Hello Wordlings!
Jeg sad og tænkte over noget i går. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg kom til at tænke på det, men det kom ind i min hjerne, og der blev det. Vi "kender" alle en seriemorder eller 2. Der er Charles Manson, som faktisk ikke var en seriemorder, Richard Ramirez (The Night Stalker), Edmund Kemper III (The Co-Ed Killer), Gary Ridgway (The Green River Killer), Dennis Nilsen og Dennis Rader (The BTK killer. BTK stod for "Bind. Torture. Kill").
Men når vi tænker på dem, hvad tænker vi så? Hvis man er fornuftig nok, ser man selvfølgelig ikke på dem som mennesker der er værd at glorificere eller løfte over os andre. Charles Manson havde sin "familie" som begik de mord, som Charles Manson beordrede. Det var sidst i 1960'erne. Richard Ramirez havde sin aktive periode i 1970'erne, samme med Edmund Kemper og Gary Ridgway. Dennis Nilsen hjemsøgte England i 1970-1980'erne, og Dennis Rader myrdede folk fra midt-1970'erne til start-1990'erne.
Charles Manson sørgede for at 4 mennesker døde. Richard Ramirez slog 14 mennesker ihjel, Edmund Kemper meldte sig selv efter 10 mennesker havde mistet livet, og han hjalp politiet med at fælde Gary Ridgway, som tilstod 71 mord, men er mistænkt for op imod 90. Han blev "kun" dømt for 49 af dem. Dennis Nilsen snuppede 12 liv i London, og Dennis Rader har 10 mord under vesten. Så de har i alt i hvert fald 95 mord på samvittigheden. 99, hvis vi tæller Charles Manson med.
Tør du at gætte på, hvor mange af disse mordere, der rent faktisk er døde nu? Halvdelen. 3 af dem er døde. Men det er ikke sådan, at de døde kort tid efter at være blevet snuppet eller noget. Richard Ramirez var den første til at sætte træskoene. Han døde i fængslet i 2013, 53 år gammel. Charles Manson faldt af hesten i 2017, 83 år gammel. Året efter, 2018, døde Dennis Nielsen, som 73-årig.
Dennis Rader sidder stadig i fængsel, han er 78 år gammel. Edmund Kemper er også stadig i fængsel, og han er oppe på 75 år. Gary Ridgway er hele 74 år. Når jeg tænker på, hvor meget man har hørt alle disse 6 navne om og om igen, og hvor meget skræk og rædsel de satte i folk, og så vide, at de rent faktisk stadig lever - i hvert fald halvdelen af dem? Der er sikkert (mange flere af de "gamle" som jeg ikke lige kan huske, men det betyder ikke, at de skal glemmes) der ikke er med på denne liste. Jeg synes bare at det er lidt voldsomt at tænke på. På en eller anden måde får det mig personligt til at føle mig ældre end jeg egentlig er. Disse mord er primært begået før jeg blev født, men mange af dem er begået efter. Men at disse mordere har siddet inde i så lang tid, og at de har levet så længe, og halvdelen stadig lever - det er voldsomt for mig at tænke på.
Der er i øvrigt ikke nogen yderligere mening bag dette indlæg. Jeg kom bare til at tænke på det, og jeg tænkte at jeg ville dele mine tanker med jer. Hav en god onsdag aften, eller hvilken dag det end må være, når du læser dette!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar