Du sidder alene hjemme med din ægtefælle og en ven, bare en hyggelig aften. Pludselig bliver dit hus swattet af politi, som tager al de dømmer som bevis på at du har begået en masse uhyrligheder. Det viser sig, at din eksforlovede og dennes kæreste har besluttet at tvinge dig i knæ. Og det er ikke kun dem. De sender mails ud til alle andre du har haft noget at gøre med, de fabrikerer bevismateriale, der ikke eksisterer, og din chef fyrer dig, og du bliver smidt ud af dit firma. Du er nu alene. Du er på den anden side af 50 år, og er det sådan, det skal ende? Bebrejdet og nedgjort af hele den vestlige verden? Du tager på, bliver fotograferet hver gang du er ude, og billederne kommer online hurtigere end du kan sige "Vil du ikke godt lade være?" Du bliver sagsøgt, og det står på i 3 år. Du er nu helt på skideren. 15 mennesker lægger sag an mod dig, og du er nødt til at have sager mod hver enkelt af dem. Men til sidst beslutter du dig for, at det er gået for langt. Du skiller dig af med alle stofferne og alkoholen i dit liv, begynder at spise sundt og træne. Arbejde igen. Du finder et nyt firma, som gerne vil ansætte sig. Du starter blidt ud. Nice and easy. Men alle ved, at der er en ildstorm på vej. Endelig sker det. Du skal vise hvad du er værd. Hvad du er i stand til. Du bliver hyret som støtte til en gruppe andre kunstnere. Det viser sig, at folk elsker hvad du har lavet i den tid, du har været væk. Du får en masse arbejde, men du er ikke længere en støtte. Du er den, der styrer showet. Og folk elsker det. Og så kommer nyheden. Du er blevet frifundet for ALLE anklager som de skanky ass hoes har sagsøgt dig for. Sagen har stået på i 4 år. Og nu - hvor du er på den anden side af 50 og har lavet en masse plader, taget en masse skade, din krop har været udsat for meget, står du nu her. På scenen sammen med bandet og spiller sangene fra den seneste nye plade, der udkom d. 22. november 2024. Du ser 30 år yngre ud, din stemme lyder bedre, nu hvor du er clean, og du var den, der grinte til sidst. Hvordan mon Marilyn Manson følte, da han stod i denne situation i sidste uge?
Jeg havde engang en morfar ("havde du virkelig? Hvor fængslende, det er der ingen andre der har haft.") Han arbejdede som mejerist. Jeg blev lige pludselig interesseret i, hvad der foregik dengang. Dengang morfar var ung. Han arbejdede på Nyråd Mejeri. Nyråd er en lille bitte by (landsby?) omkring Vordingborg. Min mor voksede op der. Men min far arbejdede som mejerist, og det var en stilling, som faktisk blev set ned på dengang. Sært, ikke? Men, nu skal du høre. I gamle dage (det vil sige da min mor var barn. Min mor er født i 1950) var fløde, sødmælk og skummetmælk. Fløde var naturligvis det fineste. Skummede man det, fik man sødmælk. Men hvis man så skummede sødmælken, blev det til skummetmælk. Det vil sige, at der dengang ikke var noget letmælk og minimælk, men at skummetmælk gik ind og dækkede over det, vi i dag kalder letmælk. Jeg kan ikke lige huske hvad min mor forklarede mig om kærnemælk. Men min morfar var mejerist. I mit barndomshjem var der aldrig noget mælk, andet end til madlavning. Der er ikke nogen af os, der kan lide mælk. Men min morfar tog skridtet videre, og tænkte "Ost! Det er der, jeg vil lægge alle mine arbejdstimer de næste 10 år!" Så han begyndte at arbejde hos Buko. Og det var bare noget, han virkelig elskede. Min mor sagde, at de altid havde ost derhjemme. Hjemme hos os var ost også altid noget, vi bare havde. Hvis man åbnede vores køleskab, var der ost og leverpostej. Det var det, der var. Den grovhakkede fra Stryhn's. Jeg kunne bedre lide den finthakkede, eller franske, jeg kan ikke huske hvad den hedder. Jeg køber nogen gange en til René, men jeg er ikke selv så vil med det længere. René elsker ost. René er psykopat når det kommer til mad. Hvem spiser leverpostej med remoulade? René. Hvem spiser ost med pålægschokolade? René. Hvem spiser leverpostej med ost og dilddressing? René. Hvem spiser ost med dilddressing og sky? René. En typisk tallerken med madder til René er 2 skiver rugbrød og 1 skive toastbrød. Han får som regel 1 skive rugbrød med ost og boysenbærmarmelade, og en halv skive toastbrød med ost og boysenbærmarmelade. Så får han 1 skive rugbrød og halv skive toastbrød med det vi her kalder "fancy skinke", men som er ganske almindelig kogt skinke fra Italien. Prosciutto? Noget i den retning. På det får han så en dilddressing, som koster 33 kroner for et glas, fordi den eneste anden dilddressing han kan lide, som er den fra Lidl, ikke kan fås mere. I hvert fald ikke i mange måneder. Den koster normalt 13 kroner, men nu bruger vi så 33 kr på samme mængde... Jeg bryder mig faktisk ikke om rugbrød. Eller toastbrød. Jeg bryder mig ikke om brød. Af og til kan jeg godt lide det der tyttebær (?) rugbrød fra Pågen. Og jeg kan godt lide makrelkræs, noget, som er kommet til mig sidste år. Da jeg var yngre spiste jeg meget makrel i tomat, men der var altid ben i det fucking lort. Her er det fuldstændigt blendet til døde, og så tænker jeg ikke over det. Så spiser jeg 3 af de skiver med makrel. Men hvis der er noget, jeg virkelig, virkelig foretrækker til morgenmad, er det frugt direkte fra køleskabet. Jeg lægger al frugt i køleskabet (undtagen bananer), og når jeg kommer og skal nyde det senere, er det bare så... Hvis jeg kun måtte spise frugt resten af mit liv, ville jeg være tilfreds. Men vi har jo et problem i kun at spise frugt. I går lavede jeg spaghetti med kødsauce. Det er første gang i år, jeg har lavet mad. Haha. Det smagte så dejligt, at jeg faktisk tror, at vi køber ind til at jeg kan lave mad selv i hele næste uge. Lige nu har vi et underskud på 1.200, og der skal ikke købes ind før tidligst fredag. Jeg skal ned og vaske på fredag. Jeg glæder mig faktisk lidt. Jeg har været bange for at gå ud i meget, meget lang tid, men jeg føler lidt, at det er på tide nu, og vaskeriet ligger jo lige rundt om hjørnet. Birgitte kommer og hjælper mig. René er dog hjemme, hvis der sker noget. Så kan vi lige ringe til ham. Det er meget rart.
Jeg havde egentlig planlagt hvad mine lommepenge i næste måned skulle gå til. Jeg ville købe et kabel som var langt nok, så min nye, fancy telefon kan virke. Jeg ville også købe nogle computerhøjttalere, sportsbh'er og en ny pakke med henna. Men jeg vakler lidt. Teknisk set behøver jeg ikke at sætte telefonen til, fordi den er købt til pynt. Vi har allerede en masse højttalere, jeg kan tage en af dem, eller bruge min tablet, hvis jeg skal bruge noget med lyd. Jeg har bh'er, og hvis jeg håndvasker dem, har jeg altid en eller to rene. Og ja, jeg elsker fregner, de klæder mig og jeg vil helst ikke leve uden. Men jeg behøver ikke fregner i februar måned. For mit hår er ude af kontrol. Jeg vasker det, og det får lov at lufttørre. Det ser skidegodt ud. Men i det sekund jeg rører det, bliver det til en løvemanke, stor, voldsom, ingen form, bare en stor bunke hår på mit hoved. Jeg har altid håret sat op når jeg sover. Jeg har en hårklemme i, som jeg sætte oppe på issen, for at holde håret samlet uden mulighed for at blive uglet og frizzy. Men jeg kan sagtens stå op, rede håret igennem uden knuder (skal helst bruge vand, dog, fordi ellers gør det lidt ondt), men alle mine krøller er væk. De er der når håret er vasket men hvis jeg tænker på at sætte håret op - eller at rede det mens håret er tørt - så er det noget værre hø. Så jeg tror faktisk, at jeg hellere vil bruge mine februar-lommepenge på en frisør denne gang. Og jeg ved godt, at jeg ikke kan komme ned til en frisør, men jeg har tilgivet hende, som var her sidst, så jeg får hende til at komme her igen.
Og, som en sidenote: Jeg har indset, at jeg i mange år har vandret rundt på denne jord og tænkt at en totebag var en toadbag. Tudsetaske. Haha. Jeg undskylder, hvis jeg har lavet den lort herinde et par gange i forbindelse med julen og julegaverne til René.
Glædelig tirsdag, y'all!
