Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

tirsdag den 11. november 2014

Jeg ikke klare det!

HVORFOR SKAL DEN KVINDE ALTID SNAKKE OM AT RENSE TÆNDER, NÅR JEG RINGER TIL HENDE?!?!?!

Jeg magter det ikke. Jeg kan snart ikke holde ud at snakke med hende. Men hun er min farmor, jeg kan ikke bare lade være med at ringe til hende. Men jeg kan ikke klare hendes tænder. Jeg kan klare hendes snak om bæ, men ikke om hendes tænder. Det er SÅ klamt!

I ved måske, hvordan mit forhold til tænder er. Ellers tjek tidligere indlæg med noget med tænder i overskriften.

Sludder for en sladder? - Hvad foretrækker du?

Jeg har bare været så supertræt, at jeg faktisk slet ikke har gidet at skrive. Uh oh - så er den gal... Men jeg er frisk igen, efter at have sovet hele dagen, på grund af menstruationssmerter. Jeg var faktisk, sådan endda, nødt til at aflyse hudlægen, fordi det gjorde så ondt. Det plejer ikke at være så slemt.

Jeg sidder og lytter til Peters stemme. Savner ham. Jeg elsker at lytte til deres plader. Til hans stemme. Kenny synger også godt, men jeg elsker især Peters stemme. Den er bare... var bare så smuk. Så intens. Jeg ville ønske, at jeg kunne få en plade mere. Bare én. En sidste plade. Men efter den, ville det jo være det samme. Jeg vil aldrig stoppe med at savne en ny plade.
Dette er min yndlingsvideo med bandet. Den er så fantastisk. Jeg elsker humoren, der ligger i den, og jeg elsker bandets "outfits" og Peters og Kennys kæde på deres bas og guitar. Det er ret cool, synes jeg. Jeg synes at det er lidt specielt, at Peter, som er den "ledende" forsanger, hvis man kan sige det sådan... Det kan man ikke. Ud ad til er det Peter, der synger, men i de højere toner, er det Kenny der synger, og de synger mere eller mindre lige meget. Næsten, i hvert fald. Anyways, Peter, som er bandets frontfigur, er også basspilleren. Det er lidt usædvanligt. I de mange af deres videoer har han slet ikke sin bas med, selvom Kenny, Josh og Johnny er i gang med deres trylleri på instrumenterne. Det er åbenbart ikke særlig "sexet", eller hvad ved jeg. Jeg går ud fra, at det er derfor. Peter blev set som en meget sexet mand. Det var han ikke. Ikke de sidste 10 år af sit liv, men han var en overgang, og det vandt de selvfølgelig mange tilhængere på. Det var nok, vil jeg tro, teksterne, der "talte" til os kvinder, men han stemme har altid været sexet. Dog, vil jeg sige, er der mange - deriblandt mig - som faldt for sarkasmen i Peters tekster. Fuck, hvor er de sjove engang imellem. Man skal af og se lede dybt efter dem. De er der, i mange af teksterne. Men de smukke kærlighedssange taler jo også til mig; jeg er jo en kvinde. Den allerbedste tekst, Peter nogensinde skrev, var "Anesthesia". Wauw. Genialitet på højeste plan.

Nå, men jeg var jo på neu.amb. i går. René skulle hente sine piller på apoteket inden transporten kom, og han nåede hjem 2 minutter før, så han nåede lige at skifte T-shirt. Og så kom vi afsted mod Roskilde Sygehus. Jeg snakkede med en neurolog, Janne, hun er den bedste neurolog EVER! Jeg er aldrig stødt ind i en, som var mere grundig og kompetent end hun var. Fantastisk. Endelig en, der ville lytte, og som havde forstand på, hvad hun snakkede om! Planen er foreløbig, at jeg trapper ud af Lamotrigin. I dag er jeg gået 200mg ned i Lamotrigin, og den 11. december skal jeg gå yderligere 200mg ned, for til sidst helt at stoppe den 11. januar 2015. Jeg vil blive indkaldt til en indlæggelse med videoovervågning og elektroder på hovedet, og hvis der opstår myoklonier herhjemme, er René blevet bedt om at filme dem. Så det ser ud til at være på vej de rigtige vej :)

Jeg har bestilt noget tørshampoo, som er kommet i dag. Jeg halvsov, da jeg var ude og tage imod pakken, så af uvisse årsager, drømte jeg, at det var New Century, som havde sendt mig en pakke med en eller anden form for kager, for at sige "hey, det må du sgu undskylde. Vil du ikke komme tilbage?" og René og jeg spiste et par af dem, og lagde dem på bordet. Så vågnede jeg et par timere senere, og var fuldstændig "whaaaat?!" fordi pakken lå præcis, hvor jeg havde lagt den! Men da jeg tog den op, var den ikke åbnet. Jeg åbnede den, uden at se på hvem det var fra, eller om det var til mig, men det var det dér tørshampoo. New Century er i øvrigt en kinesisk restaurant her i omegnen. Tror den ligger i Køge, men det er ikke helt sikkert. Kan godt være Ølby eller en af de omkringliggende byer. Men Køge er mest sandsynligt. Det var den restaurant, vi blev vildt begejstrede for, fordi de leverede maden til døren. Så vi bestilte mad derfra. René fik fedtdiarre og skulle på wc, og jeg sagde at han skulle skynde sig, det gjorde han også, men da jeg rejste mig fra min stol og forsøgte at gå ud på wc'et, sked jeg hele vejen igennem stuen, i entreen og på, rundt om og i toilettet, og måtte gå i bad bagefter, og René gik og vaskede gulvet... Vi blev ret hurtigt enige om, at der bestiller vi aldrig fra igen!

Telefonopkald. Vasketøj. SKAL være klar klokken 19:00. FUCK. Det havde jeg glemt alt om. Jeg havde vitterligt glemt alt om det. Jeg sagde ja, og at det var okay. men jeg har skide ondt, og René er nødt til at gå ned og købe ind - ikke en god kombination. Jeg har derfor kontaktet Rehab teamet og sagt, at vi desværre ikke kan alligevel, og jeg fik at vide, at de ville forsøge at få fat i medarbejderen, men at det ikke var sikkert, at de kunne nå at stoppe hende, inden hun dukkede op. Hvorfor kan jeg aldrig sige nej? Jeg blev ærligt talt overrumplet af hendes opkald, og så er jeg jo, som de fleste af mine læsere måske ved, slem til at tage mere på mine skuldre, end jeg kan bære, fordi jeg tror jeg er stærkere end jeg rent faktisk er. Jeg har ondt i deromkring livmoderen, og omkring skedeåbningen, og min fod gør syyygt ondt. Jeg skal ikke over at vaske i dag, hvorfor sagde jeg ja til det?! Som sagt: jeg blev overrumplet.

Årets julekort/breve er designet. Jeg skal have købt de fornødne ting ind, og så skal jeg i gang med at producere. Jeg har ALT for lidt plads til at skrive alt det, jeg har skrevet, så det skal kortes ned. Drastisk ned. Jeg bliver mere eller mindre nødt til at lave dem om. Jeg har heldigvis kun fået skrevet halvdelen. Et af dem, jeg havde skrevet, sagde René var så sort, at det kun var mig selv, der syntes at det var skide skægt. Men det var det fandeme også. Haha. Nå, men der skal jo så laves et nyt. Jeg kan jo så ikke bruge min "normale dagligdags humor", men det er jeg efterhånden vant til - det er kun mig, der fatter den. Af og til fanger René den også. Men det er sjældent. Han sidder ofte bare og ryster på hovedet på mig. Det må han gerne.

Jeg er nødt til - NØDT til - at finde noget spiseligt til aften, hvis René ikke går ned og handler. Han er ikke helt sikker endnu. Det er han aldrig. Damn! Jeg mangler nogle meget specifikke ting i Kvickly, men jeg kan godt vente til på fredag, når vi alligevel skal forbi Kvickly på vej ud og hjem fra KBJ. Hvis jeg kan komme afsted der. Det kan jeg. Jeg VED at jeg kan. Det føler jeg. 

Jeg har smækket 100 kroner af mine indkøb til julekorts-producering, så nu er jeg helt nede på 388,75 kroner :) Awesome. Så er der fragt oveni. Med GLS er det 55 kroner. Med PostDanmark er det 90 kroner. Ja. Det er det. 90 kroner.

mandag den 10. november 2014

Sidste opdatering inden afhentning!

10:00
Ingen kramper.

Jeg (og måske René) bliver hentet 45 minutter til en time. Så det er jo smukt. Det var faktisk lige før, at det med bilen slet ikke ville lykkes. Men de var supersøde på neu.amb., og de bestilte en til mig. Ellers var det jo blevet jo noget værre rod.

Godmorgen-status

07:50 
Ingen kramper so far. Det tegner godt.

Og så har jeg fundet noget cool musik frem: Timbaland. Det er sgu fed musik. Noget af det. Hehe. Normalt er det SLET ikke det, jeg lytter til, det er ikke en  genre for mig. Men "The Morning After" overbeviste mig om, at der da noget i ham, der er cool. Og så hørte jeg "The way I Are" og "Carry Out" - de er jo er jo vildt fede. Timbaland har en virkelig laid backog fyldig stemme. Jeg kan lide den. Og så er han simpelthen så charmerende at se på. Men det er jo så noget helt andet, som ikke har med musikken at gøre.

08:03
Uh! Der var antydningen af en myokloni! Nu må jeg passe ekstra godt på.

søndag den 9. november 2014

Ro på... Jeg er bare bekymret

Okay! Jeg indrømmede det overfor René, det med tænderne, og han sagde at jeg er (var) psykotisk, og han tvang mig til love at jeg kun børster tænder morgen og aften. Stodder. Men okay; jeg kunne bare lade være med at sige det. Jeg skulle have holdt min kæft. Men han kom ud og skulle tisse samtidig med at jeg stod på hovedet i skabet for at lede efter både tandpasta og -børste, og han sagde at det jo lå "lige der" (hvor det plejer at ligge), og så væltede det bare ud, altså, det var som at brække ord op. Ord om at passe på mine tænder. Og han gentog om og om og om at jeg ødelægger dem, hvis jeg børster dem 4 gange dagligt og bla bla bla -. jeg kan ikke bruge det til noget, men jeg har lovet det, og så .. Ja. Et løfte er et løfte.

I øvrigt var jeg ikke psykotisk. Det var et øjebliks svaghed. Jeg har et problem med tænder. Det er det første, jeg ser hos andre mennesker, og jeg går som følge deraf ud fra, at de lægger mærke til mine tænder, og mit mareridt er forlorne tænder. Jeg ved faktisk ikke engang om jeg vil kunne kysse René, hvis han fik kunstige tænder. Måske - måske - hvis det var porcelæn. Men bruger man overhovedet det længere? Hvis jeg ødelægger nogle af mine tænder ved et fald, gemmer jeg mig i min lejlighed indtil jeg får råd til at få stifttænder, eller hvad fanden det hedder. Det betyder, at hver enkelt tand bliver skruet fast i kæben. Det koster SÅ mange penge, men jeg kan altså ikke gå i seng om natten velvidende, at mine tænder står i glas med proteserens på badeværelsesvasken... Jeg kan slet ikke engang magte tanken, den er alt for stor og overskuelig til at jeg egentlig kan forstå det "rigtige omfang" andet end "selvmord" eller som erstatning "stifttænder". Lige nu er det bare ord på min computerskærm. Tidligere i dag var det meget tæt på, men lige nu er jeg ligesom... Ja. Jeg har nok lidt distanceret mig fra det. Måske er det fordi jeg lige har opdaget, at den eksem, jeg har i hårbunden er ved at trække ned i panden, og at jeg ikke længere kan slække på behandlingen med en "det skal sgu nok gå"-holdning. Indtil videre kan det godt gå for værende bumser. What the hell, måske er det bumser. Der er 3. Men jeg har grovædt slik hele weekenden, og det er ikke noget, jeg plejer, så det kan også være sandsynligt. Det klør jo ikke. Grunden til, at jeg har lagt mærke til dem, er faktisk at de sidder i hårgrænsen.

Jeg bliver mere og mere nervøs som tiden skrider frem. Jeg regner med at gå i seng om et kvarters tid, måske 20 minutter. Men jeg skal op 7:30, så den er ved at være kriminel. Det er fordi jeg skal vente på René. Han sidder og spiller. Han har taget sin sovepille, men han kan ikke forstå, at det ikke er en sovepille, men en indslumringspille, og at den ikke har nogen virkning, når han ikke prøver at lægge sig til ro. Jeg ved godt, at jeg lige så godt kan gå i seng nu, jeg sagde også, for en halv time siden, om han ville med mig i seng om en halv time, og han sagde ja, og tog en sovepille og spurgte mig, om jeg ville smøre nogle knækbrødsmadder med ost på. Det har har gjort. Jeg kan ikke se, at de stadig står derinde, urørt, men jeg kan kende lydene, og han spiller. Af og til spiser han mens han sætter sine karakterer, men nu er han i kamp, kan jeg høre. Så maden er urørt, og jeg kommer i seng inden for de næste 10-15 minutter. Så jeg regner med, at jeg om 10 minutter går ind og siger det, som det er. Jeg ved godt, at han muligvis ikke skal med på neu.amb. på grund af smerter - men jeg skal derind, og jeg vil gerne undgå kramper, og vil gerne have en god nats søvn. Giver det mening?

Jeg har fået ondt i maven. Jeg skulle nok have drukket lidt mere væske til aftenmedicinen, set i baglyset. Jeg har glemt, hvad tid jeg tog den. Great. Jeg skulle jo skrive alting ned.

Jeg kan høre, at han stadig er i kamp. Han bliver ikke færdig inden klokken tolv, så jeg tror at jeg lukker ned for i dag. Klokken er 23:35, og jeg giver en update i morgen!

Tænder! Jeg vil beskytte jer til min død!

Jeg vil gøre noget virkelig dumt. Jeg vil gå imod min neurologs anvisninger. Jeg vil tage en ekstra Frisium i morgen tidlig. Se, om det kan holde kramperne væk. Jeg skal bare ret tidligt op for at gøre det. Frisium er et præparat i benzodiazepin-gruppen. Det betyder faktisk bare at pillen virker afslappende på mine muskler, så de forhåbentlig ikke går i krampe (myoklonier) og afværger et fuldbyrdet anfald, som i juvenil myoklon epilepsi hedder tonisk-klonisk anfald. Hehe. Anyways, jeg satser stærkt på at komme afsted, som jeg har skrevet igen og igen. Jeg nægter at blive hjemme. Det skal være virkelig voldsomme kramper, der holder mig hjemme. Fandeme! Jeg VED godt, at jeg - hvis jeg har kramper - falder ned ad trappen og skader min krop, og det er den dummeste idé nogensinde, men jeg er så desperat lige nu, at jeg bare... Jeg kan ikke tage afsted, hvis jeg har myoklonier. Jeg ved det. Jeg bliver nødt til at tænke logisk. Jeg kan ikke overskue at brække noget igen. Måske - endnu værre - ødelægger jeg mine tænder! Så begår jeg selvmord. Uden at blinke. Jeg kan ikke ødelægge mine tænder. TÆNDER! For helvede! Jeg vil aldrig kunne smile igen, uden at tænke på, at folk kan se at jeg har forlorne tænder. Eller kysse René. Med PLASTICTÆNDER! Nej. Det kan ikke gå. Fuck. Jeg græder. Jeg græder nu! Over hvad, det er ikke engang sket endnu! Men det sker. Jeg ved det, jeg VED det bare. Jeg ved, at jeg ikke har kramper, men så snart jeg kommer ud på trappen, og har taget det første trin ned - så falder jeg resten af vejen og smadrer mine tænder.

Jeg burde have taget mig bedre af dem, mens jeg havde dem. Jeg burde have børstet dem mere end kun to gange. TO SKIDE GANGE! Det er intet! Jeg har for fuck's sake en elektrisk tandbørste, jeg skal ikke lave en skid, andet end at holde den i munden (ingen perversitet i det, for en gangs skyld) og køre den frem og tilbage på tænderne. Jeg skal ikke trykke! Men det gør jeg alligevel. Jeg bruger den som en helt almindelig tandbørste, og det gør jeg i ca. 2x 4 minutter dagligt. Hvordan har jeg nogensinde kunnet tænke, at det var nok!? Jeg skulle have eftermiddagsbørstet dem også. Skyllet dem med lidt klorhexedin en bare en gang om ugen eller sådan noget. Brugt en rigtig tandpasta i stedet for en, der bare beskytter mod syreskader. Jeg burde have skiftet tandbørstehovede oftere, bare fordi de er dyre, betyder de jo ikke, at de absolut SKAL sidde på i... hvad det nu er, for mine børstehoveder er færdige på 3 uger, og René vil ikke betale så mange penge for at købe tandbørster! Måske skulle jeg have nogle almindelige liggende, så jeg altid lige kan børste en gang om eftermiddagen, så jeg kan få en ren mund - altid. Morgen, middag og aften. Eller skal man også børste tænder efter aftensmaden? Mine tænder sidder for tæt til at jeg kan bruge tandtråd, og jeg må ikke bruge tandstikker, fordi jeg måske nok mishandler mit tandkød på grænsen til "selvskade" fordi jeg godt kan lide smerten, når tandstikkerne prikker i det, og jeg kan godt lide at skylle munden bagefter og se det blod, der kommer ud - og så børste tænder bagefter. Men hvis jeg kan erstatte det med en tandbørstning også?

René bliver sikkert sur. Men han nu ikke ved, at jeg børster tænder 4 gange om dagen, fordi jeg skjuler de 2 gange med en almindelig tandbørste - så er der slet ikke noget han kan sige til det. Det er en plan, synes jeg. Det er en rigtig god plan. Jeg ved godt, at det er lidt ekstremt at "smug-børste" sine tænder, men jeg er nødt til at passe på dem, og lade være med at gå ned ad trappen nogensinde igen! Jeg går aldrig mere ud. Fra nu af, bor jeg her, og verden er ikke velkommen. Jo, altså, hvis den kommer til mig, i mit hjem, er det OK. Men jeg har ikke tænkt mig at gå ud. Nogensinde igen. For jeg må passe på mine tænder. Virkelig. Jeg må også huske at børste forsigtigt, nu hvor jeg skal børste 4 gange, så jeg ikke slider for meget på emaljen. Det er ret vigtigt. Så det skal jeg passe på med.

... Dammit. Jeg har så mange aftaler i næste uge, jeg ikke kan løbe fra. KBJ, f.eks. Jeg kunne godt tænke mig, at der var en nemmere måde. Men hvis jeg slipper ud herfra i morgen, med hele tænder, gør det ikke så meget. Så kan jeg bedre klare det. Meeeen.... Det er imod min vilje. Hele min lejlighed stinker af noget, jeg ved ikke hvad, eller hvor det kommer fra. Men ad.

lørdag den 8. november 2014

Skrevet i tidsrummet 14:10 - 23:53


I går. Tja. Det gik vel sådan nogenlunde, indtil jeg vågnede fra den lur, jeg lagde mig til at tage, da MOR hentede René for at køre Emma til dyrlæge (hun er i øvrigt rask, hun fejler heldigvis intet. Fordi hun ikke fejler noget, men det mest bare var spørgsmål, han kunne svare på uden at undersøge hende, skulle vi ikke betale for besøget. Køge Dyreklinik ) Jeg har hørt, fra pålidelige kilder, at Emma ikke kunne lide "rejsen", dog opførte sig pænt hos den flinke læge.

Men da jeg, som jeg skrev, vågnede, var den helt gal. Jeg havde givet helt op. Fuldstændig. Jeg var så langt nede, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg havde intet i mig. René spurgte mig, om jeg var sur på mig. Jeg svarede nej. Jeg satte mig ved siden af ham, og lagde min hånd på hans lår. Jeg sagde at jeg ikke var sur på ham, at jeg elsker ham meget højt, men at det var en virkelig, virkelig dårlig dag. Jeg kiggede ham i øjnene, da jeg sagde det, og der kom lidt tårer.

Min dårlig dag-situation fortsatte i dag. Jeg har rent faktisk løbet rundt i mit køkken og smækket med skabslåger, køleskabet og fryseren i frustration over, at jeg ikke kunne finde noget slik. Jeg gik i seng, grædende, fordi jeg ikke havde noget slik, og sov i 4 timer. Jeg må sige, at denne dags eneste lyspunkt, so far - klokken er 17 - er da jeg sad og skrællede en appelsin i morges, som i tanke om, hvordan jeg spise appelsiner som barn. Jeg kunne ikke sådan helt finde ud af det dér med at skrælle dem, så jeg skrællede halvdelen og så åd jeg den bare, gnaskede den, og når jeg nåede ned til skrællen, vendte jeg den på vrangen og spiste kødet inden i. Det morede jeg mig en smule over i morges. Man har jo kun det sjov, man selv laver, er det ikke sådan, man siger?

Jeg kigger på mine piller. Lortepiller, men jeg har tænkt en del over tingene. Jeg har vist skrevet det tidligere, men nu, hvor jeg er stoppet med Abilify, kan det være, at Keppra har en bedre virkning end sidst? Keppra er et middel mod epilepsi. René og jeg har snakket om det. Vi havde tænkt på det, hver for sig, viste det sig, da jeg nævnte det for ham. Såøh... Det foreslår vi neurologen, når vi skal på neu.amb. på mandag. Renés pakke fra Computersalg kom i øvrigt i går. So long sucker til mit trådløse internet.

Mistede mit 4. viskelæder i nat. Glemte at gemme det inden jeg gik i seng. Tror at Emma hopper op på mit bord alene for at snuppe dem. Når jeg sidder et andet sted, men kan se hende, hopper hun op på bordet og snuser rundt og hopper ned igen. Hun plejer at sove på min stol. Men hvis viskelæderet ligger der, begynder hun at lege med det. Ofte, hvis et viskelæder ikke er gemt væk, finder jeg det på min stol, når jeg står op om morgenen.

René skal til at beslutte sig for om han vil købe den nye expansion af World of Warcraft. Han har spillet det i mange, mange år, men stoppede fordi jeg bad ham om det. Dem, han spillede sammen med, gjorde ham deprimeret. Han er stadig deprimeret, men han spiller ikke sammen med dem længere. Jeg ved ikke, om han kommer til det, eller om han finder en ny guild. Jeg ved ikke, om han skal købe det eller ej. Han har spurgt mig. Jeg er i tvivl. Han mangler virkelig social kontakt med andre end mig og hans mor, men han spiller sammen med Basse, og de har det rart. Men er det nok for ham? Man skal jo også se det i lyset af, at han har supermange smerter, og sidder på en seng foran sit skrivebord og spiller. IKKE en særlig god kombination. Han har suuupermange spil, som har har købt hos STEAM, men det er ikke online spil, og jeg tror, at han har brug for online spil. Men uden al den glamour, der var i den sidste guild. Det gik slet ikke for ham. Det var også meget, meget dramatisk. René var guildleader, men da han stoppede (som guildleader), gav han posten til en anden, som så viste, desværre, heller ikke at kunne klare det. Så blev Kim guildleader. Og da René så stoppede som spiller, ville Kim slet ikke snakke med Kim. Majbrit inviterede os hjem til dem nytårs aften, fordi Kim alligevel skulle på arbejde, og inden han gik, stod han ude i køkkenet sammen med Majbrit og sagde "Hvorfor har du inviteret den slags mennesker?" - over et computerspil. Det spil har skabt så meget splid i en hel gruppe af venskab, at det slet ikke til at fatte. Og det er ærgerligt, for René kunne virkelig godt lide Kim. Det er fuldstændig sygt, altså, at et spil kan overtage mennesker på den måde. Jeg kan godt acceptere, hvis han går ind i den gruppe igen (jeg tror ikke, at han er velkommen, men hvis de opdager at han spiller, kan det være, at han måske er), men jeg har sagt til ham, at hvis jeg kan mærke den mindste form for dårligt humør pga. noget i spillet, så må det stoppe. Han er langt nok nede i forvejen. Men han elsker det spil. Han har spillet det i 10 år. Hans prøveperiode er ved at udløbe, og han skal jo til at træffe beslutningen. Jeg tænker over, hvad jeg skal råde ham til, men jeg er meget i tvivl. Det er ikke pengene, op i røven med dem, men jeg vil blive ked af det, hvis han bliver meget skuffet over det. Det vil gøre mig utrolig ondt, og det vil jeg gerne skåne ham for. Jeg er klar over, at han er et voksent menneske, endda ældre end mig, men af og til er man nødt til at se tingene udefra.

Jeg har snakket med min mor her til aften. Hun sagde faktisk noget, som jeg selv har tænkt på. Mon jeg har skrevet det herinde, eller bare har tænkt det? Hm, men den sidste menstruation, jeg havde, var bare... Den var nærmest bare en udvidet pletblødning, og jeg har sprunget en menstruation over. Det er ikke sket før, medmindre der har været ændringer i min medicin, og det har der ikke denne gang. Derfor har jeg tænkt på, om al den lortemedicin, jeg har gået og taget de sidste 16 år, måske er skyld i, at jeg er kommet i en tidlig overgangsalder. Min mor sagde, at næste gang, jeg får taget en blodprøve, lige skal have tjekket østrogen niveauet. Det er ikke vigtigt, og jeg kan jo heller ikke basere det på to menstruationer. Så jeg vil bare holde øje med, hvornår de kommer, og hvordan de ser ud, hvordan de føles og hvor længe de er der. Jeg fik ikke skrevet den sidste ned, men jeg kan godt huske, at den var ret smertefuld, men bare tog form i den ovennævnte pletblødning.

Jeg vil skrive ting ned igen. Have en liste over ting, jeg spiser hver dag. Og på hvilket tidspunkt. Det vil være interessant, ikke? Det vil også inspirere mig til at spise sundere, fordi det vil se grimt ud med kun slik, hvis andre så det. Ikke fordi jeg kun spiser slik. Ironisk nok spiser jeg lige nu en Crunch med crisp. Jeg er sucker for hvid chokolade. Mine skemalægnings-planer siger mig, at det er bedst at vente til mandag. Det er den første dag på en uge, og udover det, er det et lige tal, og ikke bare et lige tal, men "10" - og det er det mest perfekte, ud over "1" - Men jeg ved bare, at jeg har glemt det på mandag. Jeg kan lave en tester. En "opbygningsplan" i morgen, skrive nogle forskellige typer skemaer, og se hvad der fungerer bedste for mig. Det bliver spændende. Jeg er interesseret i det, i hvert fald.

Det minder mig om, at jeg skal HUSKE at gå i bad i morgen, når jeg skal afsted så tidligt mandag. Det kunne være, at jeg skulle bestille en bil med det samme, så jeg ikke glemmer det. Hvilken adresse har Roskilde hospital? Oh well. Jeg finder det på nettet. Oh... Det skulle have været præ-hospitalet, som skulle have bestilt den... Vi har glemt at ringe! Nooo....! Nå, men så må vi selv æde regningen. Jeg kan jo lige tjekke hvor meget, det kommer til at koste. Nå, René og jeg er blevet enige om, at vi lige gør det mandag morgen - det skal jo bare være 2 timer før. Så vi skal jo bare være oppe i god tid. René er ved at trække i land, for han har ikke flere smertestillende piller, og "er ikke meget for at lade (mig) afsted alene". Men det kan jeg godt, og det eneste, der står imellem mig og neu.amb. mandag morgen, er kramper. Jeg har ventet et år på den tid. Jeg venter ikke længere!

Jeg har fået hovedpine. Jeg hader hovedpine, men det gør mennesker generelt. Tror jeg da, medmindre de skal bruge det som en undskyldning. Men nu har jeg hovedpine. Jeg tager medicin nu, det hjælper måske. Det gjorde det i hvert fald i "morges", da jeg tog piller og havde kramper. Man skulle tro, at det var noget af et show, men jeg væltede ikke glasset, jeg spildte ikke sodavand overalt, jeg fik ikke pillerne halvt opløst i munden, så jeg hverken kunne synke eller spytte i flere timer, uden det smagte af "piller", og pillerne fløj ikke omkring. Jeg har fundet "The method". Jeg holder flasken med begge hænder og putter et sugerør i glasset, som jeg kun fylder halvt op.Så læner jeg mig ind over mit bord og åbner pilleæsken og tager 1-2 piller ad gangen, og lukker derefter æsken igen, stiller forsigtigt glasset, så jeg kan nå sugerøret og få skyllet pillerne ned uden at røre glasset eller ramme glasset med sugerøret. Så åbner jeg æsken igen, og tager de to næste piller, og foretager samme procedure. Jeg lader altid de vanddrivende ligge tilbage, for hvis jeg skal på toilettet, mens jeg har kramper, er risikoen for både myoklonier og anfald langt større, end hvis jeg bare sidder på min stol. I stedet taget jeg de vanddrivende, der hører med til eftermiddagsmedicinen. Det fungerer langt bedre. Men har jeg ikke fornemmelsen af kramper, tager jeg de vanddrivende om morgenen. Jeg har overvejet at sløjfe dem. Jeg tager de vanddrivende hver dag, 6 styks, min fod er på nogenlunde samme størrelse som den anden, ikke anklen, men selve foden, og jeg tisser 2-3 gange dagligt. Jeg mener; hvor meget mere tis kan jeg indeholde? I betragtning af, at jeg drikker et sted mellem 1-1½ liter sodavand dagligt og intet andet, synes jeg faktisk at 2-3 tissetåre er helt okay. Mit ben er også nogenlunde okay, bortset fra omkring benet. Der, ved arret.

Jeg har de her vildt grimme tunikaer, som jeg bare ikke fatter, at jeg har købt. Jeg har personligt siddet og tænkt "Wauw!" og klikket på "Køb". Det, der egentlig gør det hele så slemt er, at jeg ikke kan lige tunikaer. Jeg kan ikke lide fænomenet "tunika". Det er... Så meget ikke mig. Og jeg bryder mig - jeg slår det fast en gang for alle, selvom mange vindueskiggere vil stille spørgsmålstegn ved det, og især om sommeren - ikke om toppe, bluser, noget som helst, som ikke går helt op til min hals. Jeg bryder mig ikke om "bådudskæringer" og "v-udskæringer" - det er IKKE min stil. Og alligevel er stort set hele min garderobe baseret på den slags! Det er simpelthen så åndssvagt! Jeg havde jo en af de her tunikaer, en sort/hvid mønstret hæslighed, og jeg har åbenbart set på den og tænkt "Hvorfor har jeg kun én af dem!? Den er SÅ fabulous! Jeg må have en til! Oh my God! De har også en i et laksefarvet/hvidt mønster? Den MÅ jeg bare eje!" Og så har jeg valgt min størrelse og trykket på køb, betalt for dem og været superspændt på at de skulle komme. What the hell? What was I thinking?! Men! Jeg topper den! Jeg gør grin af mig selv overfor René og konkluderer at jeg smider dem til hen til Katja og hendes genbrug-ting, og siger han siger "Det synes jeg ikke at du skal, du ser så godt ud i dem, de klæder dig rigtig godt" - og alene derfor har jeg valgt at beholde dem! HAHAHA! For at behage min mand... Men så jeg beholder dem - men jeg køber ALDRIG sådan noget lort igen. Fandeme! Jeg må have ordentlig tøj!

Og nu er det en måned siden vi sidst har fået gjort rent. Her er så KLAMT at være, og jeg bliver altså nødt til at henvende mig til vores visitator mandag eftermiddag. Hvis vi ikke har hørt fra det firma, vi har valgt, må jeg skrive en e-mail til hende, og fortælle hende, at det ikke er for at være uhøflig eller noget andet, men at vi ikke har hørt fra firmaet endnu. Et eller andet sted er det jo ikke hendes problem, men ... Ja. Jeg ved ikke rigtig hvem pokker jeg ellers skal henvende mig til.

Jeg synes at julen rykker meget tæt på meget hurtigt. Eller er det bare mig? Det har lige været den 7. november, altså... Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det, jeg prøver virkelig, jeg kæmper mig selv op til at kunne klare det, holde ud og være ved godt mod. Det er juleaften, for pokker, det bliver hyggeligt. Det gør det, det plejer det jo... Det plejer det jo... Det skal bare gå godt i år. Jeg kan ikke skuffe ham igen. Jeg kan ikke skuffe René igen. Han har givet udtryk for, at den ene juleaften, vi holdt sammen, ikke var speciel, og det er jeg faktisk ked af, for det syntes jeg, at den var. Han vil gerne hjem til sine forældre, og jeg vil jo gerne med, men der er bare ikke et eneste år, hvor det er gået godt. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, det kan jeg jo godt. Det kikser altid for mig. Enten er jeg depressiv eller psykotisk, ellers vil jeg bare gerne hjem. Jeg ved ikke, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg må virkelig tage mig sammen, jeg vil ikke sidde og græde juleaften, fordi der er der ingen, som er tjent med. Jeg græd, sidste gang vi holdt jul sammen. Jeg tror ikke, der var nogen der så det, for det var midt under gaveudpakningen. Men jeg græd. Jeg ved ikke engang hvorfor. Jeg vil ikke have at det skal være sådan igen i går, men hvis mit liv fortsætter sådan her, vil jeg sidde og flæbe hele aftenen igennem, og tage ALT hygge fra René, ødelægge hans juleaften med hans familie, som han glæder sig meget til. Hvis jeg skal blive hjemme, bliver han jo også hjemme, han lader mig ikke sidde her, og jeg vil ikke have at han skal blive hjemme. Der er så meget drama, at jeg allerede hader jul. Jul er pest. Jeg tror faktisk, at jeg vil melde mig ud af jul. Fra nu af, er der ingen jul. Ingen får gaver af mig - heller ikke René. Uanset hvor meget jeg end vil give ham et eller andet. Der er bare ikke noget. Han er fri til at give de gaver, han vil. Jeg kan ikke. Det bliver svært at forklare overfor min niece og nevø. Måske jeg skulle købe en gave til dem. Eller; betale mig fra at gøre det: jeg plejer bare at sætte 600 kroner ind på min brors konto. Så kan han købe 2 gaver. Jeg laver 2 gavekort til Rødovre Centrum. Så kan de købe hvad de vil - eller gå i biografen. Teknisk set har René kun én gavemodtager tilbage. Resten er 18 eller over. Men det er røv. Så han må være sådan lidt afslappet omkring det, og give gaver til hvem han vil - han har min tilladelse. Jeg skal bare bruge de 600 kroner. Så han han bruge resten af gavebudgettet på det, han vil. Jeg ved ikke endnu, hvad det er på. Det ved jeg først til december. Men jeg vil regne med ca. 2.-3.000 kroner. Og der er en 300-kroners grænse. Så hvis alle deltagere i Renés families juleaften skal have en gave til max 300 kroner, vil det blive 2.700 kroner. Men han skal ikke give gaver til alle sammen, så det problem opstår slet ikke. Det skal nok holde vand.