Hjælp! I'm sending you an S.O.S.!

Psykiatrien stinker! Jeg forstår ikke, at det kan være så svært at opfinde et stof, der ikke har en million bivirkninger, som ALLE sammen er så skadelige, at kroppen nærmest går i forrådnelse så snart man tænker på navnet på præparatet.

Ej.

Jeg forstår det godt. Der er jo mange andre sygdomme, der har det lige så slemt. Nu er det bare lige psykiatrien jeg har set mig sur på. Hvordan kan det være at et præparat som Zyprexa stadig eksisterer? Det er sådan noget giftigt lort! Det er skylden til halvdelen af den overvægt jeg startede med at tage på mens jeg var på ung.psyk tilbage i '98. Jeg tog 40kg på i løbet af 2-3 måneder, og det var Zyprexa, og det Deprakine. Deprakine slås jeg med nu - jeg har taget 30kg på siden sidste december, da de øgede min dosis fra 300mg til 1800mg overnight efter en 3-døgns indlæggelse på neurologisk afdeling til kontinuerlig videomonitorering. Eller hvad det nu er, de kalder det. Jeg sagde til neurologen, at jeg ikke kan tåle det præparat, og at jeg ville tage på, men jeg skulle have det. Og jeg har taget 30kg på. Great.

Hamid, som faktisk havde tabt en masse kg fordi han fik konstateret type 2 diabetes, blev tvangsindlagt hele 2 gange i løbet af det seneste år, og han har været tvangsindlagt til at få en injektion med Zyprexa hver 2. uge. Han fik også Zyprexa, da jeg mødte ham. Han skiftede til Risperdal. Han har har også været, samtidig med mig, på en Risperdal/Abilify-kombinationskur, men hans psykiater er ikke kompetent. Han udskrev 45mg Abilfy til Hamid - dagligt. For det første er maksdosis 30mg, for det andet fortsatte han, selvom det kom frem at man helst skulle holde sig under 10mg, hvis man overhovedet var nødt til at bruge Abilify. Og han tog en kæmpe mængde Risperdal ved siden af. Det var helt sindssygt. Han skulle have ét andet præparat, og det skulle ikke være Zyprexa. Jeg tror 100% på, at monoterapi er bedst for Hamid.

Jeg fortalte det til min mor. Hun var bare sådan totalt nærmest glad for at han får Zyprexa. Men okay; hun har aldrig, på noget tidspunkt what so ever, brudt sig om Hamid. Aldrig nogensinde. Hamids forældre kan godt lide mig, og de kan også lide René. Jeg kan godt se lidt, hvorfor hun ikke har de helt store, varme følelser overfor Hamid, men hun virker nærmest hadefuld, og det har han ikke fortjent. Måske er det bare mig, der har dannet en overilet konklusion, ud fra min nyfundne omsorg for ham.

Men jeg synes stadig at det er for dårligt at der ikke bliver gjort mere! Jeg sidder her, på min flade, førtidspensionerede røv, og tigger jer om at studere, så I kan opfinde noget medicin som kan få Hamid til at få det bedre. Og alle andre som har det skidt.