Ingen kasser, tak!

Heeeey sexy ladies! And gentlement! (jeg har fået Psys "Gangnam Style" på hjernen, selvom jeg ikke har hørt den i jeg ved ikke hvor lang tid... Jeg kan ikke engang sige at jeg nyder den, den har bare en eller anden hypno-effekt på mig)


Jeg vil fortælle jer  noget. Jeg har muligvis allerede sagt det. Men jeg er en stor tilhænger af "genfortælling".

Kirken, der ses her, er Solrød Strandkirke. Hvis jeg stadig var medlem af folkekirken, ville det være denne kirke, jeg teknisk set "hørte til". Jeg bor i det sogn nu. Billedet er taget tirsdag den 8. januar 2019, sidst på eftermiddagen, fra min svigermors bil, mens René var på apoteket. 

På et tidspunkt, da jeg havde det rigtig skidt, følte jeg, at jeg havde brug for noget i mit liv. Jeg havde forsøgt mange ting, men kunne ikke rigtig finde frem til, hvad det var. Så jeg kontaktede præsten i denne kirke, som inviterede mig ned til en snak. Jeg dukkede op, lige som jeg altid var: Iført et par jeans og en Marilyn Manson T-shirt. Han sagde som noget af det første, at jeg ikke kunne gå med sådan nogle T-shirts. Det var nok til, at jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville have noget med kristendom at gøre. Han fortalte mig alt muligt, jeg lyttede, og fik endda en hardback tegneserie kaldet "Menneskesønnen" med hjem, som jeg måtte beholde. Men at være medlem af en organisation, der ikke tillader folk at være dem selv, kan jeg ikke være tilhænger af. 

For nyligt så jeg en video på YouTube, hvor en eller anden sær kvinde, der forsøgte at være den nye "Christian fighter" (det er ikke et navn, det er vitterligt bare kristne kæmper eller omvendt - kæmper for kristendom) fortalte mig at unge kvinder så op til folk som Jeffree Star - en homoseksuel mand, som lægger makeup på sig selv, på YouTube. Hun sagde faktisk, at grunden til, at vi ikke skal støtte disse homoseksuelle mænd med makeup på, er at de ikke er gode rollemodeller for unge kvinder. Fordi de ikke er i stand til at være mødre. Fordi de er homoseksuelle mænd. Jeg er enig. De er ikke i stand til at være mødre. Men det skal de heller ikke være. Jeg er ikke homoseksuel, og jeg er slet ikke en homoseksuel mand som lever i et forhold med en anden homoseksuel mand og et barn. Men gjorde jeg - ville jeg umiddelbart nok bare tage det som det kommer. I en familie, som har 2 heteroseksuelle forældre, er det jo ikke sikkert at "mor" er "mor" og "far" er "far". De gammeldags rollemønstre, som der var i gamle dage, de er der ikke mere - de burde i hvert fald ikke være der. Nogle homoseksuelle mænd har måske et forhold til en mand, og de har måske et barn, og deres indbyrdes roller er måske at den ene mand "opfører sig" mere som en far end den anden gør, og derved vil den anden mere opfylde "mor-rollen". Men når alt kommer til alt - er der så ikke ligegyldigt? Er vi ikke alle sammen individuelle, og har hver vores ønsker og måder at leve på? I m in familie, her i min lille bitte familie, er det René som rigtig gerne ville have børn, men mig, som ikke ville. Normalt, i gamle dage, var det mere kvinderne, som ville have børn, og mændene, der ligesom trak sig væk. Men det er nok også et spørgsmål om hvor seriøst forholdet et. Som et homoseksuelt par, enten hvis man skal have en surrogatmor eller hvis man skal adoptere, så er det jo ikke en hurtig proces. 

Og hvor er jeg træt af transseksuelt snak. Jeg kan sagtens relatere til transseksualitet. Stort set helt op til jeg var 17 år, ville jeg bare gerne være en dreng, jeg var meget seksuelt aktiv (med mig selv), men det var ikke andre piger, jeg egentlig tænkte på, og da jeg startede på HTX, følte jeg egentlig mere, at jeg var biseksuel, fordi der var to piger, jeg bare faldt for. Så kom der en lang periode, hvor jeg tænkte at jeg måtte være aseksuel. Men nu er jeg voksen. Jeg har det, som jeg gerne vil have det. Og jeg synes at det er fint, at folk snakker om deres seksualitet. Men jeg synes at der bør sættes en stopper for det, når det gælder børn. Hvis jeg havde "kendt" noget til transseksualitet var jeg måske hoppet på vognen, fordi jeg følte mig slet ikke som en pige, dengang jeg var 12-13-14 år gammel. Skolebilleder af mig fra dengang viser ret tydeligt at jeg var sikker på, at jeg gerne ville ud af min pigekrop. Hvis jeg var begyndt at tage hormoner og få en kønsskifteoperation - det ville jeg have fortrudt BIG TIME nu. Jeg synes, at børn skal have lov til at udforske (når jeg siger børn, mener jeg ikke børn børn, men mere sådan... ældre børn. Teenagere, som er i den rette alder) hvad de har lyst til, og selv tage stilling, og hvis de har nogle forældre der støtter dem i det valg de så tager - så er det dejligt. Jeg sagde engang til min brors hustru, at jeg mente at jeg muligvis var biseksuel, fordi jeg havde et crush på en pige, og hun sagde, at hun også havde været igennem sådan en periode, og at jeg bare skulle tage det kom det kom.

I det hele taget er jeg træt af folk der skal putte alting ind i kasser. Der er alt for mange ting, som der skal tages stilling til, mener folk, og jeg synes at det er irriterende at man ikke bare kan "være tilstede" i verden som et menneske.

Jeg ved godt, at alt dette sikkert lyder rodet, og jeg beklager, men jeg er bare lidt arrig lige nu, og kan ikke helt lige overskue mine ord. Dem af jer, som har læst det hele, skal dog have tak alligevel.