Godt. Nu har jeg fået René til at være med på målingen. I overmorgen, søndag, starter vi friske og udhvilede efter 8 timers søvn, med at måle os omkring maven. Søndag er blevet valgt, fordi vi har valgt den 1. søndag i hver måned. Søndag er den dag, man næsten aldrig skal noget, og i hvert fald ikke om morgenen. Men det skal passe med, at vi er fastende, og det er man altså efter 8 timer. Så det er ikke noget med at sove 4 timer om natten - det går ikke. Men vi må jo kæmpe sammen. Det skulle nok være muligt at kunne sove. Ja, okay, det er altid når man skal, man ikke kan. Haha. Jeg har stadig tabt rigtig meget, jeg har lige været inde på vægtskemaet, men jeg kan ikke huske, hvor meget det viste. Jeg har taget på her i december, men jeg ligger stadig rigtig tæt på at have tabt 10 centimeter. Det er lidt besværligt, når man ikke har en vægt - men det går faktisk udmærket, det her med målingen.
Og nu til det triste. René har sagt det til mig i dag, og jeg skammer mig, for jeg ved det godt. Han er steget i antidepressiv medicin for ikke at være eksplosiv og vred konstant. Og det virker. Men. For der er et men. Jeg har overtaget. Jeg er eksplosiv. Jeg snerrer af ham konstant, og hvis jeg ikke får min vilje, græder jeg. Jeg er forfærdelig. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det gør jeg ikke. Når han gør mig opmærksom på det, forsøger jeg at udrede trådene og fortælle ham hvorfor jeg reagerer, som jeg gør, og siger undskyld, hvis det er min fejl. Hvis det ikke er min fejl, siger jeg naturligvis ikke undskyld, men af og til, at vi har snakket forbi hinanden eller har misforstået hinanden. Jeg æder meget af min stolthed engang imellem, men det er det, der skal til, så det er det, jeg gør. Jeg tror ikke helt, at det her er noget, jeg kan klare på egen hånd, og jeg tror ikke helt, at René kan hjælpe mig - eller at KBJ kan. Jeg tror, at jeg skal snakke med en psykolog. Men... Ja. Jeg har brug for seriøs hjælp, lige nu, tror jeg. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så vred. Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg ved godt, at jeg har ekstrem vrede i mig, og jeg ved godt, at det hele går ud over René - men er det kun ham, der skaber det, eller kommer det fra andre sider, og havner hos René? Jeg ved det sgu ikke... Jeg er SÅ meget i tvivl. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Parterapi... Det virker så åndssvagt. Det er heller ikke det, vi har brug for. Vi har brug for, at jeg lærer at styre mit temperament. Måske skal jeg lade René være alene hjemme, når jeg tager op til KBJ, og så virkelig bare snakke igennem, uden at tænke over, at mit livs kærlighed sidder lige ved siden af. Bare... Snakke? Men igen, det er mere et psykologjob. Jeg har egentlig lyst til at arbejde med det skriftligt, sammen med Helene (selvfølgelig ville jeg betale hende), for jeg er bedst til at få tingene ud på den måde. Men det fungerer nok ikke, og jeg har ikke 800 kroner at smide efter en psykolog hver måned. Heller ikke selvom det er Helene. Jeg bliver nødt til at snakke med René om det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre. Hvad jeg skal gøre. Hvad jeg burde gøre. Jeg vil bare gerne være glad igen. Hmm... Det var da en interessant sætning. Er jeg ikke glad? Det går måske ikke helt så godt, som jeg selv synes? Nå. Glem det. Jeg snakker med René om det her. Kommer frem til en løsning. Det er det, man gør, når man er et par. Finder på løsninger sammen. Det er helt sikkert den bedste måde at løse sine problemer på. Kommunikation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar