Hvis brandmænd dog kunne opføre sig ordenligt!

Det  bliver en kort blog, for jeg er lidt groggy stadigvæk. Ikke at det at svært at huske. Nemt nok!!! Den historie glemmer jeg ALDRIG. Men jeg er træt. Pillerne, jeg har taget i dag, har taget al energi ud af mig.

Søndag morgen vågnede jeg 9:15 og skulle på toilettet. Omkring 9:20 skvatter jeg foran min seng, fordi jeg fik kramper. Der kun det, at jeg forvrider min ankel. Efter at have ømmet mig i små 15 minutter, fosøger jeg at komme op at stå, for at komme i seng. Det føles som om skinnebenet glider ved siden ad anklen. Da det er sket 3 gange, maver jeg mig op, og ligger i sengen. Klokken 11:00 ringer René til vagtlægen. Der skal is på. Klokken 15:00 ringer han igen. de sender en vagtlæge ud, som sender en sygetransport, som kom omkring 15:20. Klokken ca. 15:35 bliver jeg kørt ind på en stue, og ca.15:40 ankommer min svigermor. Da klokken er omkring 18:00 bliver jeg kørt til røntgen, hvor de tager en masse billeder. Jeg bliver kørt tilbage på skadestuden klokken ca.18:45, og lå der frem til 19:15, hvor der kom en læge, og fortalte mig, at jeg havde brækket anklen, og skulle opereres. Klokken ca. 19:20 bliver jeg fyldt med ... noget, og de kører båren ved siden af min ud, hvor efter de gør ... noget... som jeg ikke ved, hvad er, men som ligner, at de forsøger at "brække" den på plads. Klokken 19:50 røntgen igen, og da klokken er omkring 20:00 insisterer jeg på at min svigermor tager hjem. Jeg bliver kørt op på en stue. Her ligger jeg så i 20 minutter. Så kommer 2 læger og fortæller mig om narkose og rygmarvsbedøvelser. De anbefaler ikke det ene frem for det andet, men jeg kender risikoen for tykke mennesker og narkose, så jeg beder om rygmarvsbedøvelser. Ca. 20 minutter senere sidder jeg  på operationsbordet, og efter 4 forsøg, opgiver de at rygmarvs bedøve mig. Så jeg må i narkose.Jeg er syntes at jeg de er længe om at kalder mig "helt" op, og endnu engang bliver jeg kørt til røntgen, som viser at det hele er ok. Så jeg får gips på og kørt til den stue, jeg skal ligge på. Her ligger jeg så frem til fredag morgen, kun afbrudt af et bar tirsdag, samt en etagevask  om torsdagen. På de 4 dage, der er gået, har jeg indtaget ½ liter yoghurt (2 af de helt små), en portion kylling i karry og en dessertpandekage med kødsovs. Jeg indtog derudover ca. 20 glas æblejuice og en Filuris.

Fredag morgen, sammen mad morgenyoghurt nummer 2 og min morgenmedicin, fik jeg at vide, at jeg ville komme hjem inden klokken 11 samme dag. Derfor sad jeg klar klokken 9:30. Klokken omkring 12 blev jeg informeret om, at fysioterapeuterne, som skulle anskaffe mig en "rullemare" ville møde 12:45. Klokken 14:00 fik at vide, at de havde temadag, og at det var "som en søndag, helt frem til mandag, men at der er stuegang meget snart" hvor min seng er redt, og jeg så smukt sidder på gangen og venter på at komme hjem, Hm. Så blev klokken 17. Lægen gik lige stuegang på en anden afdeling. Klokken 18 blev han desværre indkaldt til en hasteoperation. Så stuegang - højst sandsynligt mandag eftermiddag. Jeg bad om at komme hjem. De sendte en yderst venlig mand, som fik mig helt ind i sin taxabus, før han indså, at kørestolen jo altså skulle med op ad trappen herhjemme. Nå. Tilbage på afdelingen. Så kom BRANDVÆSENET. De mente ikke, at de kunne transportere mig op, men at de, hvis de nu var 6 mænd, at de måske kunne (husk på, at jeg vejer ca. 135 kg) - men det var ikke nok, for hele afdelingen skulle da vide det! Så den ene af de ro BRANDMÆND delte med høj stemme, at man altså ikke kunne tage SÅ STORE mennesker OP ad trapper (7 trin), mens den anden forsøgte at dysse tingene lidt ned. Jeg udbrød i et anfald af gråd og pinlig hed "SÅ BLIVER DET VIST IKKE MERE YDMYGENDE!" mens den højtråbende brandmand klappede mig og skreg "Bare rolig, frøken, vi skal nok finde ud af noget - vi arbejder på sagen!" ind i  hovedet på mig i en lydstyrke som om jeg havde været døv i 80 år. Så gik de igen, og hulkede som en sindssyg, mens jeg sad på gangen, og folk kiggede mærkeligt på mig. En pårørende til en anden patient kom  hen til mig og spurgte om hun kunne gøre noget for mig. Hun ringede til René og sagde, at der ikke helt lige var noget fast tidspunkt, jeg ville være hjemme på. Jeg takkede hende tusind gange. En mand kom ud fra sin stue og satte sig ned for at snakke med mig. Han fik mig til at stoppe med at græde, og grine lidt i stedet for. Jeg fik en Filur mere, og så ringede René til hospitalet og sagde, at de skulle sende mig hjem, så skulle HAN personligt få mig op af de trapper. Så jeg kom hjem og hoppede selv op af trapperne (der er gelændere i begge sider) og kom i lejligheden, for de havde allerede sendt mine redskaber herhjem.

Og nu er jeg HJEMME! Lige nu sidder jeg på en bækkenstol med låg og en pude hen over - haha. Jeg jeg har fået noget morfin med hjem, men nu, hvor jeg rent faktisk "er til stede" og ikke sover hele døgnet, gider jeg ærligt talt ikke at tage det - det slår mig fuldstændig ud. Jeg har taget 50mg Tramadol her før - det er vist en del mindre stærkt end morfin, så det er jeg gået over til. Så skal jeg stikke mig selv i maven med blodfortyndende i 10 dage. Dem fik jeg hjem fra hospitalet :)

Hm - langt indlæg alligevel. Den der groggy følelse er også væk nu :)