Kun jeg stiller krav til mig

Trist. Jeg holdt ikke længe. Men skal man det? Er der nogen, der siger, at man skal være på besøg hos andre meget længe? Jeg blev hentet omkring klokken 15:45 og tog hjem omkring 20:30. De virkede nærmest som om det var tarveligt af mig, at jeg ville hjem.

Men jeg kunne ikke rumme mere... Mit hoved var fyldt op. Kim & Majbrit er dejlige mennesker, og jeg har intet imod at besøge dem, men jeg synes at vi var der for længe. Jeg var også ked af, at jeg selv måtte sige, at jeg gerne ville hjem. Lidt skuffet over at René ikke sagde noget. Men okay, jeg sad med ryggen til ham, han havde ingen mulighed for at se, hvordan jeg så ud i ansigtet, han kunne ikke aflæse mit kropssprog eller noget. Så han er undskyldt.

Sidder og lytter til Selvmord... Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige... Der er så mange ting, jeg burde sige, men hvordan og hvornår? Og hvorfor? Hvorfor føler jeg, at jeg bliver nødt til at sige noget? Det er jo helt tosset.

Hvem er det, der stiller krav til mig, ud over mig selv? Ingen, tror jeg. Jeg kender ikke til andre, der stiller krav til mig. Jeg lever et luksusliv. Hvad fanden har jeg at brokke mig over? Det er sygeligt at jeg sidder her og hænger... Totalt dumt. Jeg forstår ikke mig selv. Det gør jeg ikke.

Mit bibliotek

Gullasch. Gullasch mig i røven! Jeg gider ikke! Jeg vil ikke! Jeg har sagt ja...

Katja og Maria kommer på onsdag. Jeg må huske på at skrive til Katja, der skal huske mine bøger om psykiatri, som hun har lånt. Jeg har ikke haft brug for dem, men det er altid bedst have sine bøger hjemme. Det synes jeg faktisk om alt; jeg bryder mig ikke om at låne ting ud. I hvert fald ikke hvis det er noget vigtigt. Men ikke desto mindre stoler jeg på, at Katja har sørget for, at de er i upåklagelig tilstand. Bøger er faktisk ret dyre... Desværre. Men jeg elsker dem alligevel. Især mine psykiatribøger.

Min drøm er at få et bibliotek engang. det behøver ikke at være noget stort. Et værelse med reoler hele vejen rundt, og så et lille skrivebord med en lille lampe og måske en computer, hvis det er den slags arbejde, der skal laves. Men kunne det ikke være absolut fedt? Bare at være omgivet af duften af alle de bøger, gamle som nye? Jeg synes at det ville være det bedste for mig. Men vi får aldrig værelser nok til at jeg kan oprette et bibliotek... Jeg vil dog alligevel begynde at samle mig flere bøger, selvom jeg allerede har en del. Men det kunne bare være enormt fedt med en masse, masse bøger. Jeg vil helst have fagbøger, men også romaner er velkomne i mit bibliotek. Jeg glæde rmig supermeget... Jeg håber at det bliver til noget. Det ville gøre mig så glad. Og så skulle jeg finde på systemer til mine bøger. Genre, alfabetisk eller hvad, det nu bliver til. Det kunne bare være superfedt. Jeg vil have flere bøger om psykiatri, flere om religion. Bøger om konspirationsteorier, biografier, "gamle" bøger af f.eks. Agatha Christie... Jeg vil have lidt af det hele. Jeg vil eje mit eget lille bibliotek.

Drømme har jeg nok af. Men går det? Bliver de til noget? Jeg ved det ikke... Men jeg håber.

Blot en lille forskræmt pige...

Hvem er jeg? Egentlig er jeg lidt i tvivl lige nu. Jeg har vist egentlig aldrig rigtig været sikker, sådan helt, på hvem jeg er. Jeg er vist meget kompleks. Det kunne jeg da i hvert fald forestille mig. Kompleks og oversensitiv. Jeg har ingen kontrol over mine følelser. Jeg tuder hvornår det skal være - og over HVAD der skal være. Sært. Men sådan har jeg vel egentlig altid været... Måske er det netop dét, der gør mig til hvad/hvem jeg er?

Jeg synes lidt, at jeg lige op oplever en eller anden personlighedskrise. Jeg kan ikke forklare hvorfor, for jeg mangler ord. Jeg synes bare at det føles som om jeg er noget andet end det, jeg "er". Lyver jeg for mig selv? Lyver jeg for andre? Hvilke facader har jeg, og hvilke overfor hvem? Er det nogen, jeg selv kender til, eller er de ubevidste?

Alle mulige spørgsmål, som jeg bare ikke kan svare på... Og skal jeg overhovedet svare på dem? Er det nødvendigt? Det er det nok ikke... Jeg undrer mig bare over det engang imellem... Og især lige for tiden. Jeg føler mig virkelig forvirret. En identitetskrise? Hvorfor? Hvad gik der galt? Og hvorfor?

Jeg forstår det ikke. Men måske er det ikke meningen, at jeg SKAL forstå det. Måske er det meningen at jeg bare skal lade være med at spekulere så meget? Måske er det meningen, at jeg faktisk bare skal slappe af og tage tingene som de kommer? Og hvis det er meningen, hvordan gør man det så? Jeg tror ikke, at jeg sådan dissideret har prøvet at slappe af... Jeg har altid været stresset, jeg har altid været bekymret. Jeg har altid noget at tænke over - f.eks. som jeg tænker nu. Det er sært. Jeg kunne godt forestille mig, at alt dette er ramlet fordi jeg har været stresset så længe. Jeg er ikke umenneskelig, jeg kan ikke bære alt på mine skuldre. Jeg er kun et menneske.

Kun et menneske...

Am I good enough for you?

Tja. Det kan være svært at se det positive i tingene. Også i forholdet, selvom det egentlig slet ikke går dårligt i forholdet. Jeg bliver bare af og til usikker på mig selv og Renés følelser for mig. Selvfølgelig ved jeg, at han elsker mig, men jeg har af og til svært ved at se, om jeg overhovedet er værdig til hans kærlighed.

Det føles lidt som en dårlig drøm, der aldrig stopper. Jeg ved at den stopper på et tidspunkt - men hvornår? Jeg har det ikke sådan rigtig "dårligt", som ordet egentlig betyder. Jeg har det mere sådan, at tingene synes håbløse og at jeg egentlig bare gerne vil sove... Lægge mig til at sove, og vågne når alting er i orden igen. Selvfølgelig er det dybt urealistisk. Men bare det ikke var.

Jeg tænker lidt på, at jeg egentlig bare er ynkelig og klynker over ligegyldige ting. Men de fylder jo meget i min hverdag. Jeg synes at de fylder rigtig meget. Måske burde jeg opsøge en psykolog, men alligevel føler jeg ikke, at det er noget for mig. Der er kun én psykolog for mig, HELENE GRAU, og det er ikke muligt for mig at gå hos hende, da hun har praksis i København og jeg bor ret langt væk - det er lang vej at skulle tage alene, og det magter jeg simpelthen ikke. Jeg vil ikke have René med til psykologsamtaler. Det er OK at han er med til mine psykiatersamtaler - men det andet vil jeg ikke have. Det er jo så heller ikke rigtig nødvendigt, kan man sige, da jeg ikke skal gå til psykolog. Engang imellem ville det bare være rart. Jeg savner også Helene. Det var gode tider, dengang.

Jeg ser frem til bedre tider. For nu gider jeg snart ikke det her patetiske pis længere, men jeg er jo et eller andet sted nødt til. Jeg kan ikke tillade mig selv at synke yderligere ned.

Can't Lose You

Jeg sidder og lytter til Type O Negative, slapper af og nyder lyden af Peters stemme. Peter er dejlig, han får mig til at glemme det hele. Jeg har ikke brug for at snakke lige nu, så René dur ikke. Han er dejlig, han er her altid, og jeg elsker ham. Men lige nu har jeg brug for Peter.

Jeg er havnet i den situation, at jeg simpelthen ikke har lyst til noget, andet end at fordybe mig i musik og glemme ALT om verden. Det er i morgen, jeg skal stige i medicin. Jeg havde åbenbart flere piller end jeg huskede. Men jeg har hældt den nye dosis op fra i morgen... Så på mandag skal jeg have seponeret Risperdal helt, og "kun" få 25 mg Abilify. Jeg tror at det vil gavne mig.

Jeg har flyttet lidt rundt i dag. Jeg faldt i går, forvred min ankel, men jeg kan godt gå, hvis jeg går forsigtigt. Derfor har jeg i det hele taget bare hygget mig hele dagen. Men det er ikke som det var førhen... Nu er det kedeligt, trist, og jeg nyder kun musikken. Peters stemme. Igen og igen. Hvad den mand dog ikke har givet mig, alene med hans fantastiske tekster... Det er utroligt. Jeg holder simpelthen så meget af ham. Ikke fordi jeg kender ham, så det er sådan lidt teenager-agtigt, men fordi jeg ganske enkelt elsker ham for det, hans tekster gør ved mig. Det hjælper altid. En god Type O Negative sang, når det hele er værst... Det hjælper altid.

"Your wish is my law". Elsker den sætning. Den er fra en af deres bedste sange, "Love You To Death", som jeg er meget begejstret for. Mon de har lavet noget, jeg ikke er synderligt begejstret for? Hmm... ja, det har de nok, men det er et minimum antal sange.

Uh, er det ikke koldt her til aften? Det føles som om her er frostgrader herinde, men når jeg kigger på mit termometer, siger det 24,9 grader. Det er bare som at fryse helt ind til knoglerne. Ved ikke, hvorfor her er så koldt. Radiatorerne er ellers tændt og det hele.

skræmmende & surt

Jeg er blevet rigtig godt, gammeldags tøsesur i dag. Derfor har jeg aflyst fejringen af MIG og mine snart 30 år. Jeg gider ikke at holde fødselsdag, alle kan rende mig. Jeg bliver herhjemme og fejrer det med René og måske Kim & Majbrit... Hvis de har tid...

Jeg gider simpelthen ikke at være så meget til grin... Prøver at stable en fødselsdag på benene, og så bliver det skudt i sænk... Hader det. Jeg skal have styr på det. Der er lang tid til endnu, men det skal sgu da for helvede planlægges i god tid... Det synes jeg i hvert fald.

Men indtil videre har jeg ikke rigtig noget at byde på alligevel. Lagkage. Det er, hvad der kan blive råd til. Det er jo også bedre end ingenting. Eller? Jo, det synes jeg. I øvrigt, så elsker jeg også lagkage, så hvorfor ikke?

Jeg skal også til at sige i medicin igen... Det er jeg nødt til, for det går skidt. Jeg håber at en stigning vil hjælpe mig. Det gør det nok. Det gør den slags jo nogle gange... Jeg skal bare lige have hentet medicinen på apoteket.

Det ser dog ud til, at jeg har fået det en smule bedre... Det er da altid noget. Jeg håber på bedre tider. Mens jeg sidder her og læser horrible ting på nettet og spiser Xtra Sour Mix (bolcher) - super.

Samme skæbne som Dead?

Sagen er klar. Jeg er her til morgen blevet psykotisk. Ingen umiddelbar grund, andet end at jeg læste noget i morges, som kan have ansporet en psykose. Jeg er jo som bekendt gået ned i medicin, jeg har haft en depression, og jeg troede at alt bare var smukt og cool. I morges læste jeg om Dead, en sanger fra et kendt norsk black metal band. Jeg fik det direkte dårligt over at læse om hans liv og selvmord, og kort tid efter udviklede jeg noget, som jeg tror er psykotisk, men som jeg egentlig ikke er helt sikker på.

Sagen er den, at jeg ikke sådan... Jeg føler ikke, at jeg hører til her længere. Jeg føler mig død, at mit hjerte er stoppet med at slå, og at min blod ikke længere løber i mine årer, og det er sådan, at jeg egentlig bare venter på, at Døden kommer og henter mig, for at tage mig med til Dødsriget, hvor jeg hører til nu.

Her til formiddag tænkte jeg, at jeg ville hjælpe døden på vej. Gøre arbejdet nemmere for ham, ved selv at tage derhen. Jeg har ikke tænkt på selvmord i 7 år,og tanken frastøder mig. Normalt. Men nu virker den næsten velkommen. Det skræmmer mig rigtig meget. Ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.

Det eneste, jeg sådan set ved, er at den her psykose i grove træk ligner den historie om Dead, jeg læste i morges. Det kan jeg se, fordi jeg har bogstaverne printet ind på nethinden. Det var så ulækker en historie, at jeg næsten brækkede mig... Og nu sidder jeg her selv, nu er jeg her selv...

Tænk at man kan være så påvirkelig? Jeg burde måske nok have ringet til KBJ, men jeg skal derind på mandag. Nu står jeg et sted, hvor jeg kan vælge mellem 3 forskellige scenarier:

1. Jeg kan vælge at fortsætte som det er nu, uden depression, men med psykoser
2. Jeg kan vælge at have depression, men ingen psykoser
3. Jeg kan vælge et andet supplerende præparat og tage måske 10-15 kg på - jeg vejer 145 nu.

Hvad vælger man? Det er jo et umuligt valg at tage...?! Jeg må tale med René om det. Men lige nu spiller han, og jeg vil ikke forstyrre.