Den depressive mand

Ah.... Ikke noget som en fredag aften, brugt i omflytningens tegn! Jeg er gået i gang med at flytte om i min lejlighed. Sammen med René, selvfølgelig, hvilket gør processen lidt sløv, men det gør egentlig ikke så meget, for jeg har ondt i dag. Jeg kunne godt tage et par Panodil, men når jeg tænker nærmere efter, har jeg faktisk kun tisset 3 gange i dag. Og i dag har jeg været oppe straight fra klokken 9:30 - og nu er den sør'me 22. Om 3 minutter, i hvert fald. Jeg har også taget mig tid til at bage. Jeg har lavet den største katastrofe, som faktisk på en sær, twisted måde smager godt. Det er meningen at det skal være en "svampet" kanelkage. I stedet smager den mere af krydderkage, og jeg ved fandeme ikke hvorfor. Opskriften, som jeg bare lige hurtigt læste igennem inden jeg købte ind, virkede så enkel. Psh. LIDT for enkel. Jeg har fået den af en veninde, og hun bager den mest guddommelige kanelkage. Der må være sket en fejl, da jeg har skulle skrive den ind i et tekstdokument. Tjek dette ud:

Kanelkage

- En hel bradepande!

Dette skal du bruge:

1 liter kærnemælk

250g margarine

800g hvedemel

800g sukker

8 tsk kanel

8 tsk bagepulver

Således gør du:

Smelt margarinen.

Bland sukker, mel og kærnemælk sammen.

Bland kanel og bagepulver sammen. 

Bag ved 200 grader i 30-40 minutter i alm., forvarmet ovn.

Den der blok, "Således gør du" - hvis jeg havde læst den og bidt mærke i hvor sær den var INDEN jeg havde bare havde købt ind, ville jeg ikke havde satset på denne opskrift. Nu kan jeg så godt lide krydderkage, men det er fandeme mærkeligt. Det giver ingen mening! Jeg brugte min største skål, og den var IKKE stor nok. Der var dej op til under ½ cm kanten, og jeg skulle røre virkelig langsomt. Tilsidst måtte jeg hælde dejen ud i bradepanden og piske eventuelle klumper af mel ud med et piskeris (af plastik). Men den er okay. I guess. Men jeg bager den nok aldrig igen. Hvis jeg gør, deler jeg målene i to, og laver den i to skåle, og hælder dem sammen tilsidst. 

Hr. Rikke er gået ned med flaget. Han er nu nået et punkt, hvor han er mere depressiv end jeg er. Jeg er skræmt. Jeg er skræmt over at jeg ikke havde lagt mærke til, hvor slemt det stod til. Jeg vidste jo godt, at den ikke var god, og det var jo også også derfor, at jeg fik ham på antidepressiva. Men efter 6 år på højeste døgndosis af Sertralin, er det måske på tide at finde noget andet. Det er måske på tide at vi får en snak med lægen. Eller at han selv gør, alt efter hvad han føler. Han er bare så .. Han er svær at læse, fordi han altid har sit glade ansigt på, når vi eller han er omgivet af andre mennesker. Jeg ved godt, at han tænker meget på at dø, på selvmord og den slags, men jeg vidste bare ikke at det var SÅ slemt. Det skræmmer mig at jeg ikke kan læse ham, når nu han kan læse mig. Vi burde kunne kommunikere på et højere plan omkring det her, for det kan vi omkring mange andre ting, og netop dette emne er meget sensitivt for os begge. 

I morgen, når det bliver lørdag, må jeg sgu tage fat i ham og tilbyde ham noget, jeg VED han gerne vil have. Fodmassage og ordning af hans fødder. Han sidder hver aften og skærer død hud af sine hæle, så det bløder, fordi det gør ondt, når han går. Hans hæle har af og til sprækker. De er så tørre og døde at de bare popper åbne helt ind til den nye hud, og det begynder at bløde. Som vores lejlighed er nu, er det virkelig skidt at ordne hans fødder, men når vi er færdige med at flytte om, vil det være perfekt. Som hans fødder ser ud nu, vurderer jeg hver fod til at tage omkring 1 time for at blive nogenlunde "nedfilet" og renset fra hård hud, og indsmurt i creme. Når vi har flyttet om, og det kan foregå på en mere jævnlig basis, f.eks. 1 gang hver 2. uge eller hver uge, tager det måske kun 20 minutter pr. fod. Folk, som altid har bare fødder, som René, er nødt til at holde deres hårde hud nede på lidt mere "jævnlig basis". Folk som mig, som aldrig har bare fødder, får ikke lige så meget hård hud. Såøh... Ja. Skal jeg lave et kuponhæfte igen, eller skal jeg bare sige sige til ham, at jeg vil give ham en fodmassage, når jeg vil? Det sidste er måske bedst, da jeg så ikke bliver fanget i det på et tidspunkt, hvor jeg måske ikke føler at jeg har tid eller lyst. 

Jeg har helt klart fundet GAVEN til Renés fødselsdag. Den kommer til at koste omkring 400 kroner. Jeg har overvejet at spørge min dejlige veninde Katja, om jeg mon må få den sendt til hendes adresse. Det er altid mig, som åbner, når det ringer på døren. Men hvad nu, hvis det lige præcis den dag ikke er, eller hvis René selv skal ned og hente den på posthuset, og han ser firmaets navn på pakken? Så gætter han med det samme, hvad det er. Han er meget imod at jeg bruger de penge, og jeg forstår godt hvorfor. Men jeg sender noget af det tøj, jeg selv har købt, retur, fordi det ikke var noget, der komplimenterede min krop synderligt godt. Og alene det ene par bukser dækker prisen på den tingest. Så: Jeg køber den. Jeg gør det også, selvom vi nok bliver uvenner over det. Det irriterer mig nemlig så supermeget, at jeg ved, at han virkelig gerne vil have den der tingest, og jeg virkelig gerne vil returnere de bukser, og at det så ikke kan gå op i en højere enhed? Dammit! Jeg spørger Katja i morgen, om det er OK, og så bestiller jeg den hurtigst muligt. 

Nu vil jeg rense Emmas bakke og se, hvad jeg ellers kan gøre for at lette omflytningen så meget som muligt. Den er også blevet 22:42, og man skal jo stoppe på et tidspunkt, ikke sandt? Jeg takker af for i dag (og så rimer det oven i købet, det er  noget, vi kan li')