Jeg keder mig ikke

Jeg elsker bare den dér "Work B**ich" Britney Spears sang. Den er så crappy, at den næsten har opnået kultstatus hos mig. Den er så tilpas crappy, at den næsten sætter det hele i bakgear og bliver god i stedet for. Hold da op... Haha... Åh, Britney... Vi to har altid haft et ambivalent forhold :)

Nå. Men det er jo gået hen og er blevet den 28. juli i dag. Det er en tirsdag. Dem er der jo nogle stykker af på et år. Der er ikke mange dage til, at René skal til møde på Køge sygehus. Faktisk, så er det på onsdag. Det bliver meget interessant. Jeg er meget, meget spændt på, hvad udfaldet bliver. Jeg er klar over, at René har en mere eller mindre negativ indstilling overfor det allerede, men det er sådan set mere eller mindre sidste udvej for ham. Køge Tværfagligt Smertecenter. Det ligger jo på Køge sygehus. Vi har aftalt med hans far, at han skal med. Jeg vil gerne med, men René og jeg har sammen snakket om det, og René valgte at følge mit råd og spørge sin far. Og han sagde ja. Jeg kan ikke holde hovedet koldt, og hans mor husker ikke så godt.

I dag har vi fået tykstegsbøffer til aftensmad. Det var en yderst delikat middag, som jeg lavede mens jeg snakkede i telefon med min farmor. Hehe. Jeg burde også ringe til min mor og fortælle hende, at jeg har haft besøg af en hjemmesygeplejerske i dag, som tog mål af mine ben, og vurderede at jeg havde fået pænere ben, og godt kunne få "rigtige" støttestrømper nu. Så hun har sendt bud efter nogle. Hun skrev alle målene ned, og ville sende dem afsted, så strømperne kan blive strikket, og så får jeg dem med posten. Cool. Jeg valgte dem med tæer og i sorte. Dem jeg har haft indtil nu har været beige og uden tæer, NO CAN DO. Men dem glæder jeg mig til.

Jeg har genoptaget kontakten til en veninde, jeg ellers ikke har talt med i lang tid. Hun skrev et indlæg på en anden side, hvor hun fortalte at hun ville stoppe med at skære i sig selv, og havde afleveret alle sine barberblade til personalet på det bosted, hun bor på. Jeg blev sgu så stolt, at jeg følte at jeg blev nødt til at skrive. And so I did. Og i sidste uge er vores venskab helt blomstret op igen, det er simpelthen så rart. Jeg har naturligvis også andre ting at foretage mig, og på lørdag kommer Jonna. Hehe. Hende har jeg ikke set i meget lang tid. Jeg synes da i hvert fald det virker som lang tid. Måske tager jeg fejl, men var det ikke før min mors fødselsdag? For så er det jo over en måned siden. Så er det jo halvanden måned siden. Jeg skal nok lige have læst lidt op på det der bibel-stuff, hun har "ordineret" til mig.

Kunne det ikke være superlækkert med iskoldt saftevand? Mums! Jeg har iskoldt saftevand, men jeg magter simpelthen ikke at gå ud og hente det lige nu. Lige foran mig står en Pepsi Regular. Den er kølig. Arh, jeg henter saftevandet. Øv, det blev lidt tyndt, fordi jeg ville lave 2x ½L. Men jeg har bare ikke behov for mere sukker lige nu. Jeg har allerede drukket 2 glas af Pepsien. Fun solbær light er klart en saftevand, som kommer til at blive købt oftere :) Kan I ikke huske, at der på et tidspunkt var noget saftevand der hed Bonanza? Det var der ikke ret længe. Hvad mon der blev af det... Da jeg var teenager, sådan... 15-16 år, og mine forældre købte en mikroovn, købte de altid mikropopcorn. Men de købte også sådan nogle æsker med pomfritter i - så ver der f.eks. 20 pomfritter i, i 20 separate huller. Det var papæsker, som skulle smides ud i dagrenovationen bagefter. Men ind i mikroovnen i ... var det 5 minutter eller sådan noget, og så havde man de lækreste pomfritter! Min mor og jeg var de største fans! Men man kan ikke få dem længere. En eftermiddag, hvor min mor sov efter endt nattevagt, og jeg var gået hjem fra skole, havde jeg besluttet mig for, at jeg fandeme skulle have æbleskiver. Jeg havde set min mor lave dem i mikroovnen, så jeg tog 3 æbleskiver og lagde dem på en tallerken og satte dem ind i mikroovnen på fuld styrke i 10 minutter. Pludselig begyndte der at stinke af røg, og jeg vidste straks, hvad det var. Så jeg skyndte mig at lukke døren til bryggerset, hvor mikroovnen stod, åbne den, og og åbne døren, fare ud på græsset og smide de forkullede æbleskiver fra mig og ind i rækkehuset igen for at skabe gennemtræk inden røgalarmen gik i gang. Det hele endte lykkeligt - bortset fra, at jeg ikke fik nogen æbleskiver.

Jeg har i øvrigt bidt mærke i, nu hvor min naturlige hårfarve er ved at blive invaderet af gråt og hvidt hår, at både "Mulle", mit første "rigtige" kæledyr, et marsvin, og så Emma, har de samme farver. Grå og hvid. Det er da lidt pudsigt at vi alle tre har de samme farver. Eller havde. Det er jo mange år siden Mulle døde. Mulle.

Dette er Mulle

En dag var jeg nede i gården for at lege med mine veninder. Jeg var den ældste - jeg var 8 år. "Gården" var den baggård, der hørte til, hvor jeg boede, altså ved opgangen på Sdr. Boulevard på Vesterbro. Jeg kan ikke huske huske om det var nummer 96 eller 94, men det var en af de to. Men jeg var jo så nede og lege, og pludselig kom der en dame en til mig. Hun sagde "Hej Rikke, vil du ha' et marsvin?" og jeg sagde selvfølgelig "ja", selvom jeg ikke vidste hvad et marsvin var. hun kom tilbage lidt efter med en hvid fiskekasse, hvor der stod "Sundby" på med blå bogstaver på siden Nede i var så dette marsvin. Damen sagde at hun havde to drenge, der havde marsvinet, men hun lige havde fået en søn, som var allergisk,og hun ikke kunne have det længere. Marsvinet hed Pjuske. Se på det billede. Ser det marsvin pjusket ud på nogen som helst måde? Der gik ikke mange timer før hun hed Mulle. Men jeg fik med stort besvær slæbt den der fiskekasse op i lejligheden og min mor og far så ret opgivende ud, for de havde ikke forventet at jeg skulle have et marsvin. Min mor tog sig af hende i starten. Da vi flyttede, og jeg blev lidt ældre, skulle jeg selv ordne hendes kasse. Hun blev boede i Sundby indtil hun døde. Men jeg kan ikke huske hvor tit jeg skulle skifte den åndssvage kasse, den fik bare en ny bund af tørre aviser, nyt savsmuld og nyt hø, og så fik hun selvfølgelig vand og 1 agurk. Hun ville ikke spise andet end agurk og mælkebøtteblade. Så hun fik en halv agurk om morgenen og en halv om aftenen. Ofte spiste hun mellemmåltider i form af ting hun kunne nå fra sin kasse, som IKKE skulle spises af marsvin. Karameller med frugtsmag. MAOAM, tror jeg, de hedder. Dem var hun helt ekset med. Vi havde en græsplæne, som var ret lille, og den var min fars hjertebarn. Vi måtte ikke betræde den, og han kunne se, hvis Mulle have gået på den. På et tidspunkt lagde han brosten ned imellem græsset, og så skulle min mor og jeg klippe græsset med køkkensakse. Men det er en anden historie. Mulle - hun kom jo naturligvis kun ud på de rigtig varme dage, og så var "fremmed græs" jo altså alt, hvad jeg kunne tilbyde. Til gengæld hævnede hun sig grusomt. Hun havde et særligt øre for åbning af slikposer. Og mine forældre åd megameget slik - lige så snart jeg var gået i seng! Så når Mulle begyndte at stå ovre i kassen og nærmest skrige "Dine forældre spiser slik", åbnede jeg døren og råbte "Hvad spiser I?" - hun fejlede aldrig. Haha. Dejlig dame. Jeg ved faktisk ikke, hvor gammel hun blev, men jeg havde hende  i hvert fald i 6 år.

Jeg er gået i gang med at skrive en historie, som bygger på en idé René kom og dikterede mig. Jeg ved ikke, om jeg, når jeg - hvis den bliver færdig - skriver ham på som forfatter eller medforfatter. Jeg har naturligvis skrevet en indledning, for ligesom at se, om jeg kunne skabe interesse, og han synes selv at den virker interessant - det er jo fair nok, når nu, det er hans egen idé!

Ellers tror jeg faktisk ikke, at jeg sådan rigtig laver noget. Jeg skal have ordnet køkkenet, i hvert fald, det ligner et bombet lokum. Det kunne være, at jeg skulle ordne køkkenet, og så skrive, og f.eks. klokken 22, vække René, så han kan få svaret på de spørgsmål, som han skal  have med på onsdag.