HEJ VENNER!
Er det ikke sært at kunne huske sin venindes fødselsdag, selvom man ikke har talt med hende i like... 12 år? Da jeg gik i folkeskole havde jeg nogle veninder. Der var Camilla, Mette, Louise og mig, vi var lige som en gruppe for os selv. Og så var der Katja, Maria og mig, som også var en gruppe for os selv. De to grupper var aldrig mixet, og jeg var det eneste led imellem dem. Katja er er den eneste jeg stadig snakker med i dag. Vi lærte hinanden at kende i 1. klasse, da vi begge gik på Ny Carlsbergvejens Skole inde i København. Med et par års mellemrum flyttede vi begge til Jersie Strand. Ret pudsigt, og vi havnede i den samme klasse. Men jeg var ikke veninder med Katja i København. Det blev vi først da hun flyttede til Jersie. Maria var den første der snakkede til mig da jeg startede på Uglegårdsskolen her i Solrød (Jersie Strand ligger i Solrød kommune). Jeg var sådan lidt et outkast i den klasse. Alle var "finere" end mig, plus jeg var supergenert og til dels angst. Der gik nogle uger før nogen snakkede frivilligt til mig. Og det var Maria. Maria og jeg blev supergode veninder og hang ofte ud - og på et tidspunkt gik Katja over til en anden pige fra klassen. Jeg havde samtidig veninder der hvor jeg boede (Maglekæret i Jersie), men lige så langsomt, og især i løbet af 9. klasse begyndte jeg at hænge ud med den anden gruppe. Louise boede også i Maglekæret, så hun var også en del af "hjemmegruppen", men da 10. klasse kom, og jeg var flyttet fra Maglekæret, blev vi slået mere sammen, Camilla, Mette, Louise og jeg, og tilbragte al tid sammen, vi kunne finde. Camilla og Mette gik på Solrød gymnasium, Louise på Solrød Produktionsskole og jeg gik på HTX i Ishøj fordi jeg gerne ville være indretningsarkitekt, og studievejlederen på Ugle havde sagt, at jeg skulle tage en HTX uddannelse på en skole der havde en designlinje.
Og så skete der dette.
Jeg var svært deprimeret. Jeg mener jeg var virkelig svært depressiv. Camilla, Mette og Louise blev sure en aften, fordi jeg var grov overfor dem. Jeg forstod ikke hvorfor. Jeg havde ikke snakket med Katja i flere år, men snakkede jævnligt med Maria. Veninderne jeg havde haft i Maglekæret snakkede jeg heller ikke med længere, eftersom jeg ikke boede der længere. Så lige pludselig havde jeg Maria som min eneste veninde.
En tilfældig dag mødte jeg Katja i Solrød Centeret, og vi snakkede lidt sammen. Hun inviterede mig med til en nytårsfest (i 2000), og det var hyggeligt. Året efter, i februar 2001, blev vi enige om, at vi da skulle på sommerhusferie, og at vi skulle låne min mormors sommerhus. Men Katja syntes åbenbart at det ville være sært at hun, hendes kæreste og jeg skulle på weekendferie sammen, så hun spurgte mig, om hun måtte invitere sin ven med. Jeg sagde ja.
Og det var René. Jeg blev forelsket i René stort set ved første blik. Der var dog et problem. René var ikke forelsket i mig. Jeg måtte vente i 6½ år på ham. Men jeg fik ham til sidst. Katja var da også et vidne da René og jeg blev gift på Solrød Rådhus d. 1. november 2007. Jeg begyndte at fantasere om at skrive den mest geniale selvbiografi, fordi jeg følte at jeg havde en masse at sige om både mit liv og mine erfaringer som skizofren. Da jeg stoppede i distriktspsykiatrisk center og overgik til en privatpraktiserende psykiater, bad jeg om min journal. Jeg fik en kopi af den, som jeg gennemlæste. Det var svært at læse den. Mange ting gjorde ondt. Men jeg blev overrasket over at læse at jeg faktisk selv ikke gad at være venner med Camilla, Mette og Louise længere - det var mig, der havde stødt dem væk, og ikke dem, der bare havde reageret fuldstændig sært.
Af alle de mennesker, jeg har snakket om her, bortset fra mig selv og René, kan jeg huske 2 fødselsdage. Katjas, som er den 1. december, og Marias, som er i dag. Så selvom hun droppede mig, af grunde som hun ikke indviede mig i, men som hun sikkert føler var retfærdige, hvis der er en chance for, hun læser dette: Tillykke med de 41 år, Maria, hvor end du så er. Jeg tænker ofte på dig, selvom det ikke ligefrem er positivt. Men jeg kæmper hårdt for at 2021 skal være året, hvor jeg kan lære at tilgive OG glemme. Indtil videre går det ikke godt.
ANYWAYS!
Laundry day! Var nede og vaske i onsdags, men bh'erne kan jo ikke komme med i vaskemaskinen. De hægter, de bliver lukket med, vikler sig altid ind i alt muligt, selvom de ligger i vaskeposer. Så nu er jeg gået over til at vaske dem i hånden. Der mangler to her. Den ene har jeg på, den anden har jeg ikke haft på endnu. Men det er rart at alle de nye bh'er jeg købte for nyligt er rene igen, for de holder pigerne bedre på plads. Så vidt jeg kan se på dette billede, er de første 4 fra venstre de nyeste.
Jeg har fundet på, hvad René skal have i fødselsdagsgave. Og jeg har tænkt mig at producere det selv. Ikke 100%, kun så meget af det, jeg kan. Men jeg har bestilt materialerne sent i aftes, og så må jeg se hvornår jeg kan snige mig til at arbejde på det. Der er købt ind i 2 forskellige butikker, og den ene tror jeg godt han kan regne ud, hvis han ser det inde i netbanken, eller hvis han skal hente pakken. Den anden kan han ikke regne ud. Så jeg kan jo håbe at han ikke prøver at gætte hvad fanden det er...
Uh, har jeg jeg vist jer mine fantastiske nye malebøger? Jeg købte jo 4 i starten af januar, og de kom den 18. januar. Yay! SE:
Alle fire er tegnet af Selina Fenech, og titlerne (og emnerne) er disse: "GODDESS and MYTHOLOGY", "MYTHICAL MERMAIDS Fantasy Adult", "FAIRY MAGIC Whimsical Fantasy" samt "NIGHT MAGIC Gothic and Halloween". Med disse Selina Fenech malebøger for voksne, er der dobbeltsæt. Så der er to sæt af hver eneste tegning i hver malebog, så du har en ekstra mulighed for at lave en flot farvelægning.
Der er godt nok halvkoldt i dag, hva'? Mine fingerspidser og tæer er kolde. Men okay, min næse er ikke iskold, det er den af og til. Jeg sidder jo også lige foran et kæmpe vindue, som godt nok er lukket - men hvor godt er det isoleret? Det kunne være rart hvis jeg kunne gå ind og putte lidt under dynen, men min seng er optaget. Emma ligger der. Under dynen. Sengestjælende djævlekat. Hehe. Jeg elsker den kat så meget, det er helt utroligt.
Hm. Jeg skal have skrevet til Hamid. Jeg er næsten færdig med mailen, men jeg vil gerne have gjort den helt færdig og få den sendt afsted. Skal også have skrevet et brev til hans mor. Jeg er bare så... Træt. Dammit. Jeg har købt ind til nogle spændende retter, og jeg glæder mig til at smage dem. Var inde på Alletiders Kogebog hvor jeg fandt 4 opskrifter. Den ene er godt nok bare en opskrift på klatkager, så det er ikke noget nyt, men jeg fandt 3 opskrifter, jeg glæder mig til at komme i gang med! "Hvilke?" spørger du måske, fordi du måske ved at jeg er det mest kræsne væsen på jorden. Jeg har valgt disse tre retter ud fra hvor nemt det ser ud til at være, hvordan retten ser ud, og hvor populær retten er. Og under en søgning under både "fedtfattig" og "diabetes", faldt jeg over disse: Grønne crepinetter, kinesisk mørbradgryde og fedtfattig moussaka. Vi får dagligvarer i morgen eftermiddag, men det er ikke sikkert at vi kan nå at spise en af disse retter - varerne kommer mellem 16-18, og hvis de f.eks. først kommer klokken 18, eller endda er forsinket, kan det godt være et problem at spise til tiden.
Stort set al sneen er smeltet ude på terrassen, og solen skinner, men her er så pissekoldt alligevel... I morgen skal René ud at male byen rød (han skal gå en tur med sin mentor), og de har aftalt at gå ned på OK benzin tankstationen, fordi jeg har 2 pakker liggende dernede. Den ene er til min makeup blog (tjek mit seneste køb derinde, i øverigt, du kan finde de smukke parykker her Paryk 1 (samt et dårligt billede af paryk 2) eller her Paryk 2. Du kan også vælge bare at gå ind og tjekke bloggen i al almindelighed. Du finder den på denne adresse: makeup-byrapoulsen.blogspot.com, linket er i øvrigt altid tilgængeligt i listen over godkendte hjemmesider til højre.
Hav en fantastisk dag alle sammen! Også dig, Maria.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar