Hey!
Jeg er stadig syg, men jeg er steget i psykofarmaka, og skal være på den nye dosis i 2 uger frem, så skal jeg ned på den normale dosis igen. Jeg tager normalt 800mg Seroquel Prolong hver aften - nu skal jeg tage 400mg ekstra. Jeg er i monobehandling for min skizofreni, så jeg får ikke andet medicin mod den sygdom. Alt andet medicin, jeg får, har noget med enten stofskiftet eller epilepsien at gøre. Nå ja, og så vitaminpiller.
Men jeg har savnet at skrive en ordentlig blog.
Jeg er som sagt ikke rask, og jeg kan muligvis godt skrive noget der ikke giver mening. I så fald, hvis du er interesseret, skriv i kommentarfeltet hvad det er, du er i tvivl om, så skal jeg prøve at forklare mig bedre. Jeg regner dog med, at jeg kan klare det.
Jeg så en af de der "15 amazing creatures that actually existed" forleden, og de snakkede noget om, at der var blevet fundet rester af dyr, som var uddøde, men fordi der stadig var levende celler i fundne rester, kan de blive klonet, og igen gå på vores jord. Jeg tror at sabeltigeren var et af de dyr, de nævnte. Jeg bryder mig ikke om at dyr bliver udryddet. Heller ikke dem, jeg ikke kan lide. Vi, som mennesker, bør ikke tage beslutninger om hvorvidt hvilke dyreracer der skal leve og dø. Det er op til udviklingen og evnen til at holde sig i live. Jeg er ret sikker på at vi er i gang med at udrydde os selv som menneskeart. Men når vi, som homo saphiens, er væk, vil der måske være andre dyr og planter, som lever videre og tager over for os. Sabeltigeren, er jeg ret sikker på, vil ikke kunne klare sig på vores planet som den er nu. Måske når der kommer en ny istid, men vil vi så være der til at klone dem? Jeg synes at det er en dårlig idé.
Vi har købt nogle nye lamper. Fancy lamper. Tjek denne box:
Dette er dens features:
Jeg kan styre lysstyrken og farven fra min telefon, og jeg kan slukke og tænde for lampen med min telefon. Vores soveværelse har ikke en eneste lyskilde andet end fjernsynet. Efter vi satte en af disse lamper op, og satte lysstyrken på ca. 20%, tog jeg dette billede. Det var omkring klokken halv tolv om aftenen, så det var mørkt udenfor.
Jeg samlede den med det samme. Den står fast på mit bord nu, og ser smuk ud. Nem tilgang og det hele. Love it! Den ser således ud uden og med lys i:
Jeg har købt en masse notesbøger, også på Amazon, fordi vi alligevel skulle købe flere gummihandsker. Det er nemmest at købe gummihandsker på nettet, fordi ingen af os gider de kedelige blå/hvide handsker. Normalt når vi køber gummihandsker hos Amazon, køber vi sorte, som er fælles, og så køber vi lilla til René, og grønne til mig. Jeg havde håbet at IKEA åbnede her på søndag, men de har forlænget deres "lukkethed" til den 5. april. Indtil videre. Det koster næsten 300 kroner at få leveret varer, og Lina skal alligevel derud. Men det bliver jo så først til april. Jeg kan vist ikke rigtig sige hvor skuffet jeg er. Hm. Overvejer at købe alle de små ting og dem tilsendt, og så vente med bordpladen. Vi har masser af "løse" bordplader, der ikke bliver brugt lige nu. Hvis vi dropper bordpladen, skal vi kun betale 49 kroner for levering. Og den eneste grund til, at vi køber en bordplade mere, er at René gerne vil have at bordet er 100cm langt i stedet for 120cm. Det gør vitterligt ikke nogen forskel i "the long run". Jeg tror at vi både har den slags bordplader, som benene oprindeligt hører til, samt bordplader af massivt træ, som dem vi begge har som skrivebord. Måske skulle vi snakke det igennem igen. Det er alligevel irriterende at være afhængig af andre, når det kommer til indkøb. Jeg ved godt, at der er op til 4 ugers leveringstid lige i øjeblikket, men det er stadig bedre end at lægge byrden over på Lina. Synes jeg.
Anyhow. Det er virkelig irriterende at jeg ikke har det papir, hvor jeg havde skrevet ned hvad jeg ville snakke om i dette indlæg. Ah. Endnu en neurotisk gennemsøgning, og jeg fandt det. Utroligt at jeg ikke kunne huske de ting der stod på, når man tager i betragtning af, hvor meget de egentlig går mig på.
Som f.eks. TV-serier, som man har fulgt i et godt stykke tid, som så pludselig stopper, eller der sker noget, der virkelig ændrer ALT hvad man tænkte om den serie/en speciel karakter i en given serie. Af nyere serier, vi har set (serierne er ikke nye, de er bare blevet set af mig for nyligt) er "Homeland". Claire Danes karakter var virkelig irriterende, og hun havde en ny seksuel partner i stort set hver partner. Men den interessante i den serie var Peter Quinn, spillet af Rupert Friend. Hans rolle var så... Da han ikke var med i serien mere, og i afsnittene op til at han stoppede, var så hjerteknusende for mig, at jeg virkelig i lang tid følte at jeg ikke kunne komme videre. Jeg tænkte hele tiden på Peter Quinn. Ikke så meget på skuespilleren der havde lånt sine evner til at spille den karakter, men selve karakteren. René viste mig en film, hvor han var med, jeg mener at den hedder "Agent 47", hvor Rupert Friend var en awesome megasej lejemorder. Og han blev lidt sejere igen, i mine øjne, men det var svært at se bort fra slutningen i den anden serie (Homeland). Så satte vi os ned, 1-2 år senere, og så "Grimm". Den er svær at give slip på, fordi alle de personer, der er med i seriens kerne, er så tæt forbundet, og serien sluttede virkelig brat, og det var tydeligt at det ikke var meningen at den skulle have været slut der, men at screenwriterne og instruktøren havde fået at vide, at sæson 6 ville blive den sidste, og at budgettet var begrænset. Jeg savner at se den serie.
Men "Pretty Little Liars" er en af dem, som er lede, og det er den af flere årsager. For det første mindede den måde den var skrevet på, meget som noget jeg supergerne ville have skrevet selv, da jeg var yngre. Det er en krimiserie, men også med kærlighed, og den er lavet til teenagepiger. René og jeg så den serie sidste år. Vi er begge to i 40'erne. Serien varer i 7 sæsoner. Det er samme plot, i alle 7 sæsoner. Det er meget voldsomt at sprede én ting ud over så mange timer. Men da serien var slut, sad jeg med et kæmpe hul i maven. Jeg savnede Spencer, og jeg savnede Caleb, og jeg syntes at de to sammen var det bedste par i serien, selvom de kun var sammen ganske kort. En overgang syntes jeg også at Spencer var god sammen med Toby, men... Nej. Og Caleb med Hannah, men nej. Det er svært af og til, synes jeg, bare at rykke videre. Seneste serie, vi har involveret os i, var "Orange is the new Black", som også efterlader en med "jamen, hvad skete der efter det...?" En sult efter at få mere at vide. Jeg ved godt, at det er mærkeligt at tænke sådan, men jeg ved også at jeg ikke er den eneste.
Jeg så at der er et lille dyr, der lever på bunden af havet (jeg kan ikke huske hvilket hav), som har fået navnet "Synalpheus Pinkfloydi". Grunden til, at jeg synes at dette er "morsomt", er at de vitterligt nævnte at årsagen til at dyret havde fået dette navn, var dens lyserøde farve, og bandet Pink Floyds navn. Hvis jeg nogensinde skulle falde over noget, som ingen har opdaget før mig, vil jeg opkalde den efter noget cool. Min fars kusine har en søn, Christian Mac Ørum, som er palæontolog, og da han skulle have sin ph.d., opkaldte han det fossil, han havde fundet, efter sin kone. How cool is that! Det kan opfattes på to måder, men jeg tager det på den positive. Han har, sammen med en anden gut, opdaget et dyr i Skotland tilbage i 2020. Der blev skrevet en artikel på DRs hjemmeside om det dyr, det kan du læse om her. Dette link fører dig ind på DR's hjemmeside, hvor du kan læse om verdens ældste landlevende dyr.
Oh... Vi nærmer os også snart den horrible dag i april, da Peter Steeles hjerte stod af. Jeg lyttede til Type O Negative forleden, og jeg kom til at græde. Virkelig, som i hulke og "ugly crying face" og alt det. Det er utroligt at man kan savne en gut, som man aldrig har snakket med, kun har passeret én gang og ellers, ud over det, kun kender igennem sangtekster og interviews... Det giver ingen mening. Jeg forstår ikke, hvorfor hans død går mig så meget på, nu, hvor det er 11 år siden han døde. Men jeg kan ikke ryste det af mig! Jeg kan vitterligt ikke bare ryste det af mig og tænke "kom nu over det, han var en sanger og en bassist, det er ikke verdens ende. Der findes andre bands". Hvorfor var det at Peters død slog så hårdt, så jeg stadig, hvert eneste år når vi når denne tid, begynder at føle knuden i min mave...? Jeg mener... Kom videre, Rikke!
Efter at have set Orange Is The New Black, overvejede jeg at skrive et "victim letter" til en, jeg føler fortjener at få et. Jeg har gjort mange mennesker fortræd igennem årene, i min karriere som "Rikke Aagren". Faktisk så mange, at jeg ikke rigtig ved, om det er en god idé at pille nogle ud og sige undskyld til dem. Men er det ikke det bedste, bare at få det overstået?
Jeg har undskyldninger jeg gerne vil give, nemlig, til nogle stykker. Nogle af dem kan jeg godt huske efternavnet på, andre bare fornavnet, men jeg tror under alle omstændigheder ikke, at det er en god idé at nævne andet end folks fornavne.
Okay. Den første undskyldning, jeg vil give, er til Ken. Ken, som jeg gik på HTX med i slutningen af 1990'erne. Du kom hjem til mig, sammen med resten af klassen og parallelklassen, fordi jeg holdt fest. Hvad folk, og endda jeg selv, ikke vidste, var at alkohol gør mig super depressiv, og at jeg jo, som jeg godt vidste, allerede på daværende tidspunkt, var i gang med at skære mig selv ret kraftigt ved hver eneste mulighed jeg fik. Og jeg tog en brødkniv med, at vi besluttede os for at gå en lille tur ned ad vejen. Jeg ville ikke gøre dig noget. Vitterligt. Det var ikke min intention overhovedet, men jeg lod som om jeg ville, og jeg spillede en totalt "hard ass", selvom jeg ikke vidste hvad jeg lavede. Jeg havde skåret mig selv i armen til festen, og jeg kan ikke engang huske hvad årsagen var, til at jeg holdt den kniv op imod din hals. Det eneste, jeg kan sige, er FUCK hvor er jeg ked af, at jeg gjorde det, jeg skulle aldrig have gjort det, og jeg håber at du ikke har fået varige men på psyken på grund af det.
Næste undskyldning er til Camilla og Mette, som var mine bedste veninder i nogle år, ca. sidst i folkeskolen og lidt ind i 1 år på HTX. Vi lavede alting sammen, havde det sjovt, og vi var gode venner. Men da jeg begyndte at blive depressiv, og I troede at jeg var vred, og I lige pludselig bare eksploderede på mig, og jeg ikke forstod hvorfor, men måtte høre det fra Louise... Det sårede mig så dybt. Jeg så rødt, blev rasende, og i mange år var jeg ekstremt arrig hver eneste gang jeg tænkte på jer. Jeg tænkte at I gik rundt og sagde til mig, at vi skulle være veninder til vi blev gamle, og så bliver jeg bare skubbet ud som om jeg var en lort... I var aldrig mine venner, tænkte jeg, for hvis I var, ville I have spurgt hvorfor jeg var sur altid, og jeg kunne have forklaret at jeg ikke var sur men depressiv. Flere år efter vores eksplosive split, vi taler 10 år eller sådan noget, læste jeg i min journal fra ungdomspsykiatrisk afdeling, at jeg havde klaget over dem, at jeg var træt af dem og ikke gad dem mere, fordi hver eneste gang jeg havde den ene ugentlige hjemmeaften, sad de og ventede uden for min dør når jeg kom hjem. Men så i virkeligheden var det ikke jer, der var uhøflige overfor mig. Det var mig, der var en stor røv overfor jer. Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg er klar over at I ikke har lidt nogen synderlig skade over det, men jeg vil alligevel sige undskyld. Det kan ikke have været behageligt at være omkring mig når jeg har været i den slags humør. At I holdt så længe som I gjorde, var måske oven i købet et mirakel?
Jeg har en undskyldning til Dan. Dan var nattevagt på ungdomspsykiatrisk afdeling da jeg var der i slutningen af 1990'erne. Og en aften, efter jeg mere eller mindre var udskrevet, men stadig var tilknyttet, ringede jeg til ham, midt om natten, hjemmefra, og sagde at jeg ville begå selvmord. Jeg lagde røret på bordet og lod det ligge dér. Jeg tænkte ikke på, at Dan måske ville få det pissedårligt over at jeg havde gjort den slags. Han ringede efter politiet, som kom hjem til mig. De reddede ikke mit liv, for jeg var ikke i gang med at tage det, men jeg kom med en eller anden skør historie om hvorfor.
Undskyld Katja. Du har været udsat for meget misbrug fra min side. Men du har hjulpet mig supermeget, og det glemmer jeg aldrig. Jeg beder om din tilgivelse hver eneste dag, det føles sådan, og det burde det. Alle de gange du har måtte tale mig fra at gøre forhastede ting findes der ikke nok lemmer på én krop til at tælle.
Og jeg vil slutte af med en undskyldning til min mand. Jeg har forskellige ting at sige til det. Jeg har svært ved at holde aftaler, og det kan være svært for mig at huske på dine handicaps, fordi jeg ikke ser dig som en handicappet person. Det gør ikke at du ikke er det, dog. Det, jeg primært vil undskylde for, er at jeg ikke er i stand til at give dig det barn, du gerne vil have. Eller. Det er jeg måske, vi har aldrig prøvet, fordi JEG ikke vil have børn. Jeg ved at du gerne vil have et barn, men det er ikke for mig, og jeg synes at vi gjorde et godt valg da vi valgte at adoptere Emma. Jeg ved at du har affundet dig med at der ikke kommer en baby, men... du ved, at det er for det bedste. Jeg er både skizofren og epileptiker, og jeg skal sidde i kørestol under hele graviditeten, hvis jeg blev gravid, plus medicinen skulle justeres kraftigt, og det ville være et problem, eftersom noget af det slet ikke må tages når man er gravid. Og med dine handicaps, kan du ikke tage dig af en baby, som vokser op og bliver en lille krudtugle. Det er bedst hvis vi lader være.
Så, dette er mit indlæg for denne omgang. Jeg er ikke rask, men føler at mine symptomer måske er mildere? Jeg er ikke helt sikker. Men jeg har meget voldsomme rygsmerter, det er så voldsomt så jeg ikke kan sidde/stå/gå/ ligge ordentligt uden smerter, og jeg er nødt til at tage smertestillende konstant. René siger at jeg muligvis har fået en diskusprolaps. Nu må vi se.
Signing off for now
Rikke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar