Hallelujah, praise The Lord!
This appartment has been cleaned!
Vi har her til formiddag pakket vores juletræ ned. Ned i en kasse, og væk, ind i et hjørne, parat til at samle støv, indtil det bliver december igen. Indtil da, må jeg nøjes med tomhed, mørke og kedelige "smugkig" over skulderen. Det er der ikke længere. Ikke før december. Heldigvis, kan man sige, er der kun 10 måneder tilbage, de kommer sikkert til at føles som 1. Eller 100. Det bliver spændende at se, hvordan året vil komme til at gå.
Men der er blevet gjort rent her i dag, det var derfor en god anledning til at få pakket juletræet væk. Jeg har alligevel gået og samlet alle Emmas papkasser sammen, fordi det var simpelthen for overvældende til sidst. Hun havde 4 i soveværelset, 2 i arbejdsværelset og 9 i stuen. Og det var ikke alle sammen sådan nogle små søde papkasser, som hun kun lige akkurat kunne skrue sig ned i.
Lige nu er jeg i gang med at varme en omgang ananasfad. Jeg er ikke helt sikker på, hvor vellykket det bliver, så jeg sidder lidt på nåle. Jeg lavede og frøs det ned i fredags, men det bliver tøet op i ovnen, og ikke i mikroovnen, under låg, så jeg er sådan lidt... Angst for hvad der sker. Jeg ved jo ikke engang, hvor lang tid lortet skal have! Indtil videre har jeg bare sat den til 30 minutter. De udløber om 9. Så går jeg ud og kigger og lige rører rundt, tjekker om alt er, som det skal være. De er frosset ned i nogle plasticbeholdere, så det er sådan nogle rektangulære blokke bestående af mad. Jeg har bare presset dem ud af beholderne og ned i et ildfast fad med lidt væske. Men er varmen for høj? Måske er 200 grader varmluft lige i overkanten?
Fuck, jeg har ondt i maven. Har jeg drukket for hurtigt, eller har colaen været for kold? Ingen af delene plejer at betyde noget... Kan det være sult? Narh... Bekymringer? Jeg har haft et mareridt, som føles som om det har varet i alle de 3-4 timer, jeg har sovet her i eftermiddag. Jeg kan ikke huske så meget af det længere. Bare at der var nogle små dyr, en mellemting mellem en flagermus og en tudse, og de havde små, lysende røde øjne og syleskarpe tænder, der altid viste et ondskabsfuldt grin. Når jeg tænker over det nu, hvor jeg har været vågen i en halv times tid, minder de faktisk lidt om de flakse-tingester, jeg plejede at have som ung. Lige som når man har sommerfugle i maven af spænding, men i stedet nogle ondskabsfulde, lede sataner, som bider en i mavesækkens inderside og gør det virkelig ubehageligt - beskrivelsen af depression. Mener jeg plejede at kalde dem "flaksefisk" eller sådan noget.
Nå. Maden skulle have 30 minutter. Den var perfekt og smagte dejligt. Men Det er en time siden vi blev færdige med at spise, og jeg er allerede sulten igen. Det kan da ikke være rigtigt. Der var masser af mad på min tallerken, og jeg følte mæthed. Ikke overvældende. Men jeg tænkte "Hmm... Det var nok." Så gik der ca. 45 minutter, så fik jeg pludselig akutte opkastningsfornemmelser, men så forsvandt de igen, efter jeg havde stået ude på badeværelset lidt. Skal jeg mon smække nogle madder sammen og lige få fyldt maven op? Det virker bare så formålsløst. At spise bare fordi man ikke skal sidde tilbage med en mave der er så tilsyret at det føles som om den kunne æde sig selv i én stor selv-absorberende mundfuld. Hvis René skal have noget, kan jeg måske godt lige mande mig lidt op. Ellers gider jeg ikke.
Jeg skal også have ringet til min farmor. Åh. Min svigermor og svigerfar kommer på torsdag. Så vil jeg have noget materiale til min dokumentar om René! That could be so awesome! I morgen er der 3 måneder til hans fødselsdag, hvis vi tæller denne måned med. I dag er der 4 måneder til min fødselsdag, same situation. Men jeg bliver heldigvis ikke 40 endnu - jeg kan stadig holde mig til de 36! Selvom jeg ligner en på 63. Det tager lidt af glæden, men man må jo lære at glæde sig over det, man har. Eller noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar