Men vi skriver e-mails til hinanden nu. Da jeg læste i går, at vi havde talt meget i telefon, blev jeg sådan lidt underligt tilpas, for jeg kan faktisk ikke huske det. Vi snakkede ikke sammen i 3-4 år. Jeg var vred på hende over noget ligegyldigt. Men pludselig fik jeg den idé, at jeg kan prøve at tage fusen på hende og sende hende et lydbrev. Jeg tror ikke, at hun læser denne blog, og gør hun, så er der ikke noget at stille op nu. Nu har jeg afsløret mine planer. Jeg er gået i gang med at planlægge,hvad jeg vil sige. Vi har en mikrofon i huset, og der findes gratis programmer, som man kan downloade og bruge til at optage lyd. Jeg mener faktisk, at der er et indbygget i Windows, men det er jeg IKKE sikker på, så hold mig ikke fast på noget. Jeg har bare lavet lydbreve før, til folk der har svært ved at koncentrere sig om at læse, og jeg mindes bare at det program allerede lå indbygget i Windows. Men der kunne man kun optage 3 minutter ad gangen, jeg har ikke helt sat mig ind i det endnu, for denne gang - jeg er stadig i gang med at samle brevet. Eller; jeg er i gang med at skrive det, så jeg kan læse "løseligt" højt op af det.
Ha! Jeg har ENDELIG fundet en løsning! Emma er så irriterende lige nu, hun hopper rundt på ting, hun ikke skal hoppe rundt på.
Hun hopper fra hendes papkasse, over på armlænet på sofaen, over på den dér vogn med skufferne og hen på mit bord, jeg sætter hende tilbage på papkassen, og hun hopper op på armlænet på min stol, op over ryglænet og ned på den anden side og derefter op på den side af bordet. Nu har jeg hende. Hun skal indfanges i en af hendes turneer, og så skal hun holdes fast, sådan, "cuddly", mens jeg bare sidder og synger. Men det skal ikke være en hvilken som helst sang. Det skal være hendes sang. Bare en sang, hvor man lukker virkelig crap ud, bare for at sige noget. "Emma er en værre ballademager, hendes mor og far vil ellers gerne have at hun var en mønstermis, men hun kan slet ikke holde op med at lave narrestreger, hun er så irriterende og nu bliver mor nødt til at nusse hende på maven indtil hun kan opføre sig ordentligt... " Ikke alene stopper balladen et par timer - hun falder også til ro og lægger sig til at sove. Dejligt. Så nu kan jeg slappe af. Jeg har haft en hård dag. Sovet den væk, og da jeg vågnede klokken 17:00 (ja, faktisk præcis, og vækkeuret ringede ikke engang. Jeg havde heller ikke sat det. René sov også) gik jeg straks i gang med at lave aftensmad - vi skulle have mørbradgryde. Køkkenet lignede en slagmark, så jeg skulle rydde op samtidig. Det var bare ikke særligt effektivt. Men nu er køkkenet ryddet op, vi har spist og jeg har gemt resten til i morgen. Eller senere. Det kommer an på, hvornår vi går i seng. Det er nok ikke så sent, for René for besøg af en fysioterapeut i morgen klokken 11:00. Så vi skal op klokken 9:00. Damn... Det er alligevel sent, i forhold til, hvad vi har været vant til de sidste par dage.
Jeg har modtaget en skriftlig "forklaring" på, hvad der er gået galt fra endokrinologisk ambulatorium, fra lægen, der afsluttede mig. Sært. Som om han vil sørge for, at jeg ikke har noget at klage over. Jeg havde nu ikke tænkt mig at skrive en klage. Jeg får næsten lyst til at gøre det nu! Men jeg kan naturligvis godt finde ud af at opføre mig ordentligt.
Bortset fra, at jeg ved et uheld er kommer til at overtale min farmor til at give min mor og far penge fordi de skal have en ny varmtvandsbeholder. Jeg sagde til hende, at jeg havde det dårligt, fordi jeg følte skyld fordi jeg ikke havde tilbudt dem et lån, men at jeg stadig betaler af på et lån, som de har været med til at skabe, men at jeg har René nu, som er med til at betale af på lånet, og jeg ved, at jeg aldrig får pengene igen. Min farmor sagde, at hun, når vi når til november, vil se hvor meget hun kan undvære, og så give dem alle de penge. Jeg sagde "Det gør du fandeme ikke!" og hun sagde "Det er mine penge, jeg må vel selv bestemme" og det er jo rigtig nok... Suk. Jeg skulle ikke have nænt det.
En god nyhed er dog, at jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan se dvd-film på min bærbare computer (den er af seriøst ældre dato), så jeg kan se flere film, og dermed anmelde flere film. Det kan være, at der kan komme lidt mere liv på min hjemmeside, så :)
I går filmede jeg en lille video til René, til vores bryllupsdag. Det var en "one-take" video, jeg havde simpelthen ikke tid til at lave den om. Jeg havde en times tid til at vaske mit hår, tørre det, sætte det, lægge makeup, sætte kameraet, starte kameraet, starte den sang, jeg ville synge, og starte med den lille snak, jeg ville lave til sidst. Jeg ville også have brændt filen, men jeg kunne ikke nå det, fordi den fyldte 1,14GB og derfor skulle brændes på en dvd, og ikke på en cd, som kun kan holde 700MB. Jeg havde overført den til den bærbare - og det var jo så der, jeg opdagede at den kun kan brænde cd'er og ikke dvd'er. Cd-rom drevet i min egen computer er ude af værk. Jeg har ikke fået sat den nye computer op endnu. Men det skal ordnes inden den 1. november, for den video skal brændes :) Jeg kan muligvis hive fat i min far - han kan nok hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. Han har en velfungerende computer og bor i nærheden. Jeg kender ingen, som bor i nærheden af mig. Mine forældre er nok det tætteste. I hvert fald det mest bekvemme.
Men da jeg så mig selv på den der video, ikke, jeg mener seriøst... Bortset fra at jeg synger som en kat der bliver hevet i halen, så er min makeup virkelig bare så kikset, at det var nødvendigt for mig at kommentere i videoen, at jeg godt var klar over, at jeg lignede et sminket lig. Til mit forsvar var mit søvnindtag fra mandag eftermiddag til tirsdag formiddag ret minimalt, så jeg forstår skam godt selv, at jeg så træt ud, men at jeg kunne lægge så dårlig en makeup og alligevel gennemføre videoen, er alligevel lidt utroligt. Men jeg havde også mange "sammenbrud" af grin undervejs. Jeg sad der og sang, Emma kom og sang med, jeg kommenterede lidt på min djævlesang ind imellem, men det var sgu så hyggeligt alligevel.
Mere uheldig makeup får man vist ikke... Og så på en bryllupsvideo! Haha... Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, for dagen før havde jeg lagt en awesome makeup. Jeg skulle have gået med den igen, i stedet for at satse på nogle andre farver. Makeuppen i mandags var gul, brun og sort, hvor denne er lyserød, lyselilla, mørkelilla og sort. Jeg har bare "blendet" det rigtig meget, og ikke puttet ret meget på, fordi jeg ville have et mindre ekstremt look. Jeg ville have lavet et look som jeg skabte på dette billede, men uden at se så... Ja, ung ud, nu hvor jeg ikke er det længere.
Det er faktisk meget pudsigt, for jeg kan ikke huske, om min makeup til selve brylluppet blev pæn. Jeg kan godt huske farven - kobber. Eller var det bronze? Nej. Kobber. Jeg er sgu lige pludselig kommet i tvivl. Jeg har stadig tuben. Den virker stadig, jeg har brugt 3/4 af den, den blev købt i 2007, og jeg burde ikke bruge den. Men indimellem gør jeg alligevel, for den er god at arbejde med, og den er rar at have på. Clarins. Til gengæld kan jeg huske, at jeg, lige omkring hvor ovenstående billede blev taget (af mig selv - yeah, jeg er bedst til at tage billederne af mig selv. René fanger ikke "mig") dyrkede dette look:
Det ser sådan ud med lukkede øjne:
Jeg har fundet et billede, nu, med den der Clarins øjenskygge. Bedøm selv om det er kobber eller bronze. Jeg synes at det er et meget godt billede - jeg håber da, at jeg så lige så okay ud, da jeg blev gift.
Jeg havde klippet mit pandehår aftenen forinden, og det var totalt skævt - ikke med vilje! De sko, jeg skulle have på, havde jeg ødelagt på vej hjem fra brylluppet, mens jeg stod i kø på apoteket. Jeps, en forkert bevægelse, og pludselig faldt hælen på den ene støvlet af! Den faldt freaking af! Så jeg måtte tage begge støvletter af og løbe ned til smørrebrødsforretningen, hvor resten af min familie holdt og ventede, mens de hentede smørrebrød. Det var den 1. november 2007, jeg havde godt nok tennisstrømper på, men det var da koldt om fødderne alligevel. Derfor havde jeg kun ét par sko at tage på til den fest. Og "sko" kan man ikke kalde dem. Det var mine H2O badesandaler. Jeg havde så også en dejlig aften, uden at få ømme fødder. Men se mig lige. Jeg ligner en jubelidiot. Da der var gået 1 år, og vi skulle fejre vores 1-års bryllupsdag, satte vi vores digitalkamera (et oldtidsfund, som vi havde fået af Renés far, fordi vi ikke havde et og han havde to) på vores emhætte og tog et billede. Jeg har skåret René fra, fordi han ikke vil være med på nettet, og så skal han heller ikke. Men jeg har hans arm om livet.
Det er mit yndlingsbillede af mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar