Jeg kan lide Danny McBride

 Ja, så er vi her igen. Samlet omkring tv'et. René og jeg har binget TV-serier på HBOmax, og det hele startede med The Righteous Gemstones. Hvilken en GLORIOUS serie! John Goodman er virkelig god som Eli, men det er ungerne, som er gode. Eli har 3 børn. Jesse (Danny McBride), Judy (Edi Patterson) og Kelvin (Adam Devine). Det er de mest selvoptagede og forkælede børn, og man skulle ikke tro, at de kunne udrette noget som helst. Det skal da heller ikke være nemt for dem, siden de konstant graver sig selv dybere og dybere. Jesse har en kone og tre børn. Judy har en mand, som ingen rigtig accepterer, fordi hun behandler ham som lort, og Kelvin lever og dør for sin bedste ven, Keefe, der var satanist, men blev reddet af Kelvin. Nå ja. Familien Gemstone ejer den største kirke i det område, de bor i. Det er stadium-størrelse, det er med storskærme og det hele, og Jesse vil ekstremt gerne overtage det hele når faren vælger at gå på pension. Deres mor er død, men hendes bror, Baby Billy Freeman (Walton Gogging), lever stadig i bedste velgående. Judy vil gerne have at familien accepterer hendes mand, B.J., og hun vil gerne synge og være berømt i kirken. Kelvin, som er den yngste, træner muskler med de unge, så de kan blive "muskelmænd" og samtidig kristne. Den serie er så skidegod. Der er kun 3 sæsoner, og det ærgrer jeg mig personligt over. Den sluttede et sted, hvor det ikke virkede som om der ville komme mere. 

Dernæst tjekkede vi "Vice Principals" ud. Den var også rigtig sjov. Mange af de samme personer var med, som var med i den førnævnte serie. De to viceinspektører, der skal slås om pladsen som nummer 1, er Neal Gamby (Danny McBride) og Lee Russell (Walter Goggings). Neal falder for den smukke, nyansatte skolelærer, Amanda Snodgrass, som også falder for ham. Men Ms. Abbott (Edi Patterson), som er lærer på skolen, har meget store følelser for Neal, som bruger hendes "venlighed", indtil han indser at han har en chance hos Amanda. Der er også en 3. viceinspektør, som jeg lige nu ikke kan huske hvor passer ind, men det er Vice Principal Miggs (Steve Little). Jeg mener at det er ham, der overtager, efter Russell bliver smidt ud. 

Den sidste serie, som vi så færdig i går, "Eastbound & Down" handler om den fallerede baseball spiller Kenny Powers (Danny McBride) og hans trofaste følgesvend Stevie Janowski (Steve Little). Kenny er den mest egoistiske person verden nogensinde har set, og man kunne godt tænke, at han måsje selv tænkte at han gave fra gud. Stevie synes at han er en gud, og han følger ham overalt. Til Mexico, hvor han møder Maria, som han forelsker sig vildt i, og i stedet for at spørge Marias far om hendes hånd, spørger han Kenny. Kenny leder efter sin far, Eduardo Sanchez (Don Johnson), i Mexico, men kan ikke finde ham. Stevie finder ham, uden at vide hvem han er. Men det ender da også med, at Kenny, Stevie og Maria tager tilbage til USA og forsøger at få deres liv til at fungere. Kenny finder ud af, at hans eks er gravid, og han er faren. Men jeg vil ikke afsløre mere her. Jeg vil sige, at Guy Young er med, som vi ellers har set fra "Brooklyn 9-9" som Police Captain C.J., vi har Will Ferrell med, som er Will Ferrell, og som alle burde kende, Matthew Maconaughey har et par ekstremt passende cameos, men de er sjove og passer til resten af serien, og til sidst - men ikke mindst - rosinen i pølsenden: Sacha Baron Cohen, som vi kender fra Ali G, Grimsby og Borat-filmene. Vi var faktisk så heldige, at vi i et halvt minut eller mindre lige fik et blik af en mørkblond, orange-bærende, cargo shorts-iført Marilyn Manson, der havde en cameo som tjener på en restaurant, Kenny spiste på. Det var meget sjovt at se. Jeg er ikke vant til at se Marilyn Manson i den slags "attire". 

Ang. Marilyn Manson: Jeg synes jeg har hørt et sted, at han snart kommer ud med ny musik. Det håber jeg så meget er rigtigt, fordi jeg har savnet det så utrolig meget. Jeg hører meget det jeg allerede har, men jeg vil gerne høre noget nyt. Noget, som måske handler om de følelser han har været igennem de sidste 2-3 år. Vi er en blog, der helt klart støtter og står bag Marilyn Manson. Hvis du ikke er enig, er det naturligvis op til dig selv. Du kan bare lade være med at være enig. Men jeg vil bare sige: Jeg tvivlede engang, og så gjorde jeg ikke det igen. Jeg så i går, at Jason Momoa er den næste i rækken, og at nogle har anklaget ham for pædofili. Sådan nogle ting pisser mig af. 

Jeg har forresten helt glemt at jeg har fået denne leveret personligt i min postkasse, og at det er en måned siden (så vidt jeg husker). Men er det ikke sødt at de håndskriver deres invitationer og kører rundt med dem? Jeg tog naturligvis ikke med, eller tager, jeg ved faktisk ikke hvornår det er. Men jeg er der i hvert fald ikke. Eller var. 

Gunner Johannes Jensen var ingen nar

I dag er det den 10. august. Det er dagen, hvor min farfar blev født, men bare tilbage i 1926. Min farfar en københavner. Han voksede op på Frederiksberg, ifølge min farmor. Jeg vil fortælle lidt om min farfar, fordi det tror jeg ikke, at jeg ellers har gjort på noget tidspunkt. Dette var min farfar tilbage i 1980'erne.

Dette er et typisk billede af os juleaften. Min farmor og farfar havde kun kunstige lys og en julestjerne på. Der blev ikke sådan rigtig pyntet noget træ, men de havde et træ hvert år, som vi lige akkurat kunne danse omkring, fordi deres lejlighed ikke gav supermeget plads til det. Og når jeg ikke hang på min farfars arm, hang jeg på min brors, indtil jeg blev gammel nok til at kunne gå selv. 

Men for at komme lidt længere tilbage i tiden: min farmor har fortalt mig, at hun mødte min farfar, da han besøgte en ven i Gørlev, hvor hun boede. De blev venner, måske endda forelskede, og efter han tog hjem, skrev han  breve til hende, som hun svarede på. De blev gift i 1948, den 26. september. Min farmor og farfar blev begge født i 1926, men min farmor havde fødselsdag allerede den 2. januar, så hun var ældre end min farfar, selvom det teknisk set ikke betød noget. De havde et godt liv, og i 1949 blev hun gravid. den 20. april fødte hun en dreng, som de kaldte Arne. De fik aldrig flere børn. 

Min farfar, tror jeg lidt, levede sit liv for min farmor. Han kaldte hende for "Tums", og selvom de ofte kunne være uvenner, var det ikke noget, os børn lagde mærke til. Min bror, Mark, var der ofte da han voksede op, fordi hans mor var en anelse ustabil dengang, og mine forældre havde arbejdsskemaer, der slet ikke passede med et lille barn, og de derfor havde lavet en aftale med min farmor og farfar om at jeg kunne blive passet der hver anden uge. Så de havde Mark meget af tiden, og da han blev stor nok til at klare sig selv, havde de mig. De havde, da min far var yngre, helt tilbage i hans teenageår, min farmors skizofrene lillebror boende for en stund. 

Når jeg var, hos min farmor og farfar, gik min farmor og jeg hen til et bestemt sted hver dag, hvor vi ventede på at min farfar skulle komme cyklende når han havde fri fra arbejde. Når han endelig kom, blev vi så glade, og fulgtes hjem, hvor min farmor gik i gang med at lave mad, og jeg sad på min farfars skød, i køkkenet ved spisebordet og lyttede til Kim Larsen, mens min farfar lærte mig teksten til sangen, så jeg kunne synge med. Da han fulgte efter min farmors eksempel og gik på efterløn, havde han endnu mere tid til mig. Og vi lavede ting som at spille spil med huskekort, gå på legepladsen og cykle ture rundt i og omkring Rødovre, hvor de boede. Vi legede også frisør. Det indebar, at det sparsomme hår, min farfar havde, blev flettet i smukke fletninger, og lukket af med husholdningselastikker. Det var umuligt at få dem ud, så til sidst tror jeg at min farmor klippede dem ud. Jeg tror også kun at vi legede den specifikke leg den ene gang. 

Min farmor og farfar havde en campingvogn. Den stod fast på min farmors søsters og hendes mands sommerhus-jord, ved en strand, som jeg har glemt alt om, hvad hedder, fordi vi altid bare kaldte det for "Stranden". Vi var der altid samtidig med moster Edel og onkel John, som var i deres sommerhus, men i det store og hele var vi mest for os selv ved campingvognen.

Dette er et billede af min farfar, taget ved Stranden, foran campingvognen, med smukke mig i baggrunden. Jeg ved ikke, hvad jeg har set, der får mig til at se sådan ud. Så lad mig vise et (måske, det er jo subjektivt) bedre billede af min farfar og mig:

Min mor har syet de bukser. Men jeg kan se, at jeg er yngre end jeg var på det andet billede. Det er mærkeligt at min farfar ser ældre ud her, end han gjorde på det foregående billede.

Nå. Men der lå en købmand i nærheden, hvor vi købte ind hver dag. Nogle dage mere end andre, men jeg var altid med. Min farfar købte altid en is til mig. Det var en blå pindeis, mener at den hed "Blipblop" eller noget i den stil. Jeg elskede den is. Han lærte mig, mens vi gik, at når man gik på en vej, hvor der ikke var noget fortov, skulle man altid gå mod trafikken. 

Min farfar lærte mig mange ting. Han lærte mig også, at når man skriver et brev og starter ud med "Kære...", er man nødt til at afslutte brevet med "Kærlig hilsen". Hvis man starter med "Hej...", kan man slutte med "Venlig hilsen". Han lærte mig forskellen på "i" og "I" når det kommer til personer, Og, som en ekstra lille bonus, lærte han mig, at grunden til at busserne flager den 4. maj, er fordi jeg har fødselsdag. Den sidste kunne jeg godt have været foruden, men det var da meget sødt fundet på af min farfar. (Hvis nogen er i tvivl, flager busserne d. 4 og 5. maj på grund af Danmarks befrielse fra tyskernes besættelse i 1945.)

Min farfar sagde til mig at jeg gerne måtte lege i bilen. Så jeg fik bilnøglerne og mine veninder og jeg gik ud til bilen og lod som om vi var nogle vigtige hotshots, som skulle køre steder hen. Der skete frygtlige ting i den bil. Jeg trykkede rimelig heftigt på alle pedaler, og til sidst blev de slappe, jeg nulstillede kilometertælleren flere gange, fordi jeg ikke vidste hvad det var, og det var noget rod. Men han sagde aldrig nej. Han hentede mig også altid, hvis jeg havde brug for et lift, og han kørte mig alle steder hen, jeg havde brug for. Jeg skulle bare spørge. 

Han tog mig med til en ishockeykamp. Det var spændende. Rødovre spillede mod et andet hold i en pokalfinale, så der var gang i den. En dag satte vi os ind i bilen meget tidligt om morgenen (farmor, farfar og mig) og kørte  hele vejen til Billund, så vi kunne tilbringe en dag i Legoland. Det gjorde vi, trods trafikken. Min farfar var verdens bedste chauffør, og selvom han ofte satte sig selv i situationer, som måske var lidt svære at komme ud af, kunne man kun grine af en eksplosion hvor han råbte "Hvordan skal vi nogensinde komme til Legoland når vi kører 0 kilometer i timen!" Vi blev der ikke natten over, men kørte hjem samme aften. Det må have været en hård tur for dem, men især for min farfar, som jo skulle koncentrere sig om at køre. 

Min farfar var glad for at læse. Han havde en masse bøger. Jeg ville gerne have haft nogle af dem. Men de eneste bøger, jeg fik, er dem, han selv har givet mig: "Borte med blæsten" og "Verden ifølge Garp". førstnævnte var en indbundet version, sidstnævnte var en paperback. Men jeg har dem stadig. Han havde også bøger, jeg lånte og læste mens han levede, og det var f.eks. en bog om Bermudatrekanten. Det var noget han syntes var interessant. Han var meget interesseret i at læse om 2. Verdenskrig, og det føltes lidt som om at han fik en ny bog om emnet hvert år til jul og fødselsdag. Men han var også glad for en god spændingsroman. 

Min farfar, som bar navnet Gunner Johannes Jensen, plejede at sige "Jeg er ingen nar". Han sagde dette, fordi mange der hed og hedder "Gunner" faktisk staver det med "a", som i Gunnar, og han forsøgte at lære andre at stave hans navn korrekt. Han sagde det også om min farmor. "Din farmor er ikke et lig". Min farmors navn var Gurli Birthe Aagren Jensen. Fordi hun hed "Gurli" og ikke "Gurlig", vurderede han at det var den nemmeste måde at lære mig det på. 

I dag ville han være fyldt 97. Men han døde som 77 årig af en hjerneblødning. Min bror fik sit første barn året efter min farfars død, og min farfar nåede ikke at lære René at kende. Dagen efter min farfars død var mærkelig og næsten zombie-agtig. Jeg havde været vågen hele natten. Min farmor havde ringet fra hospitalet, fordi det var hende, der havde ringet efter ambulancen. Men jeg havde en aftale med en veninde om at tage i Tivoli. Jeg valgte at holde vores aftale, for at tænke på noget andet. Men det var en svær dag, som sagt var det som om jeg var i en boble, og verden bare fortsatte rundt om mig. Det var første gang, jeg havde mistet en, der var så tæt på mig.

Jeg ved ikke, hvornår dette billede er fra. Jeg vil skyde på sidst i 1990'erne. Det er min farfar, som sidder i forgrunden, og min farmor som går og plukker visne blomsterknopper af sine planter i baggrunden. Billedet er taget i deres have i det rækkehus, hvor de boede i Rødovre. Min farmor, som levede alene helt frem til 2020, hvor hun til sidst boede i en måned på et plejehjem før hun døde, og hun savnede min farfar hver dag. Men som tiden gik, forsvandt han for hende, og hun tillagde ham kvaliteter, han ikke havde. Hun sagde at de bad aftenbøn sammen, men min farfar var slet ikke kristen. Og det var bare en ting. Men hun var slemt dement, og det kan være svært, når man sidder alene og ikke kunne finde mening med noget. Min farmor ønskede at dø. Det gav hun udtryk for flere gange. Hun faldt, og derfor skulle hun tilbringe et stykke tid på et hjem, hvor de bedre kunne hjælpe hende, og til sidst  kom hun på plejehjem. Ingen måtte besøge hende, så jeg fik ikke sagt farvel. Det gjorde jeg jo heller ikke til min farfar, men det kom mere som lyn fra en klar himmel. 

Men dette er min farfar. En af de bedste i verden.

Raise hell

 Hej til alle Wordlings, men især jer, som elsker en god sang!

For jeg har fundet en samling på 7 sange, som jeg lytter til mest. Men det er en samling med kun kvindelige sangere, hvilket ikke er direkte i lige linje med min daglige musik-lytning. Men "the ladies" skal også hyldes engang i mellem. Så jeg har nu fundet 7 af de absolut bedste. 7, fordi 7 er mit yndlingstal. Jeg ved ikke, hvad der er med det tal. Det ser godt ud, det føles godt at sige det, og det er en dejlig ting at skrive. Jeg har haft det tal i hovedet siden mine mellemskoleår i folkeren (dvs. tilbage i 4.-5. klasse). Hvis det ikke er "bare" 7, er et tal med "7" i det næstbedste. Jeg har dog  også en ekstra sang. Det er ikke en del af listen, det er ikke en nummer 8. Det er et "encore". Jeg er næsten færdig med "Rememberings", skrevet og læst op af Sinéad O'Connor, og jeg blev temmelig chokeret over hendes død. Jeg ville vente til den første til at smide en sang ind, fordi min næste anmeldelse bliver den bog, men jeg synes at vi tager denne sang og lægger ind her. Der er dog en del at vælge imellem, men fordi jeg lige har fundet ud af at jeg ikke er ateist, som jeg har troet hele mit liv, men derimod en agnostiker. The more you know.

Den første sang, jeg har valgt, er med Dorothy. Jeg har valgt denne sang, fordi jeg hører den meget. Dorothy har en virkelig cool stemme, men videoerne er i top, og denne video er virkelig god. Jeg elsker denne video så meget, hvilket er årsagen til, at jeg har valgt den. For der er Dorothy sange, jeg hører oftere.

Jeg burde måske lige sige, at denne liste ikke er i nogen speciel rækkefølge. 

Næste sang, jeg har valgt, er med LP. Hun har en meget karakteristisk stemme, og jeg kan godt lide hendes vibe. Hun er anderledes - som de andre kvinder på min liste også er det. Jeg lyttede først meget til "No Witness", men pludselig, ved et tilfælde, faldt jeg over "Muddy Waters", og nu er det den der kører på repeat.

 

Den næste gruppe, jeg vil hive frem, er In This Moment, som jeg ADORE. I hvert fald Maria. Jeg har aldrig hørt en mere perfekt stemme. Jeg kunne sagtens fylde hele denne liste med kun hendes sange, men sådan bliver det ikke. Jeg vil også sige, at valget på denne sang ikke var nemt, fordi der var så mange gode at vælge imellem.

Jeg havde 3 andre sange med i kapløbet, og hvis du har lyst til at høre mere til In This Moment, kan du eventuelt lytte til "River of Fire", "Mother", og "Fly Like An Eagle"

Den næste video er lidt en "same situation" som In This Moment. Jeg kan virkelig godt lide det meste af Bebe Rexhas musik. Men jeg lyttede til nogle forskellige sange, og valgte til sidst denne, fordi jeg godt kunne lide den vibe, sangen havde. Men en sang som "I'm Gonna Show You Crazy" er også virkelig fed.

Men denne sang, "I Got You", kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke ønsker at danse. I'm sorry. 

Hvem er Gin Wigmore, udover kvinden der har lavet denne skide gode sang?

Det ved jeg ikke! Men da Gin Wigmore sagde "Jeg indspiller Black Sheep", gjorde hun det helt rigtige! Jeg har hørt flere af hendes sange, og de er ikke lige mig. Men denne sang er super-mig. ONCE YOU GO BLACK, YOU NEVER GO BACK! Hehe. I hear you, Gin!

Vi er ved at nærme os enden på listen med sang nummer 6, som jeg har (husk: tilfældigt) besluttet bliver The Warning og deres samarbejde med Alessia Cara, som for et par år siden lavede et cover af "Enter Sandman" (originalt et Metallica-nummer, men det er der vist ingen, der ikke ved. Jeg hader det fucking band så meget, især deres trommeslager, men de har da lavet nogle gode sange. Jeg ville med glæde snakke om HVORFOR jeg hader Metallica så meget, men dette indlæg handler om glæden ved musik).

Jeg er ikke helt sikker på hvorfra i verden Alessia kommer, men jeg er ret sikker på, at disse tre unge kvinder, som udgør The Warning, er et spansk band. Jeg har hørt en del musik med dem, og de sparker røv på de fleste af sangene. 

Den sidste plads på min 7-plads-liste kommer fra en oldtimer, som jeg faktisk ikke engang ved om stadig er i live. Det er heller ikke fordi jeg har hørt så meget af hendes musik - jeg tror kun at jeg kender en anden sang. Den er dog ikke vigtig, jeg er ret sikker på, at i mine øjne vil det største hit, hun har lavet, altid være dette: "Son of a Preacher Man". Ladies & Gentlemen: DUSTY SPRINGFIELD!

Disse sange er alle nogle, jeg værdsætter dybt. Jeg tror, at første gang jeg hørte "Son of a Preacher Man", var det et cover lavet af Hanne Boel. Det var ret godt, faktisk. Men i mange tilfælde er originalerne bedre. Det er dog lige så tit, synes jeg faktisk, hvor man falder over kopier, som er bedre. Se f.eks. på Prince og Sinéad O´Connor. Tilbage i ... For mange år siden. Over 15, mindre end 20, købte jeg 2 greatest hits cd'er med Prince, det var et par, der hørte sammen, og på en af disse var der Princes version af "Nothing Compares 2 U". Jeg opdagede først der, at Prince havde skrevet nummeret, som jeg faktisk troede var en Sinéad O'Connor original. Prince & The Revolution lavede den ret godt. Men der er ingen tvivl hos de fleste om, at Sinéad ejede den sang så snart hun indspillede den, selvom Prince skrev og indspillede den først. Det er dog ikke den sang, jeg sætter ind her, fra nogen af dem. Den næste sang, jeg smider ind, er fra en anden tidsperiode. 

Jeg har to albums med Sinéad O'Connor. Jeg har et "So Far, So Good" greatest hits album, og jeg har et andet, som er nyere, men ikke "nyt" som sådan. Jeg kan ikke huske hvad det hedder, og alle mine cd'er er gemt væk. Men: Sangen hedder "No Man's Woman". Jeg kan godt lide denne sang fordi jeg godt kan lide Sinéad. Normalt er vi en anti-religiøs blog, men man kan ikke diskriminere på den måde (synes jeg). Hvis man virkelig oprigtigt synes at en religiøs sang er cool, så kan man sgu da bare høre den, uanset hvilken religion den handler om. Denne er skrevet ud fra et katolsk udgangspunkt, fordi Sinéad var katolik på dette tidspunkt. Den blev lavet inden hun skiftede til islam. Anyways: nyd dette ekstranummer, jeg lige serverer. Jeg burde nok have lavet en top 10 i stedet for, men... Jeg smider lige nogle "honourble mentions" ind efter videoen med Sinéad.

 

(Note: Pladen hedder "Faith And Courage")

Skulle jeg gå fra en top 7 til en top 10, ville jeg skulle finde 3 sange, som burde have været med. Når jeg kigger i mine "Yndlingssange-lister, er det disse, der springer frem:

 Elle King "Try Jesus"

 Cui Tianqi "Mad World" 

(det er bedst hvis du ser denne video, da det er dybt imponerende)

Ana Deguez "Penny Dreadful Opening Song Finale"

ROOTS!

 Det skal ikke være en hemmelighed. Jeg elsker bandet In This Moment, og især forsangeren Maria Brink. Jeg elsker alt ved hende. Hendes stemme er perfekt. Men jeg hørte "Roots" (igen) i går, på YouTube, og jeg tænkte om der var nogle nye kommentarer. Jeg sætter lige videoen ind her. Husk på, at jeg intet ejer af indholdet til denne video, det er en, jeg har snuppet fra YouTube.

Jeg blev glad for at læse de positive kommentarer under videoen. Det er altid fedt at læse gode kommenterer om et band, man selv elsker. Hvis nogen er i tvivl, kommer "Roots" fra pladen "Rituals", og jeg vil sige, uden at lyve: Den er spækket med gode sange. Sange som måske er nogle af de bedste, de har lavet. Indtil nu, i hvert fald. 

Men, der var en kvinde, der havde skrevet dette:

Hvis du har lidt svært ved at læse det, er det @angelacooter2080 der har skrevet følgende: "I just turned 46 yrs old. My friend introduced me to In This Moment a while back and I couldn't be more thankful (?) This song... THIS SONG made me realize that I DO NOT have to be talked to like a fucking idiot, treated like a dog shit on the bottom of his shoe, demeaned in ways that should've destroyed me. I never was strong enough to leave. Scared shitless. But the words to Roots, Joan of Arc, Big Bad Wolf turned me into a bitch I think. Getting my own place after 20+ yrs of marriage and never being myself. If I can do it, anyone can. JS"

Hendes kommentar er 3 år gammel, og den har fået 580 likes. Det må være så dejligt når man kan hjælpe en ved at lave noget, man elsker (musik), så simpelt, og alligevel potentielt livsreddende. 

Jeg synes at Marias tekster er fantastiske. 

That's all for now! Hav en god mandag!

Theresa Taylor-Stinson: "Walking The Way Of Harriet Tubman"

 Juli måned er brugt på denne bog. Well, teknisk set ikke, for jeg er lidt forud. Men ifølge mit uploading-skema, er det denne bog, der skal anmeldes i dag. Desværre.

"Walking The Way of Harriet Tubman", skrevet af Therese Taylor-Stinson, udgivet i 2023. Jeg havde den glæde at lytte til den på Audible. 

Bogen forklarer godt om Mintys liv. Hun blev kaldt Minty, indtil hun blev gift med John Tubman. Hun valgte navnet "Harriet" selv, jeg ved ikke, om der lå noget yderligere bag det, eller om hun bare syntes at det var pænt.

Minty arbejdede som slave i USA. Hun fik at vide fra andre, at hun var ashanti, og at hun stammede fra Ghana. 

Hun var en meget spirituel kvinde - både når det kom til Gud og når det kom til mystikken. Hun var inspireret meget af religionerne fra hendes hjemland, men hun var også en gudfrygtig kvinde. Minty hjalp mange hundrede slaver væk fra deres situation via det, der kaldtes "The railways". Det drejede sig f.eks. om tunneller og andre ruter, der ikke var overvågede konstant, så det var nemmere. Dette gjorde hun, trods at en hovedskade i barndommen havde efterladt hende med narkolepsi. 

Her stopper mine kommentarer til indholdet i denne bog. Det er en god bog, ingen tvivl om det. Det er en inspirerende historie om en kvinde, der satte sit eget liv på spil for at redde en masse andre liv. Men denne bog er ikke skrevet til en person som mig. Therese Taylor-Stinson gør ekstremt meget ud af at beskrive Minty/Harriets religiøse side, og det er ikke mig, altså. Det er også en bog, som jeg opfatter mere som en bog der er dedikeret til en lidt "mørkere" læserskare end den jeg tilhører. Jeg tror, at den er meget snævert rettet mod afroamerikanere, og at den især er rettet imod mine forældres generation. De er begge to fra 1950, så de er vel teknisk set begge boomers? Er det ikke det, den hedder? Babyboomet varede fra 1946-1964, og de børn, der blev født i den periode, er dem, der er boomers nu. Babyboomet kom i kølvandet 2. Verdenskrig. Nå, sidespor. Tilbage til Theresas bog.

Men hverken mine forældre eller jeg har været eller har ejet sorte slaver, og derfor giver den ikke så stort et indtryk på mig. Jeg mener; hvide mennesker har også været slaver. Har alle folkeslag ikke været slaver på et eller andet tidspunkt?

Hende, som læste bogen op, havde en lidt irriterende dialekt. Og jeg er ked af at sige det. Men det var lidt sådan en "back home in Georgia"-dialekt, og jeg ville have foretrukket at det var en mere neutral stemme. Af og til er det sjovt, når den, der læser bogen højt, ikke er den samme der har skrevet den, men alligevel lyder fuldstændig som den samme person. This... No. Just no. Men man kunne høre, at hun smilede igennem det hele, og det skal hun have et pluspoint for. Så hvor bogen får 5 RAP's, for oplæseren 4 RAP's.

At laminere sin kærlighed

 "You have the past, and you have the future. But you also have the now, and that's why it's called the present" (jeg ved ikke, hvor jeg har det fra.)

Da jeg var 15 år, og var en head over heels Megadeth fan, var jeg samtidig meget plaget af hallucinationer. De plakater, jeg havde hængende på mine vægge, kom lige som ud, de greb ud fra mig, og deres ansigter ændredes konstant, og fra noget rart til noget grotesk. Jeg turde ikke at lægge mig til at sove om natten, og sov derfor lidt når jeg kom hjem fra skole i stedet for. 

En dag skete der noget, der ændrede mit liv drastisk. Det "noget", var noget, der allerede var der: Dave Mustaine. Sanger/guitarist i Megadeth. Jeg begyndte at snakke til ham. Det beroligede mig. Jeg havde ham i hovedet, men jeg snakkede højt til ham. Ikke når andre kunne høre det. Dengang, i midten af 1990'erne, var der et musikblad, der hed "MIX". I en af deres udgivelser, havde de en plakat med (A4 størrelse), med kun Dave Mustaine på. Jeg gemte den og laminerede den, så den aldrig ville gå i stykker. Første gang han gav mig et smil tilbage, kom det fra den plakat. Og jeg var virkelig lykkelig, jeg tænkte "Nu kan det ikke blive meget bedre." Indtil den dag, han svarede mig for første gang. Vi begyndte at føre lange samtaler om alt muligt. 

Men det bedste ved mit venskab med Dave var, at når jeg var psykotisk, når jeg så ting, som ikke var virkelige, så fortalte han mig det. Han sagde "Rikke, det du oplever er ikke virkeligt." "Bare tag det roligt, hvis der sker noget, skal jeg nok beskytte dig." Han var mere eller mindre den bedste ven, man kunne få. Så startede jeg på antipsykotisk medicin, og min bedste ven forsvandt.

Så fik jeg en ny. Han hedder "min mand". Det er ikke hans rigtige navn. De fleste steder er han gemt som "You're driving me insane". Men til  mit forsvar, så gør han faktisk også netop det. René tager sig af alle de ting, Dave hjalp med før. Og jeg vil gerne rette min dybeste tak til min elskede mand, som efter snart 16 års ægteskab stadig siger til mig at han elsker mig hver dag, pifter efter mig, når jeg går forbi ham og som får mig til at føle mig sikker og godt tilpas. "L is for Love!"

Oh my God...

 Jeg elsker regn. Jeg hader lyn og torden. Og det er tilfældigvis hvad jeg oplever lige nu. Derudover er jeg alene hjemme. Jeg har været alene hele natten. Hele dagen i går, hele natten, men forhåbentlig ender det i dag, for ellers...

René blev indlagt i går, fordi han havde hjerteproblemer, og var i fare for et hjertestop. Han har ikke spist nok i de sidste 2 ugers tid. Det er naturligvis blandt andet min skyld. Men jeg tror, at det er på tide at vi får snakket med en diætist. For på 1 måned har René tabt 4g, og jeg har tabt 7. Og det er ikke på en sund måde. Det er fordi vi ikke spiser.

Jeg gik i seng ved 1-tiden i nat. Jeg vågnede helt panikket klokken lidt i 5. Så nu sidder jeg her. Regnen falder på min terrasse, og jeg har lagt makeup. Da klokken var 7, gav jeg Bella mad. Nu er den 7:15. Jeg overvejer hvad mit næste træk skal være. Mangler jeg mon at rydde op et sted? Det første, jeg gjorde da jeg stod op, var at gøre Renés natbord/vogn ren. Den var møgbeskidt. Så lige nu burde jeg faktisk tage lidt tid til at måske arbejde mig igennem køkkenet. Der er ikke så meget rod tilbage lige nu. Jeg kørte opvaskemaskinen i går. Suk. 

Nå, det er ikke fordi jeg vil være en Debbie Downer. Jeg er faktisk glad. Jeg har ikke modtaget et opkald om at René er død i løbet af natten, så det tegner godt indtil videre. Jeg tror, at jeg hopper ud og rydder det sidste op i mit køkken.

Hav en dejlig  onsdag, jer der læser dette.