Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

mandag den 19. juni 2023

Mød Oscar (#frenemiesfor10years)

 Hey Wordlings!

Dette er Oscar! Han har været min rollator i ... 10 år nu. Her er nogle glamourshots af ham:

Han har denne fancy zebraringeklokke, så hvis nogen skulle finde på at gå i vejen, kan jeg lige ringe med klokken.


Han havde også 2 af disse streamere i hver side. Men de er faldet af i den ene side, og jeg har lige klippet dem af i den anden. Jeg fik rollatoren tilbage i 2013, efter et ret voldsomt fald (epilepsi), hvor jeg brækkede min ankel. Bruddet var kompliceret, der blev sat en skinne ind, men min krop afstødte den, og i starten af 2014 måtte jeg ind igen og have skinnen og de 7 skruer fjernet. Inden faldet, gik René og jeg lange, hyggelige ture hver dag. Efter faldet udviklede jeg agorafobi (det var nok ikke så meget en fobi, for jeg havde den ikke fast. Den kommer stadig frem indimellem, men det er ikke noget der altid er der.)og kom aldrig ud. Dette medførte at min ryg blev slem (jeg har 3 forskellige rygsygdomme), og når jeg endelig kom ud, ville jeg kun ud om natten, fordi jeg følte at folk kiggede sært på mig. Jeg tænkte, at alle mennesker så mig, 34 år, komme gående med en rollator, med kroget ryg og svært overvægtig, og de tænkte "hun har ædt så meget fastfood og slik og alt muligt og nu er hun så fed at hun ikke kan gå selv! Er det ikke klamt?!" Det krævede meget at  gå ud i dagslys med den rollator. 

Så jeg besluttede mig for at "owne" den, og jeg pimpede den op med de streamere og en ringeklokke. Det hjalp lidt. Det var tilpas fjollet. Men jeg har aldrig følt mig godt tilpas med den. Nu er vi nået til 2023, og jeg er efterhånden blevet 44 år. Det er stadig ikke lettere at gå rundt med den rollator. Det er pinligt fordi jeg er ung nok til at jeg ikke burde behøve en rollator, og det er ydmygende fordi jeg ved at folk tænker at det har noget med min overvægt at gøre. Det er også ekstra pinligt at komme gående med den, holde ekstra godt fast i den fordi man kan føle at der er myoklonier, men man er nødt til at tage hjemmefra, og man så pludselig falder, og ens rollator bare ruller videre, mens man ligger dér og ikke kan komme op. 

Oscar er en rollator, jeg har fået udleveret som hjælpemiddel af Køge kommune. Det er en rollator, der er lavet til handicappede og gamle/svage mennesker. Alligevel har den gummihjul, som skal pumpes jævnligt med en cykelpumpe. Og det er ikke nemt. Vi har købt en cykelpumpe, som kan stå på gulvet og som man kan pumpe op og ned. Men hver gang pumpen skal tages af slangens ventil, ryger der lidt luft ud. Og det gælder alle 4 hjul. Oscar er fantastisk, når hans hjul er nypumpede, men de flade hjul gør ham ikke noget godt. 

Til dagligt står Oscar bag min hoveddør. Der står han fast. Men fordi jeg sidder ekstremt dårligt på min stol, har jeg planlagt at tage en periode, hvor jeg sidder på Oscar i stedet for denne stol. Det betyder at mit keyboard kommer meget langt ned, og jeg måske ikke skriver så meget. Men det gør vel ikke så meget. Jeg har stadig min stol, så jeg kan jo godt lige skifte, hvis jeg vil skrive noget. Jeg har planer om en masse ting i den kommende tid, så min stol kommer nok til at stå ved siden af mig. Men jeg tror, at det bliver rart at sidde på noget andet end min stol lidt. 

Hav en dejlig mandag! BECAUSE: JE$U$!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar