Nå. Men vi har fået "gasset" vores lejlighed, fordi der var støvlus, og vi sad nede på bænken i en times tid, mens det "drev over". Da jeg kom op i lejligheden med Emma, var der stadig tåget. Jeg ville åbne vinduerne, men jeg havde på fornemmelsen, at Emma skulle på wc. Så jeg lod hende gå rundt lidt, indtil jeg fandt ud af, at hun ikke skulle på wc. Så jeg sad lidt og var ved at blive kvalt, indtil jeg fik øje på hendes sele, og tænkte "Nårh ja!" og tog den frem. Hun ville ikke have den på, men fik det god til sidst. Jeg åbnede vinduet i stuen, og gik ud i køkkenet for at åbne vinduet derude, for at skabe noget gennemtræk. Da jeg stod midt i køkkenet, begyndte jeg at skride på gulvet. Jeg begyndte at gå ned i et næsten perfekt split, men drejede hofterne, landede på knæene, tabte Emma, som jeg forsøgte at få fat i (selen), fordi vinduet i stuen var åbent, men hun smuttede forbi mig. Jeg gik i panik, og forsøgte at hive mig op i håndtaget på ovnlågen, indtil jeg kom i tanke om,at det ikke var en splendid idé. I stedet forsøgte jeg at få fat i bordet, men det var stadig klistret efter gassen. Så jeg greb ud efter de "håndtag", der sidder på vores skabslåger, og med VOLDMANGE smerter, kom jeg på benene og kom ind i stuen. Jeg kunne ikke se Emma nogen steder, men så pludselig den røde snor bag hendes bakke i et andet værelse: Hun var på vej ud på altanen. Den er aflukket, så jeg skulle bare hen og lukke stuevinduet. Det fik jeg gjort, og jeg kom tilbage til min stol og satte mig ned, jeg havde så mange smerter, jeg var i chok, og jeg tudede så meget, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Mine ben rystede og min stemme var helt ude af kontrol, da jeg ringede til René for at sige, at han var nødt til at komme op. I dag har jeg stadig ondt, men jeg kan dog gå.
Jeg har lige hyggesnakket med René. Vi kom til at snakke om at udtale bandnavne forkert. Vi så "Hello Kitty" af Avril Lavigne, og efter vi så den, så vi en parodi, som virkelig stank, og som svinede Nickelback til, og vi kom til at snakke om Nickelback, for vi kan begge to godt lide bandet. De laver sgu meget god musik. Vi kom til at snakke om den morgen, jeg vågnede op og besluttede mig for at tage i Hundige Storcenter (det hed det inden det blev til Waves), nærmere bestemt TP Musik - min go to butik for al musik og film indtil den lukkede - og købe Nickelbacks "Silver Side Up". Jeg smed noget tøj på kroppen, børstede tænder, lagde makeup, satte håret og satte mig op på min cykel og kørte til Solrød Strand station og kørte de få stationer, der var imellem Solrød og Hundige. Mens jeg sad i S-toget og kiggede ud på landskabet, som jeg susede forbi, blev jeg pludselig ramt af en forbandelse: Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Nickelback som Nickelbaum. Men jeg var klar over det, og da jeg stod af toget, gik op af rulletrapperne, hen til centeret og hen til rullebåndet ned, gik jeg bare og gentog "NICKELBACK" for mig selv. Men en ulykke kommer sjældent alene. Jeg skvattede på rullebåndet, slog sådan en sidelæns kolbøtte, rejste mig op, havde så horrible knæsmerter, og selvom mine sorte ADIDAS bukser ikke var gået i stykker, kunne jeg mærke at jeg havde fået en skade på mit ene knæ (jeg har stadig et ar). Men Rikke Aagren var ikke hende, der skulle være den tykke klovn, så jeg kom hurtigt på benene igen, og lod som om INTET var hændt. Jeg haltede ikke engang, selvom hvert eneste skridt var som en syl ind i mit knæ. Jeg blev ved med mumle "Nickelback", og da jeg kommer ind i TP Musik, går jeg hen til disken og siger "Jeg vil gerne købe den nye med Nickelbaum". Og jeg lagde ikke mærke til det! Han stod bare og gloede på mig, så skrev han det ned, han spurgte om jeg mente Nickelback, og jeg svarede naturligvis ja. Og så kunne jeg købe den og få den med hjem.
Og det er faktisk ikke den eneste gang, det er sket. Engang (det gør jeg stadig!) elskede jeg en sang der hedder "The Lost Art Of Keeping A Secret", og jeg kunne ikke finde cd'en nogen steder. Så jeg endte i Fona, igen i Hundige Storcenter, og jeg samlede mod til mig og gik hen til skranken og spurgte: "Har I den nyeste med The Stone Age Queens?" Han tastede ind på computeren, og nej, det havde de ikke. Jeg fandt så senere ud af, at bandet hed Queens of the Stone Age, og fik købt pladen, og det kan være, at de bare slet ikke havde den i Fona, og det ikke var ham fyren der var lidt computer-langsom. Men tjek sangen ud - Jeg er sikker på, at mange af jeg også vil elske den!
(Videoen er fra Youtube)
Jeg sad her, mens jeg så videoen, og fik øje på, at den var udgivet på Interscope Records. Det minder mig om Nine Inch Nails, deres album "The Downward Spiral", som er den eneste NIN plade, jeg har, fordi den er udgivet hos samme pladeselskab. Grunden til at jeg har hæftet mig ved ved Interscope, er Trent Reznor, som er sanger i Nine Inch Nails - Tjek lige denne video ud, og fortæl mig, at den ikke er speciel. Men sangen er sådan set virkelig bare truly genial. Selve dynamikken og flowet i den - rytmen, melodien og vokalen er så perfekt sammensat...
(Dette er også en video fra Youtube, og det er director's cut udgaven - BE WARNED)
Trent Reznor producerede Marilyn Mansons første plade, "Portrait of an American Family" tilbage i 1994, og det blev udgivet på Nothing/Interscope Records. Reznor og Marilyn Manson arbejdede tæt sammen dengang, men de har ikke længere et samarbejde. Efter "Portrait of an American Family", som havde et hit som f.eks. "Lunchbox", udgav de EP'en "Smells Like Children", hvor deres nu nærmest historiske coverversion af "Sweet Dreams Are Made of This" var på, og virkelig skabte vejen frem for bandet. Det næste, der skete, var trilogien om The Antichrist Superstar, som startede med pladen af samme navn. Marilyn Manson er, som Nine Inch Nails, heller ikke på kontrakt hos Interscope længere.
Når jeg tænker på Marilyn Mansons version af "Sweet Dreams"; må jeg sige, at de har leveret mange gode coverversioner af sange over tiden. Af dem, jeg elsker, er "Personal Jesus" (Depeche Mode), "Tainted Love" (Soft Cell-udgaven, men det er en cover af originalen fra 1964, lavet af Gloria Jones), "Working Class Hero" (John Lennon), "I Put A Spell On You" (Screaming Jay Hawkins), "You're So Vain" (Carly Simon) og "Halloween" (det er et cover af sangen fra Tim Burtons dukkefilm "The Nightmare Before Christmas", det er en sang der er komponeret af Danny Elfman, og det er hamselv, der synger den i filmen, i rollen som Jack Skellington. Når Jack snakker i filmen, er det Chris Sarandon, som lægger stemme til). En anden sang, jeg elsker, som teknisk set ikke er en Marilyn Manson sang originalt, fordi den er skrevet af Korn-sanger Jonathan Davis, til filmen "Queen of the Damned", som var den sidste film RnB sangerinden Aaliyah var med i, før hendes alt for tidlige død (hendes fly styrtede ned den 25. august 2001, og filmen udkom i 2002), er sangen "Reedeemer". I filmen bliver den portrætteret som sunget af vampyren Lestat de Lioncourt, som bliver spillet af Stuart Townsend. I den første af de filmatiserede Anne Rice vampyrbøger, blev Lestat spillet af Tom Cruise, og Brad Pitt fik en rolle som Louis, og det var i denne film Kirsten Dunst viste sit største talent indtil da, i en alder af 12 år - og Christian Slater var en ret essentiel del af historien, selvom han ikke var så meget med. Filmen hed "Interview With The Vampire", og det var Christian Slater, som interviewede vampyren (Louis).
Mysteriet med filmindspilningerne af Anne Rices "The Vampire Chronicles", er at der i 1994 blev udgivet den første film, som havde et manuskript baseret på den første bog ud af en serie på 5, "Interview With The Vampire" ("En Vampyrs Bekendelser", i Danmark 1994), det var Geffen Pictures, som havde produceret den, og den var distribueret af Warner Bros. Pitures. Warner Bros. havde rettighederne til de 3 første film i The Vampire Chronicles, men deres kontrakt med forfatter Anne Rice udløb i 2000, og hun fik sine rettigheder tilbage. De var derfor nødt til at korte de 2 film af, og lave en enkelt. I mange år var der diskussioner og skænderier, Anne Rice var aldrig tilfreds, og fik ikke lov at blande sig i screnplay-udviklingen. Efter at have solgt rettighederne til den 4. bog, fortrød Anne Rice igen, og fik hevet dem hjem igen, og sidst i 2016 snakkede hun om, at The Vampire Chronicles ville fungere bedre som en TV-serie.
Men for at vende tilbage til musikken: Jeg hørte, for mange, mange år siden, en sang med Faith No More, som hed "Easy". Og ja - det er en coverversion af Lionel Ritchies "Easy". Det, der er så godt ved Faith No Mores version, er at de faktisk er sådan ...hvad skal man kalde det... tro over for den mere "laid back stil", det er vitterligt en en afslappet sang, og Mike Patton, som synger, har den perfekte stemme til denne sang. Jeg kan også enormt godt lide videoen, som forestiller bandet sammen med en masse "kvinder", og der er iblandet klips fra liveoptrædener. En af de videoer, de har lavet, som stort set har den mest kedelige videoer af dem alle, er "Midlife Crisis", som er en af de sange, der rangerer virkelig højt på min yndlingsliste over ALLTIME FAVORITE SONGS.
(Video fra Youtube)
Som en lille ekstra service i anledning af "LØRDAG", vil jeg anbefale, at folk, der kender og elsker "Cats In The Cradle" med Ugly Kid Joe, som er et amerikansk rockband, med fordel kan lytte til originalen med Harry Chapin fra X. (Lyt til Harrys version her) Jeg smider Ugly Kid Joes version ind, dog, fordi jeg er af type, der virkelig elsker meget af Ugly Kid Joes musik, og har gjort det siden "Everything About You" og "Neighbor"-dagene tilbage først i 1990'erne.
(Denne video er fra Youtube)
Tak fordi du læste med, og jeg håber at du kigger forbi en anden gang. Er der nogen spørgsmål til noget, så bare spørg. Jeg har muligvis et svar, eller er ikke klar over noget, og har skrevet forkerte oplysninger. Det er sket før. 😉
Ingen kommentarer:
Send en kommentar