Depression

Sådan her er sagerne: jeg er deprimeret, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har snakket med KBJ om det i dag, han sagde, at jeg straks skal kontakte ham, hvis jeg får det værre, og så vil han sørge for, at jeg kommer i akut behandling i distriktspsykiatrien i Køge. Det er meget rart at vide, for jeg mener selv, at jeg har brug for at snakke med en psykolog, men jeg har ikke penge til det. Men jeg har det ikke dårligt nok til det lige nu. Jeg har det ret dårligt, men ikke sådan rigtig. Det er en let depression, det er ikke noget særligt.

Men jeg kan kan ikke tåle antidepressiv medicin, fordi jeg får kramper, jeg er jo epileptiker, så min eneste mulighed er at gå til en psykolog. KBJ kan ikke tage sig af mig i det omfang, jeg har brug for - der er meget travlt derinde, og det er noget med 1 gang om måneden. Det er ikke nok. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre... Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt kan klare det alene. Det troede jeg, at jeg ville kunne, men det kan jeg ikke. Derfor er det rart at vide at jeg har KBJ i ryggen.

Jeg ved godt, at René meget gerne vil hjælpe, og det gør han også. Men det er bare ikke nok. Jeg har brug for hjælp udefra. Hvordan skal jeg tackle det her? Det er svært nok i sig selv at være depressiv, det gør det ikke nemmere, når man har en masse mennesker, man skal tage hensyn til. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal stoppe mit skuespil og bare være, som jeg er - det ville gavne helings-processen. Men der er så mange mennesker, der ikke har godt af at kende sandheden. Det er noget rod, det hele. Men hvad skal jeg gøre? Det er som om skuespillet er tvunget, som om det er liv eller død at visse mennesker ikke finder ud af, hvor slemt det helt præcis står til. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal gøre. Men der kommer nok en løsning henad vejen. Det er i hvert fald, hvad jeg håber på.