23:17

Mange på blog.dk skriver om, at de er den stille pige. Det vil jeg også skrive om. Men ikke derinde, for der skriver alle om det.


Jeg har altid siddet bagerst, så langt tilbage, jeg kunne komme, for at undgå opmærksomhed. I folkeskolen sad jeg på bagerste række og passede mig selv. Jeg fulgte ikke med i undervisningen, for jeg kunne alligevel ikke samle nok koncentration til at følge med i en hel lektion. Jeg sad i min egen verden. Alle i klassen vidste hvem jeg var. For hvis jeg havde noget cool, som jeg havde købt eller fået, og en eller anden trunte eller stodder kom hen og spurgte om de måtte få det, sagde jeg ja og gav det væk, selvom jeg ikke ville. Hvorfor? Fordi jeg ikke turde at være uvenner med nogen. Jeg turde ikke at stå i en situation hvor andre end lige mine veninder snakkede til mig. Hvis en eller anden talte til mig, en, som jeg aldrig snakkede med, fik jeg svedige håndflader, min stemme rystede og jeg blev rød i hele hovedet. Jeg blev bange for at sige noget forkert og virke dum. Men jeg gik ikke. Jeg blev bare stående og så pinlig ud indtil personen gik.

Det var ikke fedt. Men sådan var det nu altså. Og så er det sådan, heldigvis, at jeg ikke er sådan længere. Jeg er ikke underdanig for nogen, for René har hjulpet mig med at bygge et godt selvværd op. Jeg tager måske lidt for meget hensyn til folk, måske endda uberettiget hensyn, men ærligt talt, så kan jeg bedst lide når folk har det godt. Jeg er dog ikke bange for at sige min mening, så længe den ikke sårer andre. Altså, medmindre den er sagt netop for at såre nogen. Det sker dog meget sjældent.

Nå.... Det var vist det, jeg kunne finde på at sige om "jeg er en stille pige" - det er jeg, slut færdig. Øv, egentlig, jeg troede at jeg havde en masse at sige om den slags. Guess I was wrong.

Så vil jeg da i stedet gå i seng eller noget, klokken er 23:17 - man kunne godt gå i seng nu.