Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

lørdag den 25. februar 2017

Kærlighed og æblekage

 Jeg har virkelig meget, jeg skal have gang i, men det er lidt som om jeg ikke har noget energi. Jeg har ingen... Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Jeg synes at jeg har forsøgt at række ud til min mor så mange gange, og hun bliver ved med at afvise mig. Jeg er på et punkt nu, hvor jeg faktisk tænker "Fuck hende". Jeg er rent faktisk mere bekymret for min far. Jeg ved, at min far godt kan klare sig selv, men jeg ved også, at han elsker min mor og har skidesvært ved at bo sammen med hende. Og hvem har ikke det? Hvem har ikke svært ved at være sammen med en alkoholiker 24/7? Jeg ville selv være blevet skør oven i  hovedet. Min mor bliver ondskabsfuld, når hun drikker, og jeg må nok erkende, at jeg efterhånden som sandheden bliver afdækket, hælder mere og mere til min fars side. Han må have det så svært, og jeg har det enormt dårligt med det. Jeg kunne enormt godt tænke at fortælle ham det, men... Ja.

I næste uge skal René til psykolog igen. Det skal han generelt hver tirsdag. Men han fik, den første gang, en dvd, da han kom hjem, med musikvideoer af sange, som jeg virkelig elsker og som får mig til at tænke på ham, når jeg lytter til dem. I nat har jeg sammensat en liste af sange, i alt 17, så hvis jeg er lidt mere ukritisk, kan der blive en kærligheds-cd vol 2 og 3 også. Det er bare meget sjovt, synes jeg. På den anden side - 17 sange spredt ud over 2 dvd'er er jo 8 på den ene og 9 på den anden - og det er nok en perfekt længde. Ikke på dvd'en, men på Renés koncentrationsevne, når det kommer til musik. Den første havde 13 numre på - og det var nok en tand for meget, selvom jeg ikke føler, at jeg kunne skære nogen af dem fra.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg kaldte den første cd. Jeg må se, om jeg kan finde den et sted i hans gemmer derovre. Men ligger den ved hans computer eller hvad? Nå. Hvis jeg har en brændingsliste parat til tirsdag, kan jeg bare lige brænde én eller begge skiver med det samme - og evt. søge efter coveret til den cd, jeg lavede til ham, og kopiere temaet til en vol 2 og en vol 3.

I nat, hvor jeg ikke har sovet, har jeg lavet 6 af disse:
Jeg ved ikke, hvorfor jeg lavede 6. Grådighed, vil jeg tro. Men jeg har brugt 2 poser færdiglavet æblegrød, 200g rasp, 100g sukker, ukendt mængde flydende margarine, som gerne skulle passe nogenlunde med 100g fast margarine (jeg tog ikke mål af det, jeg fyldte bare på), flødeskum på dåse (jeg ved heller ikke, hvorfor jeg har sådan noget stående. Jeg bruger stort set aldrig flødeskum. Måske er det derfor jeg troede jeg fik en fiks idé. Det smager fælt og smelter lynhurtigt), samt jordbærmarmelade. Normalt bruger man vist ribsgelé. Men det er altså ikke alle, der bryder sig om ribsgelé. Nå. Men med portions-æblekager som med æblekager i skåle: Sukkerrasp og grød lagvis, startende og afsluttende med sukkerrasp. In i køleskabet med lortet, og så ud når de skal bruges, på med flødeskummet - hvis man vil have det på. Det er også meget hensynsfuldt at sætte både flødeskum, marmelade OG ribsgelé ind ved siden af, så folk selv kan vælge om de vil have det på, og hvor meget.

Klokken er kvart over ti om aftenen, og jeg er SÅ meget klar til at gå i seng lige nu. Jeg har været oppe i 2 timer i dag eller sådan noget. Jeg har bare en af "de dage", plus at jeg ikke har sovet i nat. Jeg har besluttet mig for, at jeg her i weekenden vil se, om jeg kan finde kræfter til at få anmeldt en plade, jeg har en bestemt i tankerne, mener den er fra 2011, men jeg er ikke sikker endnu. Jeg glæder mig dog til at dykke ned i den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar