Explosivo... What to do...?

Godt. Nu har jeg fået René til at være med på målingen. I overmorgen, søndag, starter vi friske og udhvilede efter 8 timers søvn, med at måle os omkring maven. Søndag er blevet valgt, fordi vi har valgt den 1. søndag i hver måned. Søndag er den dag, man næsten aldrig skal noget, og i hvert fald ikke om morgenen. Men det skal passe med, at vi er fastende, og det er man altså efter 8 timer. Så det er ikke noget med at sove 4 timer om natten - det går ikke. Men vi må jo kæmpe sammen. Det skulle nok være muligt at kunne sove. Ja, okay, det er altid når man skal, man ikke kan. Haha. Jeg har stadig tabt rigtig meget, jeg har lige været inde på vægtskemaet, men jeg kan ikke huske, hvor meget det viste. Jeg har taget på her i december, men jeg ligger stadig rigtig tæt på at have tabt 10 centimeter. Det er lidt besværligt, når man ikke har en vægt - men det går faktisk udmærket, det her med målingen.

Og nu til det triste. René har sagt det til mig i dag, og jeg skammer mig, for jeg ved det godt. Han er steget i antidepressiv medicin for ikke at være eksplosiv og vred konstant. Og det virker. Men. For der er et men. Jeg har overtaget. Jeg er eksplosiv. Jeg snerrer af ham konstant, og hvis jeg ikke får min vilje, græder jeg. Jeg er forfærdelig. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det gør jeg ikke. Når han gør mig opmærksom på det, forsøger jeg at udrede trådene og fortælle ham hvorfor jeg reagerer, som jeg gør, og siger undskyld, hvis det er min fejl. Hvis det ikke er min fejl, siger jeg naturligvis ikke undskyld, men af og til, at vi har snakket forbi hinanden eller har misforstået hinanden.  Jeg æder meget af min stolthed engang imellem, men det er det, der skal til, så det er det, jeg gør. Jeg tror ikke helt, at det her er noget, jeg kan klare på egen hånd, og jeg tror ikke helt, at René kan hjælpe mig - eller at KBJ kan. Jeg tror, at jeg skal snakke med en psykolog. Men... Ja. Jeg har brug for seriøs hjælp, lige nu, tror jeg. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så vred. Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg ved godt, at jeg har ekstrem vrede i mig, og jeg ved godt, at det hele går ud over René - men er det kun ham, der skaber det, eller kommer det fra andre sider, og havner hos René? Jeg ved det sgu ikke... Jeg er SÅ meget i tvivl. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Parterapi... Det virker så åndssvagt. Det er heller ikke det, vi har brug for. Vi har brug for, at jeg lærer at styre mit temperament. Måske skal jeg lade René være alene hjemme, når jeg tager op til KBJ, og så virkelig bare snakke igennem, uden at tænke over, at mit livs kærlighed sidder lige ved siden af. Bare... Snakke? Men igen, det er mere et psykologjob. Jeg har egentlig lyst til at arbejde med det skriftligt, sammen med Helene (selvfølgelig ville jeg betale hende), for jeg er bedst til at få tingene ud på den måde. Men det fungerer nok ikke, og jeg har ikke 800 kroner at smide efter en psykolog hver måned. Heller ikke selvom det er Helene. Jeg bliver nødt til at snakke med René om det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre. Hvad jeg skal gøre. Hvad jeg burde gøre. Jeg vil bare gerne være glad igen. Hmm... Det var da en interessant sætning. Er jeg ikke glad? Det går måske ikke helt så godt, som jeg selv synes? Nå. Glem det. Jeg snakker med René om det her. Kommer frem til en løsning. Det er det, man gør, når man er et par. Finder på løsninger sammen. Det er helt sikkert den bedste måde at løse sine problemer på. Kommunikation.

Tøj!

Jaja, 45 indlæg i dag, stick it where the sun don't shine -

Da jeg var ung var gamacher det mest hotte, man kunne iføre sig. Gamacher og en cool bluse. Det var det mest cool. Men så kom der en eller anden og råbte "NARKOLUDER" efter en afdanket alkoholiker på en ensom station. Og så kom der flere til og råbte "NARKOLUDER" til alle iført gamacher, og især hvis det var dem, der stod Harley Davidson på. Men! Så kom der en virkelig smart designer og sagde - "det kan blive et hit igen! Vi mangler bare et nyt navn... Leggings!" Og så lavede man en serie billeder af modeller iført "leggings", havde leggings på catwalken og spredte den glædelige nyhed om leggings. Og hvad skete der så? De gamle, træls gamacher blev ophøjet til noget fantastisk og kunne nu glæde sig over at sidde på ret mange kvinders og pigers ben. Men på et tidspunkt dukker der en op og råber "NARKOLUDER". Hvad skal det næste navn så være? Begynd at tænke på det allerede nu - måske kan det være jer, der scorer kassen!

Makeuppen - Renés shopperi...

Jeg har lavet en seddel til Rene til Matas. Så kan han (måske, hvis Matas fører det mærke, jeg skal bruge) købe de rigtige ting til mig! Listen ser sådan her ud:

Max Factor Earth Spirit Single 116 Wicked White 

(eller Maybelline Color Tattoo 40 Permant)

Max Factor Earth Spirit Single 107 Burnt Bark

(eller Maybelline Color Tattoo 50 Eternal Silver)

Rimmel Volume Flash x10 Waterproof 001 Black

Matas Curl Cream

Så 2 øjenskygger, en mascara og et hårprodukt. Det kan da ikke være bedre. Og kun 15 kroner over gavekortets værdi. Det er fordi, der efter øjenskyggerne og mascaraen var 40 kroner tilbage - og det kan man bare ikke bruge til en skid, men man kan ikke få pengene udbetalt.

Jeg er spændt på, hvad turen bringer ham - mig - og om han kan klare det. Jeg er i telefonen hele vejen, tror jeg. Det har vi i hvert fald aftalt. På vej derned snakker han nok med sin mor, men når han er kommet derned, er det nok mig, der bliver ringet til. Yeah. Vi er jo nødt til at være i telefonisk kontakt, når han skal købte makeup til mig! Det er altså vigtigt, at jeg får de rigtige farver. Men okay, som han sagde: "Jeg kan bare få sat bytte mærker på det hele" - det er jo meget smart, så selvom han køber det, som står på sedlen, kan jeg alligevel bytte det, hvis farven ikke er korrekt, når det når hjem til mig.

Thomas - fordi han er cool!

??? Hvem fanden står og smører mad og putter rundstykket ned i syltetøjsglasset? Og lægger låget på tallerkenen? Ja, det gør jeg jo så. Psh...

Jeg har sagt det før. Jeg siger det igen: I 80'erne var Thomas Helmig The King. For nogle dage siden citerede jeg den dybt logiske og smukke sang, "Det' mig der står herude og banker på", og denne gang vil jeg straks citere en sang fra samme plade, nemlig "Sådan var det for lang tid siden":

"Jeg sad alene bag en lukket dør og kiggede på mig selv i et spejl. Snakkede helst ikke med nogen som helst  - ville hellere tie stille end at dumme mig. Sådan er der mange, der har haft det før - sådan er der mange der har det i dag. Uden tro på at det de har mistet nogensinde vender tilbage - jeg var bange for at miste dig! Åh! Jeg var så bange for at miste dig. Sådan var det for lang tid siden - sådan er det ikke mer'"

- Thomas! Du sagde (sang) det! Du vidste sgu hvad det var "all about". Man skal ikke ødelægge sig selv for at holde fast på hinanden. Elsker man ikke hinanden, elsker man ikke hinanden - slut færdig - og så må man skride. Man skal ikke hænge sammen bare for at være sammen. Det er min filosofi, som jeg netop har lånt af Thomas, og som jeg er helt enig i.  Og vi må ikke glemme Thomas'  forsøg på at være virkelig morsom allerede i 1990, på pladen "Løvens hjerte", i sangen "Modvind":  "Lige nu er alting håbløst, aldrig har jeg været så langt fra dig. Lige nu; ulykkelig. Jeg tænker: godt jeg ikke er mig. Modvind babe - det' til at klare". Det er så sandt, som det er sagt. Det er helt sikkert, at et forhold af og til kommer i modvind, og måske klarer man det - også selvom man har tænkt: "Godt jeg ikke er mig".

Og man må jo sige, at Thomas kan synge. Han har en god sangstemme. Jeg elskede Thomas' musik dér i midt-80'erne og frem til "Løvens hjerte". Min yndlingsbamse hed endda Thomas, opkaldt efter Thomas Helmig. Men det var jo sådan, at jeg lige omkring 89-90 opdagede vidunderet Madonna, og derfor ikke havde plads til Thomas. Øv bøv. Og siden da har han ikke lavet så god musik, synes jeg. Jeg synes dog stadig, at hans stemme er skabt til at synge - den er virkelig sprød, eller hvad man kan finde på at kalde den. Den har bare den dér lækkerhed over sig. I hvert fald til popmusik.

Hov! Jeg tror at jeg har fået menstruation. Jeg har fået ondt, nemlig, netop nu, og det passer tidsmæssigt, med at det skal komme i disse dage. Cool. Så er det da i hvert fald overstået om 3-4-5 dage, alt efter hvor voldsom den bliver denne gang. Sidste gang mærkede jeg stort set intet til den, så jeg kan være heldig, at min menstruation er smertefri igen denne gang!¨¨

Men nu tror jeg, at jeg, hvis jeg kan nå det, inden René går, smutte i bad, for jeg har virkelig ikke en rar duft. Jeg har også overskud i dag, så det er da bare med at komme i gang! Haha. Jeg ryddede vildt meget op i går, og pakkede vasketøj i går aftes. Eller... Omkring halv tre i nat. Det blev sgu lidt sent i nat.

Madvaner

Jeg har lige spist et naanbrød. Det var sgu lækkert nok. Jeg fik ikke spist så meget aftensmad, og det var det eneste, jeg har fået indtaget i dag - så jeg tænkte, at jeg lige ville afslutte med et godt, varmt brødrister-ristet naanbrød. I morgen er jeg nødt til at huske, at jeg skal spise morgenmad. Det er vigtigt. Det er vigtigt at jeg husker at spise. Min mor siger at jeg skal sætte alarmer, så jeg kan huske det. Det virker bare virkelig stupidt. Det er bare superusundt at spise ét enkelt måltid mad i døgnet, hvor sundt det så end er. Jeg må spise morgenmad, og frokost, gerne et mellemmåltid. Jeg kan ikke fortsætte i den her retning. Jeg ved godt, at jeg taber mig, men det er ikke det værd. Måske er det ikke derfor...? En af bivirkningerne ved Zonegran er "vægttab" - det kan godt være det... Jeg ved det ikke. Men jeg er glad for, at jeg bliver smallere. Jeg er ikke glad for, at jeg ikke spiser mere. Af og til tænker jeg på det, især mens jeg laver morgenmad til René, men så tænker jeg "AD! Jeg venter til senere, når jeg har fået lyst" - men lysten kommer bare aldrig. Jeg spiser aftensmaden, som regel fordi jeg er sulten, men ofte fordi jeg bliver tvunget til at spise. René er lidt led, hvad det angår. En gang imellem er det bare sådan, at mad er viiirkelig klamt, og jeg ikke har lyst til at spise noget. Hvorfor skal jeg så tvinges til det? Jeg forstår det bare ikke. Jo, altså, jeg er jo ikke idiot. Men hvorfor ikke bare sige "så spis hvad du kan" i stedet for at fylde min tallerken med hvad plejer at spise og sig "Spis op"? Men I kender det godt, ikke? Når man sidder og skal spise, og maden bare får kvalmen til at vælte op i en, fordi den ser så ulækker ud - selvom det normalt er ens yndlingsret, og måske er det igen dagen efter. Og efter de dage, hvor maden er megaklam, kommer der som regel en af de dage, hvor man får spist alt for meget aftensmad og bliver træt. Og så kommer man ind på sporet igen. Men ét måltid mad om dagen - det er et no-go.

Jeg skal i seng om en halv times tid, og jeg burde lige ordne køkkenet, så der er rent og pænt, når vi står op i morgen. Det er nemlig rart at stå op til et rent og pænt køkken. Det minder mig om (sjovt nok): kender I følelsen af, at I har noget på hænderne, der ikke skal være der, eller omvendt? Altså noget, der burde være der, men ikke er det? Eller at noget af hånden mangler? Ikke sådan så et stykke er væk, men sådan en form for "pludselig opstået" følelsesløshed et sted på hånden? Det kan godt være, at det er mig, der er blevet lidt småsindssyg. Hehe. Det kunne da lige ligne mig! Så håber jeg, at det er væk på mandag, når jeg skal ind til min farmor! Hehe

Helene - igen

Jeg svarede på Helenes mail sidst, selvom jeg egentlig ikke havde planlagt det, men... Ja. Hun stillede mig nogle interessante spørgsmål, som jeg gerne ville svare hende på. I dag, her til aften, har jeg fået et svar. Helene er et godt menneske, synes jeg. Jeg har altid holdt meget af hende. Mens jeg gik hos hende i Køge, da jeg boede i Solrød, kom jeg en dag med en kæmpe buket blomster, og jeg sagde til hende "Jeg er sikker på, at det er din fødselsdag i dag" (jeg havde selvfølgelig en vase med). Hun svarede, at det var det ikke, men sagde "Det er den 14. august" (så vidt jeg husker), og da den dag kom, arbejdede hun ikke længere i Køge, men havde startet sin egen praksis. Hun sagde til mig: "Rikke, du må gerne komme hos mig for et symbolsk beløb. Hvad har du råd til?" Jeg sad og talte lidt. Jeg sagde "Jeg kan undvære 300 kroner om måneden". Hun svarede "Skal vi så ikke sige, at du kan komme her hver 2. uge?" 150 kroner for en konsultation hos en privatpraktiserende psykolog?! Det er fandeme billigt! For ikke at ruinere hende, stoppede jeg, da jeg selv følte, at jeg var klar. Mens jeg kom der, på Frederiksberg, tog jeg altid en lille ting til en 50'er med. Hun blev altid så glad. Hun bar mig om at skrive en lille "notits" om hende på hendes hjemmeside, faktisk. Helenes hjemmeside - jeg er presset ind sammen med en anden, fordi vores tekster er korte. De andre er temmelig lange. Jeg har ikke sådan rigtig læst nogen af de andres, men de er skimmet, og jeg kan da godt se, at min er lidt kold og ikke særlig følsom. Jeg tænkte bare ikke lige på, at den skulle fortælle om mit forløb. For mig handlede det om at fortælle om at forklare om Helene og på kort vis forklare hvad hun er i stand til. Men jeg er glad for, at hun spurgte mig.

Jeg kommer altid til at smile når jeg ser det dér billede, hun har på hjemmesiden. Haha. Normalt så hun slet ikke sådan ud. Hun var sådan lidt mere "løs" i det - der var ikke så meget, der skreg "PSYKOLOG", men ok - det er en side om en psykolog. Hehe. Jeg savner hende dog så meget, at jeg indimellem lige er inde og læse lidt, selvom teksten stort set ikke er ændret siden siden blev lavet. Jeg tjekker også, inde på en anden side, om hun stadig praktiserer, for jeg vil blive utrolig ked af, hvis hun ikke gør, selvom det nok vil være hendes eget valg. Det håber jeg. Men sikke mange mennesker, der går glip af den terapi, der måske kunne redde dem, som den reddede mig. Hun arbejder også som lektor på Københavns universitet, og hvis bruger sit arbejde dér fuldtid, er det jo også godt - for så giver hun masser af psykologstuderende den viden, hun selv har - og på den måde kan de måske gøre bare bare lidt mere gavn end ellers. Og hun skriver til mig, at hun stadig bruger mange af de ting, jeg har fortalt hende dengang, og som jeg har sagt er OK, til undervisning derinde. Det er mærkeligt at vide, at der sidder alle de psykologstuderende og får at vide, hvordan min reaktion som selvdestruktiv var, da det blev fremlagt at jeg kunne skære i en flæskesteg. Det bruger hun, siger hun. Det er sjovt at tænke på, synes jeg, men nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor mange, psykologen, der foreslog mig det, har fremlagt det for.

Jeg er glad for Helene, altså, virkelig. Tænk engang, at jeg stadig savner hende, efter 5 år. Hun var bare fantastisk. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg har kunnet opnå så meget på de 3 år, jeg gik i hendes terapi, når jeg har brugt de forudgående 7 år på at nå dertil, hvor Helene bare... Ja. Hun er dygtig. Jeg kan ikke sige andet. Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget lignende. Jeg er SÅ glad for, at jeg mødte hende. Jeg burde sende hende en eller anden ting, til hendes praksis, når hun kommer tilbage fra barsel. Ikke af nogen speciel grund. Bare fordi jeg har lyst til at bruge 50-100 kroner på en lille ting til hende, f.eks. i Tigeren, hvis den stadig har åben (i Køge), men ellers i en anden butik. Der er jo masser af butikker. Vitrineskabet har sygt mange specielle ting. De har som regel kun 1 af hver ting. Og Kaffemøllen ved siden af sælger hjemmelavet slik. Og længere nede er Sæbeværkstedet, som laver spændende sæber. Det er jo interessant det hele. Jeg tænker at jeg vil gå derind en dag. I en af de tre butikker. Lige se mig lidt omkring. Det er vel heller ikke sådan, at hun farer tilbage på arbejde? Hendes nyfødte datter er 8 måneder, jeg ved ikke, hvor lang tid man har barsel længere. Jeg tror aldrig, at jeg har vidst det. Det er jo også ligegyldigt. Jeg finder nok på noget.

Gormeh sabzi er en yderst delikat ret - I må prøve den!

Aww... Den bedste mand i verden - det må være René. Jeg har en af de dage, hvor andre mennesker bare ikke er mig, jeg er menneskesky, og jeg har ikke lyst til at bevæge mig udenfor. Men vi skal have købt ind i Kiwi og i Kvickly, og det er i hver sin ende. Jeg kan ikke gå begge dele på én gang, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg kommer hjem og sætter mig, kommer jeg ikke ud igen. Derfor har René, det dejlige menneske, tilbudt at vi kan gå ned i Kiwi ved 20-tiden og købe ind dér, for der er der næsten ingen kunder. Men hvad så med Matas og Kop & Kande, som jeg også skulle handle i, i morgen? Jeg mangler jo kaffemaskinen til min farmor og de to øjenskygger, jeg har ønsket mig i evigheder. Vi er nødt til at gå i Kvickly, for de har tilbud på Quorn i denne uge, tror jeg, og det SKAL vi bare have. Kvickly ligger ved Kop & Kande og Matas. René siger:  "hvis du går med mig ned i Kiwi i dag, skal jeg nok gå ned i Kvickly i morgen, og jeg skal nok købe kaffemaskinen og øjenskyggerne til dig" - er han ikke fantastisk? Åh! Jeg er vild med ham lige nu. Jeg har skrevet en seddel til Matas og en seddel til Kop & Kande, og så går han derned i morgen. Det søde og venlige menneske. Tænk engang. Han sagde til mig "Jeg kan jo bare have dig i øret" for han har jo altid headset på, fordi vi altid snakker sammen, når han går nogen steder... Det er egentlig mærkeligt. Vi snakker konstant når vi er hjemme, og når vi så endelig får lidt tid hver for sig, ringer vi til hinanden og snakker videre? Sært. Ej, sgu, det er sært. Men han har sådan en smuk stemme. Det var også en af grundene til, at jeg lagde mærke til ham. Den er fræk og forførende. Også når han er sur. Haha.

Jeg kan godt mærke i mine ben, nu, at jeg gik i et godt tempo i går. Det føles godt. Jeg er glad for, at jeg lige fik bevæget kroppen ordentligt, og ikke i det sløve tempo. René havde det også godt i går, selvom han "knækkede" ryggen lidt i Fakta. Øv. Men han klarede det, og endda i et godt tempo. Jeg er stolt af ham, men han havde meget ondt, da vi kom hjem. Det er godt, at han har pn smertestillende medicin, så han kunne lave mad til mig! Det minder mig om, at jeg ikke har nogen som helst idé om, hvad menuen skal stå på i dag. Mon ikke det bliver gormeh sabzi? Jeg kal bare i gang i god tid, for den skal jo koge i 1½-2 timer. Hvis vi skal spise f.eks. klokken 18, skal jeg starte om en times tid. Det er altså en megalækker ret, og hvis I godt kan lide at eksperimentere med mad, skal I helt klart prøve den her!

Du skal bruge:

2-3 kyllingefileter (til 2-3 personer)
Gormeh sabzi krydderi
Tørrede lime- eller citronfrugter (3-4 stykker)
1-2 løg
450g frossen, hakket spinat
1 dåse kidneybønner
ca. 3dl vand (bedøm selv)
Smag til med salt og server med ris til

Godt så. Sådan her skal du gøre:
Skær løgene i kvarte og steg dem i lidt olie.
Skær kyllingefileterne i tern og svits dem til de er let brune
Kom omkring 6 spiseskeer gormeh sabzi krydderi i.
Put den frosne spinat i retten, og kog den indtil spinaten er optøet.
Hæld vand i, og rør rundt. Tykkelsen på retten afhænger af vandet, men du kan godt tilføje efterhånden som retten koger.
Skær de tørrede frugter - en lille revne på hver side af frugten, så der er 2 revner
Put det frugterne i retten.
Skyl en dåse kidneybønner til de er fri for lagen, og put dem i retten.

Lad retten småsimre i 2-2½ time, og smag derefter til med salt. Er der ikke nok syre i, kan man smage til med en smule citronsaft, f.eks. det i den gule plasticflaske.

Det er en superlækker iransk ret. krydderiet og de tørrede frugter kan man som regel købe hos de udenlandske grønthandlere, der eventuelt kan skaffe det hjem, hvis de ikke lige har det. I bliver altså nødt til at prøve det, det er simpelthen sådan en lækker ret.

Grunden til, at jeg koger den kortere tid i dag, er at jeg ikke har fået tøet kalkunen op. Ja, René kan ikke lide kylling, så vi bruger kalkun. Det smager også udmærket. Men man kan sagtens lave retten uden kød. Det gør jeg som sagt i dag!

Hm. Jeg ville egentlig bare blære mig med min dejlige mand, som ikke alene køber øjenskygge til mig, men også går i Kop & Kande og køber en kaffemaskine til min farmor, selvom han er imod det, fordi min mor og far er med til at betale den. Han gør alt det her for min skyld! Aww... Dejlig mand.