Jeg er fuldstændig i kaos. Jeg kan ikke magte noget som helst. Det føles som om alt er en byrde. En kæmpe belastning, som jeg dårligt kan bære. Jeg ved ikke hvorfor.Det kom i går. Det har bare vokset sig større og større. I går var jeg plaget af mavesmerter og havde ingen energi tilbage i min krop. Hvad jeg havde brugt den på, ved jeg ikke. I dag har jeg ikke ondt i maven. Jeg kan ikke rigtig spise noget, men jeg har kastet mig over mine kiks. De mætter ikke, men de gør, at jeg får stillet min sult. Giver det mening? Jeg er er så tynget af at sidde her og ikke engang kunne magte dét, at det er lige før jeg føler at jeg ikke engang kan magte at leve. Jeg har tænkt tanken. Følelsen er der endnu ikke. Mon jeg overhovedet orker at føle det? Jeg er fuldstændig færdig, René må supplere mig med de ting, jeg løber tør for undervejs. Også selvom jeg elsker lige at få strakt benene. Er det i denne uge, jeg skal hælde medicin op? Hvad dag er det i det hele taget. Nå, den 15. juni. Det er vist en... tjekker kalenderen... søndag.
Kan man godt gå i seng, sådan for real, og sove til i morgen, nu? 19:45? For jeg kan ikke overskue mere "dag". Jeg ved godt, at jeg lyder virkelig ynkelig - men det er jeg også. Så, nu kører Cirkus Arena forbi ude på vejen. Hvorfor græder jeg over det? Jeg får pludselig sådan et gigantisk savn - til min far?!?!?! De spinkede og sparede, og min far tog mig med i Cirkusbygningen i København for at se cirkus. Jeg husker det i hvert fald sådan. Det var sådan en pragtfuld tur. Og nu græder jeg. Komplet vanvittigt. Altså. Virkeligt. Jeg ringer til min far.
Min fars svar var: "Det kan jeg da også godt huske, skat. Og jeg elsker også dig. Det ved du."
Og ja. Det gør jeg. Elsker min far. Det var derfor, jeg ringede til ham for at sige til ham, at jeg elsker ham. Han er en dejlig far. Vi har i mange, mange år ikke været på samme bølgelængde. Men det er vi blevet. Han er blevet den dejligste mand. Da jeg var barn, tog han mig med i Palads for at se film, og i Zoologisk Have i København for at se på dyrene, og han læste op for mig, hvad der stod på skiltene ved de forskellige dyr. Vi kom der så tit, at han til sidst ikke behøvede at læse op, hvad der stod, og alligevel var det en helt ny oplevelse hver gang. Han tog mig med i Søndre Marken og kælkede, og vi byggede smukke ting af Lego. Vi hørte musik sammen, og vi dansede til "Køb Bananer". Han tog mig med ud at løbe om morgenen, og han kom og hentede mig hos min farmor og farfar, som jeg boede hos hver 2. uge pr. min mors deltidsarbejde som nattevagt og min fars skæve arbejdstider, stort set samme minut, han havde fri. Jeg kom med i garagen for at aflevere bilen (han kørte taxa) og hans vognmand, Vagn, gav mig altid en citronvand. Der var selvfølgelig flere ting, men der var min mor med. Dette var kun min far. Jeg vil skrive alt dette i et brev til min far. Ikke en e-mail, men et brev. Et smukt skrevet brev. Det kunne være cool. Det gør jeg om lidt. René vil have aftensmad,og sidder bare og tænker "Nooooo" - for jeg er stadig ved afsnit 1 i dette indlæg. Dammit. Men jeg må jo tage mig sammen. "Hvis du ikke kan, skal du sige det, så laver jeg det selv" - jaaa.... men det er synd for dig, min elskede. Selvfølgelig laver jeg maden til dig. Bare fordi jeg ikke skal have noget...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar