Kære Drømme.
Jeg tænker ofte på jer. Alle jer, som presser jer på, når jeg har allermindst brug for det, men som også altid er der, når jeg har brug for jer. I har reddet mit liv op til flere gange. I har altid været tilstede, så langt tilbage, jeg kan huske, selvom I engang imellem skifter farve.
Hvis det ikke var for jer, ville mit liv være farveløst. I holder mig gående. I sørger for, at jeg har noget at stå op til hver dag - noget så simpelt som drømmen om at dagen efter vil blive endnu federe end dagen forinden. I er alle sammen fantastiske. Jeg husker dig, som brændte for at blive psykolog, dig, som brændte for at blive dansklærer, dig, som brændte efter at blive forfatter. Men jeg husker også dig, der gerne ville være soldat, dig, som ville være bokser - og dig, som brændte efter at blive manager for Megadeth. Der har været så mange af jer. Jeg har ikke glemt nogen af jer. Jeg husker jer, og det vil jeg altid gøre.
Drømme som jer får livet til at gå sin gang, I får verden til at dreje rundt - både for mig, og for alle andre med drømme. I har gjort underværker for mig. Kan I huske, dengang jeg troede at I alle sammen havde forladt mig, og at jeg var ganske alene? Hehe. Det ved jeg nu, at jeg ikke var. I var der hele tiden, jeg kunne bare ikke genkende jer. I tog en anden form, end hvad I ellers havde haft. Det var en svær overgang. Men I afslørede jer selv for mig. Det er jeres fortjeneste, at jeg er lykkelig nu. Hvis det ikke havde været for jer, var jeg muligvis aldrig blevet lykkelig. men I holdt mig oppe.
Jeg vil gerne takke jer. Jeg har rigtig meget at sige tak for, men jeg vil bare nøjes med et ganske enkelt "Tak!"
KYS fra Rikke
mandag den 5. juli 2010
søndag den 4. juli 2010
Brev til min bror
Hej Mark.
Vi har aldrig haft et tæt forhold, og det er jeg egentlig ked af. Det kunne have været fedt, hvis vi rent faktisk kunne føre en samtale. Men vi har intet at snakke om, og hvis du siger noget til mig, bliver jeg rød i hovedet og sveder, fordi jeg er bange for at lyde dum, når jeg svarer. Det er jo dødærgerligt, at jeg føler det på den måde - jeg tror også at du synes at vores forhold er akavet.
Da jeg var barn, ville jeg så gerne lege med dig. Men du sagde altid nej. Syv års forskel er måske også meget. Da jeg var 7 år og ville lege, var du jo 14, og så gider man selvfølgelig ikke at lege med sin lillesøster/bror. Du gad i hvert fald ikke. Mens vi voksede op, snakkede vi stort set aldrig sammen. Du havde dit og jeg havde mit. Vi udvekslede musik til jul og fødselsdage.
Da du tog til Kroatien som FN soldat, var jeg ikke med for at sige farvel, som alle andre var. Jeg ville hellere være sammen med min veninde. Men du skrev breve til mig, og jeg svarede. Du kom hjem til min nonfirmation/14-års fødselsdag, og du havde Anja med, din kæreste, som jeg straks fik et godt forhold til. Anja og jeg snakkede bare supergodt sammen. Indtil I fik Iben. Så kunne man føre en samtale med Anja, der pludselig blev afbrudt af snak til Iben, som f.eks. "Har du fundet en boldt, Ib'sen? Kom herhen med den, så kaster mor den" - og så var tråden tabt. Det blev ikke nemmere, da Mads blev født.
Vi så hinanden til jul og fødselsdage. Det var ligesom dét. Da I flyttede til USA, syntes I ikke at jeg skulle have det at vide personligt. Da I var på ferie i Danmark, skrev jeg tilfældigt en e-mail, som du svarede på, og sagde at I var i Danmark, havde været det en uge, men tog hjem "i morgen". I havde slet ikke tænkt på, at jeg muligvis gerne ville se jer.
Når jeg skriver e-mails til jer, svarer I kun med en enkelt linje eller to. Jeg er efterhånden ved at opgive at skrive til jer. I har vist mig, at I ikke ønsker kontakt med mig, selvom I siger noget andet.
Vi har aldrig haft et godt forhold, men jeg troede aldrig, at det ville stå så slemt til, som det gør nu. Det er umuligt at redde det nu, og I har ikke tænkt jer at komme hjem igen. Fair nok. Forvent ikke, at jeg rejser til USA for at besøge jer, når I åbenbart ikke er helt sikre på, om I ønsker min kontakt. Iben og Mads kan ikke kende mig længere. Nej, jeg synes ikke, at jeg vil bruge mine surt sammensparede penge til en rejse til USA.
Så et eller andet sted slutter det vel her? Jeg håber at I har og fortsat vil have et godt liv.
Mange hilsner fra Rikke
Vi har aldrig haft et tæt forhold, og det er jeg egentlig ked af. Det kunne have været fedt, hvis vi rent faktisk kunne føre en samtale. Men vi har intet at snakke om, og hvis du siger noget til mig, bliver jeg rød i hovedet og sveder, fordi jeg er bange for at lyde dum, når jeg svarer. Det er jo dødærgerligt, at jeg føler det på den måde - jeg tror også at du synes at vores forhold er akavet.
Da jeg var barn, ville jeg så gerne lege med dig. Men du sagde altid nej. Syv års forskel er måske også meget. Da jeg var 7 år og ville lege, var du jo 14, og så gider man selvfølgelig ikke at lege med sin lillesøster/bror. Du gad i hvert fald ikke. Mens vi voksede op, snakkede vi stort set aldrig sammen. Du havde dit og jeg havde mit. Vi udvekslede musik til jul og fødselsdage.
Da du tog til Kroatien som FN soldat, var jeg ikke med for at sige farvel, som alle andre var. Jeg ville hellere være sammen med min veninde. Men du skrev breve til mig, og jeg svarede. Du kom hjem til min nonfirmation/14-års fødselsdag, og du havde Anja med, din kæreste, som jeg straks fik et godt forhold til. Anja og jeg snakkede bare supergodt sammen. Indtil I fik Iben. Så kunne man føre en samtale med Anja, der pludselig blev afbrudt af snak til Iben, som f.eks. "Har du fundet en boldt, Ib'sen? Kom herhen med den, så kaster mor den" - og så var tråden tabt. Det blev ikke nemmere, da Mads blev født.
Vi så hinanden til jul og fødselsdage. Det var ligesom dét. Da I flyttede til USA, syntes I ikke at jeg skulle have det at vide personligt. Da I var på ferie i Danmark, skrev jeg tilfældigt en e-mail, som du svarede på, og sagde at I var i Danmark, havde været det en uge, men tog hjem "i morgen". I havde slet ikke tænkt på, at jeg muligvis gerne ville se jer.
Når jeg skriver e-mails til jer, svarer I kun med en enkelt linje eller to. Jeg er efterhånden ved at opgive at skrive til jer. I har vist mig, at I ikke ønsker kontakt med mig, selvom I siger noget andet.
Vi har aldrig haft et godt forhold, men jeg troede aldrig, at det ville stå så slemt til, som det gør nu. Det er umuligt at redde det nu, og I har ikke tænkt jer at komme hjem igen. Fair nok. Forvent ikke, at jeg rejser til USA for at besøge jer, når I åbenbart ikke er helt sikre på, om I ønsker min kontakt. Iben og Mads kan ikke kende mig længere. Nej, jeg synes ikke, at jeg vil bruge mine surt sammensparede penge til en rejse til USA.
Så et eller andet sted slutter det vel her? Jeg håber at I har og fortsat vil have et godt liv.
Mange hilsner fra Rikke
lørdag den 3. juli 2010
Lang tid undervejs
Lykke. Det er, hvad jeg føler lige nu. Vinden i håret, Ian Astbury & Slash i hovedtelefonerne, min computer og den kolde cola. Kan det mon blive meget federe? Jeg har det rigtig rart for første gang siden fredag formiddag (i går), for René har ikke ekstreme smerter længere. Det tager jo en ret stor byrde af mine skuldre! Det er en superlettelse - og vi lå og pjattede i sengen før.. Hehe. Han begyndte at hive de grå hår ud af hovedet på mig, og så trak jeg bollehår ud af ham - og vi grinede rigtig meget. Det var skønt. Men vi gik egentlig i seng for at tage os en lur. Men klokken var alligevel 19, eller lige lidt i, og det er sgu for sent, når man ikke allerede har spist aftensmad. Derfor har jeg lige lavet mad og spist, og er netop blevet færdig! Det er skønt, sådan at sidde foran blæseren og bare NYDE livet.
Jeg har tænkt over det dér med René. Han samlede mig op, da jeg havde brug for det - men det var jo ikke ham, som "reddede" mig. Det var mig. Det var mig selv, der kæmpede, det var mig selv, der vandt - og han hjalp mig ikke. Han var der. Men jeg tog "rejsen" alene. Jeg er faktisk ret stolt over, at jeg klarede det. Jeg sidder her i dag, jeg er pisselykkelig, solen skinner stadigvæk, og musikken er i top! Det er da skønnere end noget andet?
Jeg har været meget lang tid om at skrive det her, fordi René og jeg har haft en snak om alt muligt. Jeg overvejer at smutte i bad, for det er godt nok noget, jeg kunne trænge til... Haha... Jeg har ikke været i bad siden i går, og jeg glemte at tage deodorant på, da jeg kom ud af badet i går - det er første gang i noget nær 10 år, det er sket for mig! Jeg plejer ALTID at huske at putte deodorant på, fordi jeg synes at det er pinligt at lugte af sved.
Hm. Over and out.
Jeg har tænkt over det dér med René. Han samlede mig op, da jeg havde brug for det - men det var jo ikke ham, som "reddede" mig. Det var mig. Det var mig selv, der kæmpede, det var mig selv, der vandt - og han hjalp mig ikke. Han var der. Men jeg tog "rejsen" alene. Jeg er faktisk ret stolt over, at jeg klarede det. Jeg sidder her i dag, jeg er pisselykkelig, solen skinner stadigvæk, og musikken er i top! Det er da skønnere end noget andet?
Jeg har været meget lang tid om at skrive det her, fordi René og jeg har haft en snak om alt muligt. Jeg overvejer at smutte i bad, for det er godt nok noget, jeg kunne trænge til... Haha... Jeg har ikke været i bad siden i går, og jeg glemte at tage deodorant på, da jeg kom ud af badet i går - det er første gang i noget nær 10 år, det er sket for mig! Jeg plejer ALTID at huske at putte deodorant på, fordi jeg synes at det er pinligt at lugte af sved.
Hm. Over and out.
Brev til mine forældre
Kære mor og far.
Far - vi har haft vores kontroverser. I mange år hadede jeg dig. Jeg kunne ikke lide dig, jeg ville ikke tale med dig, og undgik så vidt muligt at undgå dig. Du behandlede mor så dårligt, og du er grunden til, at jeg hele mit liv har følt mig dum og fed. Også selvom jeg ikke var fed dengang. Du har ikke været en god far. Da jeg kom på ung.psyk. som 18-årig, var det farmor og farfar, der sørgede for, at jeg kom derned. Ved et familiemøde, som du deltog i sammen med mor, fik vi snakket mange af vores problemer igennem, og det har styrket vores forhold rigtig meget. Jeg kan med ærlighed sige, at jeg elsker dig. Du gør, hvad du kan - i hvert fald, når det passer ind i dine planer. Du er ikke blevet en perfekt far, måske ikke engang en særlig god far, men du er min far, og jeg elsker dig.
Mor - vi har altid haft et rigtig godt forhold - som veninder. Du har altid været en god mor for mig. Indtil du begyndte at drikke. Jeg hader dit drikkeri. Jeg bryder mig ikke om dig, når du er fuld. Du bliver så irriterende, vrøvler, taber maden ud af munden, snøvler og snakker sort. Du siger at du er en "løvemor", ment som i at du passer på mig med alt, hvad du har. Du har gjort meget for mig. Du har holdt mig kørende i mange år. Men da tingene stod allerværst til, begyndte du at "udnytte" min venlighed en smule, og jeg sidder med en kæmpe gæld, som er betalt af om 14 år. Det er jo ikke optimalt. Men du har hverken råd eller lyst til at betale de penge tilbage. Derfor hænger jeg selv på den gæld, jeg har stiftet for at betale dine regninger. For at redde din røv, når du IGEN stod overfor at blive noteret i Ribers. Jeg elsker dig, selvom du har ødelagt en del for mig.
Mor og far - i er de mest egoistiske mennesker, jeg kender. Jeg ville gerne sige til jer, at jeg ikke synes at vi skal snakke sammen længere, og det kommer også på et tidspunkt. Men lige nu har jeg ikke sådan rigtig... Jeg er ikke klar til at miste jer, I er stadig mine forældre, og jeg elsker jer stadig. I bryder mig ned. Det er derfor, det ikke går på længere sigt. Men lige nu, lige her - der bliver det nødt til at gå. Jeg kan ikke se andre muligheder.
Kys fra jeres datter
Far - vi har haft vores kontroverser. I mange år hadede jeg dig. Jeg kunne ikke lide dig, jeg ville ikke tale med dig, og undgik så vidt muligt at undgå dig. Du behandlede mor så dårligt, og du er grunden til, at jeg hele mit liv har følt mig dum og fed. Også selvom jeg ikke var fed dengang. Du har ikke været en god far. Da jeg kom på ung.psyk. som 18-årig, var det farmor og farfar, der sørgede for, at jeg kom derned. Ved et familiemøde, som du deltog i sammen med mor, fik vi snakket mange af vores problemer igennem, og det har styrket vores forhold rigtig meget. Jeg kan med ærlighed sige, at jeg elsker dig. Du gør, hvad du kan - i hvert fald, når det passer ind i dine planer. Du er ikke blevet en perfekt far, måske ikke engang en særlig god far, men du er min far, og jeg elsker dig.
Mor - vi har altid haft et rigtig godt forhold - som veninder. Du har altid været en god mor for mig. Indtil du begyndte at drikke. Jeg hader dit drikkeri. Jeg bryder mig ikke om dig, når du er fuld. Du bliver så irriterende, vrøvler, taber maden ud af munden, snøvler og snakker sort. Du siger at du er en "løvemor", ment som i at du passer på mig med alt, hvad du har. Du har gjort meget for mig. Du har holdt mig kørende i mange år. Men da tingene stod allerværst til, begyndte du at "udnytte" min venlighed en smule, og jeg sidder med en kæmpe gæld, som er betalt af om 14 år. Det er jo ikke optimalt. Men du har hverken råd eller lyst til at betale de penge tilbage. Derfor hænger jeg selv på den gæld, jeg har stiftet for at betale dine regninger. For at redde din røv, når du IGEN stod overfor at blive noteret i Ribers. Jeg elsker dig, selvom du har ødelagt en del for mig.
Mor og far - i er de mest egoistiske mennesker, jeg kender. Jeg ville gerne sige til jer, at jeg ikke synes at vi skal snakke sammen længere, og det kommer også på et tidspunkt. Men lige nu har jeg ikke sådan rigtig... Jeg er ikke klar til at miste jer, I er stadig mine forældre, og jeg elsker jer stadig. I bryder mig ned. Det er derfor, det ikke går på længere sigt. Men lige nu, lige her - der bliver det nødt til at gå. Jeg kan ikke se andre muligheder.
Kys fra jeres datter
fredag den 2. juli 2010
Brev til min mand
Kære René.
Jeg elsker dig utrolig højt. Jeg brokker mig ofte over, at du gør som du gør, siger de ting, du gør - men jeg elsker dig alligevel. Du giver mig mere, end du tager. Du kræver af mig, at jeg skal opvarte dig (måske ikke lige de ord, du selv ville sætte på), uden at tage hensyn til, om jeg har tid, lyst og overskud til at ordne det. Du har høje krav til mig. Jeg har altid tænkt at det var fordi jeg var for dum til at forstå verden. Men i dag sagde du "Skat, du tror altid at jeg synes at du er dum. Hvis du var dum, var jeg ikke sammen med dig". Derfor har jeg indset, at du bare forventer af mig at jeg gør de ting, fordi det er en form for...Tja, hvad kan man kalde det... anerkendelse for, hvad jeg kan. Du forventer at jeg laver tingene godt nok første gang - fordi du ved, at jeg kan. Det er jo i sig selv et kompliment. Det har jeg ikke set før her til aften. Så få ord, og så alligevel så stor en betydning... Vildt, ikke? Jeg glemmer aldrig vores første møde, og jeg glemmer ikke vores "første gang" - og da vi blev kærester, og da vi blev gift. Der er så mange øjeblikke med dig, der gør det hele værd. Alt andet forsvinder og bliver ligegyldigt, når jeg ser i dine kamæleonøjne og drukner i de blå-grønne søer.
Vores liv sammen er svært lige nu, hver dag er præget af småskænderier over ligegyldige ting. Det er ikke noget, der betyder noget. Der vigtigste er, at vi er sammen. At det er Rikke & René - sammen. For sammen kan vi klare alt.
Det var svært at få dig på gaflen, det tog mig rigtig, rigtig mange år - men hvor er jeg dog lykkelig for, at det er sådan!!! Du er mit et og alt, og uden dig, ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv - men du har lært mig at stå på egne ben. Du har vist mig, at jeg godt kan klare mig uden dig, men at jeg bare ikke har lyst til det. Du er et fantastisk menneske - og jeg elsker dig for det, du gør ved mig, og jeg elsker det, jeg gør ved dig. Vi er et godt "hold", Krabbe, du og jeg imod verden - jo, den klarer vi i et snuptag.
KYS fra Rikke
Jeg elsker dig utrolig højt. Jeg brokker mig ofte over, at du gør som du gør, siger de ting, du gør - men jeg elsker dig alligevel. Du giver mig mere, end du tager. Du kræver af mig, at jeg skal opvarte dig (måske ikke lige de ord, du selv ville sætte på), uden at tage hensyn til, om jeg har tid, lyst og overskud til at ordne det. Du har høje krav til mig. Jeg har altid tænkt at det var fordi jeg var for dum til at forstå verden. Men i dag sagde du "Skat, du tror altid at jeg synes at du er dum. Hvis du var dum, var jeg ikke sammen med dig". Derfor har jeg indset, at du bare forventer af mig at jeg gør de ting, fordi det er en form for...Tja, hvad kan man kalde det... anerkendelse for, hvad jeg kan. Du forventer at jeg laver tingene godt nok første gang - fordi du ved, at jeg kan. Det er jo i sig selv et kompliment. Det har jeg ikke set før her til aften. Så få ord, og så alligevel så stor en betydning... Vildt, ikke? Jeg glemmer aldrig vores første møde, og jeg glemmer ikke vores "første gang" - og da vi blev kærester, og da vi blev gift. Der er så mange øjeblikke med dig, der gør det hele værd. Alt andet forsvinder og bliver ligegyldigt, når jeg ser i dine kamæleonøjne og drukner i de blå-grønne søer.
Vores liv sammen er svært lige nu, hver dag er præget af småskænderier over ligegyldige ting. Det er ikke noget, der betyder noget. Der vigtigste er, at vi er sammen. At det er Rikke & René - sammen. For sammen kan vi klare alt.
Det var svært at få dig på gaflen, det tog mig rigtig, rigtig mange år - men hvor er jeg dog lykkelig for, at det er sådan!!! Du er mit et og alt, og uden dig, ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv - men du har lært mig at stå på egne ben. Du har vist mig, at jeg godt kan klare mig uden dig, men at jeg bare ikke har lyst til det. Du er et fantastisk menneske - og jeg elsker dig for det, du gør ved mig, og jeg elsker det, jeg gør ved dig. Vi er et godt "hold", Krabbe, du og jeg imod verden - jo, den klarer vi i et snuptag.
KYS fra Rikke
torsdag den 1. juli 2010
At kommentere
Jeg har læst indlæg fra "Jomfruen" på blog.dk i dag. Jeg plejer at læse hans indlæg. Pludselig slog det mig: hvor er han egentlig utrolig negativ og hadsk. Så jeg skrev til ham og spurgte, om hvorfor han var det, og jeg fik et rigtig sødt svar tilbage. Han er blevet svinet til så mange gange, om og om igen - og det har sat sig på ham. Jeg sad og bladrede lidt i nogle af hans ældre indlæg. Og der var kommentarer. Fra mig. Som jeg ikke burde have skrevet. Jeg skriver altid pænt til folk, jeg har ikke svinet ham til, og et eller andet sted er det også på sin plads, at man får at vide, at man ikke kysser med sin vens 13-årige kusine, når man selv er 17 år. Men der var 10 andre, der også skrev det. Det var en massiv hade-kommentarklods.
Og jeg sad og fik en rigtig grim smag i munden. Jeg har tænkt mere over det dér med at være årsag til, at andre får det dårligt, om det så er mobberi eller bare dårlig opførsel (der er en forskel). Det er ikke en tanke, jeg synes er fed. Jeg har været med til at være svinsk over for en person, der bare ikke ved bedre - man kunne bare sige det til ham, på en stille og rolig og pæn måde. Det er jeg langt fra tilfreds med.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... Det er vist bare tanker, tror jeg... Men i hvert fald vil jeg tænke mere over mine kommentarer fremover!
Og jeg sad og fik en rigtig grim smag i munden. Jeg har tænkt mere over det dér med at være årsag til, at andre får det dårligt, om det så er mobberi eller bare dårlig opførsel (der er en forskel). Det er ikke en tanke, jeg synes er fed. Jeg har været med til at være svinsk over for en person, der bare ikke ved bedre - man kunne bare sige det til ham, på en stille og rolig og pæn måde. Det er jeg langt fra tilfreds med.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... Det er vist bare tanker, tror jeg... Men i hvert fald vil jeg tænke mere over mine kommentarer fremover!
Brev til min bedste veninde
Kære Josephine
Jeg er meget glad for dig, og det har jeg fortalt dig op til flere gange. Du ved det godt - og du føler det samme. Aldrig har jeg oplevet en, jeg i den grad kan fortælle hemmeligheder til, som jeg ikke behøver at frygte kommer videre.
Du er en fantastisk veninde, som jeg virkelig inderligt ønsker alt godt. Ofte har du det skidt, og det er jeg ked af, selvom jeg intet kan gøre. Jeg håber, at du forstår at jeg vil gå igennem ild og vand for dig, til hver en tid. Du kan altid regne med mig. Jeg vil altid være der, når du har allermest brug for mig.
Jeg elsker at vi kan både grine og græde sammen. Det er noget, jeg sætter så utrolig stor pris på. Det er skønt, når man kan dele alt med hinanden. Jeg synes at det er fantastisk at jeg ramlede ind i dig, og jeg er simpelthen så glad for, at du deler mine følelser for dig, for ingen tvivl: Jeg elsker dig.
Du er det dejligste menneske i verden, super uselvisk og gavmild. Jeg husker tydeligt, hvordan du forsøgte at redde Sille fra at begå selvmord, dengang i efteråret 2009. Det var dér, vi begyndte at snakke sammen. Så vores venskab er måske ikke så langt, men jeg føler, at vi er kommet meget langt på meget kort tid - det er ikke så tit, jeg connecter med nogen på den smule tid, vi har snakket sammen. Det er faktisk aldrig sket.
Jeg føler at jeg kan stole 100% på dig, og jeg ved, at jeg altid kan regne med dig. Du er simpelthen bare det bedste, der er sket for mig i lang tid. Jeg føler mig meget tæt på dig, føler, at vi har et bånd mellem os, som er ubrydeligt. Måske er jeg naiv - men måske er jeg ikke. Jeg føler virkelig, at det, vi har, er noget ganske specielt. Noget ægte, noget smukt og fantastisk. Jeg glæder mig sådan til vores møde her i sommerferien - hvis du altså når at få det godt igen. Jeg savner dig så meget.
De bedste, kærligste, mest opmuntrende tanker fra Rikke
Jeg er meget glad for dig, og det har jeg fortalt dig op til flere gange. Du ved det godt - og du føler det samme. Aldrig har jeg oplevet en, jeg i den grad kan fortælle hemmeligheder til, som jeg ikke behøver at frygte kommer videre.
Du er en fantastisk veninde, som jeg virkelig inderligt ønsker alt godt. Ofte har du det skidt, og det er jeg ked af, selvom jeg intet kan gøre. Jeg håber, at du forstår at jeg vil gå igennem ild og vand for dig, til hver en tid. Du kan altid regne med mig. Jeg vil altid være der, når du har allermest brug for mig.
Jeg elsker at vi kan både grine og græde sammen. Det er noget, jeg sætter så utrolig stor pris på. Det er skønt, når man kan dele alt med hinanden. Jeg synes at det er fantastisk at jeg ramlede ind i dig, og jeg er simpelthen så glad for, at du deler mine følelser for dig, for ingen tvivl: Jeg elsker dig.
Du er det dejligste menneske i verden, super uselvisk og gavmild. Jeg husker tydeligt, hvordan du forsøgte at redde Sille fra at begå selvmord, dengang i efteråret 2009. Det var dér, vi begyndte at snakke sammen. Så vores venskab er måske ikke så langt, men jeg føler, at vi er kommet meget langt på meget kort tid - det er ikke så tit, jeg connecter med nogen på den smule tid, vi har snakket sammen. Det er faktisk aldrig sket.
Jeg føler at jeg kan stole 100% på dig, og jeg ved, at jeg altid kan regne med dig. Du er simpelthen bare det bedste, der er sket for mig i lang tid. Jeg føler mig meget tæt på dig, føler, at vi har et bånd mellem os, som er ubrydeligt. Måske er jeg naiv - men måske er jeg ikke. Jeg føler virkelig, at det, vi har, er noget ganske specielt. Noget ægte, noget smukt og fantastisk. Jeg glæder mig sådan til vores møde her i sommerferien - hvis du altså når at få det godt igen. Jeg savner dig så meget.
De bedste, kærligste, mest opmuntrende tanker fra Rikke
Abonner på:
Opslag (Atom)