Verdens bedste postbud!

Jeg har så ondt i min ankel, at jeg rent faktisk har tudet over det! Og jeg har kigget på den, den er hverken hævet eller blå; den er ikke forstuvet. Jeg har forvredet min fod ud i sådanne ekstreme smerter uden at forstuve den? Fuldstændig urealistisk. Men sådan er det. Den er heller ikke specielt øm, når jeg trykker på den. Den gør bare ondt... Stupide lorteankel!!!

Ellers har det været en sløv dag. Jeg har dog fået mine pakker, både den fra Luxoliving og Lomax - superrart.Det skøre er, at pakkerne kom, netop som jeg sad og tænkte på, om de mon ikke snart kom, fordi jeg var gået i gang med projekt "orden i karton/papir" - og så ringer det på døren! Jeg havde bedt René om at sætte en seddel på døren, hvor der stod, at jeg altså var hjemme, men at det ville tage lidt tid for mig at nå derud. Ved I, hvad postbuddet sagde? "Den ene er ret tung, den anden vejer ikke så meget. Kan du klare det selv?" - ej, hvor var det bare en dejlig oplevelse! Superrart postbud! Det er de fleste, der kommer her, men jeg har aldrig oplevet noget som det her før. Det er jo selvfølgelig klart, når jeg er alene hjemme, og siger til manden at jeg har forstuvet anklen. Så er det jo næsten obligatorisk at spørge. Men at han gjorde det, det skal han fandeme have ros for. Jeg vil ikke rose hele Postdanmark, for de har elendig service, men hvis man kunne finde frem til ham, som var her i dag, ville jeg gerne lige sige tak. Altså, skrive en e-mail til hans chef eller sådan noget. Jeg synes at han er utrolig flink - og det er han altså hver eneste gang - i dag var bare lidt ekstra, synes jeg.

Her er freaking koldt! Mine fødder og fingre er iskolde - min næse er endda iskold. Jeg synes at det er vildt, men da jeg var inde i soveværelset tidligere, var der også under 22 grader.Vi er vant til 23+ grader. Jeg kan sgu da godt forstå, at jeg fryser altid.

I morgen er jeg nødt til at stå tidligt op, for René bliver hentet klokken 10:00, han skal til Hospital Valdemar, og hans far skal køre ham. Det er helt nede i Ringsted. Jeg er spændt på, om der bliver lavet om på hans medicin. Det er jo derfor, han skal derned. Men hvis René skal afsted klokken 10, er jeg jo også nødt til at være tidligt oppe. Der skal ordnes forskellige ting i forbindelse med turen. Nu er jeg blevet bange for, hvad der sker, hvis jeg får kramper. Bliver han så hjemme? Han skal IKKE blive hjemme! Men jeg kan godt forstå, hvis han gør. Det er noget lort, at min mor har dagvagt i morgen. Ellers kunne hun have været her, det drejer sig om 1-1½ time. Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg er kommet ind i en stime af kramper, det gik ellers så godt....? Det er simpelthen noget lort.

I morgen kommer Jonna klokken ca. 16 og går klokken ca. 18, og klokken ca. 18:30 kommer Katja muligvis og hjælper René med at vaske noget af vores tøj. Men... Han er nede hos MOR i dag, for at lave hendes computer, og han blev hentet klokken 11 i formiddags, og nu er klokken snart 21:40 - nu er det slet ikke sikkert at han kan, og jeg kan jo i hvert fald ikke... Hold kæft, mand, det her er til at få spat af.

Hamid er ret stille og roligt på vej ud af mit liv, og det er han på helt eget initiativ. Han har fået Sandra ind i sit liv, ud igen, ind igen, det er sådan lidt skiftevis, og nu har han fået 4 nye venner, som han fester med hver dag. Det, der - som jeg ser det - er problemet, er at han ikke skriver til mig, og ikke svarer mig, når jeg skriver til ham, før der er gået så lang tid, at han har glemt hvad han skal svare på. Hamid læser en e-mail, og når han skal svare, trykker han på en tilfældig e-mail fra mig og sætter sit svar ind dér. Men han er ikke rigtig "til stede" længere, fordi han fester hele tiden. Og det er jo dejligt for ham, for han har altid ønsket sig venner. Så det er jo smukt nok. Men jeg gider ikke at leve med en ven, der opfører sig på den måde. I stedet for en kæmpe konfrontation og et efterfølgende opgør, som vi har haft så mange af, lader jeg det bare sive ud i sandet. Det er langt enklere, og det er nemmere for ham. Jeg har vænnet mig til det. Jeg har haft tankerne i en uges tid nu, og de er ... Jeg har vænnet mig til tanken om, at han ikke er der længere, selvom det bliver hårdt. Jeg ved ikke, om det taget hårdt på Hamid. Men han lægger sikkert ikke mærke til det før om et godt stykke tid.