Jeg svarede på Helenes mail sidst, selvom jeg egentlig ikke havde planlagt det, men... Ja. Hun stillede mig nogle interessante spørgsmål, som jeg gerne ville svare hende på. I dag, her til aften, har jeg fået et svar. Helene er et godt menneske, synes jeg. Jeg har altid holdt meget af hende. Mens jeg gik hos hende i Køge, da jeg boede i Solrød, kom jeg en dag med en kæmpe buket blomster, og jeg sagde til hende "Jeg er sikker på, at det er din fødselsdag i dag" (jeg havde selvfølgelig en vase med). Hun svarede, at det var det ikke, men sagde "Det er den 14. august" (så vidt jeg husker), og da den dag kom, arbejdede hun ikke længere i Køge, men havde startet sin egen praksis. Hun sagde til mig: "Rikke, du må gerne komme hos mig for et symbolsk beløb. Hvad har du råd til?" Jeg sad og talte lidt. Jeg sagde "Jeg kan undvære 300 kroner om måneden". Hun svarede "Skal vi så ikke sige, at du kan komme her hver 2. uge?" 150 kroner for en konsultation hos en privatpraktiserende psykolog?! Det er fandeme billigt! For ikke at ruinere hende, stoppede jeg, da jeg selv følte, at jeg var klar. Mens jeg kom der, på Frederiksberg, tog jeg altid en lille ting til en 50'er med. Hun blev altid så glad. Hun bar mig om at skrive en lille "notits" om hende på hendes hjemmeside, faktisk. Helenes hjemmeside - jeg er presset ind sammen med en anden, fordi vores tekster er korte. De andre er temmelig lange. Jeg har ikke sådan rigtig læst nogen af de andres, men de er skimmet, og jeg kan da godt se, at min er lidt kold og ikke særlig følsom. Jeg tænkte bare ikke lige på, at den skulle fortælle om mit forløb. For mig handlede det om at fortælle om at forklare om Helene og på kort vis forklare hvad hun er i stand til. Men jeg er glad for, at hun spurgte mig.
Jeg kommer altid til at smile når jeg ser det dér billede, hun har på hjemmesiden. Haha. Normalt så hun slet ikke sådan ud. Hun var sådan lidt mere "løs" i det - der var ikke så meget, der skreg "PSYKOLOG", men ok - det er en side om en psykolog. Hehe. Jeg savner hende dog så meget, at jeg indimellem lige er inde og læse lidt, selvom teksten stort set ikke er ændret siden siden blev lavet. Jeg tjekker også, inde på en anden side, om hun stadig praktiserer, for jeg vil blive utrolig ked af, hvis hun ikke gør, selvom det nok vil være hendes eget valg. Det håber jeg. Men sikke mange mennesker, der går glip af den terapi, der måske kunne redde dem, som den reddede mig. Hun arbejder også som lektor på Københavns universitet, og hvis bruger sit arbejde dér fuldtid, er det jo også godt - for så giver hun masser af psykologstuderende den viden, hun selv har - og på den måde kan de måske gøre bare bare lidt mere gavn end ellers. Og hun skriver til mig, at hun stadig bruger mange af de ting, jeg har fortalt hende dengang, og som jeg har sagt er OK, til undervisning derinde. Det er mærkeligt at vide, at der sidder alle de psykologstuderende og får at vide, hvordan min reaktion som selvdestruktiv var, da det blev fremlagt at jeg kunne skære i en flæskesteg. Det bruger hun, siger hun. Det er sjovt at tænke på, synes jeg, men nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor mange, psykologen, der foreslog mig det, har fremlagt det for.
Jeg er glad for Helene, altså, virkelig. Tænk engang, at jeg stadig savner hende, efter 5 år. Hun var bare fantastisk. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg har kunnet opnå så meget på de 3 år, jeg gik i hendes terapi, når jeg har brugt de forudgående 7 år på at nå dertil, hvor Helene bare... Ja. Hun er dygtig. Jeg kan ikke sige andet. Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget lignende. Jeg er SÅ glad for, at jeg mødte hende. Jeg burde sende hende en eller anden ting, til hendes praksis, når hun kommer tilbage fra barsel. Ikke af nogen speciel grund. Bare fordi jeg har lyst til at bruge 50-100 kroner på en lille ting til hende, f.eks. i Tigeren, hvis den stadig har åben (i Køge), men ellers i en anden butik. Der er jo masser af butikker. Vitrineskabet har sygt mange specielle ting. De har som regel kun 1 af hver ting. Og Kaffemøllen ved siden af sælger hjemmelavet slik. Og længere nede er Sæbeværkstedet, som laver spændende sæber. Det er jo interessant det hele. Jeg tænker at jeg vil gå derind en dag. I en af de tre butikker. Lige se mig lidt omkring. Det er vel heller ikke sådan, at hun farer tilbage på arbejde? Hendes nyfødte datter er 8 måneder, jeg ved ikke, hvor lang tid man har barsel længere. Jeg tror aldrig, at jeg har vidst det. Det er jo også ligegyldigt. Jeg finder nok på noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar