Off to bed

Tænk engang. Jeg har sovet helt til klokken 7! Det er så cool! Men jeg reflekterer stadig gårsdagens hændelser. Folk var grove ved mig - og jeg var grove ved dem. Det plejer jeg ikke, og jeg er ærligt talt lidt skamfuld, selvom jeg mener at jeg havde retten på min side. Jeg har muligvis mistet to gode venner eller flere, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg er ligeglad. Jeg er for gammel og for rask til at sige undskyld uden grund, og så ellers blive trynet. Fra nu af vil jeg sige min mening, og jeg vil sige den hver gang. Men som jeg skrev i går, holder jeg nok en mindre pause fra blog.dk. Jeg ved det ikke på nuværende tidspunkt. Fuck alt det lort.

Jeg har taget 2 Furix her til morgen, og nu går jeg i seng, eftersom jeg er så træt at jeg konstant skriver forkert, rammer de forkerte taster...Waaay to tired for this.

Snak om forholdet

Denne blog handler om den vigtigste person i mit liv. Hans bæger er ved at være fyldt. Det sagde han til mig i dag. Han kan snart ikke klare flere psykoser i denne omgang. Han trænger til en pause, hvor han kan slappe af og ikke skal være over mig konstant. Det forstår jeg godt. Det må være megasvært at leve 24 timer i døgnet sammen med en psykotisk person. Men jeg har ikke sådan rigtig haft nogle alvorlige psykoser siden jeg er begyndt at trappe ned og ud af Keppra. Derfor håber jeg, at det kommer til at lykkedes. Jeg håber at jeg bliver symptomfri snart, inden Renés bæger flyder over. For så mister jeg den vigtigste person i mit liv, og jeg vil ikke sådan rigtig kunne tilgive mig selv. Det er noget shitty shit.

René - du har altid været der for mig. I alle de 10 år, vi har kendt hinanden, har du smidt alt, hvad du havde i hænderne for at komme mig til undsætning. Er du mon klar over, hvor meget jeg har sat pris på dig og din fantastiske evne til at berolige mig, igennem alle de år? Jeg er bange for, at jeg ikke har vist nok taknemmelighed, men... Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan viser man taknemmelighed? Jeg ved det ikke. Jeg laver mad til dig hver dag. Jeg vasker dit tøj og rydder op, når det er på tide. Vasker op og laver alt muligt andet. Er det at vise taknemmelighed? Eller er det forkælelse? Jeg ved det ikke. Men du må aldrig tvivle på min kærlighed til dig. Du er simpelthen alt fo rmig. Jeg ved, at du værdsætter alt, jeg gør for dig, men jeg har ikke evnerne til at værdsætte dig på samme måde, og egentlig burde det også være en taknemmelighed sammensat specielt til dig. Du er altid over mig, passer på mig og er ikke nærig med kærlighedserklæringer. Jeg elsker alt ved dig,  og det dejligste, jeg kan tænke på, at du har det på samme måde med mig.

Selvom vores forhold lige nu er en lille bitte smule truet pga mine psykoser, så er jeg sikker på, at vi klarer den her også. At vi kommer igennem det også. Vi er "meant to be" som Robert siger til Amy i "Alle Elsker Raymond" - for derefter at sige det til Joanne. Hehe. Vi har det så hyggeligt, når vi ser den serie sammen. Du kan ikke undvære mig. Jeg kan ikke undvære dig. Det skal nok gå!

"I'm so in love with you"

- denne sang dedikerer jeg til dig. 

Ikke fordi teksten bare lige er os, men fordi den er smuk.

Smuk som dig.

Tanker

Jeg er virkelig irriteret. Sådan, faktisk, pissesur. Jeg er træt af at blive trynet af andre mennesker, som tilsyneladende mener at René er et dumt svin, fordi jeg bruger min blog til at beklage mig i, når forholdet kører dårligt. Jeg skriver ikke noget upassende, jeg skriver ikke noget, som almindelige mennesker ikke kan tåle at høre. Alligevel bliver både jeg og René slagtet fordi... Ja, hvorfor? Jeg er seriøst SÅ træt af mennesker. Bare man kunne bure sig inde, René og jeg, og være i vores eget lille paradis. Men folk blander sig. Alt, alt for meget. Både venner og familie. Og nu kan det være nok. Nu vil jeg kæmpe igennem, og hvis jeg erhverver mig fjender undervejs - så er det sådan, det skal være.

Jeg burde måske nok stoppe med at skrive på bloggen, men jeg kan godt lide menneskerne derinde. Nogle af dem, i hvert fald. Men måske skulle jeg bare holde mig til denne side? Det er bare en smule småkedeligt engang imellem. Oh well. Who cares. Jeg skal starte på de dér stærke vanddrivende piller i morgen. Hehe. Det bliver spændende, om jeg kan klare det! Om min krop bliver drænet for vand. 

Og så har Hamid lige skrevet, at han skal til at tage guitar-timer... Okay... Hvor længe mon det holder? Ej, jeg vil selvfølgelig opmuntre ham. Det har han brug for.  Ellers opgiver han efter første time. Jeg må støtte ham i det. Det burde heller ikke være så svært.

Tak, skat

Der findes ingen ord, som kan beskrive min kærlighed til dig, René. Du er og bliver min stjerne. 

Endnu en dag tilbragt med benene oppe. Jeg har snakket med lægen, han ringede lige ang. noget medicin. Så fik jeg nævnt det med benene, og han har givet mig en tid på torsdag klokken 11:30. Jeg havde egentlig håbet at René skulle med.... Jeg ved ikke, om han tager med, det har vi ikke besluttet endnu. Men åh... Jeg hader at være til lægen alene, når det involverer at tage bukser og strømper af.

Ellers har jeg snakket i 40 minutter med Cato, det var ganske hyggeligt. Jeg har også haft en kort samtale med min mor, og jeg har snoozet i 3 timer! Det var langt fra med vilje, men der var ingen, der vækkede mig. Pyha... Jeg er så træt for tiden, men vågner så tidligt. Jeg har simpelthen så varme fødder, at jeg ikke kan sove.

Men. Nu er det forhåbentlig snart slut. Hehe. Who am I kidding. Jeg skal ligge med stængerne oppe i lang tid endnu. Jeg burde faktisk gå derhen nu. Mon ikke, det er det bedste? Jo. Jeg slutter af med en hilsen til min elskede: Tak fordi du gider at læse alle de e-mails, jeg sender til dig. 

Intet nyt herfra

Sikke dog en dag! Jeg har haft det dejligt i sengen, taget nogle fede lure med benene oppe, og jeg har siddet foran min computer og hygget mig. Jeg har også været ude at gå, og det har resulteret i en numse, som stort set er ét stort kødsår... Det bløder og svier, og jeg kan ikke engang tisse, fordi det er så "langt" at tisset løber hen over - og det gør ONDT, skulle jeg hilse at sige. Fra mig selv... Hehe.

Min nabo, Flemming, er forsvundet. Det er totalt mystisk. Han kom til mig sidste mandag og fortalte mig, at han ville rejse væk et par dage. Ingen har set ham siden. Hans veninde fra kirken var været og ringe på her for at spørge,om vi har hørt fra ham, fordi hun har forsøgt at ringe til ham, uden held, og hun var bekymret. Vi holder rigtig meget øje med ham derinde, men han er der ikke. Men hans postkasse bliver tømt. Og Flemming giver INGEN sin nøgle. Det er jo den samme til huset som til postkassen. Der har ikke været nogle lyde derinde fra, intet lys, ingen Flemming. Og nu er det mandag igen. René og jeg har snakket om at gå derover i morgen og sladre til viceværten, da Flemming teknisk set kan ligge død derinde. Men vi er blevet enige om at vente til på torsdag. Så kontakter vi viceværterne, og så må de vurdere, om der skal tilkaldes politi og en låsesmed. Jeg er bare så bange for, at han er død. Ikke fordi jeg er kan lide ham, men fordi det er pisseuhyggeligt at naboen er død og har ligget død derinde i gud ved hvor længe.... 

René skal til fødselsdag hos Nadia den 26. juni, og jeg skal altså lige have ham til at ringe til Nadias mor og spørge, hvad Nadia kunne tænke sig. Sidste år købte jeg et gavekort til Matas - det er kedeligt at give hende det igen i år. Jeg tænker et gavekort til f.eks. Vero Moda eller sådan noget. Men nu snakker René med Bente. Ellers må jeg hive fat i ham og få ham til at ringe.

Jeg venter stadig spændt på, hvad Hamids forældre mon har af planer siden Hamid ikke må sladre om, hvornår de krydderier kommer... Jeg tror at de kommer her, men hvornår!? Det er sådan set ret vigtigt at jeg ved det, for der er jo planer at tage hensyn til. Suk. Uventede gæster er IKKE noget for mig. Men jeg kan rigtig godt lide Firouzeh og Farzin, så mon ikke det bliver hyggeligt nok alligevel? Hehe.

Ellers sker der intet. Mine ben har normal størrelse igen. Selv mine knæ er blevet pæne - men efter en yderst smertefuld tur i Fakta, er de hævede igen. Jeg har sovet med dem oppe, uden at støtte knæhaserne, så jeg har fået ondt i knæet. Jeg har superondt nu. Typisk. Men heldigvis skal jeg ikke noget. René skal til møde med sin sagsbehandler i Køge Jobcenter - jeg håber SÅ meget, at hun har noget konstruktivt at sige. Hun er så irriterende "forsigtig" at hun nærmest fremstår som konfliktsky, og hun har ikke kontaktet René i 6-7 måneder, og det skal hun ellers hver 3. Så René ringede selv til hende denne gang.

Can't lose you - men ganske kort

Denne blog er skrevet med grønt, fordi jeg elsker farven grøn, og fordi jeg højst sandsynligt vil elske denne blog. Jeg har tænkt mig at skrive om ting, som jeg er glad for til hverdag. Ting, som jeg sætter pris på, og som er værdifulde hver eneste dag.

Den første ting, jeg vil beskrive, er musikken. Musikken er simpelthen noget af det bedste, man kan finde. Det er skønt, og det er dejligt at lytte til musik, man virkelig, virkelig elsker - som jeg lige nu lytter til Type O Negative. Eftersom jeg ikke har rettighederne til denne sang, kan jeg ikke gengive teksten herinde. Men okay; den er nem at forstå, så man behøver ikke at læse så meget.

Denne sang minder mig supermeget om René, idet jeg føler dette for ham. Jeg føler, at jeg bare ikke MÅ miste ham, fordi jeg ikke kan fungere uden ham. Jeg føler at jeg ikke kan miste ham, fordi alt så vil gå i kludder og blive noget forfærdeligt lort. Sangen gør mig i godt humør. Den vidner om kærlighed og lidenskab. Det er en af de bedste sange, de har lavet.

Jeg elsker René utrolig højt. Det er lidt ærgerligt, at han ikke får læst det her. Han burde vide, at jeg virkelig elsker ham så højt, som det overhovedet er muligt. Jeg ved ikke,om han ved det. Jeg elsker når jeg bare ligger og kigger ham i øjnene - sådan, som det skal være. 

Der er flere ting, som er vigtige for mig - men jeg har sygt hovedpine, så jeg bliver nødt til at i seng igen.

Mon Anders er en ven i nøden?

Jeg har lige en halv time foran min computer. Oprindeligt fik jeg 30 minutter væk fra sengen, men jeg har fået 30 mere. Der er tid på, fordi jeg ellers sidder for meget foran computeren, selvom jeg faktisk skal ligge med benene oppe i sengen. René er meget opmærksom på mig konstant. Til tider irriterende. Men det går nok. Han gør det i bedste mening. 

Jeg har tænkt mig at spørge Anders, om han gider at køre mig til vagtlægen i morgen, hvis det ikke er blevet bedre.