2023

 Hej!

Så blev det den sidste dag her i 2023. Er det nu, man skal reflektere over hvordan året er gået? Det kan jeg heldigvis godt gøre. Så, 2023 har været et meget problematisk år for René og mig, rent fysisk, og vores lille bundle of joy, Bella, har heller ikke været så nem. Men selvom det er balladetid stort set hver nat, vil jeg ikke bytte hende for noget. Hun er jo trods alt kun en killing. Mere eller mindre, i hvert fald. Hun bliver 3 år her til april, så måske ikke killing, men meget ung kat. Og hun er smuk og dejlig. René har stadig ikke fået udredt sine problemer. Vi ved ikke, om hans nyreproblemer skyldes en sygdom (og i så fald hvilken) eller om hans problemer er en bivirkning af for tidlig fødsel. Min mormor har for nyligt fået konstateret kræft i halsen. Hun har klaret det meget godt, men i går blev hun hasteindlagt, fordi hun var dehydreret; hun har ikke kunnet få vand ned igennem sit spiserør fordi tumoren er så stor. Jeg snakkede med min mor i går, men vi afventer stadig nyt. Jeg har haft myoklonier igennem hele julen, hvilket ikke er noget, jeg sætter pris på. Men: Jeg kom igennem det. Jeg har fået et en masse gode film og tv-serier, lyttet til en masse gode bøger, og jeg har opdaget meget ny musik.

Jeg har også opdaget, at for at få øjenskygger som er gode, holdbare og pigmenterede, behøver jeg ikke at købe Jeffree Star øjenskygger. De er virkelig flotte, men lige ovre i England har de en butik, BeautyBay, som sælger øjenskygger (i alle farver) der er lige så gode, og de koster et fragtment af prisen, plus at  fragten her til Danmark kun er 65 kroner. Jeg køber alle mine øjenskygger dér fremover, regner jeg med. 

Efter at have haft min Huawei 20 Mate Pro (var det ikke det, den hed?) i lang tid, jeg tror at jeg har haft den i 4 år, eller sådan noget. Den blev købt da telefonen kom på markedet. Den tog virkelig crappy billeder. Jeg kunne ikke få de rigtige farver frem. De var altid falmede på en eller anden måde. Når man kiggede på det, man tog et billede af, og så det billede man havde taget, var det altid skuffelse man sad tilbage med. Men min nye telefon, Google 8 Pixel Pro (mener den hedder det) tager virkelig perfekte billeder. Farverne er flotte, og der er ikke noget, der ser forkert ud. Lige da vi fik dem, havde vi problemer med opkald. Folk  kunne ikke ringe til os. Kun engang imellem. Så kom der en opdatering, og det fiksede problemet. Det er også røv, ikke, når ens telefon er fra Google, og man ringer til Google, som så beder en om at lægge ens telefonnummer, så de kan ringe tilbage, men de har måske 15% chance for at komme igennem fordi telefonen er defekt. Men det blev ordnet, så det er dejligt. 

Jeg ved ikke, hvad mit "album of the year" er. Jeg har lyttet til SÅ meget musik, men det er ikke alt sammen fra i år, og det er ikke alt sammen hele albums. Skulle jeg vælge, må jeg nok sige, at Dorothy er den, der har været mest på repeat. Men Smah Into Pieces og In This Moment er også nogle af dem, jeg har lyttet meget til i år. 

Jeg har købt mig selv en ny parfume, "Taboo" af Naomi Jon, som jeg tror sagtens kunne gå hen og blive en god, standard duft for mig. Jeg har lige bestilt "Bite Me" også, som jeg tænker det samme om, men den har jeg ikke duftet til endnu. Jeg har også købt nogle Torino glaskrus fra Lyngby, jeg købte dem i Imercos webshop. Og så har jeg købt de basale ting, som jeg ligesom "skal have", så som foundation, concealer, settingpowder samt noget at fjerne det med igen. 

Jeg regner med, at min nytårsaften bliver cool. Vi har ikke planlagt hvilken, men jeg tror at vi ser en film mens vi spiser. Jeg regner med, at vi hører musik når folk begynder at skyde af (for Bellas skyld, selvom hun ikke er bange for fyrværkeri), så jeg har lavet en virkelig god playliste, som jeg tænkte vi kunne smække på. Problemet er lidt, at jeg bliver ved med at fjerne sange, og jeg har stadig 4 timers materiale. Maden er der styr på. René er i sin sandwich-æra, så vi køber nogle specielle fladbrød, noget pålæg i delikatessen (det er bestilt), og så is til dessert. Det skal nok blive hyggeligt. 

Men der er sket noget mærkeligt med mig. Jeg er begyndt at ... hvordan skal jeg forklare det... Af og til, når jeg køber ind, kigger jeg på kød. Jeg ser navne som "svinekæber" og "sprængt kalvetunge" og får det dårligt med det samme. Sådan har det altid været. Men nu er det blevet værre. Når jeg kigger på bøffer, hakket kød, kyllingebryster... Jeg har vitterligt ikke lyst til at spise det. Nu har vi jo kørt med plantebaseret fars og andre plantebaserede erstatninger i lang tid. Det, vi købte engang, Quorn, kan vi ikke længere købe. Så vi må købe Naturli'. Og det smager ikke lige så godt. Faktisk langt fra. Så der er det, plus at stort set alle veganere/vegetarer på et tidspunkt vender tilbage til at spise kød, fordi de bliver syge af det andet. Har jeg ladet mig fortælle. 

Men godt nytår til alle jer, der læser disse linjer i dag, og vel også i morgen og dagen efter det. Jeg regner med at have en boganmeldelse klar til i morgen! Jeg har en kat her, som er meget insisterende, så jeg smutter.

En opdatering (allerede)

 Jeg har en opdatering, der er så dejlig, at jeg må dele den med det samme, nu hvor jeg skrev så meget om det sidst. Min storebror, som blev gift i maj måned og skilt 3 måneder efter, er nu kommet oven på igen, og har fundet sig en ny kæreste. Han er head over heels, og det er dejligt at han virkelig er en "all for love" kinda guy. Hehe. Der er ingen tvivl om, at den gut virkelig er glad for at være forelsket. 

Og min niece tager på sprogskole i Australien først i januar. Hun har mod. Alle klamme dyr er 10 gange større og 20 gange klammere i Australien. Men okay, hun er ikke alene; hun kommer vel til at være hos sin morfar en del, hvilket jeg synes er cool. Det er cool at hun kan lære sin morfar bedre at kende. Han har boet der siden før hun blev født. 

Okay. Jeg ville bare lige fortælle om min dejlige familie. Og min mand, som er på vej ud af døren for at køre sin mor ned i slikbutikken, så hun kan få slik til sin fredags-slikdag. Hehe. Det er sødt at de har det forhold.

En sidste hilsen inden jul (regner jeg med)

 Hello wordlings!

Ja, man kan vel godt efterhånden sige glædelig jul. Jeg får højst sandsynligt ikke skrevet noget hverken lørdag eller søndag. Men jeg vil gerne ønske jer, der har været forbi her, eller som er her nu, en glædelig jul, eller bare en god ferie, og et godt nytår. 

Jeg har fået ordnet alt, hvad jeg havde sat mig for, og jeg har fået nogle fede gaver, som jeg selv har valgt og pakket ind, men som jeg venter med at pakke ud til søndag. Jeg tror, at det bliver meget specielt for mig. Ikke fordi jeg som sådan har brug for 3 lamper - men det er mere det de kan. Jeg vil se frem til at få dem sat til. Jeg skal nok fortælle mere om det, for eftersom jeg ikke selv har købt tingene, ved jeg ikke 100% hvad de forskellige ting kan og gør. Men det bliver spændende at finde ud af. 

Jeg brugte dagen i går på at lave chiliketchup til René. Men han sagde at det ikke smagte af ketchup, men mere af chilisauce. Han kunne dog godt lide den. Jeg havde købt ind til det, så jeg havde både et patentglas, Atamon, eddike, chilier og en rød peberfrugt. Hvidløg havde vi allerede, og der skulle også ketchup, tomatkoncentrat og sukker i, hvilket jeg havde hjemme. Jeg knuste nogle sorte peberkorn i en morter og puttede i, samt lidt tørrede chiliflager. Men jeg kunne ikke smage det til, fordi jeg kan ikke lide ketchup. Så det var meget heldigt, at René kunne lide den. Jeg var samtidig i gang med at bage et kanelbrød (troede jeg), men jeg ved ikke om jeg har brugt en anden opskrift end den jeg plejer, eller om jeg blev væk i tiden. Men der var så meget dej, at jeg var nødt til at lave 2 kanelbrød. Og der er HELT klart ikke nok remonce i. De smager næsten ikke af kanel. Det kan godt være, at de har virket lidt ekstra tørre, fordi jeg smagte det ene uden glasur på. Men jeg gad ikke at putte glasur på da jeg skulle smage. 

Pia har været forbi her, er her faktisk stadig, selvom det lyder som om hun er stilnet lidt af. Det var slemt i nat. Det var det sikkert ikke, hvis man bor længere nede. Men heroppe, hvor vi har den store glasvæg... Der har været super meget knirkeri hele natten, og jeg må indrømme at jeg fik lidt nervøse tiks da klokken var halv fire i morges. Jeg var bange for, at væggen ville blæse ind. Men jeg lagde mig i sengen med mit headset i ørerne, og jeg lyttede til Bobby Browns "Dirty Rocker Boys". Jeg har haft den liggende længe uden at høre den. Men jeg har allerede de næste 4 bøger, der skal anmeldes læst færdig, jeg ved ikke, om jeg smækker Bobby Browns bog ind, eller om jeg skifter en af de andre ud. 

Så... hvad har jeg ellers foretaget mig... Ikke rigtig noget, hvis jeg skal være helt ærlig. Mine forældre var her i tirsdags, det var superhyggeligt og rart at se dem. Det ville være rart, hvis de ikke boede hele vejen nede i Gedser. Men det tror jeg også selv at de synes. Jeg er lidt irriteret på en jeg kender, fordi han bliver ved (og det er ikke noget, jeg forestiller mig, det sker rent faktisk) at sige at jeg er paranoid. Og det er jeg ikke. Normalt ville jeg nok ikke tænke så meget over det, men når fakta er, at den der rent faktisk har en lang historie af paranoia er lige præcis ham, så begynder det at gå mig mere og mere på. Så skriver han ting, som han ved jeg bliver irriteret over, og hvis jeg siger det til ham, siger han "det er bare en joke. Sort humor." Og det irriterer mig også, fordi han ikke har sort humor. Han har en humor, men det er ikke en sort humor, og det er ikke den samme som min. Og hvis alt andet fejler, så skriver han at det bare er "et digt" og at jeg da må kunne se det, fordi "jeg er en bedre forfatter end H.C. Andersen" - Åh! So exhausting! Han komplimenterer mig (tror han) fordi han tror at jeg får det bedre med mig selv. Og jeg kan godt se hvor smålig og ynkelig jeg fremstår lige nu. Men vi har været venner siden jeg var 17 år, og et eller andet sted burde det nok ikke have varet så længe. Så siden han pissede mig af i fredags, har jeg sådan set ikke rigtig skrevet til ham. Og jeg ved, at det gør ham ked af det, og af grunde jeg burde forstå, men ikke kan, gør det mig ked af det. Det gør mig ked af det, fordi jeg et eller andet sted har dårlig samvittighed over at være blevet sur over noget ligegyldigt som at blive kaldt paranoid i en uge. Teknisk set er jeg jo paranoid skizofren. Det lyder diagnosen på. Men jeg har tit spekuleret over det, for det er sgu lidt sært. Jeg stoler på alle, indtil de har bevist at jeg ikke kan stole på dem. Indtil de har vist mig, at de er "up to no good". Nå, det skal ikke ødelægge min jul. Jeg skriver til ham senere. 

Har jeg nogensinde fortalt jer, at jeg har en storebror? Oh, but I do. Han har 2 børn med sin ekskone. Eller... Ja. Jeg har en niece og en nevø, som begge klarer sig ret godt. Min niece blev student i år, men vil gerne have et sabbatår, som hun vil tilbringe hos sin morfar i Australien, og virkelig suge noget af alt "australsk" til sig, inden hun vender tilbage til sine studier. Min nevø er åbenbart blevet spottet af en eller anden, fordi han startede til fitness med sine venner, og han kan virkelig godt lide den dér romaskine. Og nu er han vist blevet "udset" til måske at deltage i OL næste gang, eller i 2032. Lige nu er han jo kun 16 år. Nå. Han fyldte 16 år den 14. maj i år. Maj er en god måned, ikke? Jeg har fødselsdag, og mine forældre besluttede sig for at blive gift på min fødselsdag, fordi min mor havde en fantasi om at blive gift den 1. maj på Københavns rådhus, hvilket jo ret åbenlyst ikke kunne lade sig gøre, og så tænkte de "Den 4. maj, der skal vi alligevel fejre Rikkes fødselsdag!" Så det skete da jeg var 4 år. Og den 13. maj i år, dagen inden min nevøs 16 års fødselsdag, blev min bror og hans nye kæreste gift. De havde været kærester i ret kort tid, men ikke desto mindre var min bror fuldstændig væk. Han levede på og i en lyserød sky. Hans udkårne havde 2 børn, nogenlunde samme alder som min brors børn. Så dette nye, smukke par fandt et hus, hvor alle kunne være i. Så de blev gift, og flyttede ind i deres nye 9,5 millioner dyre hus i Brønshøj, med hele 4 etager. Der var værelser, så alle 4 børn kunne få deres eget værelse (selvom min niece har valgt at bo hos sin mor), og min bror og hans nye hustru kunne få deres soveværelse, og naturligvis skulle der være et gæsteværelse. De brugte nogle penge på gulvafslibninger og nye vinduer, men ellers var huset i tip top stand. Ved brylluppet, som jeg ikke var med til, holdt de nogle smukke taler til hinanden, og hun gav ham et smukt ur til 42.000 kroner. Min bror er den type, der er fattig hvis han ikke har 100.000 lagt til side til en rainy day. Han er også den type, der har en månedsløn på 100.000 kroner. Alt var bare rigtig smukt. Men efter 3 måneder smed hun ham ud. Som min bror sagde "Vi er åbenbart bedre til at være kærester end til at være gift". Så huset blev sat til salg, det er allerede blevet solgt for de 9,5 de selv gav, men de har så tabt de penge, de har brugt på gulvafslibning og de nye vinduer. Og den nye ex-kone bor der så indtil marts, når huset skal overtages af de nye ejere. Min bror og min nevø er flyttet til en lejlighed igen, som de gjorde da den første ex-kone smed ham ud. Alt dette er noget, jeg har fra min far. Jeg snakker ikke rigtig selv med min bror, andet end på fødselsdage. 

Mine fingre er iskolde, og Bella har gemt mine vanter. Jeg fandt lige nogle andre. Jeg har de der "one-size" fra H&M. De er tilpas små, så jeg kan have dem på når jeg sidder her ved mit keyboard og skriver fantastiske indlæg om min familie. Jeg har ikke mere spændende familiegossip. Well, jeg har lidt. Det er gammelt, men jeg har først lige lært om det nu. Min mors biologiske mor, som forlod hende og hendes storebror hos min morfar, er adopteret. Det vidste jeg godt. Men da jeg fortalte min mor, at jeg havde købt et testkit fra MyHeritage, kom vi til at snakke om det. Min mor sagde, at jeg havde mødt hende (hun hed Ellen. Min mormor, som jeg kender hende, hedder Emmy) da jeg var barn. Det viste sig, at Ellen ikke kunne holde sin mand (min morfar hed Verner) ud, men gerne ville tage del i min  mors liv, da hun blev voksen. Så de havde siddet og snakket, og Ellen havde spurgt min mor, hvad jeg så skulle kalde hende. Om "mormor" var okay. Min mor sagde, at jeg allerede havde en mormor, og Ellen foreslog "tante", hvilket også blev slået ned. Min mor besøgte Ellen, der havde en masse dyre, fine og gamle ting og møbler. Det viste sig at være hendes mors, som boede på plejehjem. Min mor sagde et eller andet om at det var for dårligt at Ellen havde alle de ting stående når hendes mor sad på et plejehjem. Min mor arbejdede på et plejehjem dengang. Hun vidste, hvordan det var. Så hun frabad sig yderligere kontakt fra Ellen. Men Ellen døde af kræft, så vidt jeg husker. Min mor fortalte mig det for mange år siden. Min mor har faktisk haft et ret hårdt liv, men det særeste er, at da hun blev gravid som teenager, kunne hun ikke blive godkendt til at få en abort. Min mormor var taget med, men den sygeplejerske, de snakkede med, sagde at min mor ikke virkede "nervøs" over at være "med barn", fordi hun "ikke bed negle". Så da min mor var 16 år, fødte hun en søn. Hun bortadopterede ham. Jeg tror ikke at hendes plan var at få børn. Hun har sagt at hvis hun ikke havde fået et barn når hun blev 30, ville hun ikke have børn. Men der havde været et medicinsk problem, jeg kan ikke huske hvad, og hun havde ikke taget P-piller i et stykke tid, selvom hun var sammen med min far. De mødtes i 1978. Det var i 1979, hun opdagede, at hun var gravid - og mine forældre er begge to 30 år ældre end mig. Så jeg er heldig at eksistere, faktisk. Havde jeg skulle svare på det for 20 år siden, havde jeg nok bare grinet hånligt og ønsket mig selv død endnu mere. Men jeg lever ret godt. Jeg er hverken ulykkelig eller fattig, for det meste har jeg det varmt og godt, jeg har en dejlig mand, og min kat er supersød, i hvert fald at se på, for hun laver meget ballade, hende Bellafisen. Men altså... Hun er 2½ år gammel. Hun er pisseirriterende, men hun er stadig en lille pige. Min plan er, at hvis jeg forsøger at lave mindre i løbet af en dag, og i stedet for lege mere med hende, bliver hun måske for træt til at lave al den ballade. Jeg vil også gerne have et tættere bånd til hende, selvom hun allerede er ret glad for os begge to. 

Nå, men der kommer en sygeplejerske om lidt, fordi jeg skal have skiftet støttestrømper. Derfor skal jeg lige have taget dem af, som jeg har på. Jeg vil derfor lukke ned for i dag. Hav en exceptionel god jul, y'all!

Idé

 Jeg sad lige og tænkte på, at en blog hvor jeg skriver om fordelene og ulemperne ved at være i et fast parforhold, ville være fantastisk. Jeg tænkte, at jeg ville kalde den noget i stil med "The Married Life with Rikke". Men jeg kan ikke administrere 2 blogs, jeg har prøvet flere gange. Jeg har overvejet at gøre det til en ugentlig, måske månedlig ting på denne blog, men... Jeg tænker nærmere over det. Lige nu ville jeg bare informere om mine tanker og ideer. Jeg har flere af dem, men lige nu tænker jeg over dette.

Stress! Men ikke over julen, det er bare normal hverdags-stress

 HEJ!

 Jeg ved ikke lige, hvad jeg har at fortælle. Vi kan snakke lidt om René. René har nogle seriøse problemer. Hans nyretal ligger lige nu på 23%. Hvis det tal rammer 10%, skal han i dialyse. Grunden til, at han har dette problem, er at han er født for tidligt, og at hans nyrer ikke er fuldt udvokset. Men for 2 år siden lå tallet på 44%. Nefrologisk ambulatorium i Roskilde, på Sjællands Universitetshospital, har fundet ud af, at de ikke ved en noget om, hvad han fejler. Han har for små nyrer, ja, men har han en decideret nyresygdom, de kan behandle? De kan ikke finde en. Da René var derude i går, fik vi at vide, at han har taget 2 piller for lidt (det er så min skyld, fordi der på pilleglasset står "2 tablet morgen og aften", men det betyder "2 morgen og 2 aften"), så det er blevet sat op, plus at de har smidt 2 ekstra ind i hans eftermiddagsdosis. Men han er så pumpet fuld af medicin efterhånden. Han får 11 Unikalk 400mg tabletter dagligt, 4 50+ Multivitamin dagligt, og 3 (ja, 3) forskellige blodtryksregulerende præparater, selvom hans blodtryk er fint. Så får han 2 forskellige doser af det samme ekstra stærke D-vitamin hver dag. Hans B-12 vitamin er også for lavt, så det tager han også 1 tbl dagligt for. Og 2 ekstra stærke jerntabletter. Så er der den antidepressive, og sovemedicinen, samt det smertestillende. Jeg synes at det er totalt overdrevet, men  jeg synes ikke at det er min plads at blande mig for meget. Jeg tjekker bare alle præparater for bivirkninger og interaktioner, fordi sjovt nok udskriver de medicin til ham uden at fortælle ham hvordan han skal tage dem. Jerntabletterne må f.eks. ikke tages inden for en 2 timers margen for indtagelse af Natriumbikarbonat. Så vi har et ur sat dagligt til klokken 7. Der står en af os op, giver Bella morgenmad og sørger for at René får taget sin jerntablet. Så sover vi som regel videre til klokken 9, og så ringer den næste alarm. Så kan vi spise morgenmad. Så kan han tage den første medicindosis. Og så ringer den næste alarm klokken 15, fordi der skal Bella have frokost. Klokken 17 ringer den næste alarm, fordi der skal René og jeg spise aftensmad, eller der skal begyndes på madlavning. Så kan han tage 2. dosis af dages mediciner. Klokken ca. 21:00 spiser han en snack, og han tage den sidste dosis. Når klokken bliver 22:30, skal jeg i gang med at ordne dagens pligter, som f.eks. at give Bella natmad med den medicin hun får. Klokken 23:00 ringer den sidste alarm, og der tager René den sidste jerntablet. Og når det passer ind, tager han en Melatonin tablet, og ca. 30 minutter senere, en halv Zolpidem, hvis det er nødvendigt. Og ca. 15 minutter senere, lægger vi os til at sove. 

Folk tænker (går jeg ud fra, for René siger det tit til mig) "hvordan kan en førtidspensionist være så stresset". Men jeg hælder maden op til Bella om aftenen, så det er klart til dagen efter, jeg skifter hendes bakke, jeg laver mad til René, selv når jeg ikke skal have noget, og jeg forsøger at holde styr på alle aftaler, fordi René ikke kan finde ud af det. René foretager de fysiske indkøb nede i centeret, men jeg sørger derudover for alle indkøb på nettet. Jeg sørger for, at der bliver købt mad til Bella, og at hun får sit kattegrus og filtre til hendes drikkefontæne. Jeg sørge for at fylde drikkefontænen op, og for at holde den ren. Jeg står for køkkenet, for opvasken, for oprydning, for udpakning af varer når vi har fået en levering eller når René kommer hjem med varer. Og ja. Det er nok til at jeg føler mig stresset. Jeg føler ikke, at der er nok tid til mig. Til at jeg kan sidde og bare høre musik eller hvad jeg har lyst til. Det pisser mig af. Men okay. Det er meget rart, når alle disse ting er ordnet. Så...

Jeg håber at du får den bedste weekend ever! 😘

Forkælet eller "I'm worth it"?

Jep. De sidste par måneder har det regnet. Regnet med gaver ned over mig. Uden årsag. Jeg har fået disse ting:

Jeg er superglad for mit nye headset. Det er mit første trådløse, men jeg snakker generelt ikke i telefon når jeg er ude, så de bliver brugt til at lytte til bøger, til YouTube, eller til når René er ude. Tabletten, som ikke er helt ny længere - modellen er fra 2021 - er dog en, som jeg er glad for og allerede bruger super meget. Jeg har fundet det perfekte cover, som jeg har bestilt og venter spændt på! Min nye telefon, Google Pixel 8 PRO sparker røv. Er I klar over, hvor gode billeder, det bæst tager? Jeg tog dette billede i dag:

Prøv at se alle de detaljer! Jeg har allerede en masse gode ideer til, hvad jeg skal tage billeder af! Uret er endnu ikke taget i brug. Jeg har valgt to nye remme, som jeg hellere vil have end den, der allerede sidder på. 

Jeg har bestilt en DNA test hos My Heritage, og den ser jeg frem til. Det bliver spændende. Det er nok mest dansk, svensk og polsk, men det ville da være skægt hvis der var lidt andet indblandet! Angiveligt kan de skelne mellem over 1.000 regioner. Det tror jeg nu skal tages med et gran salt, men! til 300 kroner med forsendelse, kan jeg ikke klage! Jeg har naturligvis også købt parfume. Jeg ønsker mig 2 parfumer, og jeg gik lige ind og brugte 200 kroner på den ene. Det er Naomi Jons "Taboo". Og dermed har jeg 13 kroner tilbage til denne måneds lommepenge. Men jeg blev lidt rørt, da René sagde, at sådan noget som "ting jeg skal have, naturligvis ikke kommer ind under lommepengeordningen", fordi jeg sagde at jeg ville bruge de 200 kroner på foundation, og så siger han dét. Han ved, at det er noget jeg skal have, og han synes det er cool. Jeg elsker min mand så meget, og ikke bare fordi han giver mig gaver. Han er altid så dejlig. I love that guy!

GODT SÅ. Jeg har skrevet 50 julekort til netværkshuset. Min mentor fik dem med sidst hun var her. Jeg havde gjort dem meget individuelle, gjort meget ud af at hver enkelt modtager skulle føle sig godt tilpas. Jeg skrev en hel del om, at vi nok er den sidste generation, der oplever en hvid jul, men "heldigvis har vi sne på dåse og julekalendere i spandevis". 2 dage senere vågner jeg op til nyheden om at DMI spår at vi får en hvid jul. Se, det er pinligt. Jeg fik lyst til at skrive 50 nye. Men det tog virkelig lang tid at skrive de skide kort. Grrr...

Jeg vil nu finde 13 billeder af TacoBella, Patti LaBella, Ninja in black, Hell's Bells, så jeg kan få lavet en kalender. Jeg vil tage et af disse billeder af Bellafis og få lavet et lidt større billede, som jeg vil give René til jul. Ha! There is no chance in hell he'll guess!

BTW: Hvis du har Amazon Prime, så se den serie der hedder "Bridget & Eamon". Det er en irsk serie, der udspiller sig i 1980'erne, og den er bare så intenst morsom! Love it! Desværre er der kun 4 sæsoner, og det er alt, alt for lidt. 

Thanks for visiting! See you next time!

Stephen King: "Pet Semetary"

Ja... Så jeg opdagede ikke lige at det var den 1. december i går. Så min anmeldelse af en bog i december kommer i dag.

Og jeg har læst. Eller, jeg har lyttet til. Vi kan lige så godt slå fast, at jeg lytter til bøger, fordi jeg ikke kan samle koncentration til at læse. Jeg har for mange tanker. Men: dette indlæg er om en bog, jeg faktisk godt kendte til, men ikke havde læst - og jeg har ikke set filmen. Det er Stephen Kings "Pet Semetary" - på dansk "Ondskabens Kirkegård", der blev udgivet i 1989.

Det er rigtig mange år siden, jeg sidst har læst en Stephen King bog. Men jeg tænkte, da jeg sad inde hos Audible, at dette måtte være tiden. For jeg tror faktisk, at sidste gang, jeg læste en bog, King har skrevet, var da "Den grønne mil" udkom. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det var - men det er mange år siden. Som regel fanger hans historier mig ikke rigtig. De er altid lige en tand over "for" bizarre. "Pet Semetary" starter med et ualmindelig langt forord, læst op af Stephen King (tror jeg), jeg har glemt det siden jeg har hørt bogen. Jeg har allerede hørt januar-bogen. Men introen, som er i bogen, hvor der bliver fortalt om Kings liv op til denne bog, hvordan han selv synes at det var en syg bog og ikke ville udgive den, men hans kone syntes at den var rigtig god, så han prøvede alligevel... Det er fint nok, at have den slags i en bog. Men det fortsatte i evigheder, og jeg var lige ved at opgive håbet. Men så kom kapitel 1, og jeg kunne gå i gang med at nyde historien. For det er en god fortælling, som gutten, der læser op, virkelig lægger sit hjerte i. Han laver lidt om på sin stemme alt efter hvilken karakter der taler eller snakker til dem selv, og det kan jeg faktisk rigtig godt lide. 

Vil jeg anbefale den til andre? Det kan I tro. Vil jeg læse den igen? Nej. Ikke fordi den var kedelig eller uhyggelig, men bare fordi der er andre ting, jeg gerne vil læse. Vil jeg se filmatiseringen? Nej. For jeg kan ikke lide gyserfilm. Når det kommer til denne bog, får den 7 RAP's ud af 10. Grunden til, at den ikke har fået en højere score, er ganske simpel: Dean Koontz eksisterer, og han leverer gys meget bedre. De film der er lavet ud fra hans bøger er knapt så gode - men han har skrevet så mange bøger, der er ekstremt fede, at jeg tror jeg kunne læse dem alle sammen 2 gange og aldrig blive helt færdig. 

Men "Pet Semetary" er også god. Bare ikke den bedste.

Kirker og en fortælling om THE OMEN på en cykelsti i Solrød

 Hej!

 Jeg er i gang med at se en masse anmeldelser af virkelig crappy horrorfilm. Noget, jeg ikke ser, fordi jeg er bange for at se for meget horror. Men når det er i form af en anmeldelse, er det noget helt, helt andet. Og pludselig kom jeg i tanke om noget, som der skete for 15-årige Rikke. Jeg boede i Jersie Strand dengang. Det er en "underafdeling" af Solrød Strand, eller måske nærmere Solrød kommune. Med til Solrød kommune hører også Solrød landsby og Havdrup, og et par andre steder, så vidt jeg husker. Hvis vi kigger ca. 10km mod syd har vi Køge. Kigger vi ca. 20km mod vest, finder vi Roskilde. Kører vi mod nord i en strækning på omkring 33km, havner vi i København. Alle assistancer skal naturligvis tages med et gram salt, for der er forskellige veje til hvert sted. Det er ikke alle, der kan lide at køre på motorvejen, og det er ikke alle, der kan lide de mindre veje. Men kigger vi mod øst, stirrer vi direkte ud i Køge Bugt. Jeg har ladet mig fortælle at vi dækker en ret god strækning dér. Jeg har fundet disse facts, som er ligegyldige, på Wikipedia.

Den der lille bitte røde prik er Solrød kommune. Jep. Er det ikke utroligt? Der er 800 virksomheder i Solrød, og der bliver startet omkring 40 nye op hvert år. Solrød er en af de dyreste kommuner at bo i. Sagen er jo den, at jeg, efter et stop i Herfølge og Køge, nu bor her igen. Så sent som i dag blev jeg ringet op af en fra kommunen, der informerede mig om, at fra den 1. januar skal alle borgere, som modtager hjælp til rengøring, have en robotstøvsugning. Jeg er temmelig... Kender I ikke det, altså, det er ikke så meget mig, hvis vegne jeg er "forærmet" på. Jeg kan godt købe en robotstøvsuger. Men hun sagde til mig, at vi stadig har 50 minutters rengøring hver 2. uge. Og det, vi har nu, består af støvsugning, gulvvask, ordning af toilet og spejl. Hvis støvsugeren støvsuger selv, og den ikke kan bruges på badeværelset pga. det smarte design der blev udtænkt, da lejligheden blev bygget, så har vi jo stort set ikke nogen grund til at de kommer overhovedet. Så kan vi jo selv støvsuge. Det er sgu da det, der er det hårde. Plus at vi allerede har 2 støvsugere, som virker upåklageligt. Vi har en ledningsfri, og vi har den, jeg købte i 2004, da jeg flyttede hjemmefra. Haha. Det er ikke engang 20 år siden jeg flyttede hjemmefra. 

Nå, men dette indlæg handler om kirker, kirkegårde, mystiske tegn og andre ting. Lad mig starte med at præsentere de to kirker, vi har i Solrød. Vi har Solrød Strandkirke, og vi har Solrød kirke. Solrød Strandkirke blev bygget i 1982, og den ligger perfekt på et hjørne, faktisk lige ud til en rundkørsel. Den er indhegnet med trådnet, og har ikke nogen kirkegård/gravpladser tilknyttet. Den ser også meget anderledes ud end andre kirker. Det er den eneste af de to, vi har i Solrød, som jeg har været inde i. Lad mig vise den lidt frem med nogle illustrationer. 

Her ligger den, lige som det første på den vej. Det kors, der sidder på tårnet, har de også på den anden side.

Disse bænke vender op mod alteret. Jeg er ikke sikker, men jeg tror at de ting, der sidder på væggen, er mindetavler.

Helt nede bagerst kan du se bænkene fra det andet billede. Overfor dem er alteret.

Dette er, hvad du bliver mødt af, når du kommer ind. Dette sker nede ved det grønne maleri, hvor du kan se at dørene står åbne. Der er plads til at sidde og lige komme til hægterne.

Her er alteret set lidt tættere på. Det er en meget anderledes kirke fra Solrød Kirke, men det har jeg jo nævnt. Så nu vil jeg vise nogle billeder af Solrød Kirke, som blev til i

Dette er Solrød Kirke. Det er en stille, lille kirke, som har nogle flotte ting over sig. Et blik ind i kirken, afslører dette:

En smuk række af kirkebænke, som min røv aldrig ville kunne sidde på. Måske med en halv balde. Kigger vi et andet sted, ser vi dette:

Det er en noget mere traditionel stil. Selvom jeg bedst kan lide den første kirke, så virker den samtidig lidt kult-agtig, hvorimod denne kirke virker mere typisk kristen. Denne kirke har en kirkegård. De har familiegravsteder, "almindelige" gravsteder, og de har de ukendtes grav. Jeg kan ikke længere huske om kirkegården ligger sammen med kirken, eller om den ligger på matriklen ved siden af. 

Men som sagt. Da jeg var en sær 15-årig teenager (så, 1995) begyndte min veninde (Camilla) og hendes lillesøster (Tanja), samt Camillas kærester (Klavs) og jeg at besøge de døde på den kirkegård. I starten kom vi når vi havde tid, hvilket som regel var i weekenderne eller efter skole. Vi gik rundt og kiggede på gravstenene og "sørgede" over dem, som var døde som børn. Vi lavede ikke hærværk. Vi gik bare rundt på kirkegården og ... sørgede. På et tidspunkt begyndte vi at gå derhen om aftenen, når det var mørkt udenfor. Vi havde som regel en cykellygte med, så vi kunne se, hvad vi lavede. Hvor vi gik, og om vi kom det rigtige sted hen. En dag, hvor vi var på vej hjem igen (der var mere eller mindre kun én vej hjem, og det var en cykelsti, som ikke var oplyst, men som til gengæld var på begge sider af vejen. Som den eneste, der egentlig vidste hvad vi lavede, gik vi mod trafikken. I hvert fald hvis der havde været trafik), begyndte Camilla pludselig at skrige som en sindssyg, og jeg bliver sådan lidt angst, fordi hvad fanden skriger hun for. Hun stoppede op og pegede på et træ, mens hun skreg "Det er tegnet! Det er ham, det er tegnet, jeg kan se ham!" Jeg havde ikke set filmene, men der var intet andet end mørke og vores cykellygte. Jeg tror at hun måske ville have lidt "beskyttelse" fra sin fyr. Hun var ret ... Klavs og jeg var ikke venner som sådan, men vi kunne godt finde på at hænge ud. Det var som regel noget, vi gjorde udendørs, og en dag stod vi det sted, hvor Camilla og jeg boede (vi var genboer), Klavs var der, der var mindst 1,5 meter imellem os, men hun blev sygeligt jaloux. 

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom i tanke om alt det. Men det gjorde jeg nu engang. Måske fordi jeg ser disse horrorfilm-anmeldelser, og siden jeg var 18 år, har sat fod i en kirke 2 gange. Da min farfar blev bisat, og da Renés ældste niece blev konfirmeret. Den fest var seriøst kaos for mig. Hun holdt en takketale til sine forældre, og jeg græd. Ej, jeg græd ikke. Jeg hulkede så voldsomt så folk sad og smågrinede af mig. Det var PINLIGT AF! Og jeg kunne slet ikke styre det. Til sidst kunne jeg dårligt trække vejret, snottet rendte ud, og nej. Det var ikke min fineste dag. Men da jeg var 18 år, blev jeg slæbt med i Roskilde Domkirke. Jeg har ALDRIG, ALDRIG haft så mange mareridt over én begivenhed. Og jeg sagde til mig selv dengang: Jeg sætter aldrig fod i en kirke igen. ALDRIG. Det betyder at jeg ikke var med til min svigerfars begravelse og til min farmors begravelse. Og hvis jeg skal deltage i en begravelse igen - så bliver det min egen. 

Så, det var lidt historie herfra. Jeg ved godt, hvad jeg vil give René i julegave, men den er monsterdyr, og derfor er min plan at spare penge sammen og købe den til hans fødselsdag i stedet for. Og jeg har overvejet at  snuppe en DNA test, fordi jeg ved at der er svensk og polsk familie  hos mig - men hvad er der ellers, ud over den danske? Så lige nu er jeg i gang med at vælge den rigtige. Jeg regner med at købe den snart. Jeg tror, at hvis jeg ender med at vælge den, jeg har planlagt, så køber jeg den fredag (i morgen, klokken er 3 om natten lige nu). Jeg må sgu da have nogle penge sparet sammen!

Jeg håber at I alle sammen har det godt, og husk, at In This Moment har en virkelig sprød, ny plade ude, som de kalder "GODMODE". Lyt til den. Fantastisk. 

NB! De billeder, som er i dette indlæg, er ikke taget af mig, jeg har ingen rettigheder til dem, de er taget fra Google. 

Anmeldelse: "Hey, Hun: Sales, Sisterhood, Supremacy, And The Other Lies Behind Multilevel Marketing"

Sååå... Jeg fik ikke anmeldt en bog d. 1. oktober. Jeg anmelder ikke en d. 1. november, fordi det er min bryllupsdag, og jeg har planlagt andre ting. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre det lige nu! Og den bog, jeg har valgt, hedder "Hey, Hun: Sales, Sisterhood, Supremacy, And The Other Lies Behind Multilevel Marketing", og er skrevet af Emily Lynn Paulson, udgivet i 2023. Der er ikke nogen deciderede spoilers, men historien er ret tydeligt "outlinet" i min anmeldelse.

Jeg har lyttet til denne bog over 2 måneder. Den er interessant, og den starter ud med at Emily bliver kontaktet af en tidligere skoleveninde, som hun ikke har set i årevis. Denne veninde får Emily overbevist om, at et liv som hjemmegående husmor er et utaknemmeligt job, og fortæller hende om alle de rigdomme hun kan opnå, hvis hun bliver en del af "Rejuvinate" - Hun kan blive sin egen boss, en "girlboss". Og Emily kunne ikke stå for tanken om at deltage i sådan et godt projekt. Hun så ikke lige til at starte med, at det faktisk var et såkaldt "pyramid scheme", og hun brugte meget tid på at snakke om dette nye job til alle sine veninder for at få dem ind i sin downline. Hun mødte en masse nye kvinder, som blev hendes veninder, men hun oplevede også bagsiden af medaljen: hun havde ikke så meget tid til familien, som hun havde håbet, hun brugte flere penge end hun og hendes mand egentlig havde råd til, og da hun steg i graderne og begyndte at tjene godt på det hele - fik bilen, alle de særlige "goodies" - var der rejser til konferencer, nogle hvori hun skulle tale. Men Emily udviklede alkoholisme, og hun begyndte at føle skam over at lokke uvidende kvinder ind i branchen, fordi det var en brøkdel af dem, der var i den, der rent faktisk nåede til tops. Men hun overkom alkoholismen, og til sidst meldte hun sig ud af "Rejuvinate" igen. 

Det er en medrivende historie, som er både sjov, trist, tragisk, glædelig og virkelig god, og jeg vil anbefale den til alle, der kan lide at høre en historie om en "girlboss" - den får 9 ud af 10 fra mig.

Jeg er doven. Undskyld

 Hej wordlings!

Denne første ting, jeg lige vil "sige", før jeg dropper nedenstående video på jer, er: WATCH WITH CAUTION. Det er virkelig skrækkeligt. Ikke at man ikke vidste det, men det er altid værre når det bliver fortalt som f.eks. af denne kvinde, som overlevede bombningen af Hiroshima. Hendes historie fortjener at blive fortalt til så mange som muligt. Om ikke andet, så fordi de atombomber de laver nu til dags, er meget, meget værre end de var dengang.

Videoen er fra National Post, og den hedder "Eyewitness account of Hiroshima bombing". Jeg har fundet den på YouTube, og den handler om denne kvinde, der, som titlen antyder, har gennemlevet bombningen af Hiroshima. Hun var 13 år, da det skete, og hun arbejdede på militærbasen, hvor hun skulle lære at bruge "decoder" maskinen. Hun var 1,8km væk fra "ground zero", og hun blev reddet ud af ruinerne af en man, hun ikke kendte. Hun beskriver at nogle af dem bar rundt på deres egne øjeæbler, og andre kollapsede med tarmene væltende ud af maverne. Huden faldt af deres kroppe, de smeltede simpelthen bare. Hun fortæller, at ingen råbte om hjælp, men at folk bare gik formålsløst rundt (hvis de kunne gå) for at vinde vand. Jeg er så rørt over hendes historie, at jeg rent faktisk sidder og græder. Jeps. Det er mig. Græder over alting. Men dette er en helt okay ting at fælde tårer over, synes jeg. 

Dette er dog ikke, trods alvorligheden i emnet, hovedtemaet af dette indlæg. Dette indlæg handler, igen, om musik. For vi har netop været igennem MTV Video Awards. Jeg så MTV første gang i 1989, da jeg fik mit første fjernsyn på mit værelse. 9-årige mig syntes at MTV var "the tits", og jeg så det altid. I hvert fald når jeg ikke lyttede til mine kassettebånd med Madonna. 

Min opvækst var meget præget af musik. Min far lyttede til musik som Gasolin, Pink Floyd, Rolling Stones, Moody Blues og Elvis. Min mor var helt væk i Prince, Freddie Mercury (og Queen i det hele taget), for ikke at tale om Billy Idol og hans overlæbe. Mange af de bedste minder jeg har, er fra sommerferierne. Lange, solfyldte dage, hvor de voksne hang ud på mine forældres terrasse, drak Lambrusco, lyttede til høj musik og grinte, og på den anden side, på fællesarealet, legede alle vi børn sammen. Det var gode tider. Når jeg tænker på "sommerferie", tænker jeg på, at jeg stod tidligt  op, gik i bad, tog en Guns N' Roses T-shirt på og satte mig ude på gyngerne og ventede på at de andre kom ud - græsset var stadig lidt dugget, fordi solen ikke helt havde ramt endnu. 

Jeg kan tælle på 2 hænder, hvor mange bands/kunstnere, jeg har været fan/inspireret af igennem mit liv. Madonna var smuk i 1989, og hun lavede fantastisk musik. Jeg samlede på alle billeder i alle aviser og blade, jeg kunne finde. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg opdagede Madonna. Jeg kan dog huske at jeg ikke var den eneste, der hørte det. Min genbo gjorde også. Vi lyttede altid til Madonna. Hendes far var også superglad for musik. Så hun kom en dag og havde noget Guns N' Roses med. Jeg havde ellers fordømt det fordi jeg syntes at det var crappy. Det var i 1992.

Men lad os kigge på Guns N' Roses. Sange som "Don't Cry", "November Rain" og "Sweet Child O' Mine" er alle tre sange, jeg simpelthen hader som jeg ved ikke hvad. Skulle jeg vælge 3 yndlings, må det være "Back Off Bitch", "Civil War" og "Welcome To The Jungle". Men de har lavet så meget. Og alt sammen kun på et spænd over 4 studieplader og en plade kun med covernumre. Da bandet gik fra hinanden, og Axl Rose dannede et nyt band af samme navn (han ejede rettighederne til navnet) og brugte 10 år på at fremstille "Chinese Democracy" var jeg virkelig glad. Men der er kun en enkelt sang som er god, og jeg kan ikke engang huske hvad den hedder. 

Men heldigvis nævnte en gut, jeg kortvarigt kendte, bandet Megadeth. Det var det mest awesome navn jeg nogensinde havde hørt. Det var i 1994. På det tidspunkt i 1994, varden sidste plade Megadeth havde udgivet, "Countdown To Extinction". Men dammit, jeg ville have den cd med det fedeste albumcover. Så jeg købte "So Far, So Good... So What!", og jeg forelskede mig straks hovedkulds i Dave Mustaine. Det var sidst i april 1994, og i september 1994, så vidt jeg husker, udkom deres næste plade, "Youthanasia". Jeg fik den af mine forældre i julegave, sammen med en T-shirt og to koncertbilletter til en koncert med yndlingsband numero uno. Men hvem skulle jeg tage med? Jeg spurgte min bror. Han sagde ja. Det var i marts 1995. På dette tidspunkt havde jeg anskaffet mig alle de studiealbums, de havde lavet. Efter Youthanasia udkom "Cryptic Writings" i 1997. Her stoppede min blinde kærlighedsrejse med Megadeth. jeg købte stadig deres 3 næste albums. De næste 6 sprang jeg over. Faktisk først med "The Sick, The Dying... And The Dead!" som udkom sidste år, blev min interesse vækket til live. Med Megadeth har det altid været "hele bandet", selvom det aldrig har været "hele bandet". Megadeths lineup skifter så hurtigt, at det på et eller andet tidspunkt blev en joke. Bandets 3 første plader havde ikke det samme lineup som "mit Megadeth". For det kom først til virkelighed på bandets 4. (og mest populære blandt fans, tror jeg, men det er ikke mit yndlings) studiealbum, "Rust In Peace". Dette lineup, som bestod af Dave Mustaine, David Ellefson, Marty Friedman og Nick Menza. Disse 4 gutter er "mit Megadeth". Eller var. Nick døde, Marty flyttede til Japan og laver noget andet musik fordi han ikke følte at Megadeth var "hans slags musik", og David Ellefson er lige blev sparket ud for ting jeg ikke ved noget om. Jeg har hørt at han var været "handsy" overfor en kvindelig fan, men jeg ved ikke, om det har noget på sig. Men jeg kender ingen, udover Dave, i bandet nu. Dave har ellers været en kæmpe, KÆMPE klippe liv i mit liv, når jeg har haft det allerværst. På et tidspunkt var det bare ikke det længere. Men jeg kan stadig godt lide Dave og Megadeth.

I 1997, da 2 nye venner lige akkurat var kommet ind i mit liv, endte det med, at jeg først blev præsenteret for Marilyn Mansons "Antichrist Superstar", som jeg først ikke kunne lide, men pludselig en dag "fattede" og på det tidspunkt begyndte febrilsk at lede efter alle billeder jeg kunne af Marilyn Manson, frontfiguren i dette band. Men som det ofte ender, falder de andre lidt i baggrunden. Når du hører "Marilyn Manson", tænker du på manden og ikke manden. Det synes jeg var en dårlig beslutning som band, men en god som frontfigur. Jeg kan godt lide, at han skiller sig ud fra de andre medlemmer. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ingen idé om, hvem der ellers er med i det band. Har jeg nogensinde vidst det? Det må jeg næsten have. Der findes 6 studiealbums med Marilyn Manson som jeg ikke rigtig kan lide samt en EP, hvor der er mange gode ting  på. De 6 studiealbums er deres første fra 1993, "Portrait Of An American Family", og herefter kommer "EAT ME, DRINK ME", "Low End Of High", "Born Villain", "The Pale Emperor" og sidst, men ikke mindst, "Heaven Upside Down". EP'en er naturligvis "Smells Like Children". Men fordi jeg ikke synes at de studiealbums er all that and a bag of chips, så er der faktisk ofte 2-3, nogle gange 4 gode sange på hver  plade. Da "WE ARE CHAOS" blev udgivet, troede jeg, at jeg skulle dø. Dette smukke menneske havde skabt et mesterværk, som passede perfekt til mig. Det var en plade, som var som skabt til mig. Det var den rigtige musik, de rigtige tekster - og den rigtige stemme. Jeg længes efter det nye materiale, han har snakket om er på vej. 

Samtidig, i 1997, blev jeg præsenteret for Type O Negative og deres "October Rust". Jeg tager ikke pis på jer: Peter Steeles stemme  fik alting til at blive bedre. Så nu havde jeg "October Rust", som jeg skamlyttede til, og jeg købte "Slow, Deep And Hard" som den næste. Den var langt fra min yndlings. Jeg kunne lide fragmenter af den, men det var slet ikke noget for mig. Så jeg gjorde det næstbedste: Jeg købte "Bloody Kisses". Den udkom i 1993, 3 år før October Rust. Ham, der havde sendt deres album til mig, kom og besøgte  mig på et tidspunkt i 1999, og under en shoppingtur i København, fandt jeg deres nye album, som var udkommet samme år: "World Coming Down". Dette band var fantastisk, det var chef's kiss, og jeg elskede hvert minut. Så  kom den. "Life Is Killing Me" i 2003. Den var absolut fed. På daværende tidspunkt havde jeg også anskaffet mig "The Origin Of The Feces", og jeg fandt at den plade var fantastisk. Den udkom mellem "Slow Deep and Hard" og "Bloody Kisses". Bandet næste album var "Dead Again". Det var godt, men... Det var ikke fantastisk, og jeg havde svært ved at finde energien/historien i den. Det endte med at være den anden mindst gode af alle deres plader. For ikke mange år senere, døde Peter Steele. Jeg savner ham stadig, selvom jeg ikke kendte ham.  

Okay. Opsummering: Jeg kan ikke huske hvorfra jeg lærte Madonna at kende, men jeg tror at det var en veninde - samme veninde, der fik mig med på Guns N' Roses. Det var hendes kæreste, der en dag nævnte Megadeth, og det var to pennevenner, som begge sendte min kassettebånd med musik på, som gjorde at jeg opdagede Marilyn Manson og Type O Negative. Men der mangler 2. Det næste band, jeg bliver nødt til at nævne, er In This Moment. Det band er fantastisk. Jeg kan ikke sige det på andre måder. Sangerinden, Maria, har en evne til at lave skift mellem forskellige toner i sin sang, så nogle gange er hun "lige på", andre gange lidt "distorted", og hun gør det uden problemer. Hendes sang er ... uden lige. Plus at hendes tekster er det bedste. Bandet kender jeg intet til. Danserne i  bandet er tilsyneladende en del af bandet, men bærer altid masker, så man ikke kan se et udtryk på deres ansigter. In This Moment laver de ultimativt fedeste videoer. Sæt lige et flueben her. 

Jeg opdagede In This Moment på YouTube, jeg hørte en sang og elskede dem. Det er lidt sådan med Lady Gaga. Men jeg tror, at hun er den eneste af alle disse kunstnere/bands, som jeg har været med på fra starten af. Hun er en dygtig sangerinde, god kunstner og jeg kan lide hendes stil. Jeg fandt "Just Dance" på YouTube ret tidligt. Men igen: Det var noget, jeg selv mestrede. Jeg hørte hendes musik et sted fra, hvor jeg selv skulle gøre en indsats for at blive udsat for hendes genialitet. 

Fluebenet. Det, som vi satte i In This Moments musikvideoer. Jeg har set dem alle på YouTube. Jeg ser alle musikvideoer på YouTube. 

Ved I hvad... Jeg havde planlagt et fantastisk indlæg, og det var vitterligt fantastisk - går, inden min computer gik ned og alting crashede, og da jeg tændte min maskine igen, og indså at alt var væk, bortset fra det om Hiroshima. Jeg havde ingen notater, fordi det behøvede jeg ikke. Jeg havde det hele i hovedet, jeg har jo levet igennem disse ting, som jeg ville fortælle om. Men jeg gider ikke at skrive et helt indlæg 2 gange. Jeg vil dog sige, meget kortfattet, at MTV, som står for Music Television, bør stoppe deres Music Awards, fordi de faktisk  ikke ret ofte spiller musikvideoer. 

Hamid har fødselsag i dag. I går skrev han til mig 2 gange, både på mail og sms, at jeg skulle huske hans fødselsdag, fordi det er en vigtig dag for ham. Det er sidste gang han fylder halvrundt inden han bliver 50 år om 4 år. 

Shit, jeg glemte Cecilie i går. Jeg må skrive en mail. Det er pinligt at glemme folks fødselsdage. Det er fordi Cecilie ikke står i min kalender, eftersom vores genoptagede venskab ikke har været der fra starten, så tænkte jeg ikke over det. Men jeg skal lige have skrevet det ind, så den kan blive overført til næste års kalender.

"Pray now, baby, pray your life was just a dream" - MM

 Hej wordlings!

I dag har jeg lært en ting, jeg er klar over, at jeg helst gerne vil vide, men samtidig også gerne ville have været foruden. 

"Hvad kan det dog være", tænker nogle af jer måske. Det skal jeg såmænd nok dele med jer lige nu: Der lever fugleedderkopper i den danske natur. De lever i frit i naturen, og kan bare spankulere rundt. Jeg er klar over, at de er ekstremt små, altså, de er under 2 cm i længden. Disse edderkopper lever langs de danske kyster, på skråninger og i klitterne - steder, hvor de kan grave tunneler men stadig komme frem og suge sol til sig. I nogle sove har vi endda områder hvor den sorte enke har slået sig ned. Jeg synes at vi skal holde en afstemning om hvorvidt disse EKSTREMT farlige dyr skal have lov til at blive boende i mit nærområde (strand og skov). 

Anyways. Jeg sad lige og hørte mig lidt "We Are Chaos", her klokken lidt i 5 om morgenen, og det har vitterligt været endnu en søvnløs nat. Jeg hørte "Keep My Head Together", og Marilyn Manson synger (blandt så meget andet) "I fucking love you". Og det fik mig til at tænke. Den sang er skrevet til mig! Ej, bare rolig, det er ikke det, jeg tænker, jeg er ikke psykotisk eller noget. Han ved ikke engang at jeg eksisterer. Og han er lykkeligt gift (håber jeg da). Alt sammen ligegyldigt. For det jeg tænkte på var, om man kan sætte det næste album han laver ind i "kun" 2 båse, og så vædde om det? Jeg har en, jeg vil vædde med, nemlig. Men jeg tror, at enten så bliver det et positivt album, som han laver når retssagerne er overstået og han har vundet og er kommet på fode igen og vil takke blandt andet sin kone for at stå ved sin side under hele forløbet. Eller det kan blive et supervredt album som fordømmer Evan Rachel Wood og alle hendes minions. Hvad ønsker jeg? Dybest set, hvis jeg skal se helt 100% ærligt på det, var "Antichrist Superstar" er supergodt album. Og der var meget vrede i det album. Det har været adskillige plader imellem ("Mechanical Animals", "Holy Wood", "The Golden Age of the Grotesque", "The Lest We Forget", "EAT ME, DRINK ME", "The High End of Low", "Born Villain", "The Pale Emperor" og "Heaven Upside Down"), men af alle disse albums, hvoraf jeg faktisk aldrig har hørt "EAT ME, DRINK ME" færdig, selvom jeg har en fysisk kopi, var der ikke rigtig noget der sagde KAPOW! Men "Antichrist Superstar" og "We Are Chaos" er nok mine all-time-faves. 

Marilyn Manson er også mester i at lave megafede covernumre af både nyere og ældre sange. Nogle af de sange, han har lavet, som jeg elsker mest, er "God's Gonna Cut You Down" (Johnny Cash), "Personal Jesus" (Depeche Mode) - snak lige om en video hvor Marilyn Manson er lækker som dagen er lang. "Sweet Dreams" (Eurythmics) og "Cry Little Sister" (theme fra The Lost Boys). Han har også indspillet filmmusik til "Queen of the Damned", en sang skrevet af Jonathan Davis specielt til filmen, sangen hedder "Redeemer", og det er den, som først får Jessies opmærksomhed rettet mod Lestat. Sange, der er lavet til soundtracks, er "Tainted Love" (originalt indspillet af Gloria Jones i 1964, men det er vist Soft Cells cover som Marilyn Manson har kopieret), som var themesangen til "Not Another Teen Movie", samt "The Long Hard Road Out Of Hell", som var featured på soundtracket til "Spawn" Men covernumre er bare det, de er. Der er så mange andre fede numre. Dette er nogle af dem, jeg elsker mest (ingen bestemt rækkefølge): 

"The Dope Show" 

They love you when you're on all the covers, when you're not, then they love another

"The Fight Song" 

I'm not a slave to a god that doesn't exist, and I'm not a slave to a world that doesn't give a shit

"Disposable Teens" 

I never really hated one true god, but the god of all the people I hated

"The Nobodies" 

Some children died the other day, we fed machines and then we prayed. Puked up and down in morbid faith - you should have seen the ratings that day

"Coma White"  

A pill to make you numb, a pill to make you dumb, a pill to make you anybody else. But all the drugs in this world won't save her from herself

"Man That You Fear" 

You can kill yourself now, because you're dead in my mind. The boy that you loved is the monster you fear

"Tattooed In Reverse" 

Dance motherfucker dance!

 

Jeg har ingen sange med fra "We Are Chaos", fordi alle sangene på den plade er sindssygt fede. Det er svært at vælge.  Men jeg synes at vi skal indføre en "onsdags-sang". Jeg har kigget lidt på noget af det ældre musik, ikke lige Marilyn Manson, men mere ovre i det danske. Dansk musik kan være udemærket. Så I lige, hvad jeg gjorde dér? Vi kan hurtigt blive enige om, at det ikke hedder "udemærket". Men har I, dem af jer, der har været til en D-A-D koncert, lagt mærke til, at Jesper Binzer ofte skriger lige præcis dét? "UDEMÆRKET!" Og jeg har øjne på en sang fra D-A-D til denne uges onsdagssang.

Dette er første single fra bandet efter de blev bedt om at droppe Disneyland After Dark, og i stedet blev til D-A-D. Der er nogle gode jokes omkring dette, især på "D-Law", men denne sang, "Bad Craziness", var som sagt første singleudspil. Musikken og videoen er ejet af Warner, og "Bad Craziness" (og "D-Law", skulle du været interesseret) kommer fra "Riskin' It All", som blev udgivet i 1991. Min far viste mig videoen til denne sang, fordi han selv var interesseret i bandet. En overgang var det lidt et samlepunkt, fordi både min bror, min far og jeg var ret hooked på disse danske gutter. De spiller god musik, og Jesper har en dejlig stemme. Han er ikke Manson - men det er der kun én, der er.

Jeg er smuttet. Klokken er nu næsten 7 om morgenen, og jeg skal lige have klargjort noget morgenmad til min lille ninjakat. Hav en fantastisk onsdag!

Forresten: titlen på dette indlæg kommer fra "The Man That You Fear" af Marilyn Manson.

Sinéad O'Connor: "Rememberings"

 Hej. Dette er en sørgelig bookreview. Den slags er der også. Jeg var gået i gang med "Rememberings" af Sinéad O'Connor, og jeg manglede ca. 30 minutter, da hun uventet døde. Resten af bogen var sær at lytte til. Men jeg har færdiggjort den, og her er min vurdering. Bogen udkom i 2021.

Jeg lyttede til den på Audible. Den er skrevet af Sinéad selv, og hun læser den selv højt. Hun er fantastisk til det. Historierne, hun fortæller, er gribende, og hun har en fantastisk humor. Jeg tog en masse notater i starten, men til sidst sad jeg bare og lyttede. Hun var for interessant til at jeg kunne sidde og lave andre ting. Jeg synes ikke, at jeg vil afsløre noget her. Jeg ved godt, at det er noget, jeg burde gøre. Men jeg kan da sige, at det er rart at hun forklarer baggrunden for sine plader. Det kan jeg godt lide.

Men denne bog, som jeg meget kraftigt anbefaler at du læser eller lytter til, scorer mere end hvad den kan  opnå på min liste. Derfor er jeg nødt til bare at give den 10 RAP's ud af 10 mulige. Det er en bog, ingen kan fortryde at have læst.

Sinéad døde i 2023, af egen hånd, så vidt jeg har forstået, og det er altid trist. Hun var smuk altid, inden i og uden på, og hendes  musik ændrede manges liv. 1 minuts stilhed for Sinéad O'Connor.

Had. Fordi jeg er træt af det

 Yeah... så det går ikke så godt med mig for tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er galt. Er det psykisk eller fysisk? Jeg ved det ikke. Men jeg er bare ikke... på toppen. Jeg så nogle nye billeder af Marilyn Manson som Lindsay har taget. Han ser godt ud. Han klarer det fint. Det er jeg superglad for. Så det er da altid noget. Det er sært, det med Marilyn Manson, fordi jeg har altid syntes at han var så utrolig sexet. Helt tilbage fra jeg startede med at lytte til hans musik i 1997. Hans udseende har ændret sig adskillige gange, men jeg aldrig, på noget tidspunkt, ikke syntes at han var sexet. Men det har aldrig været mere. Dengang jeg var ekstremt deprimeret, tilbage i starten af 2000, hvor jeg crushede for hårdt på Peter Steele, skrev jeg den ene kærlighedshistorie med ham og mig, og jeg har gjort det samme med Dave Mustaine. De hjalp mig. Men jeg har aldrig skrevet om Marilyn Manson. Ikke en eneste gang. Til gengæld har jeg haft en af de bedste drømme jeg nogensinde har haft, om Marilyn Manson. Vi var bedste venner, og jeg skulle til en jubilæumsfest på min folkeskole. Jeg ville ikke gå derhen alene, så jeg inviterede min bedste ven. Og vi drak så meget at vi dårligt kunne stå på benene. Men vi rendte rundt på skolen og tog billeder med et engangskamera. Jeg kan stadig huske den drøm meget tydeligt, især fordi jeg vågnede da jeg vækkede mig selv ved at grine højt. Hehe. Drømme  kan være de bedste - eller de værste. Heldigvis har jeg flest af de første.

Jeg har haft et flere dage langt skænderi med en ven. Og det begyndte at pisse mig så meget af, at René tog min telefon, og at jeg efterfølgende måtte "ghoste" min ven i nogle dage, fordi jeg bare ikke kunne komme ud af min vrede. Og det hele startede med at vi snakkede om makeup. Han sagde at den eneste mand, han kendte, der brugte makeup, var Marilyn Manson. Jeg sagde, at jeg mente at han nok mere bruger teatermakeup, men at jeg havde hørt, at han har sagt at han brugte MAC lipstick. Og jeg kommenterede "det er nok mere en kvindeting". Som i "læbestifter der er lavet til kvinder og ikke som teatermakeup". Så skrev han til mig "Stop med at kalde Marilyn Manson for en svans!" og det var sådan lidt fuldstændig... Out of nowhere. Jeg har aldrig nogensinde syntes at Marilyn Manson er en svans. Så skrev han at det var de norske black metal gutter, der var svanse, fordi de brugte makeup. Jeg svarede at de nok også brugte teatermakeup. Der var jeg efterhånden ved at blive ret irriteret. Jeg skrev til ham, at han skulle stoppe den der homofobiske snak, fordi det faktisk var ret ucharmerende. Det var hvad jeg troede at jeg skrev. Men min telefon havde rettet det til charmerende, og han tog det som en kompliment. Da jeg ville rette fejlen, var det at René tog min telefon. Så jeg skrev ikke til min ven i nogle dage. På et tidspunkt skrev han igen. And I just let it rip. Jeg fortalte ham, hvad jeg virkelig ville have skrevet, og at jeg forklarede ham de ting, han ikke forstod. Han skrev at det var uforklarligt, fordi det kun er for sex, de "gør" det, og ikke kærlighed, og at han altid havde set det som en sygdom. Så skrev han, at han var ligeglad, fordi han ikke selv er til sex længere (han er i en aseksuel periode for tiden), og jeg kunne ikke magte mere og skrev at jeg gik i seng. Så skrev han dagen efter, at han ikke er fordømmende. Jeg skrev at jeg var ligeglad med, hvad han syntes sex er, men at man ikke kan sige at homoseksuelle kun er homoseksuelle for sex, ikke føler kærlighed og at det er en sygdom, fordi de jo ikke kan producere børn. Og vores skænderi blev bare værre og værre. René blev muggen på mig, fordi jeg ikke havde (eller har) nogen tålmodighed med andre, mens jeg forventer at de har det med mig. Så jeg skrev til min ven, at vi måske skulle stoppe den snak inden vi blev uvenner. Så skrev han "Det er din egen skyld. Det du lider af. Vær dog klog". Det pissede mig af på så mange levels. Så jeg måtte tage endnu en breather, og så lige få ryddet op i det skænderi. Så jeg slugte bare min stolthed, sagde undskyld for at jeg blev vred, og bla bla bla, og det accepterede han. Jeg er stadig irriteret. Det er trættende at have en ven som ham, og jeg har egentlig ikke lyst til at have ham som ven længere. Men jeg ved ikke om det bare er et lige-nu problem, eller om det er et permanent problem. 

Damn. Jeg er så træt af had i verden. Alt slags had. Jeg har sagt undskyld til min ven for min reaktion, selvom jeg ikke føler at jeg burde. At slå ned på en bestemt gruppe mennesker med de årsager, han gav, er stadig dumt. Men det er bedre at bevare et godt venskab end at blive uvenner over noget, ingen af os rent faktisk er. Jeg er træt af had på internettet. Jeg forstår godt, at YouTubere bliver cancelled engang imellem, men jeg synes stadig, at de fleste af dem bør kunne tilgives efter et vist stykke tid. At hade Shane Dawson for ekstremt dårlige vittigheder og dårlig opførsel tilbage til 2008, er "so passé", og jeg synes at det er for fjollet og et low blow at blive ved med at bruge ham som indhold i YouTube videoer. Harry og Meghan? Jeg er ikke fan af Meghan og Harry. Men jeg hader dem ikke, jeg har ikke behov for at kommentere på Meghans tøj konstant, at sammenligne hende konstant. Samme situation med Kate og William. Hvad så, om deres ægteskab ser ud til at gå dårligt for tiden? Lad dem komme over det sammen, alene, uden at bore i det. Jeg synes at det er ærgerligt. Og en person, jeg ikke kan lide, Kim Kardashian, bliver grillet meget voldsomt lige nu, fordi alting går imod hende. Det fortjener igen. Måske bortset fra Jaclyn Hill, der er nødt til at lukke alle sine brands, som hun mere eller mindre har stjålet fra andre. Jeffree Star - leave him alone. Hvad så, om Britney er ulykkelig lige nu? Lad hende klare det selv. Vi, som offentlighed, kan ikke gøre noget alligevel. Hvis der opstår en ny situation, hvor hun har brug for hjælp, dvs. en ny freeBritney movement, så kan vi måske gøre noget. I virkeligheden er der ikke så mange, jeg ikke har sympati for. Men der er folk, jeg hader. Nummer 1 er Jennifer Aniston. I kan sikkert selv gætte hvorfor. Alt det "Oh, I'm so sad Brad left me for Angelina, but I'm one tough cookie"-pis hun lukkede ud, da Brad gik fra hende, og så sagde han selv, at det var fordi han kedede sig i forholdet. Brad og Jennifer har ødelagt Angelinas karriere, og det tilgiver jeg dem aldrig. For Angelina er den bedste skuespillerinde i verden. Jeg mener... Har I set de to Maleficent film? Salt? Girl, Interrupted? Mr & Mrs Smith? Og så synes jeg, at alle de kvinder, som har anklaget Marilyn Manson for noget, han ikke har gjort, skal opleve det, de siger han har gjort, bare fra en anden. For beviserne for, at han ikke selv er til den slags, er efterhånden ret højre. Men det er ikke noget, jeg går rundt og bærer på konstant. Det er ikke sådan, at jeg tænker på alt det her hele tiden. Og for det meste, når jeg har noget at sige om det, vælger jeg at sige det til nogen jeg kender, privat. I private samtaler, som ikke foregår over nettet. For se f.eks. med Mikayla Ni... Jeg kan lige pludselig ikke huske hendes navn what so ever. Men hende mascara-gate kvinden fra Tik Tok. Hun har en ekstremt udpræget dialekt, og folk har gjort sig umage med at finde gamle videoklips hvor hun ikke taler med dialekt. Folk har gjort nar af hende, og tidligere venner har lavet Tik Toks om at hun ikke plejede at snakke sådan i highschool. I mean... Det kan godt blive for meget. Let her be. 

Nok rant for mig for i dag. Jeg skal have dagligvarer mellem klokken 15-16. Jeg har købt SÅ meget frugt, jeg glæder mig supermeget til at spise frugt. Der er ikke noget bedre! Så med det vil jeg afslutte dette indlæg, og det meste er sikkert noget værre vrøvl, men det skal  der også være plads til engang imellem. Det håber jeg i hvert fald!

Riverdale sæson 7 - en grundig gennemgang

Alright, you Riverdale loving people! Naturlig vis så jeg sæson 1-5 og fandt at de var gode, omend lidt sære. Det var en lang serie. Sæson 6 var sær, og det der med at de fik superkræfter, virkede komplet åndssvagt. Da jeg fandt ud af, at der ville komme en sæson 7, håbede jeg, at de ville gå tilbage til det normale "Riverdale univers". I stedet fik vi et shit show, som på mange punkter var værre end sæson 6. Men jeg så alle 17 afsnit, fra ende til anden, bare for at kunne komme her og fortælle jer om dem. Er I ikke glade?

I episode 1 i sæson 7, opdager vi straks, at de stadig er i 1955. De er klar over det, men ikke at de er kommet tilbage dertil. Kun Jughead ved det, fordi det er ham, der skriver historien. Men Riverdales guardian angel, og hans tidligere kæreste, Tabitha, kommer og fortæller ham, at hun vil give ham et kys, og så vil han glemme alt. Og det gør han. Så hele sæson 7 foregår i 1955. De forsøger at proppe historiske ting med ind i episode 1, såsom hvordan de hvide behandler de sorte i USA i 1955, og i deres tilfælde er det i Mississippi. Hvis du har set sæson 6, kan man godt sige, at den starter lige præcis hvor sæson 6 sluttede.

Episode 2... Jeg kan ikke huske det. I mine noter står der "Oh wow. This is bad. Michael Jackson thought he was bad... He ain't on this level. He never was" - så både totalt grammatisk ukorrekt og samtidigt noget der ganske enkelt forklarer hvor kaotisk den episode var. Selvom jeg godt kan lide "Bad" af Michael Jackson. Men vi rykker hurtigt videre. I episode 3 eskalerer det hele fuldstændigt. Det føles som om der er sexeskapader overalt. Og disse "teens" går stadig i highschool, let us not forget. Jeg vil dog sige, at Tonis "Aphrodite"-dans faktisk var ret erotisk/sensuel.

Okay, episode 4, så. Jeg hader Riverdale i 1955. Mistanke om graviditet? No problemo! Du tager noget urin fra den (muligvis) gravide pige, trækker det op i en kanyle og sprøjter det ind i en frø eller tudse. Hvis den lægger æg natten over, er der en kage i ovnen! Der har dog været meget nostalgisk musik i sæson 7 indtil videre, og det er det eneste, jeg kan lide. 

I episode 5 er det, jeg lægger mest mærke til, nummer 1 at der bliver lagt op til ekstremt meget horror, og nummer 2, at Archie fremstår som en tåbe hele tiden. Og hvorfor er han så ekstremt dårlig til at virke overbevisende når han forsøger at spille en highschooler? Ja, det er de allesammen, vel. De er nok alle sammen ved at nærme sig 30'erne, og alligevel går de i highschool. Der er noget "illuminati"-agtige møder, som bliver holdt på skoleinspektørens kontor, og det er skoleinspektøren, borgmesteren, og jeg vil tro viceinspektøren. Det er i hvert fald 3 eller 4 mennesker, og det er altid "after hours", så der ikke er nogen unge på skolen. Og det foregår i skæret fra stearinlys. 

Episode 6 synes jeg har en ganske lige til forklaring: "Lingerie solves everything!" Det dækker faktisk lidt hele episoden. Så vi hopper videre til episode 7, hvor problemet er, at drenge kan føle kødelige lyster. Der er kun én kur for det: Et koldt brusebad. Riverdales helt egen illuminatigruppe har besluttet af tegneserier er roden til alt ondt, og hvis man som en dreng har blade om (mandlige) bodybuilders, så kan man lige så godt indse, at man ikke længere er heteroseksuel. Det behøver ikke at være fordi du gerne vil opnå samme resultat - det er naturligvis fordi du gerne vil kigge på deres muskuløse kroppe og rive den af. Og så er der en ting mere. Det er nok mere en mig-ting, men mine tæer krymper hver gang jeg hører "gosh jolly". Jeg ved godt, at det ikke var sådan at alle unge gik rundt og bandede i 1950'erne, men GOSH JOLLY hvor er jeg træt af de ting de siger i stedet for. "I guess it's not my bee's wax!"

Stadig episode 7. Alle andre end Fangs og Midge er jomfruer. Jughead forlader highschool fordi han får stillet et ultimatum af skoleinspektøren: Stop med at skrive de tegneserier, eller forlad Riverdale High. Han vil hellere lave tegneserier end at gå i highschool. Men han har fundet en ven i science fiction fortatteren Brad Rayberry. Han støtter Jughead og fortæller skolens inspektør at Jughead sagsøger dem, hvis han ikke får lov til at blive. Samtidig har de ladet Jugheads inspektør tro at han er gået over til at skrive om dyr. Betty bliver lidt en løs trunte. Hun er ikke sammen med nogen. Så måske er "løs" ikke det rigtige ord. Lad os kalde hende en "liderlig trunte". Hun sukker i den grad efter sex, hun dagdrømmer om sex, hun tænker kun på det. Og Archie, som har sit soveværelsesvindue lige over for Betty, får en kort glæde af dette, da hun tager sit tøj af foran ham, og står der i sit totalt sexede lingeri. Han klæder sig også af overfor hende, men før nogen når at se noget, bliver de begge taget af deres mødre. Alice Cooper (Bettys mor) vil gerne have hende med i danseshowet som hun og Hal har på den ene tv-kanal, de har, og der sker det frygtelige, at Betty danser på en måde, så man kan se hendes trusser. Lige foran kameraet.

Episode 8 (jeg tror lige, at jeg skærer lidt ned i detaljerne, for husk på at der er 18 episoder, og hvis jeg skal have alle ind i ét indlæg, bliver det meget langt). Hal, Bettys far, insisterer på, sammen med Bettys mor, Alice (jeg elsker at hun hedder Alice Cooper, jeg glemmer det aldrig), at Betty skal være mere fysisk for at bringe sin sextrang ned. Hal vil gerne have at hun joiner skolens heppekor, The Vixens. Veronica flirter med alle. Her er en liste over alle dem, hun har flirtet med i de første 8 episoder: Archie, Julian, Clay, Jughead og Reggie. Og ud over at jeg er ret sikker på, at Tonis pandehår er clip-ons, så er jeg forundret over at alle piger i sæson 7 indtil videre har haft mere end 1 piercing i hvert øre. For det var ikke noget, man havde i 1955. Og jeg savner lidt dengang Cheryl var mean as fuck. 

Efter Brad Rayberry meget pludselig og uventet hænger sig selv, er Jughead knust. Betty bliver fjernet fra heppekoret igen, fordi hendes mor og skoleinspektøren synes at der er for meget "sexyness" på det heppekor, og Betty bliver diagnosticeret som afhængig af sex.

Episode 9 - Veronica har købt byens biograf af ejeren, uden om det salg han var i gang med at fuldføre med hendes forældre. Pludselig er Veronica blacklistet, og ingen vil sende hende film. Det er hendes forældre, der er årsag til dette. Jeg tænker: hvordan kan en teenager, som på daværende tidspunkt lever af lommepenge fra mor og far, gå bag deres ryg og købe en hel biograf? Nå, men Alice Cooper (hehe) og byens præst har læst alle Bettys dagbøger uden tilladelse fra Betty. Da hun kommer hjem, sidder præsten der stadig. Han skal tage imod hendes syndsforladelse og eventuelt foretage en eksorcisme på Betty. Betty opdager at hendes psykiater har en kopi af "Lolita" i sin skuffe på sit kontor. Hun læser den selv, og beder derefter sin psykiater om at passe sig selv. Herefter slår Alice Cooper hånden af Betty. Samtidig slår Veronicas forældre hånden af hende. Brad Rayberry begik ikke selvmord alligevel. 

I episode 10 beder politiet Jughead om hjælp til at løse mysteriet omkring Rayberry (hvorfor beder politiet en highschool elev om hjælp til at løse en kriminalitet, der er begået?) Archie og Reggie, der lige er startet på Riverdale High, flytter ind hos Archie, og de bliver hurtigt gode venner. De deler værelse, så alt andet ville være uheldigt. Reggie er en dygtig basketball spiller, som Archies onkel, Frank, har fået hevet ind fra en anden skole (The Stonewall), og det er den primære årsag til, at Reggie bor hos Archie. Jughead og Tabitha leder efter spor til hvorfor Rayberry  døde. De finder billeder  af en kvinde og en masse brevet skrevet til Rayberry, højst sandsynligt fra kvinden på billedet og adressen på konvolutten afslørede at de kom fra South Carolina.  Brad og June blev gift i New York og flyttede til South Carolina. På grund af racisme, blev Brad nødt til at flytte. Sheriffen (som er Kevins far) viser Jughead Rayberrys straffeattest og hvor tyk den er, fyldt med ting som Jughead finder det umuligt at tro på. 

Archie & Reggie kommer op at slås, men bliver gode venner igen. Pop's, som er caféejeren, tilbyder sin gamle bil til Reggie, som tager imod den. Fangs er godt på vej til superstardom da han efter en koncert med mange skrigende fans, får et visitkort fra en mand fra Phantom Rock Records. Reggie kalder sin nye bil for Bella, og han lader Betty hjælpe sig med at restaurere den, fordi hun er ekspert i den slags, efter hun har lavet en masse bilarbejde sammen med sin far. Archie troede at han og Reggie skulle gøre det, men han accepterer Betty. En dag, da Jughead er i Rayberrys lejlighed, spørger en nabo til Rayberry. Hun vil gerne låne mælk til sin kat. Grunden til at hun spørger, er at hun hørte mælkemanden levere mælk til Rayberry for nogle aftener siden. Jughead spørger hvordan man "hører" mælkemanden, og hun siger "den specielle lyd af glasflaskerne". Jughead tænker straks på Ethel, hvis forældre der blev myrdet af "mælkemanden", og som nu er årsagen til, at Ethel sidder i arresten, og står over for en retssag. Jughead vil redde hende. 

I episode 11 er det tid til halloween. Riverdales highschool elever må ikke have kostumer på, men Veronica dukker op på skolen i et yderst sparsomt stykke tøj, som identificerer hende som heks. Ingen siger noget til hende om det. Nogle elever gør, da hun spørger hvorfor ingen andre er klædt ud, men skoleinspektøren eller nogle andre, som fx en lærer, siger intet. Jughead kommer ind i lokalet og ser en af sine klassekammerater, der skal til at drikke mælk. Han bitchslapper mælken ud af hånden på den stakkels knægt og råber "NO! Don't drink fresh milk!" Betty tænker stadig på sex. Hun tænker ikke på så satans mange andre ting. Fordi halloween er forbudt i Riverdale, beslutter de unge sig for, at lave noget alligevel, fordi det netop er Riverdale. Alice Cooper ejer Riverdale (hehe), og tillader allernådigst at Veronica holder en fest for teenagere i sit casino. Eller er det biografen eller oppe i lejligheden? Det kan jeg ikke huske. Sorry. Cheryl, som er snerpet AF, holder sin egen (pyjamas)fest for pigerne i hendes klike. Betty, som har "the butterflies" for både Archie og Reggie, bliver rådet af Veronica til at kysse dem begge to på halloween, og fortælle hende alt om det dagen efter. Veronicas fest er et sted, hvor der ikke er sparet på noget. Alice Cooper kigger forbi og bliver overrasket over hvor mange der ikke sidder derhjemme og ser TV. Reggie ser Betty og Archie holde i hånden og vælger at trække sig (for både Archie og Reggie havde "the butterflies" for Betty). Lige inden Betty og Archie skal til at kysse, ser Betty en mælkemand. Og som vi ved nu, er "The Milkman" skurken i sæsonen. Jughead finder tilfældigvis ud af, hvem der oprindelig skrev om "The Milkman". Det var en mand der hed Ted Sullivan, som desværre er død. Men Ethel dræber mælkemanden, da han overrasker hende i hendes lejlighed.

Episode 12 lægger ud med en masse Riverdal Bulldogs, som er kørt galt. Bilen blev kørt af Julian Blossom. Reggie var med, og han var ikke så hårdt kvæstet, så han dykkede ned i vandet, hvor bilen lå, og bjærgere de andre Bulldogs op. Den eneste, der kom til skade, sådan rigtigt, var Julian, der endte i koma. Julians far er virkelig pissed. Han giver skylden på Reggie. Samtidig får vi at vide, igennem Jughead og Ethels 'storyline', at tegneserier er roden til alt ondt. Betty er røvtræt af sin mor og flytter ind hos Veronica. Den første aften inviterer Veronica Kevin & Clay, som er et tys-tys par (i 1955 var det ilde set at være homoseksuel). Archie bliver rost til skyerne for sine skriveevner, og hans engelsklærer opfordrer ham til at skrive mere. Ethel bliver frikendt. Hun har ikke myrdet sine forældre. Cheryl er pissed over at Archie skal overtage Julians plads på basketball holdet. Jughead og Ethel slår deres kreative pjalter sammen igen, og vil gerne skrive en opfølger til "The Milkman". Men redaktøren siger "alt andet end dét". Reggie, som oprindeligt spillede basketball for The Stonewall Stallions, leder nu team Riverdale Bulldogs, og han har en strategi, der kan få dem videre til delstatsmesterskabet. 

Ethel kan ikke stoppe med at tegne mælkemanden, selvom de har fået afslag. Jughead overvejer at finde en mulighed for at fortælle Ethels historie om Mælkemanden, men uden at nævne Mælkemanden eller vise hans ansigt. Samtidig bor Betty og Veronica i Veronicas lejlighed, og de har bare "the time of their lives". De har dejlige aftener med pigesnak, neglelak og andre pigeting. En sen aften kommer snakken ind på det mere erotiske emne (sex), og Veronica og Betty snakker om, at de gerne vil prøve at kysse hinanden. Netop som de skal til at gøre det, braser Archies mor ind ad døren og kræver en forklaring. Men da hun finder ud af, at Alice Cooper har frasagt sig Betty, og Veronicas forældre også har valgt hende fra, sværger hun, at hun i stedet vil få bragt tingene i orden igen i stedet for. Ethel og Jughead finder på en genial idé: Postmanden. Hvem siger, at det skal være Mælkemanden? Den bliver godkendt. 

Borgmesteren, som er Clay Blossom, har ondsindede planer omkring Reggie & The Bulldogs, men bliver overrasket, da hele holdet stiller op på hans kontor, og Archie  overdrager sin rolle som holdkaptajn til Reggie. Cheryl har overhørt dele af en samtale mellem sin far (Clay Blossom) og skoleinspektøren, og hun har fortalt det til Archie. Så nu hvor Reggie er holdkaptajn for The Riverdale Bulldogs og skal være det for resten af sæsonen, viser det sig at være en rigtig god idé. De vinder kampen mod The Stonewall Stallions, og en mulighed for delstatsmesterskabet  åbner sig. 

I episode 13 bliver engelsklæreren, Mrs. Thornton, arresteret for mistanke om kommunisme. Dette sker midt i en lektion, hvor eleverne har fremført små stykker som f.eks. Shakespeare. Hun bliver eskorteret ud af skolen midt i en lektion, og deres nye, midlertidige lærer (vikar) er ingen mindre end Mrs. Blossom - hustru til borgmesteren og mor til Cheryl og Julian. Cheryl bliver instrueret i at sladre om de andre elever, og hun får en liste af navne hun skal undersøge nærmere. Finde ud af, om de er kommunister. Hendes forældre siger, at hun får netop denne opgave fordi hun tidligere har kysset en pige i et skab (Toni), og at de kun lige akkurat har kunne få denne favorable handel for Cheryl. Hun siger at hun ikke vil sladre, og hendes forældre truer med at holde hende væk fra The Vixens, som er hendes "projekt " - hun er heppekorsleder, og hun vil ikke opgive dette. 

Veronicas far kommer til byen for at fortælle Veronica at han er anklaget for at være kommunist, han er blevet set i Cuba med en højtstående person (jeg kan ikke helt lige huske præcis hvem, men ... sikkert noget med Fidel Castro), og han har brug for hendes hjælp. Veronica bliver mødt af en person, der viser hende et billede af hendes far og denne mand, og de sidder sammen med 2 kvinder. Veronica er knust, fordi hendes far (igen) er utro. Kommunismen er en fare overalt i Riverdale, alle voksne er bange for at blive sat i bås, og den eneste måde ikke at blive dømt som kommunist på, er at sladre om andre. Veronicas mor ankommer også til Riverdale, og hun har to grunde til sit besøg. Hun vil fortælle Veronica at hun og hendes far skal skilles, og samtidig spørge, om Veronica vil holde jul sammen med hende i New York, bare de to.

Skolens avis bliver lukket. Betty, hvis mor har snuppet hendes skrivemaskine, snupper skolens nu ikke-nødvendige skrivemaskine. Hun opretter et nyhedsbrev, og en postboks, og hver uge deler hun disse nyhedsbreve ud. Ingen ved, hvem der har lavet dem. Hun kalder dem "The Teenage Mystique", og hun går undernavnet "The Girl Next Door". Folk elsker hendes nyhedsbreve, og brevene til  hende vælter ind hver uge.

Jughead og Ethel har, på grund af et forbud mod tegneserier, solgt  deres "The Postman" 'under bordet' på Pop's, men de bliver taget til sidst. De modtager ingen straf som sådan, men alle deres tegneserier bliver taget fra dem. De tegneserier, som politiet har taget fra Jughead og Ethel, bliver sammen med tegneserier som skoleinspektøren har købt af eleverne "fordi vi har jo læst dem", bliver føde for et kæmpe bål, der bliver holdt samme aften, foran skolen. Alle tegneserier bliver brændt.

Archie fremlægger, sammen med Betty, et stykke skrevet af Arthur Miller som hedder "The Crucible". Geraldine Grundy, en tidligere studerende under Mrs. Thornton, har nu overtaget hendes plads som engelsklærer. Hun opsøger Archie på gangen og fortæller at Mrs. Thornton altid sagde, at Archie var noget ganske særligt, en vidunderlig poet. Mrs. Grundy vil gerne arbejde videre med Archie. Hun tilbyder ham at han kan læse noget af hendes mands poesi, hvilket Archie takker ja til.

Episode 14 er en musical. Jeg nægter at deltage. Men jeg har set den, og jeg har slettet den fra mine nethinder. 

Det, vi dog lærer, er at Veronica og Betty (Vee & Bee) har seksuelle følelser for hinanden. 

Gost så. Episode 15 starter op og det er på tide med en skønhedskonkurrence! Miss Riverdale Teen Queen vækker uro blandt pigerne. Konkurrencen sendes for første gang live på nationalt tv, og præmierne er en spritby bil, en Hollywood screentest og et stipendium til et universitet. Betty melder sig til, selvom hun oprindeligt ikke ville, og hendes mor er bange for, at hun kun gør det for en feministisk sag og ødelægger programmet (det lader til at alle shows der bliver vist i Riverdale er hoastet af Hal og Alice Cooper)Alice Cooper afslører at hun engang selv har været Miss Riverdale Teen Queen, og fordi hun vandt, drømte hun om at blive stewardesse. Men hun står for konkurrencen, og hun skal derfor træne de piger der har meldt sig til, i de forskellige ting, de skal kunne, som f.eks. positur-træning, og hun hjælper dem med at vælge en kjole. Der går dog ikke længe før Alice Cooper finder ud af, at Midge er gravid. Som den ansvarlige kvinde Alice Cooper er, kan hun ikke se andre muligheder end at smide Midge ud af konkurrencen, og sende hende i et kloster, hvor hun skal være indtil barnet er født. Faren til barnet er Fangs, og både han og Midge er dybt ulykkelige fordi de ikke kan være sammen. De ringer så tit som muligt til hinanden. Det betyder, i deres tilfælde, at Midge ringer fra en telefon hos The Sisters of the Quiet Mercys kloster til telefonen på den bar, som Toni har, The Darkroom. Hvorfor har en teenager sin egen bar, og en anden teenager sin egen biograf? Wow... Det er så realistisk, det her. 

Nå, men Ethel, som ikke har meldt sig til, fordi hun ikke føler at hun har hvad der skal til, bliver overtalt af de andre piger til at tage Midges plads. Ethel er lykkelig, men Alice Cooper er rasende. For hvad skal der dog blive af stakkels Ethel, når pressen begynder at snage? Da Betty graver lidt, viser det sig, at det er fordi Alice Cooper ikke synes at Ethel har fortjent titlen som Miss Riverdale Teen Queen. Alice giver sig ikke, så Veronica og Betty går i stedet til Hal, som først siger blankt nej, men snart er mere forstående, da han får stillet et ultimatum: "Ethel er med, ellers går vi alle sammen". Kjolerne er supersmukke, især  Cheryls. Men hun ser altid godt ud i rødt. Drengene fra Riverdale High står på Pop's og ser det hele ske på det lille sort/hvide tv. Da Ethel går på, og åbner sin mund, er de alle i dybt chok over, at de ikke vidste at hun kunne synge. Efter hun er færdig med at synge, er der stående bifald i studiet. Der er 3 dommere, hvoraf 2 af dem vist er fra skolen. Trods dette, formår Ethel Muggs at vinde. Eller gør hun? Det viser sig, at der blev stemt på Betty Cooper, men at Alice Cooper havde sagt Ethels navn for at trodse Hal.

Episode 16 åbner med den nye poesigruppe, som består af Archie, Betty & Cale, samt ikke mindst Mrs. Grundy. Cheryl og Toni får en udgave af et 'underground pinup lesbian magazine', som hedder "Femme-and-in". De sad og kiggede på nogle flotte damer i et andet blad, og viste dem til Lizzo, der smed dette nye underground blad foran dem. De kigger lidt i bladet, og så ringer klokken. Tid til time. De spørger Lizzo om de må låne det, men Lizzo siger, at de må få det, fordi hun altid bestiller to. Hun tilføjer "bare I ikke bliver fanget med fingrene i kagedåsen" og blinker til dem. Julian Blossom, der igen er vågen og med på basketball holdet, annoncerer i omklædningsrummet efter træning, at han har skaffet en pornofilm, hvor man ser alt. Han vil vise den for alle de andre i sine forældres lade, og Kevin og dennes kæreste, Clay, får til opgave at "låne" Veronicas filmfremviser. Da de er halvt ude af biografen, opdager Veronica, hvad de laver, og hun giver dem til tilbud: "I kan vise filmen her, det eneste jeg beder om, er at jeg og en veninde må være med." Naturligvis ved man straks at denne veninde er Betty, og ganske rigtigt. Det er Betty. Filmen, som hedder "The Honeymoon", har ikke spillet i mere end 5 minutter før Betty stopper den. Hun har genkendt kvinden i filmen som værende hendes søster, Polly, som hun ikke har talt med i nogle år. Hun ringer til Polly.

Imens har Tony og Cheryl besluttet at tage deres egne pinup billeder, hvilket er forholdsvis nemt, fordi Toni allerede har alt hvad der skal bruges. Toni fremkalder dem, og de er virkelig gode. Cheryl har dem på sig, fordi hun skal male et oliemaleri af det hun bedst kan lide. På gangen støder hun ind i Betty, og hun taber sine ting på gulvet, hvor Betty ser dem. De sætter sig uden for på en bæk for at snakke. Cheryl er selvfølgelig meget aggressiv, for hun vil ikke have at alle på hele skolen ved, at hun er kæreste med Toni. Betty lader Cheryl vide, at hun også har en hemmelighed, og hun fortæller at det er hende, der står bag The Girl Next Door nyhedsbrevet. Cheryl bløder helt op på 0 sekunder, for hun elsker det nyhedsbrev, og de hilser på hinanden, som de nye venner, de er blevet.

Betty finder ud af, at hendes søster kun har lavet den ene film, og at hun stort set lige siden har forsøgt at få fat i alle kopier. Men hun mangler så vidt hun selv ved, kun en enkelt. Hun arbejder som Burlesque danserinde nu, og er endda ret berømt, finder Betty ud af, da hun afslører dette for Veronica, der fangirler totalt over at Bettys søster er Polly Amorous. Veronica insisterer på, at Polly må komme og optræde i hendes ... The Babylonium, og alle i publikum vil være kvinder. Det viser sig at blive et kæmpe hit. 

Archie og Reggie lejer en filmfremviser og en ny pornofilm af Julian for 2 dollars. De er sikre på, at det er de bedste 2 dollars de nogensinde har brugt. De sidder der, igennem hele filmen, kigger på hinanden og på skærmen - for det var ikke lige det, de havde regnet med. Det var mere "mand på mand" end noget med en pige - der absolut ingen kvinder med i den pornofilm. Så dagen efter opsøger de Julian og forlanger at få deres 2 dollars tilbage. Han giver dem de 2 dollars, og tilbyder dem at de kan låne en anden film. Den brænder i filmfremviseren efter få minutter. Både Archie og Reggie er dybt frustrerede, fordi de begge to er virkelig tændte. Archie foreslår, at de går til byens prostituerede, Twyla. De venter ude foran hendes dør, og da hun stikker hovedet ud, rejser de sig begge og går ind. Da de går derfra, kører de direkte til skolen, hvor de sidder og ser solopgangen. Archie siger "Jeg elsker dig, Reggie", og Reggie svarer "Jeg elsker også dig, Archie". 

Jughead kæmper hård imod censur på tegneserierne, som han og Ethel laver.

Episode 17 er episoden, hvor Betty har besluttet sig for at skrive sit manifest. Hun kalder bogen for "Den samlede og udvidede Teenage Mystique". Det er episoden, hvor Jughead og Veronica officielt danner par, og Archie har skrevet et digt, som han viser til Mrs. Grundy. Hendes reaktion er: "Dit seneste digt er så meget mere modent. Det er som om du voksede op natten over." Hvilket er korrekt, eftersom han har tilbragt natten, med sin bedste ven, hos en prostitueret. 

Det er episoden, hvor Betty føler sig som den eneste teenager i verden, der ikke har haft sex. Cheryl, som Betty beklager sig til, låner hende et "Femme-and-in", hvor der er en guide til "selv-love" for kvinder. Jugheads tegneserie, "Veronica The Teenage Witch"bliver afvist, men redaktøren kommer med forslag: "Gør hende til en blondine. Giv hende mere tøj på. Og kald hende noget andet end Veronica. Det navn får en til at tænke på Veronica Lake." Så Jughead tegner en ny teenage witch, som hedder Sabrina. Det er rent faktisk Sabrina The Teenage Witch - men som redaktøren siger (jeg mener at det var redaktøren) "Giv det lige nogle år" - og allerede i 1960'erne var den tegneserie overalt. Men det ved man jo ikke i dette univers. 

Skuespiller og sanger Josie McCoy kommer til Riverdale for at se, om The Babylonium er et sted, hun vil vise sin første feature film. Veronica lover at gøre det til en bragende succes, og selvom filmen knækker, kan Kevin og Clay svejse den sammen på 5 minutter, og i de 5 minutter optræder Josie i stedet på scenen med en sang. 

Betty og Cheryl connecter virkelig over Bettys bog, og Cheryls planer om at offentliggøre de billeder hun har taget med Toni for at ydmyge sine forældre, efter hendes mor har ødelagt dem (Toni havde stadig negativerne). Betty spørger om Toni måske vil tage et pinup-billede af Betty til hendes bog, på forsiden, og Toni har taget en del, så Betty vælger det, hun bedst kan lide. Herefter laver Cheryl et oliemaleri af billedet, så det ser godt ud på Bettys bog.

Og hermed, damer og herrer, render vi ind i det forhåbentlig sidste afsnit af denne længe fortabte serie. Episode 18. Riverdales unge bliver advaret om atomkrig, og hvad de skal gøre, hvis der kommer atomkrig. Kevin og Cale overvejer at melde sig til handelsflåden. De forsøger at overtale Archie, som virker  som om det er en god idé. 

Betty, Ethel og Veronica tager lektioner i operation af automobiler. De får alle prøver inden se skal ud for at lære at parallelparkere, som er den første gang man ser dem bag rattet. Dilton har ikke vist sig ret meget i denne sæson, men han dukker lige frem for at fortælle, at han elsker Jugheads tegneserier, og han viser Jughead sin families bunker, så han kan komme der, hvis der sker noget. Mr. Blossom har gang i noget mystisk omkring palladium.

Cheryl overhører sine forældre snakke med hinanden alene, men de snakker ikke engelsk. De taler russisk. Hun har hørt sin far snakke lidt om et projekt Moloch, og han har fået en eller anden form for statue af Moloch leveret af en herfører. Hun fortæller det til Jughead, der beder hende om at finde mere og eventuelt luske lidt rundt. Hun finder et hemmeligt rum med den ene mælkemandsuniform efter den anden, samt de så genkendelige mælkeflasker. 

Betty opdager at hendes far har været hendes mor utro, og at udfaldet af dette er Ethel. De er halvsøskende. Hal og Alice Cooper tilbyder at adoptere Ethel, men hun takker nej. 

Cheryl og Jughead opdager flere ting om Cheryls familie, som f.eks. at de har en palladiummine som stadig er i brug. Og Veronica, som har forbindelse til FBI (igen, hvorfor?) sørger de  for, at FBI kommer ud til Riverdale og raider Blossom familiens hus. Cheryl har fået det arrangeret så det passer med, at FBI ankommer, når familien sidder og spiser søndagsmiddag.

Serien rundes af med Jughead, der snakker lidt om hvad der sker nu, og Ethel og hendes kæreste kører afsted mod Hollywood i den bil, hun vandt, til den Hollywoodscreentest hun også vandt. 

Og nu behøver vi aldrig at bekymre os om dem igen. Dette indlæg har taget mig hele dagen at skrive. Jeg har holdt pauser, naturligvis, men det har taget mig en hel dag. Og der var ikke engang nogen der bad om det! Haha! Der er sikkert ikke engang nogen, der gider at læse hele denne smøre om absolut nonsens. Men jeg har set hele sæson 7, bare fordi jeg ville, og jeg har taget noter, fordi jeg godt kan lide at tage noter. Det har været en svær opgave at skrive i dag, fordi jeg har mange myoklonier, det er noget rigtig lort, men det fortæller jeg mere om en anden gang. 

Sov godt, Wordling, hvis du er nået hertil. Hvis du er, har du sikkert materiale nok til at skippe sovepillen.