Jeg lytter ofte til "The Pale Emperor", den sidste plade fra Marilyn Manson. Den er stadig magisk for mig. Den rører noget i mig. Altså, virkelig, selvom jeg slet ikke har sat mig ind i teksterne endnu, men stadig kører på lyden som helhed. Ideen med at gå lidt hen i bluesgenren har virkelig bare... mand, det har bare gjort underværker. Pladen går op i en højere enhed, den har flyttet ham så meget, at han er blevet en helt ny kunstner, dog stadig den samme - han har flyttet sig rigtig meget denne gang, og det er godt at høre. Jeg elsker især sangen "The Devil Beneath My Feet" - den er så genial. Jeg ved ikke, hvad jeg hører, andet end musikalsk genialitet, men det er åbenbart nok til mig.
Jeg har jeg jo fulgt Marilyn Manson i mange år, og jo, jeg har en svaghed for hans smil. Hans stemme og hans smil. Jeg elsker at se interviews med ham, fordi han sidder og snakker med sin rustne stemme, fuld af sort humor og han har altid et charmerende smil på læberne, han er venlig, veltalende og utrolig imødekommende - har jeg set på videoer, jeg har ikke selv set ham så tæt på så jeg kunne vurdere det. Jeg er nok lidt teenagefjollet med Marilyn Manson, selvom det ikke er på et "crush"-agtigt plan. Jeg får bare en trang til at smile, når jeg ser Marilyn Manson smile.
Jeg må sige, at jeg lige nu godt kunne bruge cola, slik og en film, men ikke har de to første ting, og godt nok har den 3. ting, men ikke noget, jeg ikke har set allerede. Min dag er dårlig, faktisk, og jeg burde gå en tur for at blive frisket op. Se, om det hjælper lidt at komme ud og få noget luft og måske endda blive sneet på.
Jeg har været deprimeret i lang tid. I 2 år, tror jeg. Cirka. Men det har bare været nulpunktet. Hverken plus eller minus. Bare lige ud, uden nogen afkørsler. Men nu er jeg begyndt at hade livet. Ikke sådan så jeg jeg er i selvmordsfare. Men jeg har en følelse af had hver gang jeg tænker over, hvad jeg skal lave. Jeg hader virkelig det her ... Hvordan skal jeg sige det til René?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar