Morgenindlæg

Jeg kan godt mærke, at jeg er gået "kold tyrker" på den syntetiske morfin og over på Tramadol, men jeg tror stadig, at det er  det bedste for mig :) Det "mudrer" bare, ikke... Kender I ikke den følelse? Det gør ikke sådan... "rigtig" ondt, men man kan godt mærke, at den er der... Men det er en hel uge siden, jeg blev opereret. Jeg burde da have det bedre nu? Støvlen irriterer en del. Men den er mest til gene. "Du må ikke støtte på den overhovedet" - nej, men så støtter jeg da på det andet ben, som er 5 cm kortere!!! Jeg tror, at det her kikser. Jeg skulle ikke være udskrevet allerede. Men jeg lå jo bare og sov...? Det kan jeg da gøre herhjemme? Jeg ved ikke... Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre lige nu. Men første skridt er vel at kontakte min læge i morgen tidlig. Jeg er sådan lid desorienteret. På sygehuset sagde de bare, at det var OK at lade sig udskrive. Men... Ja. Jeg skulle nok have ventet til i morgen. Eller på tirsdag. Eller hvornår fanden den afdeling ville få stuegang. Jeg var blevet lovet at kommet hjem, havde informeret René om de, skiftet fra hospitalstøj til mit eget... Skulle jeg virkelig gøre alt det om igen? Pis! Gu' fanden vil jeg ej! Jeg magter ikke det her. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg tror allerede nu, at jeg har overbelastet René, og at jeg måske bør komme et andet sted hen de næste par uger eller 3-4. Men han siger, at jeg ikke skal. "Vi skal nok finde ud af det" - er det ikke noget, man skal sige? Jeg er glad for at være hjemme. Rigtig glad. Men ikke glad, hvis det er på Renés bekostning.

Jeg trænger til at snakke med min mor. Min MOAR. Hun mangler. Jeg savner hende. Jeg er mors pige, det indrømmer jeg blankt. Min mor har ikke tid til mig længere, men det betyder ikke, at jeg elsker hende mindre, og jeg har stadig brug for hende. Jeg burde ringe til hende, men jeg ved at det får mig til at græde mere. Ja, mere. For jeg græder allerede. Så ynkelig er jeg. 33 år, sidder og græder fordi jeg savner min mor. Det er fandeme ynkeligt. Jeg kan næsten ikke se mine taster. Jeg kan jo ikke engang komme ned til dem. Mine "redskaber" er der ikke, og jeg kan ikke komme ind i bilen og ud igen... Sikke noget lort, alting. Hvorfor bor min mor ikke ved siden af, i stedet for Anna? Hvorfor kan de ikke alle sammen bo der?

Hvorfor sidder jeg og græder lige nu? For fa'en! Jeg er 33 år! Jeg må tage mig sammen. Jeg må være stærk. Det kan ikke nytte noget, Jeg er en voksen kvinde, jeg står på egne ben. Ikke lige nu, men normalt. Normalt sidder jeg jo ikke og græder fordi jeg savner hende. Normalt er jeg jo bare glad for hende. Og irriteret fordi hun ikke har tid til mig. Jeg er holdt op med at græde nu. Jeg vil ringe til hende. Lige om lidt, når man ikke kan høre det længere.

Så har jeg talt med min dejlige mor. Jeg er faldet til ro :) Godt så. Så kan varerne fra nemlig.com bare komme! Eller... Det er jo rå René, der skal bære det ind... :S Men jeg sidder her, iført en bh, en stramtsiddende top, en ble og en sort glasfiberstøvle, og jeg sidder på en bækkenstol med en pude over pottens låg - til direkte skue fra entreen. Yay. Eller noget. Haha.

Ej, man må sgu tage det med et smil. Ellers er man død på forhånd. Jeg krydser fingre for det her. 5 uger igen!

Jeg har sådan set ½ time til at blive sat i stand, men vi har ikke noget rent tøj, så det gør ingen forskel :) Jeg vil gerne have en ren bh på, og det har jeg. Jeg vil også gerne have en ren bluse på - not gonna happen. Såøh... Teknisk set er det vil ligegyldigt - lige nu? Jeg vil ikke besvære René med det nu, fordi han skal ordne nemlig når de kommer. Der er ingen grund til, at han skal gennemgå større belastning end højst nødvendigt lige her til morgen. Jeg venter i hvert fald til senere med at blive "frisket op". Jeg kan godt klare det, det er mere et spørgsmål om, at jeg skal have skiftet vand nogle gange. Det er irriterende, når man er i gang med at bære varer ind.

Men alting skal nok gå. Jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg får vasket hår. Det kan René nok hjælpe mig med senere på dagen :) Jeg spørger ham, og så kan han selv vurdere, om han kan. Måske bliver det først i morgen. Hvem ved? Det er så længe siden sidst, at det nok skal have 2 gange :( Det er hårdt for René også. Han skal jo klare at stå op så længe. Vi må jo lige snakke om det :)