Tragedier og kærlighed

FUCK! Der er allerede gået 1 time og 5 minutter af den 14. februar, og Marilyn Mansons plade er endnu ikke at finde! Jeg er lige så langsomt ved at blive sindssyg! Det, jeg har kunnet finde, er nemlig så usandsynligt fedt, at jeg næsten fik en orgasme af at lytte til det. Han beskriver selv pladen som en mellemting mellem "Antichrist Superstar" og "Mechanical Animals". How great is that???!!! Jeg er så spændt! Skal jeg bestille pladen på nettet, eller kommer den op på Spotify Premium? I DON'T KNOW! Jeg er dødnervøs for at jeg er nødt til at vente ( = at jeg skal bestille den).

Mandag den 13. har ellers været en anderledes dag. Det hele startede egentlig ud med at være en god dag. Vi skulle til tandlægen, jeg glædede mig som en gal, for jeg elsker at gå til tandlægen. Jeg var dog lidt bekymret for regningen. Da vi kom derop, var de lidt forsinket pga. et møde, men fordi mine tænder var næsten i perfekt stand, skulle der bare en let tandrensning til - jeg havde ikke engang særlig meget tandsten. Det blev 326 kroner. Men der skete så det, i den korte tid, jeg var derinde, at fordi jeg havde været lidt småstresset over regningen og alt det, plus at jeg var træt, at jeg faldt i søvn i stolen og vågnede med et sæt fordi tandlægen  sagde "Så, Rikke, så må du gerne skylle". Det er enkelt nok, ikke? Nej. Ikke når man har store kasser og vasken er ufatteligt tæt på. Det er stort set umuligt at ramme vasken, når man skal spytte ud. Det behøvede jeg dog ikke at spekulere så meget over, eftersom jeg kom til at vælte glasset, fordi jeg var forvirret, fordi jeg lige var vågnet. Mine bukser var gennemblødte på venstre side, og min T-shirt og den tanktop jeg havde på indenunder, var også gennemblødt på venstre side. Plus at der var vand overalt, og jeg havde vand og det der pudsemiddel i munden. Men jeg stod og fnisede med klinikassistenten (en af dem) mens René var inde. Han havde 3 huller, og det blev konstateret, at det højst sandsynligt kommer af mundtørhed, som er en bivirkning fra det meste af den smertestillende medicin, han får. Der blev aftalt en ny tid til ham i marts måned. Da vi så blev hentet, sad jeg på et sæde (det var en minibus fra Movia Flextrafik) som havde en eller andet form for varmeapparat i sædet foran. Så mine i forvejen hævede og meget smertende fødder havde det ikke let. Da vi kom hjem, var det første, jeg gjorde, at smide skoene.

Derefter lavede jeg noget mad. Jeg ringede til min farmor imens. Vi snakkede i ca. 15 minutter, så kom min far (inde hos hende). Jeg sagde til hende, at jeg gerne ville tale med ham. Jeg sagde, at jeg ikke havde ringet og sådan rigtigt "presset min mor" for den kop kaffe, som vi havde snakket om, fordi jeg ikke ville have at hun skulle fatte mistanke til, at min far har fortalt mig ting - det har han sagt til mig, at jeg aldrig må fortælle hende. Han sagde til mig, at han har grædt hele formiddagen. Hun skulle have fjernet gipsen på sit håndled på onsdag, men havde flyttet tiden til i dag. Men i dag kunne hun så ikke alligevel, fordi hun havde "ondt i fødderne". Min far sagde "Jeg tror, at hun har fået en hjerneskade, hun kan ikke selv tænde sine smøger, hun kan ikke fylde et glas, hun kan ikke tænde for fjernsynet eller bruge telefonen. Hun har ikke været i bad siden engang i efteråret, hun stinker simpelthen så meget." Han har tidligere sagt, at hun ikke kan gå, og at hun ikke længere f.eks. renser negle, spiser og den slags. Han har fortalt mig, at hun går dårligere end min farmor, som er 91 år. Han sagde til mig i dag, at han snart ikke kan holde det ud længere. Vi blev enige om, at det, der måske skulle til, var lidt "vold". Så at jeg skulle komme ned til hende, uanset om ville have det eller ej, så hun kunne se min reaktion, og måske indse, at hun skal have hjælp.

Jeg ringede så til min mor, som sagde, at der er "så meget i denne uge", selvom jeg ved det er løgn. Jeg sagde "hvad med weekenden?" og det kunne hun ikke svare på. Jeg gik med til at skyde det til næste uge, fordi jeg selv har hænderne fulde i denne uge. Da jeg så kommer ind med maden, og vi skal til at spise, ringer Renés mor. Renés far er indlagt, med ambulance og det hele, efter lægens ordre. Han kan dårligt gå, han spiser ikke, og hans hud er gul. De kan ikke finde ud af, hvad han fejler, andet end at nogle blodprøver viser, at de røde og hvide blodlegemer ikke er i balance. Han har været syg siden før jul, hvor han fik lungebetændelse.

Nå. To syge mennesker, som jeg holder meget af. Vi fik spist vores mad, og jeg besluttede mig for at tage en lur. Jeg vågnede fordi telefonen ringede. Det var så Kirsten. Kirsten og Basse skulle have været her i morgen, til en kop kaffe, men Basse er tilsyneladende blevet syg. Han sover i døgndrift. Det er muligvis noget vitaminmangel, men kan også skyldes hans svære depression.

De har ting... Det er meget at skulle rumme på én dag. Jeg har fældet 5-6 tårer. Det ligner mig ikke. Det ville være mere Rikke Aagren, hvis jeg havde grædt hele dagen. Men det har jeg ikke. Jeg er bange for at jeg er et sammenbrud nær. Men der er også muligheden for, at jeg er blevet stærkere. At jeg kan klare mere. Men der er SÅ meget uro inde i mig, jeg fatter slet ikke, at jeg kan sove. Jeg føler mig nervøs, angst og virkelig ... som om jeg er i færd med at miste ufattelige vigtige dele af mit liv på en meget hurtig og grum måde.

Til gengæld, og det vil jeg gerne sige: René er den bedste mand og ven, man kan få. Han er så støttende igennem alt, ligesom jeg forsøger at støtte ham, når han gennemgår noget. Han er simpelthen så dejlig. Nu, hvor det er valentinsdag, vil jeg gerne offentliggøre et brev, jeg har skrevet til ham, sådan lidt som et "open letter" - egentlig mest for at forevige min kærlighed lige her, for jeg har givet ham brevet, og han blev superglad.

Det lyder således:

Når jeg drømmer om kærlighed, drømmer jeg om dig. Når jeg tænker på min fremtid, ser jeg dit smilende ansigt for mig. Når jeg fryser, behøver jeg blot at forestille mig din stemme hviske søde ord i mine ører – din stemme er som en helende balsam for enhver katastrofe. Når jeg tænker på skønhed, ser jeg din aura af kærlighed. Du er alt, hvad jeg behøver for at kunne eksistere. Af og til, når jeg tænker på dig, begynder mit blod at bruse igennem mine årer, og jeg føler mig nærmest helt beruset. Jeg får en kildende fornemmelse i maven, hver gang jeg tænker på alle de sjove timer vi tilbringer sammen, og jeg bliver altid glad for at se dig, når vi har været adskilt – også selvom det drejer sig om minutter. Efter alle de mange år, måneder, uger, dage, timer, minutter og sekunder, bliver jeg stadigvæk helt varm, fordi du stadig – hver eneste dag – husker at sige at du elsker mig, og jeg kan se på dig, og høre på din stemme, at du mener det.

Jeg elsker også dig. Så højt, at det af og til føles som en smerte. Men det er okay. Det er godt, det er en lækker smerte. Fordi mit hjerte ved, at selvom det gør ondt fordi det er fyldt til bristepunktet med kærlighed – så er det gengældt. Og det helt tossede er, at jeg har kendt dig i 16 år, og stadig har lyst til at kende dig mere, elske dig mere, der er ikke fysisk plads, men jeg vil bare have mere af dig ind i mit liv. Du er noget af det smukkeste, jeg ved, vores kærlighed er smuk, og hvis den pludselig endte, ville jeg ikke vide, hvad der ville ske. Jeg ville nok visne bort og dø. Vores liv sammen, og nu på 3 år med vores dejlige lille datter, er perfekt, I hvert fald så perfekt det kan blive med den mængde af ”uvelkomne gæster”, vi må leve med hver dag.

Jeg har virkelig lyst til at gøre alt bedre – bare for din skyld. Det er ikke altid, det lykkes – men jeg har stadig lysten. Lysten til dig, os, vores liv sammen. Jeg har lyst til at gøre dig stolt og jeg har lyst til at bestige det højeste bjerg i verden, stille mig derop og skrige ud af mine fulde lungers kraft, at jeg har fundet den perfekte mand, og at han elsker mig.

Det tog lidt tid før du ”så” mig, men det var så meget det hele værd. Alle de års venten – jeg ville gøre det hele om igen, hvis jeg vidste at du ville vente der, for enden af de 6 år, med åbne arme og kærlighed i den størrelsesorden, som du giver mig nu. Jeg elsker vores humor, vores indforståede jokes, og jeg kan godt lide, at folk ikke sådan helt fatter os altid. Engang imellem er det meget rart at man ikke er så ”mainstream”, selvom det også er meget rart når folk forstår en.

Hvis jeg kunne, ville jeg lede hele verden igennem for at finde de bedste læger, og jeg ville betale dem med penge, jeg fik på en hvilken som helst måde, men helst med et banklån eller lignende, og så ville jeg græde og bide neglene helt ned knoerne indtil du vågnede op fra din operation, eller flere, hvis der skulle flere til, før dine smerter var fortid. Hvis jeg havde en hjerne, der kunne huske, og loven tillod det, ville jeg selv lave din ryg. Det ville tage flere års studier, og jeg ville bryde sammen mange gange – men tanken om, at du ville få mulighed for alle de ting, du ønskede dig af dit liv, den ville være nok til at drive mig frem. Det er jeg overbevist om.

Du er mit livs kærlighed. Min eneste ene, min sjæleven, min trofaste klippe, min bodyguard, du er den ilt, jeg indånder, du er en oase i en ellers udtørret ørken af elendighed. Jeg elsker dig så meget, at det ikke kan siges med kun 3 ord. Der skulle alle disse ord til. Jeg har mange flere ord, der gerne vil frem. Jeg kiggede lige hen på dig nu, og jeg blev så overvældet af din skønhed, selvom du sidder med ryggen til mig. Så jeg sidder faktisk og græder nu. Fordi jeg elsker dig! Det er det, jeg mener med, at det af og til ikke kan være inde i hjertet. Der er så meget kærlighed til dig i forvejen, at jeg slet ikke kan rumme det, og alligevel kommer der ekstra kærlighed i bassinet hver eneste dag... Det er utroligt at jeg stadig kan sidde oprejst... Hehe...

Tak fordi du lader mig være den, jeg er, selvom jeg ikke altid er den perfekte udgave af, hvad jeg kunne være... Jeg er et kompliceret menneske, hvad ellers er der at sige...? I LUV U BIG!