Jeg kan ikke

Jeg ved sgu ikke helt hvorfor, men jeg er blevet ret vild med Lars H.U.G.s plade Kopy. Der er en version af Kvinde Min, som originalt er fra Gasolin, og så selvfølgelig Du Er Så Smuk Og Dejlig som er med Anne Linnets band engang i 70'erne, tror jeg. Og så selvfølgelig Elsker Dig For Evigt - men den er ikke fra denne plade.

Jeg har faktisk...

Nej. Jeg kan ikke det her. I hvert fald ikke nu. Det siger mig absolut intet. Virkelig. Intet. Det er så latterligt. Jeg havde sat mig for, at jeg ville skrive en blog i dag, men... den kommer ikke. Det tror jeg ikke. Det er noget, jeg er lidt irriteret over, men hvad fanden skal jeg gøre? Jeg finder ingen lyst eller noget at skrive om. Måske ser det bedre ud i morgen.

Latterlig fiktion

Hold kæft, hvor jeg keder mig. Blogging har ikke længere den effekt på mig, som den havde førhen. Det er altså... Jeg keder mig. Det interesserer mig ikke at skrive. Det er ligegyldigt. Livet er for kort til at sidde her og glo. Men hvad gør jeg ellers? Lige nu er jeg bundet til lejligheden af fysiske årsager - men jeg kommer aldrig ud og dufte til verden. Hele det sidste års tid er foregået bag lukkede vinduer. Jeg magter det ikke. Jeg må ud.

Jeg bliver nødt til at opleve verden - bare en lille smule. Bare en lille bitte smule. Det her er patetisk, og hvor er jeg dog træt af mig selv og min "skrivning og fiktion kan redde alt!" Det er latterligt.

Cool

Jeg er lidt nervøs. Jeg skulle have fjernet sting 10 dage efter operationen. Som det ser ud nu, kan det tidligst blive 12 dage efter. Det har jeg det temmelig dårligt med. Der er gået 10 dage i dag. Hjemmesygeplejersken gjorde os opmærksomme på det. Så i morgen må der ringes til ortopædkirurgisk ambulatorium og høre, hvad vi skal gøre, og derefter skal der aftales en a.s.a.p. tid, og er det for lang tid ude i fremtiden, må jeg hos egen læge, og de kan sikkert først snuppe mig torsdag. Det er 12 dage. Hvilken skade mon der kan ske? Ej. Jeg må vente med at bekymre mig til i morgen, når René har snakket med ortopædkirurgisk ambulatorium, hvis de ikke har en lynhurtig løsning :)

Derudover sagde sygeplejersken, at jeg gerne må tage støvlen af engang imellem, så jeg kan komme i bad. Jeg blev så lykkelig, da hun sagde det = jeg kan få vasket hår. Jeg har tjekket de forskellige hjemmefrisører/mobile frisører - det er godt nok nogle harske priser de tager for en almindelig hårvask!!! Jeg håber da for dem, at der ikke kommer kørsel oven i, for ellers kan de da kun leve på desperation! Et af stederne skulle jeg rent faktisk betale 400 kroner for en HÅRVASK!!! Jeg kan få vasket hår, blive klippet, få tørret håret og stylet det for 50 kroner mere, hvis jeg går ned hos en frisør. Men at få at vide, at jeg kan gå i bad, når jeg lyster, er superrart, for hårvask er noget af det vigtigste for mig. Og bækkenstolen må godt komme under vand, så der er intet problem! Åh, the joy!

 

Mystisk nok, valgte jeg at gå i seng efter Homers "Woohoo!", på trods af, at klokken faktisk ikke var særlig mange. Jeg må have været træt. Hehe. Men altså...

Fået en tid på ortopædisk ambulatorium i næste :) - cool.

For pokker!

 

For pokker hvor er det danske postvæsen

 elendigt!!

The boot

Yeah. Jeg overvejer at smide støvlen i et par timer. Hende, der satte den på, sagde at man godt kan det.  Men samtidig overvejer jeg også, om jeg skal vente til hjemmeplejen kommer. Problemet er, at jeg ikke ved, hvornår hjemmeplejen kommer - kun at det er "i næste uge". Det er lidt løst, ikke? Jeg skal jo selvfølgelig passe på, og vi skal snakke med H3 (hvor jeg var indlagt) om hvad vi skal gøre. René ringer om lidt, tror jeg. Han vil bare åbne velcrolukningen lidt.

Den består af 2 dele. En støvle og et overstykke. Det var, hvad jeg fornemmede. Der er i hvert fald 2 dele. Man damn, jeg trænger til at få løsnet den lidt - og det passer mig fint at den først komme af, når hjemmeplejen kommer, for jeg går ud fra, at de skal lægge ny forbinding på selve sårene. Det skal jo ikke være den samme i alle 6 uger - jeg har kun fået skiftet den én gang, og det var den dag, hun lagde den støvle på. Såøh... Jeg kunne meget godt tænke mig en sygeplejer i morgen. Der skal helst ikke gå infektion i lortet. Jeg er allerede begyndt at vise tegn på feber. Måske en temperaturmåling er på sin plads. Jeg fryser under min dyne, selvom her er 25 grader herinde, og sveden driver af René. Jeg tror ikke, at jeg rent har faktisk feber, men jeg er bange for, at jeg tager fejl. Nå. Lad os se. 37,2. De er ikke feber. No worries. Det er nok bare... Ja. Det ved jeg ikke. Men ikke noget, jeg behøver at bekymre mig om, når jeg ikke har feber :)

Jeg har taget en lur. 2 minutter efter jeg vågnede fra en seriøs dårlig drøm, ringede det på døren. Jeg måtte vække René. Jeg havde det så dårligt med det. og så for noget så åndssvagt som Røde Kors.

René er på vej ned i Kvickly og købe et (en?) plaid til mig. De er på tilbud, 50 kroner. Jeg vil gerne have et til at lægge over benene når jeg sidder foran computeren, fordi jeg fryser. Jeg har jo ikke bukser på, som jeg plejer. Det er simpelthen for besværligt med den der støvle, fordi jeg så ofte skal op og ligge. Det er nemmere på denne måde, og når det kun koster 50 kroner. Det er sikkert bæ-kvalitet, men det er ligegyldigt - det er kun til dette brug. Vi køber to, så det kan blive vasket undervejs :)

I dag er jeg i tvivl om aftensmaden. Det skal være noget nemt, som René kan lave, som ikke er en færdigret, men som ikke kræver meget - han er jo også handicappet. Jeg har snakket med ham om, at vi spørger dem, vi kender (vores mødre, selvfølgelig) om de vil lave noget mad til os, som er frosset ned, men som er let at lave i ovnen - som ikke er en fedtholdig færdigret - jeg sidder her eller liggeri sengen, og jeg skal stikke mig i maven med blodfortyndende væske i 6-7 dage endnu. Det går ikke med al det fedt i maden - og det er der i købemad, selvom det er Lasagne af mærket "Sund". Det ser vi dog lige på.

Morgenindlæg

Jeg kan godt mærke, at jeg er gået "kold tyrker" på den syntetiske morfin og over på Tramadol, men jeg tror stadig, at det er  det bedste for mig :) Det "mudrer" bare, ikke... Kender I ikke den følelse? Det gør ikke sådan... "rigtig" ondt, men man kan godt mærke, at den er der... Men det er en hel uge siden, jeg blev opereret. Jeg burde da have det bedre nu? Støvlen irriterer en del. Men den er mest til gene. "Du må ikke støtte på den overhovedet" - nej, men så støtter jeg da på det andet ben, som er 5 cm kortere!!! Jeg tror, at det her kikser. Jeg skulle ikke være udskrevet allerede. Men jeg lå jo bare og sov...? Det kan jeg da gøre herhjemme? Jeg ved ikke... Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre lige nu. Men første skridt er vel at kontakte min læge i morgen tidlig. Jeg er sådan lid desorienteret. På sygehuset sagde de bare, at det var OK at lade sig udskrive. Men... Ja. Jeg skulle nok have ventet til i morgen. Eller på tirsdag. Eller hvornår fanden den afdeling ville få stuegang. Jeg var blevet lovet at kommet hjem, havde informeret René om de, skiftet fra hospitalstøj til mit eget... Skulle jeg virkelig gøre alt det om igen? Pis! Gu' fanden vil jeg ej! Jeg magter ikke det her. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg tror allerede nu, at jeg har overbelastet René, og at jeg måske bør komme et andet sted hen de næste par uger eller 3-4. Men han siger, at jeg ikke skal. "Vi skal nok finde ud af det" - er det ikke noget, man skal sige? Jeg er glad for at være hjemme. Rigtig glad. Men ikke glad, hvis det er på Renés bekostning.

Jeg trænger til at snakke med min mor. Min MOAR. Hun mangler. Jeg savner hende. Jeg er mors pige, det indrømmer jeg blankt. Min mor har ikke tid til mig længere, men det betyder ikke, at jeg elsker hende mindre, og jeg har stadig brug for hende. Jeg burde ringe til hende, men jeg ved at det får mig til at græde mere. Ja, mere. For jeg græder allerede. Så ynkelig er jeg. 33 år, sidder og græder fordi jeg savner min mor. Det er fandeme ynkeligt. Jeg kan næsten ikke se mine taster. Jeg kan jo ikke engang komme ned til dem. Mine "redskaber" er der ikke, og jeg kan ikke komme ind i bilen og ud igen... Sikke noget lort, alting. Hvorfor bor min mor ikke ved siden af, i stedet for Anna? Hvorfor kan de ikke alle sammen bo der?

Hvorfor sidder jeg og græder lige nu? For fa'en! Jeg er 33 år! Jeg må tage mig sammen. Jeg må være stærk. Det kan ikke nytte noget, Jeg er en voksen kvinde, jeg står på egne ben. Ikke lige nu, men normalt. Normalt sidder jeg jo ikke og græder fordi jeg savner hende. Normalt er jeg jo bare glad for hende. Og irriteret fordi hun ikke har tid til mig. Jeg er holdt op med at græde nu. Jeg vil ringe til hende. Lige om lidt, når man ikke kan høre det længere.

Så har jeg talt med min dejlige mor. Jeg er faldet til ro :) Godt så. Så kan varerne fra nemlig.com bare komme! Eller... Det er jo rå René, der skal bære det ind... :S Men jeg sidder her, iført en bh, en stramtsiddende top, en ble og en sort glasfiberstøvle, og jeg sidder på en bækkenstol med en pude over pottens låg - til direkte skue fra entreen. Yay. Eller noget. Haha.

Ej, man må sgu tage det med et smil. Ellers er man død på forhånd. Jeg krydser fingre for det her. 5 uger igen!

Jeg har sådan set ½ time til at blive sat i stand, men vi har ikke noget rent tøj, så det gør ingen forskel :) Jeg vil gerne have en ren bh på, og det har jeg. Jeg vil også gerne have en ren bluse på - not gonna happen. Såøh... Teknisk set er det vil ligegyldigt - lige nu? Jeg vil ikke besvære René med det nu, fordi han skal ordne nemlig når de kommer. Der er ingen grund til, at han skal gennemgå større belastning end højst nødvendigt lige her til morgen. Jeg venter i hvert fald til senere med at blive "frisket op". Jeg kan godt klare det, det er mere et spørgsmål om, at jeg skal have skiftet vand nogle gange. Det er irriterende, når man er i gang med at bære varer ind.

Men alting skal nok gå. Jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg får vasket hår. Det kan René nok hjælpe mig med senere på dagen :) Jeg spørger ham, og så kan han selv vurdere, om han kan. Måske bliver det først i morgen. Hvem ved? Det er så længe siden sidst, at det nok skal have 2 gange :( Det er hårdt for René også. Han skal jo klare at stå op så længe. Vi må jo lige snakke om det :)

Hvis brandmænd dog kunne opføre sig ordenligt!

Det  bliver en kort blog, for jeg er lidt groggy stadigvæk. Ikke at det at svært at huske. Nemt nok!!! Den historie glemmer jeg ALDRIG. Men jeg er træt. Pillerne, jeg har taget i dag, har taget al energi ud af mig.

Søndag morgen vågnede jeg 9:15 og skulle på toilettet. Omkring 9:20 skvatter jeg foran min seng, fordi jeg fik kramper. Der kun det, at jeg forvrider min ankel. Efter at have ømmet mig i små 15 minutter, fosøger jeg at komme op at stå, for at komme i seng. Det føles som om skinnebenet glider ved siden ad anklen. Da det er sket 3 gange, maver jeg mig op, og ligger i sengen. Klokken 11:00 ringer René til vagtlægen. Der skal is på. Klokken 15:00 ringer han igen. de sender en vagtlæge ud, som sender en sygetransport, som kom omkring 15:20. Klokken ca. 15:35 bliver jeg kørt ind på en stue, og ca.15:40 ankommer min svigermor. Da klokken er omkring 18:00 bliver jeg kørt til røntgen, hvor de tager en masse billeder. Jeg bliver kørt tilbage på skadestuden klokken ca.18:45, og lå der frem til 19:15, hvor der kom en læge, og fortalte mig, at jeg havde brækket anklen, og skulle opereres. Klokken ca. 19:20 bliver jeg fyldt med ... noget, og de kører båren ved siden af min ud, hvor efter de gør ... noget... som jeg ikke ved, hvad er, men som ligner, at de forsøger at "brække" den på plads. Klokken 19:50 røntgen igen, og da klokken er omkring 20:00 insisterer jeg på at min svigermor tager hjem. Jeg bliver kørt op på en stue. Her ligger jeg så i 20 minutter. Så kommer 2 læger og fortæller mig om narkose og rygmarvsbedøvelser. De anbefaler ikke det ene frem for det andet, men jeg kender risikoen for tykke mennesker og narkose, så jeg beder om rygmarvsbedøvelser. Ca. 20 minutter senere sidder jeg  på operationsbordet, og efter 4 forsøg, opgiver de at rygmarvs bedøve mig. Så jeg må i narkose.Jeg er syntes at jeg de er længe om at kalder mig "helt" op, og endnu engang bliver jeg kørt til røntgen, som viser at det hele er ok. Så jeg får gips på og kørt til den stue, jeg skal ligge på. Her ligger jeg så frem til fredag morgen, kun afbrudt af et bar tirsdag, samt en etagevask  om torsdagen. På de 4 dage, der er gået, har jeg indtaget ½ liter yoghurt (2 af de helt små), en portion kylling i karry og en dessertpandekage med kødsovs. Jeg indtog derudover ca. 20 glas æblejuice og en Filuris.

Fredag morgen, sammen mad morgenyoghurt nummer 2 og min morgenmedicin, fik jeg at vide, at jeg ville komme hjem inden klokken 11 samme dag. Derfor sad jeg klar klokken 9:30. Klokken omkring 12 blev jeg informeret om, at fysioterapeuterne, som skulle anskaffe mig en "rullemare" ville møde 12:45. Klokken 14:00 fik at vide, at de havde temadag, og at det var "som en søndag, helt frem til mandag, men at der er stuegang meget snart" hvor min seng er redt, og jeg så smukt sidder på gangen og venter på at komme hjem, Hm. Så blev klokken 17. Lægen gik lige stuegang på en anden afdeling. Klokken 18 blev han desværre indkaldt til en hasteoperation. Så stuegang - højst sandsynligt mandag eftermiddag. Jeg bad om at komme hjem. De sendte en yderst venlig mand, som fik mig helt ind i sin taxabus, før han indså, at kørestolen jo altså skulle med op ad trappen herhjemme. Nå. Tilbage på afdelingen. Så kom BRANDVÆSENET. De mente ikke, at de kunne transportere mig op, men at de, hvis de nu var 6 mænd, at de måske kunne (husk på, at jeg vejer ca. 135 kg) - men det var ikke nok, for hele afdelingen skulle da vide det! Så den ene af de ro BRANDMÆND delte med høj stemme, at man altså ikke kunne tage SÅ STORE mennesker OP ad trapper (7 trin), mens den anden forsøgte at dysse tingene lidt ned. Jeg udbrød i et anfald af gråd og pinlig hed "SÅ BLIVER DET VIST IKKE MERE YDMYGENDE!" mens den højtråbende brandmand klappede mig og skreg "Bare rolig, frøken, vi skal nok finde ud af noget - vi arbejder på sagen!" ind i  hovedet på mig i en lydstyrke som om jeg havde været døv i 80 år. Så gik de igen, og hulkede som en sindssyg, mens jeg sad på gangen, og folk kiggede mærkeligt på mig. En pårørende til en anden patient kom  hen til mig og spurgte om hun kunne gøre noget for mig. Hun ringede til René og sagde, at der ikke helt lige var noget fast tidspunkt, jeg ville være hjemme på. Jeg takkede hende tusind gange. En mand kom ud fra sin stue og satte sig ned for at snakke med mig. Han fik mig til at stoppe med at græde, og grine lidt i stedet for. Jeg fik en Filur mere, og så ringede René til hospitalet og sagde, at de skulle sende mig hjem, så skulle HAN personligt få mig op af de trapper. Så jeg kom hjem og hoppede selv op af trapperne (der er gelændere i begge sider) og kom i lejligheden, for de havde allerede sendt mine redskaber herhjem.

Og nu er jeg HJEMME! Lige nu sidder jeg på en bækkenstol med låg og en pude hen over - haha. Jeg jeg har fået noget morfin med hjem, men nu, hvor jeg rent faktisk "er til stede" og ikke sover hele døgnet, gider jeg ærligt talt ikke at tage det - det slår mig fuldstændig ud. Jeg har taget 50mg Tramadol her før - det er vist en del mindre stærkt end morfin, så det er jeg gået over til. Så skal jeg stikke mig selv i maven med blodfortyndende i 10 dage. Dem fik jeg hjem fra hospitalet :)

Hm - langt indlæg alligevel. Den der groggy følelse er også væk nu :)