Hej wordlings!
Denne første ting, jeg lige vil "sige", før jeg dropper nedenstående video på jer, er: WATCH WITH CAUTION. Det er virkelig skrækkeligt. Ikke at man ikke vidste det, men det er altid værre når det bliver fortalt som f.eks. af denne kvinde, som overlevede bombningen af Hiroshima. Hendes historie fortjener at blive fortalt til så mange som muligt. Om ikke andet, så fordi de atombomber de laver nu til dags, er meget, meget værre end de var dengang.
Videoen er fra National Post, og den hedder "Eyewitness account of Hiroshima bombing". Jeg har fundet den på YouTube, og den handler om denne kvinde, der, som titlen antyder, har gennemlevet bombningen af Hiroshima. Hun var 13 år, da det skete, og hun arbejdede på militærbasen, hvor hun skulle lære at bruge "decoder" maskinen. Hun var 1,8km væk fra "ground zero", og hun blev reddet ud af ruinerne af en man, hun ikke kendte. Hun beskriver at nogle af dem bar rundt på deres egne øjeæbler, og andre kollapsede med tarmene væltende ud af maverne. Huden faldt af deres kroppe, de smeltede simpelthen bare. Hun fortæller, at ingen råbte om hjælp, men at folk bare gik formålsløst rundt (hvis de kunne gå) for at vinde vand. Jeg er så rørt over hendes historie, at jeg rent faktisk sidder og græder. Jeps. Det er mig. Græder over alting. Men dette er en helt okay ting at fælde tårer over, synes jeg.
Dette er dog ikke, trods alvorligheden i emnet, hovedtemaet af dette indlæg. Dette indlæg handler, igen, om musik. For vi har netop været igennem MTV Video Awards. Jeg så MTV første gang i 1989, da jeg fik mit første fjernsyn på mit værelse. 9-årige mig syntes at MTV var "the tits", og jeg så det altid. I hvert fald når jeg ikke lyttede til mine kassettebånd med Madonna.
Min opvækst var meget præget af musik. Min far lyttede til musik som Gasolin, Pink Floyd, Rolling Stones, Moody Blues og Elvis. Min mor var helt væk i Prince, Freddie Mercury (og Queen i det hele taget), for ikke at tale om Billy Idol og hans overlæbe. Mange af de bedste minder jeg har, er fra sommerferierne. Lange, solfyldte dage, hvor de voksne hang ud på mine forældres terrasse, drak Lambrusco, lyttede til høj musik og grinte, og på den anden side, på fællesarealet, legede alle vi børn sammen. Det var gode tider. Når jeg tænker på "sommerferie", tænker jeg på, at jeg stod tidligt op, gik i bad, tog en Guns N' Roses T-shirt på og satte mig ude på gyngerne og ventede på at de andre kom ud - græsset var stadig lidt dugget, fordi solen ikke helt havde ramt endnu.
Jeg kan tælle på 2 hænder, hvor mange bands/kunstnere, jeg har været fan/inspireret af igennem mit liv. Madonna var smuk i 1989, og hun lavede fantastisk musik. Jeg samlede på alle billeder i alle aviser og blade, jeg kunne finde. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg opdagede Madonna. Jeg kan dog huske at jeg ikke var den eneste, der hørte det. Min genbo gjorde også. Vi lyttede altid til Madonna. Hendes far var også superglad for musik. Så hun kom en dag og havde noget Guns N' Roses med. Jeg havde ellers fordømt det fordi jeg syntes at det var crappy. Det var i 1992.
Men lad os kigge på Guns N' Roses. Sange som "Don't Cry", "November Rain" og "Sweet Child O' Mine" er alle tre sange, jeg simpelthen hader som jeg ved ikke hvad. Skulle jeg vælge 3 yndlings, må det være "Back Off Bitch", "Civil War" og "Welcome To The Jungle". Men de har lavet så meget. Og alt sammen kun på et spænd over 4 studieplader og en plade kun med covernumre. Da bandet gik fra hinanden, og Axl Rose dannede et nyt band af samme navn (han ejede rettighederne til navnet) og brugte 10 år på at fremstille "Chinese Democracy" var jeg virkelig glad. Men der er kun en enkelt sang som er god, og jeg kan ikke engang huske hvad den hedder.
Men heldigvis nævnte en gut, jeg kortvarigt kendte, bandet Megadeth. Det var det mest awesome navn jeg nogensinde havde hørt. Det var i 1994. På det tidspunkt i 1994, varden sidste plade Megadeth havde udgivet, "Countdown To Extinction". Men dammit, jeg ville have den cd med det fedeste albumcover. Så jeg købte "So Far, So Good... So What!", og jeg forelskede mig straks hovedkulds i Dave Mustaine. Det var sidst i april 1994, og i september 1994, så vidt jeg husker, udkom deres næste plade, "Youthanasia". Jeg fik den af mine forældre i julegave, sammen med en T-shirt og to koncertbilletter til en koncert med yndlingsband numero uno. Men hvem skulle jeg tage med? Jeg spurgte min bror. Han sagde ja. Det var i marts 1995. På dette tidspunkt havde jeg anskaffet mig alle de studiealbums, de havde lavet. Efter Youthanasia udkom "Cryptic Writings" i 1997. Her stoppede min blinde kærlighedsrejse med Megadeth. jeg købte stadig deres 3 næste albums. De næste 6 sprang jeg over. Faktisk først med "The Sick, The Dying... And The Dead!" som udkom sidste år, blev min interesse vækket til live. Med Megadeth har det altid været "hele bandet", selvom det aldrig har været "hele bandet". Megadeths lineup skifter så hurtigt, at det på et eller andet tidspunkt blev en joke. Bandets 3 første plader havde ikke det samme lineup som "mit Megadeth". For det kom først til virkelighed på bandets 4. (og mest populære blandt fans, tror jeg, men det er ikke mit yndlings) studiealbum, "Rust In Peace". Dette lineup, som bestod af Dave Mustaine, David Ellefson, Marty Friedman og Nick Menza. Disse 4 gutter er "mit Megadeth". Eller var. Nick døde, Marty flyttede til Japan og laver noget andet musik fordi han ikke følte at Megadeth var "hans slags musik", og David Ellefson er lige blev sparket ud for ting jeg ikke ved noget om. Jeg har hørt at han var været "handsy" overfor en kvindelig fan, men jeg ved ikke, om det har noget på sig. Men jeg kender ingen, udover Dave, i bandet nu. Dave har ellers været en kæmpe, KÆMPE klippe liv i mit liv, når jeg har haft det allerværst. På et tidspunkt var det bare ikke det længere. Men jeg kan stadig godt lide Dave og Megadeth.
I 1997, da 2 nye venner lige akkurat var kommet ind i mit liv, endte det med, at jeg først blev præsenteret for Marilyn Mansons "Antichrist Superstar", som jeg først ikke kunne lide, men pludselig en dag "fattede" og på det tidspunkt begyndte febrilsk at lede efter alle billeder jeg kunne af Marilyn Manson, frontfiguren i dette band. Men som det ofte ender, falder de andre lidt i baggrunden. Når du hører "Marilyn Manson", tænker du på manden og ikke manden. Det synes jeg var en dårlig beslutning som band, men en god som frontfigur. Jeg kan godt lide, at han skiller sig ud fra de andre medlemmer. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ingen idé om, hvem der ellers er med i det band. Har jeg nogensinde vidst det? Det må jeg næsten have. Der findes 6 studiealbums med Marilyn Manson som jeg ikke rigtig kan lide samt en EP, hvor der er mange gode ting på. De 6 studiealbums er deres første fra 1993, "Portrait Of An American Family", og herefter kommer "EAT ME, DRINK ME", "Low End Of High", "Born Villain", "The Pale Emperor" og sidst, men ikke mindst, "Heaven Upside Down". EP'en er naturligvis "Smells Like Children". Men fordi jeg ikke synes at de studiealbums er all that and a bag of chips, så er der faktisk ofte 2-3, nogle gange 4 gode sange på hver plade. Da "WE ARE CHAOS" blev udgivet, troede jeg, at jeg skulle dø. Dette smukke menneske havde skabt et mesterværk, som passede perfekt til mig. Det var en plade, som var som skabt til mig. Det var den rigtige musik, de rigtige tekster - og den rigtige stemme. Jeg længes efter det nye materiale, han har snakket om er på vej.
Samtidig, i 1997, blev jeg præsenteret for Type O Negative og deres "October Rust". Jeg tager ikke pis på jer: Peter Steeles stemme fik alting til at blive bedre. Så nu havde jeg "October Rust", som jeg skamlyttede til, og jeg købte "Slow, Deep And Hard" som den næste. Den var langt fra min yndlings. Jeg kunne lide fragmenter af den, men det var slet ikke noget for mig. Så jeg gjorde det næstbedste: Jeg købte "Bloody Kisses". Den udkom i 1993, 3 år før October Rust. Ham, der havde sendt deres album til mig, kom og besøgte mig på et tidspunkt i 1999, og under en shoppingtur i København, fandt jeg deres nye album, som var udkommet samme år: "World Coming Down". Dette band var fantastisk, det var chef's kiss, og jeg elskede hvert minut. Så kom den. "Life Is Killing Me" i 2003. Den var absolut fed. På daværende tidspunkt havde jeg også anskaffet mig "The Origin Of The Feces", og jeg fandt at den plade var fantastisk. Den udkom mellem "Slow Deep and Hard" og "Bloody Kisses". Bandet næste album var "Dead Again". Det var godt, men... Det var ikke fantastisk, og jeg havde svært ved at finde energien/historien i den. Det endte med at være den anden mindst gode af alle deres plader. For ikke mange år senere, døde Peter Steele. Jeg savner ham stadig, selvom jeg ikke kendte ham.
Okay. Opsummering: Jeg kan ikke huske hvorfra jeg lærte Madonna at kende, men jeg tror at det var en veninde - samme veninde, der fik mig med på Guns N' Roses. Det var hendes kæreste, der en dag nævnte Megadeth, og det var to pennevenner, som begge sendte min kassettebånd med musik på, som gjorde at jeg opdagede Marilyn Manson og Type O Negative. Men der mangler 2. Det næste band, jeg bliver nødt til at nævne, er In This Moment. Det band er fantastisk. Jeg kan ikke sige det på andre måder. Sangerinden, Maria, har en evne til at lave skift mellem forskellige toner i sin sang, så nogle gange er hun "lige på", andre gange lidt "distorted", og hun gør det uden problemer. Hendes sang er ... uden lige. Plus at hendes tekster er det bedste. Bandet kender jeg intet til. Danserne i bandet er tilsyneladende en del af bandet, men bærer altid masker, så man ikke kan se et udtryk på deres ansigter. In This Moment laver de ultimativt fedeste videoer. Sæt lige et flueben her.
Jeg opdagede In This Moment på YouTube, jeg hørte en sang og elskede dem. Det er lidt sådan med Lady Gaga. Men jeg tror, at hun er den eneste af alle disse kunstnere/bands, som jeg har været med på fra starten af. Hun er en dygtig sangerinde, god kunstner og jeg kan lide hendes stil. Jeg fandt "Just Dance" på YouTube ret tidligt. Men igen: Det var noget, jeg selv mestrede. Jeg hørte hendes musik et sted fra, hvor jeg selv skulle gøre en indsats for at blive udsat for hendes genialitet.
Fluebenet. Det, som vi satte i In This Moments musikvideoer. Jeg har set dem alle på YouTube. Jeg ser alle musikvideoer på YouTube.
Ved I hvad... Jeg havde planlagt et fantastisk indlæg, og det var vitterligt fantastisk - går, inden min computer gik ned og alting crashede, og da jeg tændte min maskine igen, og indså at alt var væk, bortset fra det om Hiroshima. Jeg havde ingen notater, fordi det behøvede jeg ikke. Jeg havde det hele i hovedet, jeg har jo levet igennem disse ting, som jeg ville fortælle om. Men jeg gider ikke at skrive et helt indlæg 2 gange. Jeg vil dog sige, meget kortfattet, at MTV, som står for Music Television, bør stoppe deres Music Awards, fordi de faktisk ikke ret ofte spiller musikvideoer.
Hamid har fødselsag i dag. I går skrev han til mig 2 gange, både på mail og sms, at jeg skulle huske hans fødselsdag, fordi det er en vigtig dag for ham. Det er sidste gang han fylder halvrundt inden han bliver 50 år om 4 år.
Shit, jeg glemte Cecilie i går. Jeg må skrive en mail. Det er pinligt at glemme folks fødselsdage. Det er fordi Cecilie ikke står i min kalender, eftersom vores genoptagede venskab ikke har været der fra starten, så tænkte jeg ikke over det. Men jeg skal lige have skrevet det ind, så den kan blive overført til næste års kalender.
