415 (indlæg hermed skrevet)

Åh Gud... Hvilken smerte... Jeg ved ikke, om den er rar eller ubehagelig. Jeg kigger på René med jævne mellemrum. Jeg mærker hvordan tårerne løber ned ad mine kinder. Han vækker tusindvis af følelser i mig. Jeg føler at mit hjerte brister, når jeg tænker på ham. At der ikke er plads nok til al den kærlighed, jeg påfører det - al den kærlighed, der er rettet mod René. Jeg kan slet ikke se ud over René. Jeg elsker ham så satans meget. Han vækker mig, holder mig live, sørger for, at jeg trækker vejret, får mig til at græde af glæde... Men følelsen er så voldsom, at den næsten er mere smertefuld end egentlig rar. Det er skørt, ikke? Jeg forstår det ikke helt. Jeg forstår ikke, hvad han vil med mig. Han siger at han elsker mig. Han siger at han savner mig, når vi ikke er sammen... Jeg græder, når han ikke er hjemme. Jeg savner ham, så snart han går. Jeg savner ham, når han sover, og jeg er vågen. Jeg savner ham, når han snakker i telefon med andre end mig. Jeg savner ham, når han ikke sender mig fingerkys når han ser fjernsyn og jeg sidder foran min computer. Jeg savner ham, når han ikke giver mig opmærksomhed. Jeg elsker René højere end jeg troede muligt, og nu, 3½ år efter vores kæreste-ting, så elsker jeg ham mere hver dag, der går - og det er på en ny måde hver dag. Jeg er afhængig af ham, han er mit stof, mit lovedrug.