"Skal du stå på den dér måde?"
"Hvilken måde?"
"Med røven sådan dér?"
"Hvordan?"
"Sådan!"
"Hvorfor, hvad er der galt i det?"
"Ikke noget... Det tænder mig bare."
Aww.... Kys til René, som tænder på mig, selvom vi begge to har for ondt i ryggen til at foretage os noget som helst. Jeg har lige vasket op, det var en stor opvask - men nu er den væk, og jeg har ryddet op og er helt smadret. Men hvor er det rart, at jeg ENDELIG er færdig.
Bortset fra, at jeg nukan se, at klokken er 22:40, og jeg meget gerne skulle have været med toget 06:17 mod Roskilde. Jeg skal have taget de dér idiotiske blodprøver, som jeg ikke har fået ordnet endnu. Jeg gør det dog i morgen. Jeg tager bare ikke det føromtalte tog. Jeg kan jo følges med René derind. Han skal være hos ørelægen 11:10, så han skal være i Køge omkring 10:45 - så kan jeg være i Ølby ca. 11:10 - altså, helt henne på sygehuset. Men! Jeg kan ikke tage medicin før jeg har fået taget de blodprøver, jeg må hverken spise eller drikke før, så det er måske lige presset nok, hvis jeg bare venter så længe - det er lang tid at gå over med morgenmedicin, som skal indtages klokken 9. Hvis jeg er derinde klokken lidt over 11, kan jeg jo risikere at jeg først er færdig omkring klokken 13 og skal tage morgenmedicinen dér. Det ved sgu ikke rigtig om er sagen... Jeg kan også bare sove, vågne, og så tage derind når jeg vågner og har siddet lidt, og så tage pillerne derinde. Det er nok den bedste løsning.
Jeg har ellers haft en god dag. Jeg havde pludselig glemt noget så basalt som at koge kartofler. Jeg havde skrællet dem og skåret dem i tern, jeg fyldte vand i, men da jeg stod og havde puttet lidt salt og lidt margarine i, blev jeg pludselig i tvivl om hvorvidt det var sådan, man kogte kartofler. Det var som om jeg aldrig havde prøvet det før. Retten, som jeg har lavet supermange gange, kunne jeg pludselig ikke huske og alt var mærkeligt. Men der er ikke sket noget yderligere. René sagde at jeg vrøvlede på et tidspunkt, men jeg tror ikke, at jeg var direkte psykotisk. Det mente han ellers, at jeg var. Men det er i hvert fald væk nu.
Ej, mand, jeg gider seriøst ikke at skulle til Ølby i morgen, men altså... Det er snart en måned siden de papirer blev udskrevet til mig, så jeg kunne få taget de blodprøver. Pis. Må der overhovedet gå så lang tid? Hmm... Nå, men det må jeg jo se på, når jeg lander derinde i morgen. Tænkte på at sætte uret til klokken halv otte, stå op, sidde lidt, ringe til min mor, gå i bad og tage derind, og så når jeg kommer hjem, er René taget afsted eller skal til at tage afsted.
Er det ikke mærkeligt, at det ligesom giver en form for elektrisk stød i hjernen, hver gang jeg skifter linje? Det syntes jeg er mærkeligt. Der er lidt epilepsi over det... Tidligere i dag troede jeg, at jeg ville få et anfald. Men jeg fik ikke et. Det er måske nu, det kommer? Måske burde jeg faktisk bare gå i seng? Jeg tør ikke at gå i bad nu, hvor jeg har det sådan med hovedet. Så jeg går i bad i morgentidlig inden jeg tager afsted.
Men: Det var alt for i dag. Jeg gider nemlig ikke at skrive mere. Husk på, derude, at det er en god ting at kunne huske. Jeg har ingen korttidshukommelse, og det er et helvede, altså. Så værdsæt at I kan huske - hvis I kan, vel at mærke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar