I'M SOOO SORRY!

Hej til alle mine sædvanlige læsere, hvis der er nogen tilbage efter al denne tid - jeg har haft travlt med forskellige ting, og har ikke lige haft denne blog som første prioritet. Og netop som jeg tænkte "Det tager jeg som det kommer", og kommer herind over en måned senere, ser jeg at der er 2 kommentarer på mit sidste indlæg. (Tak, Thomas - jeg har efterhånden fået lidt længere hår, er ikke blevet klippet siden april, så jeg overvejer at lade det vokse, selvom ja, pagehår har en vis charme)
Til min store skræk så jeg at den ene kommentar ikke hørte hjemme her. Jeg er virkelig ked af, at den har været her så længe, og jeg er ked af, at den først er blevet slettet i dag. Jeg lover at jeg fra nu af nok skal holde bedre øje med kommentarer fra mennesker, der ønsker at presse Gud ned over andres hoveder.

Prøv at forstå. Denne blog er "ejet" af en ateist. Jeg er ateist. Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på engle, jeg tror ikke på Satan, Paradis, Helvede, jeg tror at der engang levede en mand der hed Jesus, men jeg tror ikke at han var Guds søn, og jeg tror bestemt ikke, at han havde nogle former for evner til f.eks. lave vand om til vin, eller helbrede syge mennesker.

Jeg har ikke noget problem med folk, som tror på det. Men de bliver nødt til at udvise lidt anstændighed og lade være med at forsøge at omvende andre. Jeg snakker af og til om ateisme herinde. Folk vælger selv om de vil læse det. Jeg går ikke ud og ringer på folks døre og forsøger at sælge mig Gud. Jeg havde en hyggelig tid med en kvinde fra Jehovas Vidner da jeg boede i Køge, hun kom hver lørdag og vi studerede Ny Verdensoversættelsen af de Hellige Skrifter sammen med René. Det skete over en periode på 2-3 år. Det var virkelig hyggeligt. Jeg glædede mig altid til at hun skulle komme. Hun følte, at jeg havde Jehova i mit hjerte. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at det havde jeg ikke, men at jeg var glad for, at hun gerne ville lære mig om Bibelen. Og så en dag så jeg er program på YouTube der handlede om datoer og forskellige religioner, der havde ting tilfælles, og da jeg præsenterede hende for det, sagde hun, at hun ikke følte at jeg havde et fundament hun kunne bygge noget på, og bad mig om at tage stilling til hvad jeg ville til næste gang, hun kom. Og jeg sagde "Så stopper vi bare her". Og jeg har ikke set hende siden.

Min veninde har giftet sig med en kristen mand. Før sagde jeg bare ting til hende, som jeg mente at de var, for hun var ligeglad. Hun ved ikke rigtig, hvad hun skal tro på. Men nu har hun denne kristne mand, og så vil jeg selvfølgelig ikke skide på dem og sidde og svine kristne mennesker og deres gud til. Jeg har også en kristen penneveninde, som jeg skal være forsigtig omkring. Og det er jeg. Man kan ikke bare være egoistisk.

Jeg er sikker på, at den mand, der skrev den kommentar på mit sidste indlæg tror at det er en god idé at sprede et budskab om håb, eller hvad det var, med et telefonnummer og en mailadresse på manden, som gjorde en masse godt for ham. Men det hører ikke hjemme på en blog som min. Han må have sin egen blog, og så kan sprede sit gode budskab dér. Jeg følte mig syg da jeg læste det, han havde skrevet, og tænkte på, at det faktisk kun er en uges tid fra at have stået der en hel måned... Jeg gengiver ikke, hvad han skrev. Jeg har slettet kommentaren. Skriver han igen, sletter jeg hans kommentar igen. Og det bliver jeg ved med. Der er ingen tolerance overfor den slags her.

Jeg havde gode nyheder, syntes jeg, men jeg føler ikke, at jeg har lyst til at dele dem lige nu. Det har helt slået mig ud.

Igen: Undskyld til jer, der troede at det var et normalt menneske, der havde efterladt en kommentar, og læste den. Som jeg gjorde. Undskyld. Det sker ikke igen.