Hello, my wordlings! Jeg har fundet en dejlig, dejlig YouTube kanal. Jeg kan slet ikke stoppe med at sidde og glo på den. Der er visse videoer, som er "off limits" for mig, men generelt set elsker jeg alt på Clint's Reptiles. Jeg lærer en masse om både slanger, frøer, dinosaurer, hajer og alt muligt andet. Jeg synes også at Clint virker flink nok, han er tilsyneladende zoolog, og han ved en masse, som han er god til at lære fra sig. Så vidt jeg har forstået, underviser han vist også. Jeg ved det ikke. Jeg nyder bare at se hans videoer. Især lige for tiden, hvor stort set alt andet, der dukker op på min YouTube startside handler om Balanciaga. Det er forfærdeligt at de alle sammen er onde djævletilbedere, jeg ved det godt, men nu har jeg set min del af det, jeg har givet min del af likes, og nu trænger jeg til noget andet. Jeg trænger til Clints videoer om dinosaurer. Heldigt for mig er december måned dedikeret til dinosaurerne. Det er godt for mig, for jeg elsker den slags. Jeg vidste for eksempel ikke at "den eneste" fuldblodsdinosaur, der stadig lever, ikke er krokodillen. Det troede jeg at det var. Men det er det ikke. Den stammer derfra, men den er ikke derfra. Fugle. Det er dem, det handler om. Jeg har endda lige erfaret, at i den familie, hvor Tyrannosaurus Rex var den største, eksisterer den mindste i den familie stadigvæk, og det er denne fugl med denne smukke, sorte og blå fjerpragt:
Er det ikke interessant? Jeg ville ønske at jeg ikke skulle i seng nu. Jeg ville virkelig gerne se videre. Men jeg har ikke tid. Sur røv. Jeg er nødt til at gå i seng, men jeg vil udforske dette yderligere i morgen. Hvem ved, måske har jeg lyst til at tilføje noget til mit indlæg?
Nå ja. For første gang i noget der ligner 20 år, er jeg begyndt på antidepressivt medicin igen. Sidste gang fik jeg Remeron. Denne gang får jeg Sertralin. Remeron skabte voldsomt rod i min epilepsi. Men dengang blev min epilepsi behandlet med lamotrigin, hvilket ikke er et godt stof til den type af epilepsi, jeg lider af. Nu tager jeg noget andet, Delepsine, og det fungerer bedre. Jeg har ikke haft et krampeanfald siden... 2013. Men jeg har dog haft myoklonier. Det var ikke med et let hjerte jeg til sidst måtte bede om at få antidepressiv medicin. Det er altid svært at indrømme hvor slemt det egentlig er blevet. Men det er ikke nemt for tiden. Jeg har problemer med søvnen. Jeg har problemer med appetitten, jeg har problemer med følelserne. Enten føler jeg absolut intet, total intethed, eller også føler jeg vrede. Min vrede kan være rettet mod hvem som helst, og der skal ikke meget for at "tænde den". Derudover er jeg lidt småpsykotisk, siger René, og jeg har tilsyneladende en genopblusset OCD, så jeg er steget midlertidigt i Sertralin Prolong, den medicin jeg får mod skizofreni. Jeg kan godt se, at jeg muligvis er psykotisk. Men OCD? Det er noget pjat. Jeg kan bare godt lide at arrangere tingene på bordet, når vi har spist og sidder og ser tv. Det foregår sådan, at vi spiser foran fjernsynet i vores soveværelse, fordi det er der, fjernsynet er, og det er der, René lægger sig, når han er færdig med at spise, og jeg bliver siddende ved bordet. Det er et bord med hjul på, så jeg tager det med ud i køkkenet, hvor det generelt står, dækker bord og anretter maden, og så kører jeg bordet ind så vi kan spise. Når vi er færdige med at spise, og vi sidder og spiser, kan jeg godt blive distraheret og glemme hvad jeg har gang i. Så kan jeg ikke holde koncentrationen på det vi ser, og går i gang med at arrangere et mønster imellem de ting, der står på bordet. Som regel stiller jeg dem op i en lige linje med samme mellemrum imellem alle tingene, men jeg kan godt blive lidt "irriteret" hvis René ikke accepterer at jeg henter et målebånd, så jeg kan få lige afstand imellem. Men jeg behøver ikke at få det. Nogle dage irriterer det mig mere end andre, og så arrangerer jeg tingene, så de alle passer inden for en bestemt firkant. Andre dage, og det er udelukkende når vi har spist McDonald's, kan jeg godt være meget forsigtig med mit affald. Det skal pakkes så "pænt" som muligt. Derfor bliver jeg "irriteret" på René når han bliver ved med at smide servietter og tomme burgeremballager ned i posen. Jeg har et system. Det hedder "alle papcontainere til burgere skal sættes oven i hinanden, så de skal deles på midten og sættes dem i én stak, alle papirer skal foldes, alle servietter skal foldes, og alt, hvad der ikke er pap, men som er papir og servietter og eventuelt overflødigt mad eller salat, der er faldet ud, skal ned i drikkecontaineren. Bagefter bliver det arrangeret i den brune papirspose, hvori alle tillægsposer også bliver foldet pænt sammen og lagt ned." Spiser vi "almindelig mad", og jeg bliver siddende derinde i længere tid, sørger jeg også for at alt brugt køkkenrulle bliver foldet pænt. Jeg gør ikke dette for min skyld. Jeg gør det for skraldemændenes skyld. René siger at de ikke gennemgår mit skrald. Men det gør de. Jeg får ofte papirer i postkassen om affaldssortering, og halvdelen af mit affald har navn og adresse på. Jeg ved ikke specifikt hvem det er, der kigger på det, men jeg ved at nogen gør, og siden kommunen indførte alle disse affaldssorteringslove, har jeg virkelig bare været skrækslagen for, hvad jeg putter i mit affald. Eftersom kommunen har gjort dette de sidste... I hvert fald 3 år, så synes jeg ikke at jeg er "fjollet" fordi jeg tænker sådan.
Jeg har hovedpine igen. Jeg har hovedpine alt for ofte. Måske fordi jeg ikke rigtig får sovet. Måske skulle jeg gå i seng igen. Klokken er trods alt kun 4, og jeg gik i seng omkring midnat. Jeg har fået 3 timers søvn. Det er for lidt. jeg skal helst have de 8 timers uforstyrret søvn. På grund af epilepsien. Men - nu starter jeg med at gå i seng igen. Jeg er måske tilpas træt til at kunne sove lidt. Så længe jeg kan falde i søvn, skal jeg nok klare den.
Glædelig 3. søndag i advent, alle jer, som får adventsgaver (bare det var mig) eller som fejrer den slags på anden måde. Det er i hvert fald i dag Bella får sin 3. pakke, og det glæder jeg mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar