kom til skade, sådan rigtigt, var Julian, der endte i koma. Julians far er virkelig pissed. Han giver skylden på Reggie. Samtidig får vi at vide, igennem Jughead og Ethels 'storyline', at tegneserier er roden til alt ondt. Betty er røvtræt af sin mor og flytter ind hos Veronica. Den første aften inviterer Veronica Kevin & Clay, som er et tys-tys par (i 1955 var det ilde set at være homoseksuel). Archie bliver rost til skyerne for sine skriveevner, og hans engelsklærer opfordrer ham til at skrive mere. Ethel bliver frikendt. Hun har ikke myrdet sine forældre. Cheryl er pissed over at Archie skal overtage Julians plads på basketball holdet. Jughead og Ethel slår deres kreative pjalter sammen igen, og vil gerne skrive en opfølger til "The Milkman". Men redaktøren siger "alt andet end dét". Reggie, som oprindeligt spillede basketball for The Stonewall Stallions, leder nu team Riverdale Bulldogs, og han har en strategi, der kan få dem videre til delstatsmesterskabet. 

Ethel kan ikke stoppe med at tegne mælkemanden, selvom de har fået afslag. Jughead overvejer at finde en mulighed for at fortælle Ethels historie om Mælkemanden, men uden at nævne Mælkemanden eller vise hans ansigt. Samtidig bor Betty og Veronica i Veronicas lejlighed, og de har bare "the time of their lives". De har dejlige aftener med pigesnak, neglelak og andre pigeting. En sen aften kommer snakken ind på det mere erotiske emne (sex), og Veronica og Betty snakker om, at de gerne vil prøve at kysse hinanden. Netop som de skal til at gøre det, braser Archies mor ind ad døren og kræver en forklaring. Men da hun finder ud af, at Alice Cooper har frasagt sig Betty, og Veronicas forældre også har valgt hende fra, sværger hun, at hun i stedet vil få bragt tingene i orden igen i stedet for. Ethel og Jughead finder på en genial idé: Postmanden. Hvem siger, at det skal være Mælkemanden? Den bliver godkendt. 

Borgmesteren, som er Clay Blossom, har ondsindede planer omkring Reggie & The Bulldogs, men bliver overrasket, da hele holdet stiller op på hans kontor, og Archie  overdrager sin rolle som holdkaptajn til Reggie. Cheryl har overhørt dele af en samtale mellem sin far (Clay Blossom) og skoleinspektøren, og hun har fortalt det til Archie. Så nu hvor Reggie er holdkaptajn for The Riverdale Bulldogs og skal være det for resten af sæsonen, viser det sig at være en rigtig god idé. De vinder kampen mod The Stonewall Stallions, og en mulighed for delstatsmesterskabet  åbner sig. 

I episode 13 bliver engelsklæreren, Mrs. Thornton, arresteret for mistanke om kommunisme. Dette sker midt i en lektion, hvor eleverne har fremført små stykker som f.eks. Shakespeare. Hun bliver eskorteret ud af skolen midt i en lektion, og deres nye, midlertidige lærer (vikar) er ingen mindre end Mrs. Blossom - hustru til borgmesteren og mor til Cheryl og Julian. Cheryl bliver instrueret i at sladre om de andre elever, og hun får en liste af navne hun skal undersøge nærmere. Finde ud af, om de er kommunister. Hendes forældre siger, at hun får netop denne opgave fordi hun tidligere har kysset en pige i et skab (Toni), og at de kun lige akkurat har kunne få denne favorable handel for Cheryl. Hun siger at hun ikke vil sladre, og hendes forældre truer med at holde hende væk fra The Vixens, som er hendes "projekt " - hun er heppekorsleder, og hun vil ikke opgive dette. 

Veronicas far kommer til byen for at fortælle Veronica at han er anklaget for at være kommunist, han er blevet set i Cuba med en højtstående person (jeg kan ikke helt lige huske præcis hvem, men ... sikkert noget med Fidel Castro), og han har brug for hendes hjælp. Veronica bliver mødt af en person, der viser hende et billede af hendes far og denne mand, og de sidder sammen med 2 kvinder. Veronica er knust, fordi hendes far (igen) er utro. Kommunismen er en fare overalt i Riverdale, alle voksne er bange for at blive sat i bås, og den eneste måde ikke at blive dømt som kommunist på, er at sladre om andre. Veronicas mor ankommer også til Riverdale, og hun har to grunde til sit besøg. Hun vil fortælle Veronica at hun og hendes far skal skilles, og samtidig spørge, om Veronica vil holde jul sammen med hende i New York, bare de to.

Skolens avis bliver lukket. Betty, hvis mor har snuppet hendes skrivemaskine, snupper skolens nu ikke-nødvendige skrivemaskine. Hun opretter et nyhedsbrev, og en postboks, og hver uge deler hun disse nyhedsbreve ud. Ingen ved, hvem der har lavet dem. Hun kalder dem "The Teenage Mystique", og hun går undernavnet "The Girl Next Door". Folk elsker hendes nyhedsbreve, og brevene til  hende vælter ind hver uge.

Jughead og Ethel har, på grund af et forbud mod tegneserier, solgt  deres "The Postman" 'under bordet' på Pop's, men de bliver taget til sidst. De modtager ingen straf som sådan, men alle deres tegneserier bliver taget fra dem. De tegneserier, som politiet har taget fra Jughead og Ethel, bliver sammen med tegneserier som skoleinspektøren har købt af eleverne "fordi vi har jo læst dem", bliver føde for et kæmpe bål, der bliver holdt samme aften, foran skolen. Alle tegneserier bliver brændt.

Archie fremlægger, sammen med Betty, et stykke skrevet af Arthur Miller som hedder "The Crucible". Geraldine Grundy, en tidligere studerende under Mrs. Thornton, har nu overtaget hendes plads som engelsklærer. Hun opsøger Archie på gangen og fortæller at Mrs. Thornton altid sagde, at Archie var noget ganske særligt, en vidunderlig poet. Mrs. Grundy vil gerne arbejde videre med Archie. Hun tilbyder ham at han kan læse noget af hendes mands poesi, hvilket Archie takker ja til.

Episode 14 er en musical. Jeg nægter at deltage. Men jeg har set den, og jeg har slettet den fra mine nethinder. 

Det, vi dog lærer, er at Veronica og Betty (Vee & Bee) har seksuelle følelser for hinanden. 

Gost så. Episode 15 starter op og det er på tide med en skønhedskonkurrence! Miss Riverdale Teen Queen vækker uro blandt pigerne. Konkurrencen sendes for første gang live på nationalt tv, og præmierne er en spritby bil, en Hollywood screentest og et stipendium til et universitet. Betty melder sig til, selvom hun oprindeligt ikke ville, og hendes mor er bange for, at hun kun gør det for en feministisk sag og ødelægger programmet (det lader til at alle shows der bliver vist i Riverdale er hoastet af Hal og Alice Cooper)Alice Cooper afslører at hun engang selv har været Miss Riverdale Teen Queen, og fordi hun vandt, drømte hun om at blive stewardesse. Men hun står for konkurrencen, og hun skal derfor træne de piger der har meldt sig til, i de forskellige ting, de skal kunne, som f.eks. positur-træning, og hun hjælper dem med at vælge en kjole. Der går dog ikke længe før Alice Cooper finder ud af, at Midge er gravid. Som den ansvarlige kvinde Alice Cooper er, kan hun ikke se andre muligheder end at smide Midge ud af konkurrencen, og sende hende i et kloster, hvor hun skal være indtil barnet er født. Faren til barnet er Fangs, og både han og Midge er dybt ulykkelige fordi de ikke kan være sammen. De ringer så tit som muligt til hinanden. Det betyder, i deres tilfælde, at Midge ringer fra en telefon hos The Sisters of the Quiet Mercys kloster til telefonen på den bar, som Toni har, The Darkroom. Hvorfor har en teenager sin egen bar, og en anden teenager sin egen biograf? Wow... Det er så realistisk, det her. 

Nå, men Ethel, som ikke har meldt sig til, fordi hun ikke føler at hun har hvad der skal til, bliver overtalt af de andre piger til at tage Midges plads. Ethel er lykkelig, men Alice Cooper er rasende. For hvad skal der dog blive af stakkels Ethel, når pressen begynder at snage? Da Betty graver lidt, viser det sig, at det er fordi Alice Cooper ikke synes at Ethel har fortjent titlen som Miss Riverdale Teen Queen. Alice giver sig ikke, så Veronica og Betty går i stedet til Hal, som først siger blankt nej, men snart er mere forstående, da han får stillet et ultimatum: "Ethel er med, ellers går vi alle sammen". Kjolerne er supersmukke, især  Cheryls. Men hun ser altid godt ud i rødt. Drengene fra Riverdale High står på Pop's og ser det hele ske på det lille sort/hvide tv. Da Ethel går på, og åbner sin mund, er de alle i dybt chok over, at de ikke vidste at hun kunne synge. Efter hun er færdig med at synge, er der stående bifald i studiet. Der er 3 dommere, hvoraf 2 af dem vist er fra skolen. Trods dette, formår Ethel Muggs at vinde. Eller gør hun? Det viser sig, at der blev stemt på Betty Cooper, men at Alice Cooper havde sagt Ethels navn for at trodse Hal.

Episode 16 åbner med den nye poesigruppe, som består af Archie, Betty & Cale, samt ikke mindst Mrs. Grundy. Cheryl og Toni får en udgave af et 'underground pinup lesbian magazine', som hedder "Femme-and-in". De sad og kiggede på nogle flotte damer i et andet blad, og viste dem til Lizzo, der smed dette nye underground blad foran dem. De kigger lidt i bladet, og så ringer klokken. Tid til time. De spørger Lizzo om de må låne det, men Lizzo siger, at de må få det, fordi hun altid bestiller to. Hun tilføjer "bare I ikke bliver fanget med fingrene i kagedåsen" og blinker til dem. Julian Blossom, der igen er vågen og med på basketball holdet, annoncerer i omklædningsrummet efter træning, at han har skaffet en pornofilm, hvor man ser alt. Han vil vise den for alle de andre i sine forældres lade, og Kevin og dennes kæreste, Clay, får til opgave at "låne" Veronicas filmfremviser. Da de er halvt ude af biografen, opdager Veronica, hvad de laver, og hun giver dem til tilbud: "I kan vise filmen her, det eneste jeg beder om, er at jeg og en veninde må være med." Naturligvis ved man straks at denne veninde er Betty, og ganske rigtigt. Det er Betty. Filmen, som hedder "The Honeymoon", har ikke spillet i mere end 5 minutter før Betty stopper den. Hun har genkendt kvinden i filmen som værende hendes søster, Polly, som hun ikke har talt med i nogle år. Hun ringer til Polly.

Imens har Tony og Cheryl besluttet at tage deres egne pinup billeder, hvilket er forholdsvis nemt, fordi Toni allerede har alt hvad der skal bruges. Toni fremkalder dem, og de er virkelig gode. Cheryl har dem på sig, fordi hun skal male et oliemaleri af det hun bedst kan lide. På gangen støder hun ind i Betty, og hun taber sine ting på gulvet, hvor Betty ser dem. De sætter sig uden for på en bæk for at snakke. Cheryl er selvfølgelig meget aggressiv, for hun vil ikke have at alle på hele skolen ved, at hun er kæreste med Toni. Betty lader Cheryl vide, at hun også har en hemmelighed, og hun fortæller at det er hende, der står bag The Girl Next Door nyhedsbrevet. Cheryl bløder helt op på 0 sekunder, for hun elsker det nyhedsbrev, og de hilser på hinanden, som de nye venner, de er blevet.

Betty finder ud af, at hendes søster kun har lavet den ene film, og at hun stort set lige siden har forsøgt at få fat i alle kopier. Men hun mangler så vidt hun selv ved, kun en enkelt. Hun arbejder som Burlesque danserinde nu, og er endda ret berømt, finder Betty ud af, da hun afslører dette for Veronica, der fangirler totalt over at Bettys søster er Polly Amorous. Veronica insisterer på, at Polly må komme og optræde i hendes ... The Babylonium, og alle i publikum vil være kvinder. Det viser sig at blive et kæmpe hit. 

Archie og Reggie lejer en filmfremviser og en ny pornofilm af Julian for 2 dollars. De er sikre på, at det er de bedste 2 dollars de nogensinde har brugt. De sidder der, igennem hele filmen, kigger på hinanden og på skærmen - for det var ikke lige det, de havde regnet med. Det var mere "mand på mand" end noget med en pige - der absolut ingen kvinder med i den pornofilm. Så dagen efter opsøger de Julian og forlanger at få deres 2 dollars tilbage. Han giver dem de 2 dollars, og tilbyder dem at de kan låne en anden film. Den brænder i filmfremviseren efter få minutter. Både Archie og Reggie er dybt frustrerede, fordi de begge to er virkelig tændte. Archie foreslår, at de går til byens prostituerede, Twyla. De venter ude foran hendes dør, og da hun stikker hovedet ud, rejser de sig begge og går ind. Da de går derfra, kører de direkte til skolen, hvor de sidder og ser solopgangen. Archie siger "Jeg elsker dig, Reggie", og Reggie svarer "Jeg elsker også dig, Archie". 

Jughead kæmper hård imod censur på tegneserierne, som han og Ethel laver.

Episode 17 er episoden, hvor Betty har besluttet sig for at skrive sit manifest. Hun kalder bogen for "Den samlede og udvidede Teenage Mystique". Det er episoden, hvor Jughead og Veronica officielt danner par, og Archie har skrevet et digt, som han viser til Mrs. Grundy. Hendes reaktion er: "Dit seneste digt er så meget mere modent. Det er som om du voksede op natten over." Hvilket er korrekt, eftersom han har tilbragt natten, med sin bedste ven, hos en prostitueret. 

Det er episoden, hvor Betty føler sig som den eneste teenager i verden, der ikke har haft sex. Cheryl, som Betty beklager sig til, låner hende et "Femme-and-in", hvor der er en guide til "selv-love" for kvinder. Jugheads tegneserie, "Veronica The Teenage Witch"bliver afvist, men redaktøren kommer med forslag: "Gør hende til en blondine. Giv hende mere tøj på. Og kald hende noget andet end Veronica. Det navn får en til at tænke på Veronica Lake." Så Jughead tegner en ny teenage witch, som hedder Sabrina. Det er rent faktisk Sabrina The Teenage Witch - men som redaktøren siger (jeg mener at det var redaktøren) "Giv det lige nogle år" - og allerede i 1960'erne var den tegneserie overalt. Men det ved man jo ikke i dette univers. 

Skuespiller og sanger Josie McCoy kommer til Riverdale for at se, om The Babylonium er et sted, hun vil vise sin første feature film. Veronica lover at gøre det til en bragende succes, og selvom filmen knækker, kan Kevin og Clay svejse den sammen på 5 minutter, og i de 5 minutter optræder Josie i stedet på scenen med en sang. 

Betty og Cheryl connecter virkelig over Bettys bog, og Cheryls planer om at offentliggøre de billeder hun har taget med Toni for at ydmyge sine forældre, efter hendes mor har ødelagt dem (Toni havde stadig negativerne). Betty spørger om Toni måske vil tage et pinup-billede af Betty til hendes bog, på forsiden, og Toni har taget en del, så Betty vælger det, hun bedst kan lide. Herefter laver Cheryl et oliemaleri af billedet, så det ser godt ud på Bettys bog.

Og hermed, damer og herrer, render vi ind i det forhåbentlig sidste afsnit af denne længe fortabte serie. Episode 18. Riverdales unge bliver advaret om atomkrig, og hvad de skal gøre, hvis der kommer atomkrig. Kevin og Cale overvejer at melde sig til handelsflåden. De forsøger at overtale Archie, som virker  som om det er en god idé. 

Betty, Ethel og Veronica tager lektioner i operation af automobiler. De får alle prøver inden se skal ud for at lære at parallelparkere, som er den første gang man ser dem bag rattet. Dilton har ikke vist sig ret meget i denne sæson, men han dukker lige frem for at fortælle, at han elsker Jugheads tegneserier, og han viser Jughead sin families bunker, så han kan komme der, hvis der sker noget. Mr. Blossom har gang i noget mystisk omkring palladium.

Cheryl overhører sine forældre snakke med hinanden alene, men de snakker ikke engelsk. De taler russisk. Hun har hørt sin far snakke lidt om et projekt Moloch, og han har fået en eller anden form for statue af Moloch leveret af en herfører. Hun fortæller det til Jughead, der beder hende om at finde mere og eventuelt luske lidt rundt. Hun finder et hemmeligt rum med den ene mælkemandsuniform efter den anden, samt de så genkendelige mælkeflasker. 

Betty opdager at hendes far har været hendes mor utro, og at udfaldet af dette er Ethel. De er halvsøskende. Hal og Alice Cooper tilbyder at adoptere Ethel, men hun takker nej. 

Cheryl og Jughead opdager flere ting om Cheryls familie, som f.eks. at de har en palladiummine som stadig er i brug. Og Veronica, som har forbindelse til FBI (igen, hvorfor?) sørger de  for, at FBI kommer ud til Riverdale og raider Blossom familiens hus. Cheryl har fået det arrangeret så det passer med, at FBI ankommer, når familien sidder og spiser søndagsmiddag.

Serien rundes af med Jughead, der snakker lidt om hvad der sker nu, og Ethel og hendes kæreste kører afsted mod Hollywood i den bil, hun vandt, til den Hollywoodscreentest hun også vandt. 

Og nu behøver vi aldrig at bekymre os om dem igen. Dette indlæg har taget mig hele dagen at skrive. Jeg har holdt pauser, naturligvis, men det har taget mig en hel dag. Og der var ikke engang nogen der bad om det! Haha! Der er sikkert ikke engang nogen, der gider at læse hele denne smøre om absolut nonsens. Men jeg har set hele sæson 7, bare fordi jeg ville, og jeg har taget noter, fordi jeg godt kan lide at tage noter. Det har været en svær opgave at skrive i dag, fordi jeg har mange myoklonier, det er noget rigtig lort, men det fortæller jeg mere om en anden gang. 

Sov godt, Wordling, hvis du er nået hertil. Hvis du er, har du sikkert materiale nok til at skippe sovepillen.

Jeg kan lide Danny McBride

 Ja, så er vi her igen. Samlet omkring tv'et. René og jeg har binget TV-serier på HBOmax, og det hele startede med The Righteous Gemstones. Hvilken en GLORIOUS serie! John Goodman er virkelig god som Eli, men det er ungerne, som er gode. Eli har 3 børn. Jesse (Danny McBride), Judy (Edi Patterson) og Kelvin (Adam Devine). Det er de mest selvoptagede og forkælede børn, og man skulle ikke tro, at de kunne udrette noget som helst. Det skal da heller ikke være nemt for dem, siden de konstant graver sig selv dybere og dybere. Jesse har en kone og tre børn. Judy har en mand, som ingen rigtig accepterer, fordi hun behandler ham som lort, og Kelvin lever og dør for sin bedste ven, Keefe, der var satanist, men blev reddet af Kelvin. Nå ja. Familien Gemstone ejer den største kirke i det område, de bor i. Det er stadium-størrelse, det er med storskærme og det hele, og Jesse vil ekstremt gerne overtage det hele når faren vælger at gå på pension. Deres mor er død, men hendes bror, Baby Billy Freeman (Walton Gogging), lever stadig i bedste velgående. Judy vil gerne have at familien accepterer hendes mand, B.J., og hun vil gerne synge og være berømt i kirken. Kelvin, som er den yngste, træner muskler med de unge, så de kan blive "muskelmænd" og samtidig kristne. Den serie er så skidegod. Der er kun 3 sæsoner, og det ærgrer jeg mig personligt over. Den sluttede et sted, hvor det ikke virkede som om der ville komme mere. 

Dernæst tjekkede vi "Vice Principals" ud. Den var også rigtig sjov. Mange af de samme personer var med, som var med i den førnævnte serie. De to viceinspektører, der skal slås om pladsen som nummer 1, er Neal Gamby (Danny McBride) og Lee Russell (Walter Goggings). Neal falder for den smukke, nyansatte skolelærer, Amanda Snodgrass, som også falder for ham. Men Ms. Abbott (Edi Patterson), som er lærer på skolen, har meget store følelser for Neal, som bruger hendes "venlighed", indtil han indser at han har en chance hos Amanda. Der er også en 3. viceinspektør, som jeg lige nu ikke kan huske hvor passer ind, men det er Vice Principal Miggs (Steve Little). Jeg mener at det er ham, der overtager, efter Russell bliver smidt ud. 

Den sidste serie, som vi så færdig i går, "Eastbound & Down" handler om den fallerede baseball spiller Kenny Powers (Danny McBride) og hans trofaste følgesvend Stevie Janowski (Steve Little). Kenny er den mest egoistiske person verden nogensinde har set, og man kunne godt tænke, at han måsje selv tænkte at han gave fra gud. Stevie synes at han er en gud, og han følger ham overalt. Til Mexico, hvor han møder Maria, som han forelsker sig vildt i, og i stedet for at spørge Marias far om hendes hånd, spørger han Kenny. Kenny leder efter sin far, Eduardo Sanchez (Don Johnson), i Mexico, men kan ikke finde ham. Stevie finder ham, uden at vide hvem han er. Men det ender da også med, at Kenny, Stevie og Maria tager tilbage til USA og forsøger at få deres liv til at fungere. Kenny finder ud af, at hans eks er gravid, og han er faren. Men jeg vil ikke afsløre mere her. Jeg vil sige, at Guy Young er med, som vi ellers har set fra "Brooklyn 9-9" som Police Captain C.J., vi har Will Ferrell med, som er Will Ferrell, og som alle burde kende, Matthew Maconaughey har et par ekstremt passende cameos, men de er sjove og passer til resten af serien, og til sidst - men ikke mindst - rosinen i pølsenden: Sacha Baron Cohen, som vi kender fra Ali G, Grimsby og Borat-filmene. Vi var faktisk så heldige, at vi i et halvt minut eller mindre lige fik et blik af en mørkblond, orange-bærende, cargo shorts-iført Marilyn Manson, der havde en cameo som tjener på en restaurant, Kenny spiste på. Det var meget sjovt at se. Jeg er ikke vant til at se Marilyn Manson i den slags "attire". 

Ang. Marilyn Manson: Jeg synes jeg har hørt et sted, at han snart kommer ud med ny musik. Det håber jeg så meget er rigtigt, fordi jeg har savnet det så utrolig meget. Jeg hører meget det jeg allerede har, men jeg vil gerne høre noget nyt. Noget, som måske handler om de følelser han har været igennem de sidste 2-3 år. Vi er en blog, der helt klart støtter og står bag Marilyn Manson. Hvis du ikke er enig, er det naturligvis op til dig selv. Du kan bare lade være med at være enig. Men jeg vil bare sige: Jeg tvivlede engang, og så gjorde jeg ikke det igen. Jeg så i går, at Jason Momoa er den næste i rækken, og at nogle har anklaget ham for pædofili. Sådan nogle ting pisser mig af. 

Jeg har forresten helt glemt at jeg har fået denne leveret personligt i min postkasse, og at det er en måned siden (så vidt jeg husker). Men er det ikke sødt at de håndskriver deres invitationer og kører rundt med dem? Jeg tog naturligvis ikke med, eller tager, jeg ved faktisk ikke hvornår det er. Men jeg er der i hvert fald ikke. Eller var. 

Gunner Johannes Jensen var ingen nar

I dag er det den 10. august. Det er dagen, hvor min farfar blev født, men bare tilbage i 1926. Min farfar en københavner. Han voksede op på Frederiksberg, ifølge min farmor. Jeg vil fortælle lidt om min farfar, fordi det tror jeg ikke, at jeg ellers har gjort på noget tidspunkt. Dette var min farfar tilbage i 1980'erne.

Dette er et typisk billede af os juleaften. Min farmor og farfar havde kun kunstige lys og en julestjerne på. Der blev ikke sådan rigtig pyntet noget træ, men de havde et træ hvert år, som vi lige akkurat kunne danse omkring, fordi deres lejlighed ikke gav supermeget plads til det. Og når jeg ikke hang på min farfars arm, hang jeg på min brors, indtil jeg blev gammel nok til at kunne gå selv. 

Men for at komme lidt længere tilbage i tiden: min farmor har fortalt mig, at hun mødte min farfar, da han besøgte en ven i Gørlev, hvor hun boede. De blev venner, måske endda forelskede, og efter han tog hjem, skrev han  breve til hende, som hun svarede på. De blev gift i 1948, den 26. september. Min farmor og farfar blev begge født i 1926, men min farmor havde fødselsdag allerede den 2. januar, så hun var ældre end min farfar, selvom det teknisk set ikke betød noget. De havde et godt liv, og i 1949 blev hun gravid. den 20. april fødte hun en dreng, som de kaldte Arne. De fik aldrig flere børn. 

Min farfar, tror jeg lidt, levede sit liv for min farmor. Han kaldte hende for "Tums", og selvom de ofte kunne være uvenner, var det ikke noget, os børn lagde mærke til. Min bror, Mark, var der ofte da han voksede op, fordi hans mor var en anelse ustabil dengang, og mine forældre havde arbejdsskemaer, der slet ikke passede med et lille barn, og de derfor havde lavet en aftale med min farmor og farfar om at jeg kunne blive passet der hver anden uge. Så de havde Mark meget af tiden, og da han blev stor nok til at klare sig selv, havde de mig. De havde, da min far var yngre, helt tilbage i hans teenageår, min farmors skizofrene lillebror boende for en stund. 

Når jeg var, hos min farmor og farfar, gik min farmor og jeg hen til et bestemt sted hver dag, hvor vi ventede på at min farfar skulle komme cyklende når han havde fri fra arbejde. Når han endelig kom, blev vi så glade, og fulgtes hjem, hvor min farmor gik i gang med at lave mad, og jeg sad på min farfars skød, i køkkenet ved spisebordet og lyttede til Kim Larsen, mens min farfar lærte mig teksten til sangen, så jeg kunne synge med. Da han fulgte efter min farmors eksempel og gik på efterløn, havde han endnu mere tid til mig. Og vi lavede ting som at spille spil med huskekort, gå på legepladsen og cykle ture rundt i og omkring Rødovre, hvor de boede. Vi legede også frisør. Det indebar, at det sparsomme hår, min farfar havde, blev flettet i smukke fletninger, og lukket af med husholdningselastikker. Det var umuligt at få dem ud, så til sidst tror jeg at min farmor klippede dem ud. Jeg tror også kun at vi legede den specifikke leg den ene gang. 

Min farmor og farfar havde en campingvogn. Den stod fast på min farmors søsters og hendes mands sommerhus-jord, ved en strand, som jeg har glemt alt om, hvad hedder, fordi vi altid bare kaldte det for "Stranden". Vi var der altid samtidig med moster Edel og onkel John, som var i deres sommerhus, men i det store og hele var vi mest for os selv ved campingvognen.

Dette er et billede af min farfar, taget ved Stranden, foran campingvognen, med smukke mig i baggrunden. Jeg ved ikke, hvad jeg har set, der får mig til at se sådan ud. Så lad mig vise et (måske, det er jo subjektivt) bedre billede af min farfar og mig:

Min mor har syet de bukser. Men jeg kan se, at jeg er yngre end jeg var på det andet billede. Det er mærkeligt at min farfar ser ældre ud her, end han gjorde på det foregående billede.

Nå. Men der lå en købmand i nærheden, hvor vi købte ind hver dag. Nogle dage mere end andre, men jeg var altid med. Min farfar købte altid en is til mig. Det var en blå pindeis, mener at den hed "Blipblop" eller noget i den stil. Jeg elskede den is. Han lærte mig, mens vi gik, at når man gik på en vej, hvor der ikke var noget fortov, skulle man altid gå mod trafikken. 

Min farfar lærte mig mange ting. Han lærte mig også, at når man skriver et brev og starter ud med "Kære...", er man nødt til at afslutte brevet med "Kærlig hilsen". Hvis man starter med "Hej...", kan man slutte med "Venlig hilsen". Han lærte mig forskellen på "i" og "I" når det kommer til personer, Og, som en ekstra lille bonus, lærte han mig, at grunden til at busserne flager den 4. maj, er fordi jeg har fødselsdag. Den sidste kunne jeg godt have været foruden, men det var da meget sødt fundet på af min farfar. (Hvis nogen er i tvivl, flager busserne d. 4 og 5. maj på grund af Danmarks befrielse fra tyskernes besættelse i 1945.)

Min farfar sagde til mig at jeg gerne måtte lege i bilen. Så jeg fik bilnøglerne og mine veninder og jeg gik ud til bilen og lod som om vi var nogle vigtige hotshots, som skulle køre steder hen. Der skete frygtlige ting i den bil. Jeg trykkede rimelig heftigt på alle pedaler, og til sidst blev de slappe, jeg nulstillede kilometertælleren flere gange, fordi jeg ikke vidste hvad det var, og det var noget rod. Men han sagde aldrig nej. Han hentede mig også altid, hvis jeg havde brug for et lift, og han kørte mig alle steder hen, jeg havde brug for. Jeg skulle bare spørge. 

Han tog mig med til en ishockeykamp. Det var spændende. Rødovre spillede mod et andet hold i en pokalfinale, så der var gang i den. En dag satte vi os ind i bilen meget tidligt om morgenen (farmor, farfar og mig) og kørte  hele vejen til Billund, så vi kunne tilbringe en dag i Legoland. Det gjorde vi, trods trafikken. Min farfar var verdens bedste chauffør, og selvom han ofte satte sig selv i situationer, som måske var lidt svære at komme ud af, kunne man kun grine af en eksplosion hvor han råbte "Hvordan skal vi nogensinde komme til Legoland når vi kører 0 kilometer i timen!" Vi blev der ikke natten over, men kørte hjem samme aften. Det må have været en hård tur for dem, men især for min farfar, som jo skulle koncentrere sig om at køre. 

Min farfar var glad for at læse. Han havde en masse bøger. Jeg ville gerne have haft nogle af dem. Men de eneste bøger, jeg fik, er dem, han selv har givet mig: "Borte med blæsten" og "Verden ifølge Garp". førstnævnte var en indbundet version, sidstnævnte var en paperback. Men jeg har dem stadig. Han havde også bøger, jeg lånte og læste mens han levede, og det var f.eks. en bog om Bermudatrekanten. Det var noget han syntes var interessant. Han var meget interesseret i at læse om 2. Verdenskrig, og det føltes lidt som om at han fik en ny bog om emnet hvert år til jul og fødselsdag. Men han var også glad for en god spændingsroman. 

Min farfar, som bar navnet Gunner Johannes Jensen, plejede at sige "Jeg er ingen nar". Han sagde dette, fordi mange der hed og hedder "Gunner" faktisk staver det med "a", som i Gunnar, og han forsøgte at lære andre at stave hans navn korrekt. Han sagde det også om min farmor. "Din farmor er ikke et lig". Min farmors navn var Gurli Birthe Aagren Jensen. Fordi hun hed "Gurli" og ikke "Gurlig", vurderede han at det var den nemmeste måde at lære mig det på. 

I dag ville han være fyldt 97. Men han døde som 77 årig af en hjerneblødning. Min bror fik sit første barn året efter min farfars død, og min farfar nåede ikke at lære René at kende. Dagen efter min farfars død var mærkelig og næsten zombie-agtig. Jeg havde været vågen hele natten. Min farmor havde ringet fra hospitalet, fordi det var hende, der havde ringet efter ambulancen. Men jeg havde en aftale med en veninde om at tage i Tivoli. Jeg valgte at holde vores aftale, for at tænke på noget andet. Men det var en svær dag, som sagt var det som om jeg var i en boble, og verden bare fortsatte rundt om mig. Det var første gang, jeg havde mistet en, der var så tæt på mig.

Jeg ved ikke, hvornår dette billede er fra. Jeg vil skyde på sidst i 1990'erne. Det er min farfar, som sidder i forgrunden, og min farmor som går og plukker visne blomsterknopper af sine planter i baggrunden. Billedet er taget i deres have i det rækkehus, hvor de boede i Rødovre. Min farmor, som levede alene helt frem til 2020, hvor hun til sidst boede i en måned på et plejehjem før hun døde, og hun savnede min farfar hver dag. Men som tiden gik, forsvandt han for hende, og hun tillagde ham kvaliteter, han ikke havde. Hun sagde at de bad aftenbøn sammen, men min farfar var slet ikke kristen. Og det var bare en ting. Men hun var slemt dement, og det kan være svært, når man sidder alene og ikke kunne finde mening med noget. Min farmor ønskede at dø. Det gav hun udtryk for flere gange. Hun faldt, og derfor skulle hun tilbringe et stykke tid på et hjem, hvor de bedre kunne hjælpe hende, og til sidst  kom hun på plejehjem. Ingen måtte besøge hende, så jeg fik ikke sagt farvel. Det gjorde jeg jo heller ikke til min farfar, men det kom mere som lyn fra en klar himmel. 

Men dette er min farfar. En af de bedste i verden.

Raise hell

 Hej til alle Wordlings, men især jer, som elsker en god sang!

For jeg har fundet en samling på 7 sange, som jeg lytter til mest. Men det er en samling med kun kvindelige sangere, hvilket ikke er direkte i lige linje med min daglige musik-lytning. Men "the ladies" skal også hyldes engang i mellem. Så jeg har nu fundet 7 af de absolut bedste. 7, fordi 7 er mit yndlingstal. Jeg ved ikke, hvad der er med det tal. Det ser godt ud, det føles godt at sige det, og det er en dejlig ting at skrive. Jeg har haft det tal i hovedet siden mine mellemskoleår i folkeren (dvs. tilbage i 4.-5. klasse). Hvis det ikke er "bare" 7, er et tal med "7" i det næstbedste. Jeg har dog  også en ekstra sang. Det er ikke en del af listen, det er ikke en nummer 8. Det er et "encore". Jeg er næsten færdig med "Rememberings", skrevet og læst op af Sinéad O'Connor, og jeg blev temmelig chokeret over hendes død. Jeg ville vente til den første til at smide en sang ind, fordi min næste anmeldelse bliver den bog, men jeg synes at vi tager denne sang og lægger ind her. Der er dog en del at vælge imellem, men fordi jeg lige har fundet ud af at jeg ikke er ateist, som jeg har troet hele mit liv, men derimod en agnostiker. The more you know.

Den første sang, jeg har valgt, er med Dorothy. Jeg har valgt denne sang, fordi jeg hører den meget. Dorothy har en virkelig cool stemme, men videoerne er i top, og denne video er virkelig god. Jeg elsker denne video så meget, hvilket er årsagen til, at jeg har valgt den. For der er Dorothy sange, jeg hører oftere.

Jeg burde måske lige sige, at denne liste ikke er i nogen speciel rækkefølge. 

Næste sang, jeg har valgt, er med LP. Hun har en meget karakteristisk stemme, og jeg kan godt lide hendes vibe. Hun er anderledes - som de andre kvinder på min liste også er det. Jeg lyttede først meget til "No Witness", men pludselig, ved et tilfælde, faldt jeg over "Muddy Waters", og nu er det den der kører på repeat.

 

Den næste gruppe, jeg vil hive frem, er In This Moment, som jeg ADORE. I hvert fald Maria. Jeg har aldrig hørt en mere perfekt stemme. Jeg kunne sagtens fylde hele denne liste med kun hendes sange, men sådan bliver det ikke. Jeg vil også sige, at valget på denne sang ikke var nemt, fordi der var så mange gode at vælge imellem.

Jeg havde 3 andre sange med i kapløbet, og hvis du har lyst til at høre mere til In This Moment, kan du eventuelt lytte til "River of Fire", "Mother", og "Fly Like An Eagle"

Den næste video er lidt en "same situation" som In This Moment. Jeg kan virkelig godt lide det meste af Bebe Rexhas musik. Men jeg lyttede til nogle forskellige sange, og valgte til sidst denne, fordi jeg godt kunne lide den vibe, sangen havde. Men en sang som "I'm Gonna Show You Crazy" er også virkelig fed.

Men denne sang, "I Got You", kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke ønsker at danse. I'm sorry. 

Hvem er Gin Wigmore, udover kvinden der har lavet denne skide gode sang?

Det ved jeg ikke! Men da Gin Wigmore sagde "Jeg indspiller Black Sheep", gjorde hun det helt rigtige! Jeg har hørt flere af hendes sange, og de er ikke lige mig. Men denne sang er super-mig. ONCE YOU GO BLACK, YOU NEVER GO BACK! Hehe. I hear you, Gin!

Vi er ved at nærme os enden på listen med sang nummer 6, som jeg har (husk: tilfældigt) besluttet bliver The Warning og deres samarbejde med Alessia Cara, som for et par år siden lavede et cover af "Enter Sandman" (originalt et Metallica-nummer, men det er der vist ingen, der ikke ved. Jeg hader det fucking band så meget, især deres trommeslager, men de har da lavet nogle gode sange. Jeg ville med glæde snakke om HVORFOR jeg hader Metallica så meget, men dette indlæg handler om glæden ved musik).

Jeg er ikke helt sikker på hvorfra i verden Alessia kommer, men jeg er ret sikker på, at disse tre unge kvinder, som udgør The Warning, er et spansk band. Jeg har hørt en del musik med dem, og de sparker røv på de fleste af sangene. 

Den sidste plads på min 7-plads-liste kommer fra en oldtimer, som jeg faktisk ikke engang ved om stadig er i live. Det er heller ikke fordi jeg har hørt så meget af hendes musik - jeg tror kun at jeg kender en anden sang. Den er dog ikke vigtig, jeg er ret sikker på, at i mine øjne vil det største hit, hun har lavet, altid være dette: "Son of a Preacher Man". Ladies & Gentlemen: DUSTY SPRINGFIELD!

Disse sange er alle nogle, jeg værdsætter dybt. Jeg tror, at første gang jeg hørte "Son of a Preacher Man", var det et cover lavet af Hanne Boel. Det var ret godt, faktisk. Men i mange tilfælde er originalerne bedre. Det er dog lige så tit, synes jeg faktisk, hvor man falder over kopier, som er bedre. Se f.eks. på Prince og Sinéad O´Connor. Tilbage i ... For mange år siden. Over 15, mindre end 20, købte jeg 2 greatest hits cd'er med Prince, det var et par, der hørte sammen, og på en af disse var der Princes version af "Nothing Compares 2 U". Jeg opdagede først der, at Prince havde skrevet nummeret, som jeg faktisk troede var en Sinéad O'Connor original. Prince & The Revolution lavede den ret godt. Men der er ingen tvivl hos de fleste om, at Sinéad ejede den sang så snart hun indspillede den, selvom Prince skrev og indspillede den først. Det er dog ikke den sang, jeg sætter ind her, fra nogen af dem. Den næste sang, jeg smider ind, er fra en anden tidsperiode. 

Jeg har to albums med Sinéad O'Connor. Jeg har et "So Far, So Good" greatest hits album, og jeg har et andet, som er nyere, men ikke "nyt" som sådan. Jeg kan ikke huske hvad det hedder, og alle mine cd'er er gemt væk. Men: Sangen hedder "No Man's Woman". Jeg kan godt lide denne sang fordi jeg godt kan lide Sinéad. Normalt er vi en anti-religiøs blog, men man kan ikke diskriminere på den måde (synes jeg). Hvis man virkelig oprigtigt synes at en religiøs sang er cool, så kan man sgu da bare høre den, uanset hvilken religion den handler om. Denne er skrevet ud fra et katolsk udgangspunkt, fordi Sinéad var katolik på dette tidspunkt. Den blev lavet inden hun skiftede til islam. Anyways: nyd dette ekstranummer, jeg lige serverer. Jeg burde nok have lavet en top 10 i stedet for, men... Jeg smider lige nogle "honourble mentions" ind efter videoen med Sinéad.

 

(Note: Pladen hedder "Faith And Courage")

Skulle jeg gå fra en top 7 til en top 10, ville jeg skulle finde 3 sange, som burde have været med. Når jeg kigger i mine "Yndlingssange-lister, er det disse, der springer frem:

 Elle King "Try Jesus"

 Cui Tianqi "Mad World" 

(det er bedst hvis du ser denne video, da det er dybt imponerende)

Ana Deguez "Penny Dreadful Opening Song Finale"

ROOTS!

 Det skal ikke være en hemmelighed. Jeg elsker bandet In This Moment, og især forsangeren Maria Brink. Jeg elsker alt ved hende. Hendes stemme er perfekt. Men jeg hørte "Roots" (igen) i går, på YouTube, og jeg tænkte om der var nogle nye kommentarer. Jeg sætter lige videoen ind her. Husk på, at jeg intet ejer af indholdet til denne video, det er en, jeg har snuppet fra YouTube.

Jeg blev glad for at læse de positive kommentarer under videoen. Det er altid fedt at læse gode kommenterer om et band, man selv elsker. Hvis nogen er i tvivl, kommer "Roots" fra pladen "Rituals", og jeg vil sige, uden at lyve: Den er spækket med gode sange. Sange som måske er nogle af de bedste, de har lavet. Indtil nu, i hvert fald. 

Men, der var en kvinde, der havde skrevet dette:

Hvis du har lidt svært ved at læse det, er det @angelacooter2080 der har skrevet følgende: "I just turned 46 yrs old. My friend introduced me to In This Moment a while back and I couldn't be more thankful (?) This song... THIS SONG made me realize that I DO NOT have to be talked to like a fucking idiot, treated like a dog shit on the bottom of his shoe, demeaned in ways that should've destroyed me. I never was strong enough to leave. Scared shitless. But the words to Roots, Joan of Arc, Big Bad Wolf turned me into a bitch I think. Getting my own place after 20+ yrs of marriage and never being myself. If I can do it, anyone can. JS"

Hendes kommentar er 3 år gammel, og den har fået 580 likes. Det må være så dejligt når man kan hjælpe en ved at lave noget, man elsker (musik), så simpelt, og alligevel potentielt livsreddende. 

Jeg synes at Marias tekster er fantastiske. 

That's all for now! Hav en god mandag!

Theresa Taylor-Stinson: "Walking The Way Of Harriet Tubman"

 Juli måned er brugt på denne bog. Well, teknisk set ikke, for jeg er lidt forud. Men ifølge mit uploading-skema, er det denne bog, der skal anmeldes i dag. Desværre.

"Walking The Way of Harriet Tubman", skrevet af Therese Taylor-Stinson, udgivet i 2023. Jeg havde den glæde at lytte til den på Audible. 

Bogen forklarer godt om Mintys liv. Hun blev kaldt Minty, indtil hun blev gift med John Tubman. Hun valgte navnet "Harriet" selv, jeg ved ikke, om der lå noget yderligere bag det, eller om hun bare syntes at det var pænt.

Minty arbejdede som slave i USA. Hun fik at vide fra andre, at hun var ashanti, og at hun stammede fra Ghana. 

Hun var en meget spirituel kvinde - både når det kom til Gud og når det kom til mystikken. Hun var inspireret meget af religionerne fra hendes hjemland, men hun var også en gudfrygtig kvinde. Minty hjalp mange hundrede slaver væk fra deres situation via det, der kaldtes "The railways". Det drejede sig f.eks. om tunneller og andre ruter, der ikke var overvågede konstant, så det var nemmere. Dette gjorde hun, trods at en hovedskade i barndommen havde efterladt hende med narkolepsi. 

Her stopper mine kommentarer til indholdet i denne bog. Det er en god bog, ingen tvivl om det. Det er en inspirerende historie om en kvinde, der satte sit eget liv på spil for at redde en masse andre liv. Men denne bog er ikke skrevet til en person som mig. Therese Taylor-Stinson gør ekstremt meget ud af at beskrive Minty/Harriets religiøse side, og det er ikke mig, altså. Det er også en bog, som jeg opfatter mere som en bog der er dedikeret til en lidt "mørkere" læserskare end den jeg tilhører. Jeg tror, at den er meget snævert rettet mod afroamerikanere, og at den især er rettet imod mine forældres generation. De er begge to fra 1950, så de er vel teknisk set begge boomers? Er det ikke det, den hedder? Babyboomet varede fra 1946-1964, og de børn, der blev født i den periode, er dem, der er boomers nu. Babyboomet kom i kølvandet 2. Verdenskrig. Nå, sidespor. Tilbage til Theresas bog.

Men hverken mine forældre eller jeg har været eller har ejet sorte slaver, og derfor giver den ikke så stort et indtryk på mig. Jeg mener; hvide mennesker har også været slaver. Har alle folkeslag ikke været slaver på et eller andet tidspunkt?

Hende, som læste bogen op, havde en lidt irriterende dialekt. Og jeg er ked af at sige det. Men det var lidt sådan en "back home in Georgia"-dialekt, og jeg ville have foretrukket at det var en mere neutral stemme. Af og til er det sjovt, når den, der læser bogen højt, ikke er den samme der har skrevet den, men alligevel lyder fuldstændig som den samme person. This... No. Just no. Men man kunne høre, at hun smilede igennem det hele, og det skal hun have et pluspoint for. Så hvor bogen får 5 RAP's, for oplæseren 4 RAP's.