Sådan her er sagerne: jeg er deprimeret, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har snakket med KBJ om det i dag, han sagde, at jeg straks skal kontakte ham, hvis jeg får det værre, og så vil han sørge for, at jeg kommer i akut behandling i distriktspsykiatrien i Køge. Det er meget rart at vide, for jeg mener selv, at jeg har brug for at snakke med en psykolog, men jeg har ikke penge til det. Men jeg har det ikke dårligt nok til det lige nu. Jeg har det ret dårligt, men ikke sådan rigtig. Det er en let depression, det er ikke noget særligt.
Men jeg kan kan ikke tåle antidepressiv medicin, fordi jeg får kramper, jeg er jo epileptiker, så min eneste mulighed er at gå til en psykolog. KBJ kan ikke tage sig af mig i det omfang, jeg har brug for - der er meget travlt derinde, og det er noget med 1 gang om måneden. Det er ikke nok. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre... Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt kan klare det alene. Det troede jeg, at jeg ville kunne, men det kan jeg ikke. Derfor er det rart at vide at jeg har KBJ i ryggen.
Jeg ved godt, at René meget gerne vil hjælpe, og det gør han også. Men det er bare ikke nok. Jeg har brug for hjælp udefra. Hvordan skal jeg tackle det her? Det er svært nok i sig selv at være depressiv, det gør det ikke nemmere, når man har en masse mennesker, man skal tage hensyn til. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal stoppe mit skuespil og bare være, som jeg er - det ville gavne helings-processen. Men der er så mange mennesker, der ikke har godt af at kende sandheden. Det er noget rod, det hele. Men hvad skal jeg gøre? Det er som om skuespillet er tvunget, som om det er liv eller død at visse mennesker ikke finder ud af, hvor slemt det helt præcis står til. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal gøre. Men der kommer nok en løsning henad vejen. Det er i hvert fald, hvad jeg håber på.
fredag den 22. januar 2010
Stakkels veninde
I morgen kommer Anders og Dorte, og jeg glæder mig faktisk ret meget. Jeg har fundet en lækker ret, som jeg vil lave. Eller; fundet og fundet - det er en af mine egne opskrifter, som jeg laver forholdsvis tit.
Jeg skal have ryddet op og gjort alt muligt i dag, ret træls, fordi de piller, Todolac, som jeg får mod smerter, har en aftagende virkning. Det går mig lidt på, men måske har jeg bare overanstrengt mig. Men jeg har i hvert fald ret meget, der skal ordnes her til aften. Men Anders og Dorte kommer først ved 16:30-17:00 - tiden,og det er jo fint nok. Så jeg har også lidt tid i morgen.
Men ellers snakker jeg med en veninde over msn, der har tænkt sig at lave en rigtig, rigtig dum handling. Hun er ikke på et stadie lige nu, hvor hun har brug for kritik... I hvert fald ikke fra mig. Hun har ikke brug for at blive dømt, og det vil jeg lade være med. Men jeg sidder og spekulerer på, om der mon er noget, jeg kan gøre uden direkte at sige hende imod. Jeg tror det ikke. Det er heller ikke en tæt veninde, det er ikke mit liv, og hun må selv tage konsekvenserne. Jeg er bare meget bekymret for hende...
Jeg skal have ryddet op og gjort alt muligt i dag, ret træls, fordi de piller, Todolac, som jeg får mod smerter, har en aftagende virkning. Det går mig lidt på, men måske har jeg bare overanstrengt mig. Men jeg har i hvert fald ret meget, der skal ordnes her til aften. Men Anders og Dorte kommer først ved 16:30-17:00 - tiden,og det er jo fint nok. Så jeg har også lidt tid i morgen.
Men ellers snakker jeg med en veninde over msn, der har tænkt sig at lave en rigtig, rigtig dum handling. Hun er ikke på et stadie lige nu, hvor hun har brug for kritik... I hvert fald ikke fra mig. Hun har ikke brug for at blive dømt, og det vil jeg lade være med. Men jeg sidder og spekulerer på, om der mon er noget, jeg kan gøre uden direkte at sige hende imod. Jeg tror det ikke. Det er heller ikke en tæt veninde, det er ikke mit liv, og hun må selv tage konsekvenserne. Jeg er bare meget bekymret for hende...
torsdag den 21. januar 2010
Jeg har ondt
Jeg sidder og ser lidt Star Trek, det kører i baggrunden. "Deep Space Nine". Worf, den cling-on, der også var med i "The Next Generation" (også Star Trek), er også med i den her serie. Hans rigtige navn er Michael Dorn. Nå, men hvad jeg vil frem til er, at man sgu ikke kan lade være med at holde af ham... På en sær måde, for han er jo sådan set en skuespiller med et rumvæsen-kostume på. Men han er simpelthen så... Ja. Og jeg synes at hans forhold til Dax er rigtig sødt. Jeg er normalt ikke til Star Trek og "den slags", men jeg kan ikke lade være med at lure med, når René ser det - og han elsker Star Trek.
Det lader til, at jeg er ved at gå en opklaring i møde. Jeg er ikke nær så trist og fraværende, som jeg ellers har følt mig. Alle mine følelser er vendt tilbage, og desværre er de fysiske også kommet med, selvom de var kommet alligevel; depression fjerner jo ikke fysiske smerter. Men jeg har meget ondt i knæene her til aften. Jeg har båret 6 x 1½ liter sodavand på ryggen på en ca. 4 kilometer lang tur. Det tog hårdt på knæene - jeg er jo vant til at gå 2 kilometer om dagen, måske hver anden dag, her om vinteren. Det var en meget hyggelig tur, men det kan mine knæ altså ikke holde til. I hvert fald ikke med 9 liter sodavand på ryggen. Jeg har taget 300mg Todolac sammen med 100mg Dolol, men der har ikke været nogen lindring. Det irriterer mig, da jeg skal til Køge i morgen og gå på trapper. Men jeg SKAL ind hos KBJ, og mon ikke det er bedre i morgen? Det vil jeg tro.
Jeg skal snakke med KBJ om speciallægeerklæringen, som han skal sende til Jobcenter Køge. Der er nogle rettelser, både på oplysninger og på stavefejl, og så er der forkerte oplysninger om medicinen, jeg tager. Det skal selvfølgelig også rettes. Men det skal ordnes i morgen. Jeg vil helst gerne have svar på pensionssagen i februar, så han skal se at få fingeren ud. Men ellers får jeg vel svar til marts... Ved ikke, hvor hurtige de er i Jobcenter Køge.
René og jeg har set "Revenge of the Nerds" her til aften. Den er fra 1984, og den er faktisk ret sjov. Jeg er glad for, at jeg gik med til at se den, og vi skal selvfølgelig også se de resterende 3. Men det bliver ikke i dag, for jeg skal jo tidligt op i morgen.
Det lader til, at jeg er ved at gå en opklaring i møde. Jeg er ikke nær så trist og fraværende, som jeg ellers har følt mig. Alle mine følelser er vendt tilbage, og desværre er de fysiske også kommet med, selvom de var kommet alligevel; depression fjerner jo ikke fysiske smerter. Men jeg har meget ondt i knæene her til aften. Jeg har båret 6 x 1½ liter sodavand på ryggen på en ca. 4 kilometer lang tur. Det tog hårdt på knæene - jeg er jo vant til at gå 2 kilometer om dagen, måske hver anden dag, her om vinteren. Det var en meget hyggelig tur, men det kan mine knæ altså ikke holde til. I hvert fald ikke med 9 liter sodavand på ryggen. Jeg har taget 300mg Todolac sammen med 100mg Dolol, men der har ikke været nogen lindring. Det irriterer mig, da jeg skal til Køge i morgen og gå på trapper. Men jeg SKAL ind hos KBJ, og mon ikke det er bedre i morgen? Det vil jeg tro.
Jeg skal snakke med KBJ om speciallægeerklæringen, som han skal sende til Jobcenter Køge. Der er nogle rettelser, både på oplysninger og på stavefejl, og så er der forkerte oplysninger om medicinen, jeg tager. Det skal selvfølgelig også rettes. Men det skal ordnes i morgen. Jeg vil helst gerne have svar på pensionssagen i februar, så han skal se at få fingeren ud. Men ellers får jeg vel svar til marts... Ved ikke, hvor hurtige de er i Jobcenter Køge.
René og jeg har set "Revenge of the Nerds" her til aften. Den er fra 1984, og den er faktisk ret sjov. Jeg er glad for, at jeg gik med til at se den, og vi skal selvfølgelig også se de resterende 3. Men det bliver ikke i dag, for jeg skal jo tidligt op i morgen.
onsdag den 20. januar 2010
Jeg bliver 30 til maj...
Jeg fylder 30 næste gang. Først til maj, men dog 30. Jeg går og overvejer, om jeg skal spare penge sammen og invitere Kim & Majbrit ud at spise i anledning deraf, eller om jeg skal lade være. Mine veninder regner jeg med at invitere til lagkage, fordi jeg gider ikke at gøre noget større ud af dét: de holder alligevel aldrig noget, hvor jeg bliver inviteret (jeg er ikke sur over det, de gør det vel af en god mening - så jeg er fri for at sige nej tak) - så synes jeg at det er okay at de bare kommer her til lagkage. Kim & Majbrit inviterer os altid til deres fødselsdage, og kommer der mange mennesker, inviterer de os en anden dag, så jeg også kan komme med. Det er rigtig sødt af dem, synes jeg.
Men det har jeg gået og spekuleret lidt på, for jeg føler at jeg skal holde noget, når nu det er 30 år - men eftersom jeg stort set ingen venner har, er det lige i overkanten at leje festlokalet, og på den anden side kunne vi måske holde Renés fødselsdag samtidig, han bliver 34, men han kunne måske skrabe nogle venner sammen, så det kan betale sig? Vi skal bare være over 20, og jeg kender personligt 3 mennesker, så kommer Kim & Majbrit oven i med deres to unger, det er så 7 - så skal René invitere 13 mennesker, og så mange har han slet ikke kontakt til længere. Så er der Anders og Dorte, det er så 11, vi skal skaffe... Der kan ikke komme familie med, har jeg besluttet, fordi vi ikke kan have mine forældre med, da de er uvenner med René, og så skal Renés forældre ikke med. Men.. Jeg tror sgu ikke, at 11 venner kan skrabes sammen... Men altså... Det må vi se på til den tid - måske er der alligevel venner nok? Jeg kan i hvert fald finde på yderligere 4, jeg gerne vil se, og så er vi nede på 7, der skal indhentes. Nå ja - og René og mig selv, så er vi nede på 5. Hmm... Måske. Det kommer også an på pengesituationen... :S Der skal jo både drikkevarer, mad, slik/snacks og så selve gebyret for festlokalet... Jeg tænker over det.
Men det har jeg gået og spekuleret lidt på, for jeg føler at jeg skal holde noget, når nu det er 30 år - men eftersom jeg stort set ingen venner har, er det lige i overkanten at leje festlokalet, og på den anden side kunne vi måske holde Renés fødselsdag samtidig, han bliver 34, men han kunne måske skrabe nogle venner sammen, så det kan betale sig? Vi skal bare være over 20, og jeg kender personligt 3 mennesker, så kommer Kim & Majbrit oven i med deres to unger, det er så 7 - så skal René invitere 13 mennesker, og så mange har han slet ikke kontakt til længere. Så er der Anders og Dorte, det er så 11, vi skal skaffe... Der kan ikke komme familie med, har jeg besluttet, fordi vi ikke kan have mine forældre med, da de er uvenner med René, og så skal Renés forældre ikke med. Men.. Jeg tror sgu ikke, at 11 venner kan skrabes sammen... Men altså... Det må vi se på til den tid - måske er der alligevel venner nok? Jeg kan i hvert fald finde på yderligere 4, jeg gerne vil se, og så er vi nede på 7, der skal indhentes. Nå ja - og René og mig selv, så er vi nede på 5. Hmm... Måske. Det kommer også an på pengesituationen... :S Der skal jo både drikkevarer, mad, slik/snacks og så selve gebyret for festlokalet... Jeg tænker over det.
mandag den 18. januar 2010
Det er svært at være gudinde - i hvert fald hver dag
Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde at det går ned ad bakke. Jeg føler mig utrolig ked af det hele tiden, og ofte bryder jeg ud i gråd over ligegyldige ting. Jeg føler mig så fjollet, men et eller andet sted er jeg jo bare nødt til at komme igennem det. Der er ikke så mange andre muligheder.
Jeg så en musikvideo med Vast, "Free", og det mareridt, jeg har haft i adskillige år, mange af de psykoser, jeg har haft i adskillige år, dukkede pludselig op for mine øjne! Det var nemlig derfra, det kom! Jeg havde totalt glemt videoen, andet end at det var noget med en kæmpe edderkop. Men her så jeg simpelthen det hele udfolde sig. Det var ikke rart. Fik det lidt dårligt, selvom det hurtigt gik væk igen.
Men jeg har besluttet mig for, at det her sløseri ikke går længere. Jeg bliver nødt til at gøre noget ud af mig selv - HVER dag. Jeg har hidtil bare været en sjuskedorte, men René er jo også ligeglad, han elsker mig for den jeg er, og ikke den måde jeg ser ud på. Men jeg føler mig mere tiltrækkende, når jeg har makeup på, har fået barberet ben og har været i bad. Jeg vil ikke det her længere, nu er det på tide at blomstre op og ser smuk ud - hver dag - til ære for min dejlige mand, og selvfølgelig mig selv. Jeg er jo også lækker for min egen skyld.
Jeg har taget hans snak om opvask seriøst, og jeg forsøger at få vasket op hver dag, det er gået meget godt, men i går aftes tog jeg ikke opvasken, selvom jeg havde tid nok. Jeg var doven og skyllede bare af, jeg har det vildt dårligt over det, men det er svært at tage sig sammen lige nu. Men jeg gør det inden aftensmaden. Måske skulle jeg sætte et tidspunkt for det? Klokken 15:45 vasker jeg op,og efterfølgende laver jeg mad. Hvad, jeg skal lave, er endnu ikke besluttet. Men det kommer vel.
Jeg så en musikvideo med Vast, "Free", og det mareridt, jeg har haft i adskillige år, mange af de psykoser, jeg har haft i adskillige år, dukkede pludselig op for mine øjne! Det var nemlig derfra, det kom! Jeg havde totalt glemt videoen, andet end at det var noget med en kæmpe edderkop. Men her så jeg simpelthen det hele udfolde sig. Det var ikke rart. Fik det lidt dårligt, selvom det hurtigt gik væk igen.
Men jeg har besluttet mig for, at det her sløseri ikke går længere. Jeg bliver nødt til at gøre noget ud af mig selv - HVER dag. Jeg har hidtil bare været en sjuskedorte, men René er jo også ligeglad, han elsker mig for den jeg er, og ikke den måde jeg ser ud på. Men jeg føler mig mere tiltrækkende, når jeg har makeup på, har fået barberet ben og har været i bad. Jeg vil ikke det her længere, nu er det på tide at blomstre op og ser smuk ud - hver dag - til ære for min dejlige mand, og selvfølgelig mig selv. Jeg er jo også lækker for min egen skyld.
Jeg har taget hans snak om opvask seriøst, og jeg forsøger at få vasket op hver dag, det er gået meget godt, men i går aftes tog jeg ikke opvasken, selvom jeg havde tid nok. Jeg var doven og skyllede bare af, jeg har det vildt dårligt over det, men det er svært at tage sig sammen lige nu. Men jeg gør det inden aftensmaden. Måske skulle jeg sætte et tidspunkt for det? Klokken 15:45 vasker jeg op,og efterfølgende laver jeg mad. Hvad, jeg skal lave, er endnu ikke besluttet. Men det kommer vel.
søndag den 17. januar 2010
Paranoia og behandling af dårlig ryg
Jeg havde godt nok en dårlig dag i går. Det var helt utroligt. Jeg stjal Renés hobbykniv og knugede den så hårdt, at jeg fik mærker efter formen på kniven. Jeg ville ikke give slip. Men jeg afleverede den til sidst, jeg havde ikke gjort noget, men jeg havde godt nok lyst til det...!
Jeg burde tage en helt og aldeles afslappende dag i dag. Men jeg tror at det er bedre, hvis jeg forsøger at lave noget, så jeg vil tage den opvask, jeg blev forbudt at tage i går, fordi jeg havde det dårligt. Det var skønt at René sagde det til mig - men jeg ville nu hellere have taget den i går. Til gengæld har jeg ikke helt lige så ondt i ryggen, som jeg havde i går aftes, på trods af, at jeg vågnede pga. rygsmerter.
I torsdags (14/1) var jeg hos lægen, netop på grund af det med ryggen. Han sagde, at jeg skulle tage nogle piller (Todolac) i 10 dage. Virker det ikke, skal jeg have ultralyd hos en fysioterapeut, og virker det ikke, skal jeg røntgenfotograferes. Det var ikke min egen læge, det var en af de andre læger i lægehuset. Jeg var glad for, at han valgte at give mig piller, for jeg har bestemt ikke lyst til at komme kravlende tilbage til reumatologisk ambulatorium og bede om hjælp, når jeg selv sagde nej tak til fysioterapi, da jeg blev indlagt med samme problem i januar 2009. Min egen læge har det også med at sende mig afsted til røntgen konstant - og jeg fejler sgu aldrig noget, og det er pinligt. Men okay; hellere blive røntgenfotograferet end ikke behandlet overhovedet. Det er bare flovt, at jeg aldrig fejler noget, når jeg kommer ned på røntgenafdelingen. Men jeg satser inderligt på, at pillerne virker - jeg får ikke længere tilskud til fysioterapi, så det er 1000 kroner om måneden ud af egen lomme, og så mange penge har jeg slet ikke. Derfor ser jeg helst at pillerne virker. Men måske kan jeg få tilskud af en art, hvis jeg søger om det først. Ellers må lægen springe fysio over og sende mig direkte til røntgen.
Det er et par dage siden, jeg sidst var psykotisk, sådan for alvor. Det startede den 10/1 sidst på aftenen, og så forsvandt det igen tirsdag 12/1. Men siden deromkring har jeg haft nogle fantasier, kan man kalde dem, af paranoid karakter. Når jeg skriver e-mails til andre, det gør jeg hver dag, bliver jeg altid bange for at sende dem til de forkerte, og jeg er bange for, at dem, jeg får, er fremmede, der udgiver sig for at være dem, jeg kender. Jeg tjekker adressen i adresselinjen flere gange, og engang imellem stiller jeg spørgsmål til den, jeg skriver med, for at afgøre, om jeg skriver med den ægte ven, eller om det er "en af de fremmede". Det bekymrer mig dog ikke. Det er ikke noget alvorligt,og jeg tror ikke, at det udvikler sig til noget alvorligt. Det føles ikke som en plage. Det er bare ret frustrerende.
Jeg burde tage en helt og aldeles afslappende dag i dag. Men jeg tror at det er bedre, hvis jeg forsøger at lave noget, så jeg vil tage den opvask, jeg blev forbudt at tage i går, fordi jeg havde det dårligt. Det var skønt at René sagde det til mig - men jeg ville nu hellere have taget den i går. Til gengæld har jeg ikke helt lige så ondt i ryggen, som jeg havde i går aftes, på trods af, at jeg vågnede pga. rygsmerter.
I torsdags (14/1) var jeg hos lægen, netop på grund af det med ryggen. Han sagde, at jeg skulle tage nogle piller (Todolac) i 10 dage. Virker det ikke, skal jeg have ultralyd hos en fysioterapeut, og virker det ikke, skal jeg røntgenfotograferes. Det var ikke min egen læge, det var en af de andre læger i lægehuset. Jeg var glad for, at han valgte at give mig piller, for jeg har bestemt ikke lyst til at komme kravlende tilbage til reumatologisk ambulatorium og bede om hjælp, når jeg selv sagde nej tak til fysioterapi, da jeg blev indlagt med samme problem i januar 2009. Min egen læge har det også med at sende mig afsted til røntgen konstant - og jeg fejler sgu aldrig noget, og det er pinligt. Men okay; hellere blive røntgenfotograferet end ikke behandlet overhovedet. Det er bare flovt, at jeg aldrig fejler noget, når jeg kommer ned på røntgenafdelingen. Men jeg satser inderligt på, at pillerne virker - jeg får ikke længere tilskud til fysioterapi, så det er 1000 kroner om måneden ud af egen lomme, og så mange penge har jeg slet ikke. Derfor ser jeg helst at pillerne virker. Men måske kan jeg få tilskud af en art, hvis jeg søger om det først. Ellers må lægen springe fysio over og sende mig direkte til røntgen.
Det er et par dage siden, jeg sidst var psykotisk, sådan for alvor. Det startede den 10/1 sidst på aftenen, og så forsvandt det igen tirsdag 12/1. Men siden deromkring har jeg haft nogle fantasier, kan man kalde dem, af paranoid karakter. Når jeg skriver e-mails til andre, det gør jeg hver dag, bliver jeg altid bange for at sende dem til de forkerte, og jeg er bange for, at dem, jeg får, er fremmede, der udgiver sig for at være dem, jeg kender. Jeg tjekker adressen i adresselinjen flere gange, og engang imellem stiller jeg spørgsmål til den, jeg skriver med, for at afgøre, om jeg skriver med den ægte ven, eller om det er "en af de fremmede". Det bekymrer mig dog ikke. Det er ikke noget alvorligt,og jeg tror ikke, at det udvikler sig til noget alvorligt. Det føles ikke som en plage. Det er bare ret frustrerende.
mandag den 11. januar 2010
Cenneth og stolen, Casper og pigen
Tænk engang. Jeg var hos Kim & Majbrit i går, det kom ganske uventet. Det var faktisk rigtig hyggeligt, selvom jeg blev glad, da vi skulle hjem. Jeg har fået lov til at låne den yngste knægts hjemmetømrede stol. Den har jeg lånt, fordi den her hårde, mærkværdige træstol bare gør underværker for min dårlige ryg. Derfor sidder jeg i skrivende stund på en blå træstol og har sat min dyre kontorstol hen i et hjørne.
Men vi blev hentet af Kim & Majbrits den ældste, Casper, i går. Han er altså en dejlig dreng. Ja, det er han jo sådan set ikke længere, her i december blev han jo 19. Men han ser så lille og yndig ud stadigvæk. En af den slags unger, man har lyst til at rode op i håret på. Han fik sit kørekort sidste år, og han elsker at køre rundt, så vi bliver altid hentet - skønt.
Casper er lige blevet røvrendt at en pige, som han var blevet ret glad for. Det er sgu synd, men OK, man får ikke altid, hvad man gerne vil have. Casper var heldigvis ikke kommet så tæt ind på tøsen endnu, men det er jo bare heldigt.
Men vi blev hentet af Kim & Majbrits den ældste, Casper, i går. Han er altså en dejlig dreng. Ja, det er han jo sådan set ikke længere, her i december blev han jo 19. Men han ser så lille og yndig ud stadigvæk. En af den slags unger, man har lyst til at rode op i håret på. Han fik sit kørekort sidste år, og han elsker at køre rundt, så vi bliver altid hentet - skønt.
Casper er lige blevet røvrendt at en pige, som han var blevet ret glad for. Det er sgu synd, men OK, man får ikke altid, hvad man gerne vil have. Casper var heldigvis ikke kommet så tæt ind på tøsen endnu, men det er jo bare heldigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)