Snak om venner

Rumvæsener, eller "aliens", som vi nok lidt har adopteret fra det engelske sprog (selvom jeg personligt mener at vores eget ord er mere dækkende, i og med "alien" betyder fremmed og lige så godt kan være en flygtning fra et andet land - "illegal aliens" kan nemt sættes i forbindelse med flygtninge, som ikke har fået opholdstilladelse) fascinerer os til stadighed. Folk sidder og holder øje med UFO'er (uidentificeret flyvende objekt), sidder i deres garager og venter på radiosignaler, og der bliver  indspillet i hundredvis af film om rumvæsener, som kommer og indtager Jorden. Fascinationen er nok ekstrastor, fordi vi vitterligt intet har at bygge vores ideer på - så alt går. Det er klart, at nogle bud er mere "underholdende" end andre, det er jo også et spørgsmål, hvad man går efter. Er man til humor eller gys? Eller måske action eller romantiske dramaer? Alt kan findes i sci-fi genren.

Jeg vil vove at påstå, at film-serien "Star Wars" har gjort meget for sci-fi genren, men at tv-serien "Star Trek" måske nok er lige så højt oppe, hvis ikke højere. Jeg bryder mig dog ingen af delene, selvom jeg har udviklet en blød del i mit hjerte for Patrick Stewart efter hans rolle som Captain Picard i "Star Trek: The Next Generation". "Star Trek" består af flere forskellige serier, men denne, "The Next Generation", kørte fra 1987-1994. Jeg fulgte dog ikke med i den, men har sidenhen set den sammen med min bedre halvdel. Og jeg kan altså virkelig godt lide Patrick Stewart nu. Af serier udover "The Next Generation", er der bare den, som kom før, som bare hedder "Star Trek", og efter "Star Trek: Voyage", herefter "Star Trek: Deep Space Nine" og til sidst "Star Trek: Enterprise". Den første serie, "Star Trek", startede i 1966. "Enterprise" sluttede i 2005.

Jeg er ikke velbevandret indenfor sci-fi, så jeg snakker ikke mere om sci-fi film og serier. Jeg vil nævne "X-Files", fordi det er en serie fra min ungdom, som var så skidespændende, at jeg nærmest bed negle. Agent Fox Mulder og Dana Scully. Spillet af David Duchovny og Gilllian Anderson. Den lagde vejene øde, stort set, lige fra begyndelsen i 1993. Den kørte frem til 2002, men jeg må indrømme at jeg ikke har set alle episoder, selvom jeg har set rigtig mange.

Pain, "Shut Your Mouth" fra pladen "Nothing Remains The Same"

Tekst og musik skrevet af Peter Tägtgren, som selv udfører sangen (alle instrumenter og sang).

Pladen er fra 2002.

Videoen her får mig til at tænke over ting som hvad vores budskab til "rumvæsener" vil være. Hvad vil deres være? Man kan starte med at tænke over, om vi vil møde dem med ild eller venlighed. Og i den videre tænkning, kan vi vurdere, om vi med "ild" vil markere vores territorium, eller om vi vil udslette deres race. Vi kan også vurdere, om vi med venlighed skal imødekomme dem med en form for gavmildhed, eller i stedet en form for humor - og i så fald, hvilken humor? Er vi for eller imod rumvæsener?

Nogen tror, at der ikke er nogen rumvæsener, mens andre tror, at de er langt fremme i deres udvikling i forhold til os, og vil kunne tæve os på hjemmebane til enhver tid. Hvad er min overbevisning? 

Jo, nu skal I høre!

Jeg tror, at os, vi mennesker, er blevet "plantet" på Jorden som en form eksperiment. Jeg forestiller mig ikke, at der er en større "hersker", men at der eksisterer, et sted derude, en race, som har sat de første sporer her til "lab-rats" - vi kan da godt kalde dem Adam og Eva, for en nemheds skyld. Der er ingen højere gud, det forestiller jeg mig ikke. Hvordan rumvæsenernes verden foregår, kan jeg jo gisne om, som med  dette, jeg har ingen klare facts at smide på bordet. 

Men hvad hvis jeg havde? Folk, som har været bortført af rumvæsener - "alienabductions" - vi griner af dem og kalder dem for mærkelige. Og hvorfor er det de altid fra Sydstaterne i USA? You know what I'm saying? Men er det virkelig bare rednecks, som ikke aner hvad de snakker om og har fået lidt for meget indenbords? Er det i virkeligheden ikke ret spændende?

Nu har jeg set en del af "Star Trek" serierne, nogle af de film, der har været ind i mellem, men jeg har ikke set noget "Star Wars". Selvom man ikke interesserer sig for sci-fi, kan man sgu godt blive lidt lun på genren, for der er noget over det der "hvis nu" - for der er ingen af os, der ved noget. Nogen gør måske, der er jo nogen, som arbejder med det til hverdag, men os, ganske almindelige mennesker ved ikke en skid mere en naboen.

Jeg synes at jeg bliver virkelig fanget af "Shut Your Mouth" videoen, fordi den er så sjovt lavet. Teksten er god, musikken og sangen er vidunderlig - men dybest set er det videoen, som vinder ens hjerte. I hvert fald mit. I øvrigt har Pain lavet mange flere gode sange. Som jeg noterede under videoen, består PAIN af Peter Tägtgren alene, og det er cool, at han kan klare det så godt!

Jeg ved ikke, hvad det er, disse rumvæsener forsøger at finde ud af igennem deres studier af os. Jeg kan jo ikke sige, om de har en form for uddannelse, hvor de skal lære om os, som man f.eks. på nogle uddannelser hos os lærer at dissekere frøer, eller på andre uddannelser har psykologi på udvidet niveau. Måske er det standard undervisning hos dem - eller måske er det noget, der indgår i en højere uddannelse. Det er faktisk et spændende emne.

Men!

Hvis hvis vi vender den om. Bare lide sådan. Hvad vil vi vide om dem? Hvis du støder ind i et rumvæsen, som kan tale det sprog, du foretrækker - hvad vil du så sige? Som det første? Vil du sige "Hej, mit navn er Rikke" (hvis det er Rikke, eller Marilyn Manson, hvis du hedder Marilyn Manson)? Vil der så komme en pause, eller vil du straks fortsætte til "Rart at du gad at kigge forbi" og starte en small-talk om alt og intet, eller ville du straks begynde at krydsforhøre rumvæsenet om hvad dens kost bestod af, hvordan den kunne leve på Jorden uden en rumhjelm (hvis den ikke havde sådan en på) - og frem for alt - hvordan den ville føle efter at være blevet udsat for den amerikanske 1980'er tv-serie "Alf" om det behårede rumvæsen, som spiste katte og som alle elskede. Selv Weird Al Yankovic nævnte det i en sang, "ebay". Men OK - der skal generelt ikke så meget til, for at den skøre Al laver en sang om noget. Kender du ikke Weird Al Yankovic, kan du måske komme i tanke om navnet på at det er ham der laver parodier på sange. Han har f.eks. foreviget Michael Jacksons sange "Bad" og "Beat It" til "Fat" og "Eat It", og Madonna's "Like A Virgin" blev til "Like A Surgeon" - der er mange gode imellem. Men der er lige så mange dårlige. "ebay" er en parodi på Backstreet Boys "I Want It That Way". Han har også lavet "The Saga Begins" som handler om "Star Wars", og som kører på "American Pie" melodien, originalen af Don McLean fra 1972. Jeg bryder mig ikke om hverken Weird Al eller Dons version, selvom man nok ikke kan sige det - det er jo kun musikken, der går igen. Teksten er ikke en deler.

Hvad vil vi føle os "tilpasse" med at spille udspurgt omkring? Mange mennesker deler ud til alle og enhver om deres seksuelle eskapader, men er knapt så meddelsomme om deres politiske holdninger. "Det er en privatsag". Hvordan vil det foregå? Vil vi skyde dem med og slæbe dem med ind i "AREA 51", eller måske invitere dem ud at spise? Vil de bruge et eller andet form for våben og lamme os, så de kan undersøge os uden at blive forstyrret af  uhåndtérbare bevægelser, eller vil de i stedet give os en tur rundt i deres rumskib, og lære os en masse om "outer space"?

Hvem af os vil først finde ud af et sprog, begge racer kan forstå? Dybest set er det vel dem, der har "magten", dem, der har "overtaget". Selvom de når hertil før vi når til dem, eller er klar til at de kommer, kan det det jo godt være, at vi er i stand til at sørge for, at de forstår at vi ikke ønsker at skabe dårlig stemning. Der er så mange ting, der ikke er forklaret endnu, ikke? Det er faktisk et spændende emne. 

Jeg vil sove med bare fødder i nat.

Beam me right up there, man!

Ja, så sidder jeg her igen, klokken er halv et lørdag nat, og jeg skal da gerne indrømme, at jeg STADIG ikke har fået taget min medicin. Jo, den jeg skulle tage i forgårs. Men nu er det jo blevet lørdag, det har det været i 33 minutter nu. Jeg har sovet hele dagen. Og så stod jeg op klokken 16:30 og gik direkte i gang med at lave mad, som var klar til spisning klokken 20:30. So there you go.

Jeg har ikke haft tid til at ordne nogle af de ting, jeg ønskede mig, fordi René kører guilt-trip på mig lige i øjeblikket. Og jeg har det da også dårligt over at han har ondt, det gør mig da ikke glad at se at han har så mange smerter og ikke kan holde sit liv ud, men for pokker, det trækker mit liv ned!

I morgen kommer Jonna, jeg har SÅ meget lyst til at se Jonna, men jeg har også lyst til at sidde og passe mig sig selv og bare være... I ved, ikke at skulle koncentrere mig om en skid andet end at eksistere. Jeg magter ikke denne verden længere, altså!

Det kan godt være, at jeg har det, jeg gerne vil have, men jeg skal da lige love for, at det på ingen måde (lige nu) gør mig lykkelig. ARGH!

Nu er den 00:39,og jeg tror, at jeg hopper i seng. Det erden 13. juni, og min bror fylder 42. Jeg må huske at skrive til ham i morgen, for NEJ jeg har ikke sendt et kort. Jeg plejer at sende en sms eller en e-mail.

Jeg ved det ikke, jeg er træt, jeg vil i seng, jeg gider ikke det her længere. JUST BEAM ME UP, SCOTTY!

Næsten 1 om natten

Hvad ... Jamen ... Hvordan ...

Jeg har købt en deodorant. "Nå, jamen, det er sgu da dejligt nok." Til fødder og hænder. WHAT? Hvorfor fa'en har jeg købt sådan en? Til 118 kroner? Jeg sveder hverken på hænder eller fødder! Fuldstændig vanvittigt. Men for en enkelt gangs skyld har jeg valgt at få sat byttemærker på, det plejer jeg ellers aldrig... Meget kan man sige om mig, men det er ikke altid hjernekapaciteten der fungerer helt optimalt! Men som sagt er der byttemærke på, og jeg kan bytte den frem til 1. juli.

Jeg skal i seng nu, klokken er snart 20 minutter i ét om natten, René sover allerede, selvom han ikke er "gået i seng" - fjernsynet er tændt. Han har sovet meget af aftenen. Vi har også set "Salt" - dammit, jeg elsker den skide film. Angelina Jolie er altid så cool.

Ja, jeg nævnte hvad klokken var, ikke? Dejligt. Foran mig, lige foran mit keyboard, det vil sige inden for mit synsfelt, ligger en - forholdsvis stor - æske med min aftenmedicin. Som jeg skulle have taget klokken 20. Jeg tager den også nu (eller i hvert fald lige om lidt) (nej, nu), det er bare ikke så "lækkert" når colaen er varm. Sagde jeg varm? Den har stået herinde i 2 dage. Denne dag, fredag, som jeg for 45 minutter siden trådte ind i, er 3. dag, den står her. Hmm... Måske drikker jeg for lidt. Jeg bør faktisk også starte på de vanddrivende igen. Men jeg synes ikke at mine ben behøver dem, og selvom jeg ikke tisser mere end 2-3 gange om dagen, maks, så synes jeg måske... Jeg ved det ikke. Ved jeg overhovedet noget, når det kommer til stykket?

Jeg havde en rengøringsassistent her i dag. Hun brugte en halv time efter arbejde på bare at sidde og snakke lidt, det må hun have haft brug for. Hun fortalte om nogle af sine andre borgere - og mange af dem opgav hun faktisk adressen på. Det er ikke videre betryggende, vel? Hun er vores faste rengøringsassistent, der har jo været flere her, men hun er "afsat" til os. Men hun ved ikke, hvad jeg hedder. Jeg har sagt det. Hun kan ikke huske det. Hun kan kun huske Renés navn, fordi det er ham, som har fået bevilliget rengøringen. Det er hans navn, som står på hendes den dér tingest. Men vi fik da rent sengetøj på, og jeg har allerede taget hul på det - men jeg glæder mig stadig til at skulle dykke ned i dynen og sove. I dagens anledning vil jeg lade være med at tave "natbukser" på. Og en T-shirt. Men bare ben og en top, så jeg kan føle så meget rent stof som muligt. Men jeg tager IKKE, jeg gentager, jeg tager IKKE mine strømper af. Jeg hader at sove med bare tæer. Men vent, mine støttestrømper er vist blevet vasket. Dem kan jeg godt have på :)

Nå, men jeg har fået købt en håndcreme, som regner med er rigtig god. Det gør jeg, fordi jeg har brugt den før, og haft gode erfaringer med den. Det er den der lyserøde, der hedder "Vaseline". Jeg vil smøre mine fingre ind nu, og så går jeg i seng. Jeg tror, at det er min plan. Opvaskemaskinen skulle være tømt, men jeg magter det altså ikke lige nu. Jeg ska lige have tjekket hvad for noget kød, jeg skal have ud af fryseren, så det kan blive ordnet. Og så kan jeg gå i seng. Det lyder helt klart som en plan.

En hyldest til et musikgeni!

Dette indlæg er dedikeret til Prince. Det er det, fordi jeg lytter til hans musik lige nu, og ønsker at snakke om den. Jeg vil fortæller jer om Prince, hvis navn rent faktisk er Prince. Han hedder også Roger Nelson, men Prince er hans fornavn. Som med Madonna, der også helt rigtigt hedder Madonna Louise Ciccone, men som man bare kender som "Madonna". Cher, f.eks., er jo en forkortelse af Cherilyn. Hendes efternavn er noget så spændende som Sarkisian.

Tilbage til Prince. Jeg kender en del til Prince, men jeg vil nok lige rette mig lidt efter Wikipedia, for jeg kan ikke huske alt. Han er 57 år, mener jeg, og har skrevet så mange sange, at jeg er lige ved at tro, at der endnu ikke er bygget et bibliotek, der ville kunne indeholde dem alle. Han har indspillet rigtig mange selv, både alene, som The Artist Formerly Known As Prince, med Prince And The New Power Generation og Prince and the Revolution. Han har mange forskellige synonymer - f.eks. synes jeg, at det er skægt at han har et alias - blandt andre - som hedder "The Purple One". Men manden kan vitterligt godt lide lilla.

Han har skrevet "Nothing Compares 2 U", som irske Sinéad O'Connor fik helt store gennembrud med i 90'erne. Han har også selv lavet en version af sangen, sammen med The New Power Generation. "Manic Monday", som The Bangles havde stor succes med i 80'erne, er også fra Princes hånd. Han lagde ud med at skrive musik som 7-årig, og fortsatte bare derudaf. Der findes ikke ret mange instrumenter, han ikke kan spille på.

Hans første plade, "For You", udkom i 1978, efter en lang række fejlslagne demooptagelser, men da han udsendte "Prince" i 1979, opnåede den platinstatus, og var et kæmpe hit. På pladen var f.eks. hitsinglen "I Wanna Be Your Lover". Succesen fortsatte med "Dirty Mind", "Controversy" og "1999", som kom lige i rap. "Purple Rain" var en film, han indspillede, et romantisk drama med Apollonia Kotero, i 1984, handlede ganske kort om en ung musiker, som slider i det for at opnå det, han vil, mens han samtidig kæmper med et dårligt hjemmemiljø, en rivaliserende sanger, samt et utilfredst band. Prince indspillede også soundtracket til filmen, og denne plade hed også "Purple Rain".

Allerede året efter, 1985, var "Around the World In A Day" på gaden, og året efter det, kom "Parade". I 1987, udsendte Prince alene, uden The Revolution, dobbeltalbummet "Sign O' Times". Prince var nu en soloartist, og han udgav 3 plader, ("Lovesexy", "Batman" og "Graffitibridge") indtil han dukkede frem med bandet The New Power Generation og pladen "Diamonds And Pearls".  Han var ikke glad for sin pladekontrakt. Han ville ud, væk, han ville ikke være en del af Warner Bros. Han havde en løbende kontrakt på et vist antal plader, så han spyttede dem ud. Mellem 1994-1996 udgav han 5 plader. I 1993 havde han ændret sit navn til symbol, der ikke kunne udtales, men som blev kendt som "The Love Symbol", men da pladekontrakten udløb, og han kom over hos Arista, tog han sit eget navn, Prince, tilbage. I hvert fald nogenlunde samtidigt. De fem plader var "Love Symbol Album", "Come", "The Black Album", "The Gold Experience", "Chaos And Disorder" og "Emancipation". Efter han kom over hos Arista, har han udgivet 14 plader mere, nemlig "Crystal Ball", "Rave Un2 The Joy Fantastic", "The Rainbow Children", "One Nite Alone...", "Xpectation", "N.E.W.S.", "The Chocolate Invasion", "The Slaughterhouse", "Musicology", "3121", "Planeth Earth", "Lotusflow3r / MPL Sound", "20Ten", "Plectrumelectrum" og "Art Official Age".

Prince har solgt over 100 millioner plader. Det er alligevel ret meget. Han er en af verdens bedst sælgende kunstnere,  og han er listet som nummer 27 på The Rolling Stones liste over største kunstnere nogensinde. Det er sgu ret vildt. Hans forældre blev skilt, da han var 10 år, og efter at have boet skiftevis hos sin far og hans mor og hans stedfar, flyttede han ind hos en nabo. Han er et Jehovas Vidne, og han forkynder faktisk af og til i hans nærområde. Det er sket, at han uddeler billetter, som regel igennem cd-salg, til koncerter holdt hjemme hos ham selv. Der var et år, hvor der på verdensplan blev delt 24 billetter ud, og alle kunne tage en makker med. Han har de sidste 10 år været plaget af et behov for en dobbelt hofteoperation, men han kan ikke sige ja, fordi han ikke kan tage imod blod, hvis det skulle gå galt. Han var gift og fik en søn, som døde kort efter fødslen, på grund af en sygdom, som jeg glemt hvad hedder. Der er "rygter"/"sladderhistorier" om, at det er fordi han har knoklet for meget på scenen i høje hæle - for Prince er ikke en høj mand. Trods det, spillede han basketball da han gik i high school. Men okay; det kan selvfølgelig være, at han stoppede med at vokse dengang, og at han havde normal højde for en dreng tilsvarende hans alder. Om det er derfor, kan jeg naturligvis ikke sige, for jeg ved ikke, om Prince har danset for meget rundt i høje hæle. Men jeg ved, at at han har gået meget med høje hæle. Altså, ikke stiletter. Det er ikke damesko, vi snakker om.

Han har haft en noget "rutsjebane-karriere", idet han lagde ud med ingen succes, ekstrem succes, stor succes, dalende succes, så lidt op, så lidt ned - og først nu, her på midten af 2010'erne, er hans karriere begyndt at få fast grundlag igen. Han har også knoklet - deltaget i virkelig mange interviews, noget, som han ellers ikke havde gjort så meget. Princes tekster koncentrerer sig meget om sex og kærlighed, og han har i mange år brugt "slang" (der er et ord for det, men det er gået i glemmebogen) og skriver med tal, hvor han kan. Det har han gjort som f.eks. titlerne "Nothing Compares 2 U" og "I Would Die 4 U", samt "One Nite Alone". Han lavede også soundtracket til den originale Batman serie af Tim Burton (instruktør). Pladen "The Black Album" var sat til at skulle blive udgivet i november 1987, men en uge før udgivelsen, trak Prince den tilbage, fordi han følte at den var "ond". I stedet blev "Lovesexy" udgivet. Efter Prince forlod Warner Bros., blev "The Black Album" udgivet i 1994, men i få oplag.

Alt i alt synes jeg, at Prince, omend meget excentrisk, er en utrolig interessant mand. Jeg tror ikke at jeg ville ønske at kende ham privat, selvom jeg da har haft en drøm (altså, en drøm jeg drømte mens jeg sov, om natten) om at vi var venner, som faktisk var rigtig fed. Og mange af hans sange er slet, slet ikke noget for mig. Men mange er dem er, og han er altså virkelig talentfuld, han er ekstremt dygtig, et musikalsk geni. Jeg har en yndlingssang, som er "Gold", fra "The Gold Experience", som ikke bliver trykt længere. Den er fra 1995. Det er også fra den plade, "The Most Beautiful Girl In The World" kom fra. Den var et stort hit, så vidt jeg husker. Og "Kiss".

Jeg ville lige tjekke hans alder, og det gjorde jeg nu, da klokken var 00:00, og han har faktisk fødselsdag 7. juni. Pudsigt. Så han er faktisk netop "i dag" fyldt 57 år. Så var jeg et år forkert på den. Jeg troede at han var 57 og skulle til at fylde 58. Der tog jeg fejl. Men det er jo ligegyldigt.

Men han er Jehovas Vidne, og han går til møder i det lokalområde, han bor i, hvor han også af og til forkynder. Prøv at forestille jer, at I netop er flyttet til den by, Prince bor i, og det en dag ringer på dagen, og Prince står derude med Watchtower og vil snakke med jer om Jehova og Jesus. Weird, huh? Vil I så stadig kaste sten efter dem? For jeg tror sgu ikke han går ud alene. Han er ikke "født" ind i Jehovas Vidners ... religion... (undskyld, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige), men er blevet overbevist om at det er sandheden igennem snak om netop Jehova med en ven. Det tog ham 2 år at finde ud af, at det er det, han tror på, og han blev døbt til vidne i 2001, dvs. da han var 43 år.

Han led i øvrigt af epilepsi som barn.

Nu er klokken sgu snart mange...

Jeg har, for 10 år siden, vil jeg tro, købt et Casio ur, digitalt, fordi jeg absolutely adore digital ure. Jeg har aldrig båret andet. Jo, jeg havde på et tidspunkt et analogt ur, men jeg gik ikke ret meget med det.  Jeg ved ikke, om jeg kan se mig selv med et analogt ur nogensinde igen.

Jeg købte uret, fordi det var sejt.  Anderledes, end alle de sorte, jeg ellers havde haft. Det var blåt - noget, som min bror kunne have fundet på at tage på, og jeg elsker min brors smag inden for ure. Så jeg måtte købe dette ur. Det kostede 7-800 kroner.

Jeg havde stået og kigget på det, uden for butikken, så jeg gik ind og købte det og først da jeg kom hjem, lagde jeg mærke til,  at der, hver gang sekunderne ramte ½ minut, altså 30, svømmede delfiner i den nederste ramme på displayet i ca. 3 sekunder. Grunden til dette, ses på urets bagplade:

Ved at købe det ur, havde jeg støttet ICERC (International Dolphin & Whale Eco-Reseach Network). Der ar både gult, grønt og rødt displaylys i.

Men som med alt andet, blev jeg træt af det, og da batteriet alligevel døde, og jeg ikke liiige fik det skiftet, vænnede jeg mig til at gå uden ur. Så fandt jeg pludselig et andet ur, som jeg ganske enkelt bare elskede.

Dette er et 1:Face ur. Det er et af de røde, og det betyder, at jeg, med de $40, jeg gav for uret, støttede AIDS-patienter i deres medicinske behandling. Det kostede godt nok næsten $100 at få det sendt herover, men det er et lækkert ur. Der er kun ur på, når man trykker på en af de 4 knapper.

Men mit ur er defekt. I 9-tallet er der i den nederste, lodrette streg et lille bitte "p" - der skulle bare have været en streg, og derudover er hele displayet vendt forkert. Man kan på det første billede er der nederst i højre hjørne, firmaets logo. Det er sådan, uret skal sidde. Men hvis man skal se hvad klokken er, skal man sætte det på, så logoet er øverst i venstre hjørne. Ups'er, men det går. Og ja, klokken er rent faktisk over 3 om natten nu ;)

Men 1:Face, som har en hjemmeside der hedder nogenlunde det samme, så søg på google, har dette ur i flere farver. Mit ur er rødt, det støtter AIDS-behandling. Andre er lyserøde, og ved køb af et lyserødt ur er man med til at samle ind til mammografier. Men der skal 9 lyserøde ure til ét mammografi. Jeg har lige været inde og kigge nu, og hvis man køber 1 orange ur, kan man hjælpe et hjemløst dyr til at få et hjem, og 1 hvidt ur giver mad til 10 mennesker. Men hvis man tænker "Jeg køber 9 lyserøde ure eller bare lidt af hvert, så jeg har lidt at skifte imellem, og så har jeg også lidt at give væk" - så vær opmærksom på at portoen altså er $100 - pr ur. Yup. Renés og min pakke kom til at koste $200 i forsendelsesomkostninger og $80 i ure. Men de er rare, og utrolig behagelige at have på. De er lavet af silikone, og skærmen er næsten helt spejl-agtig, når der ikke er ur på, så hvis man mistænker at have noget mellem tænderne, har man - meget bekvemt - et spejl på håndleddet.

Men jeg er blevet varm på det blå Casio igen. Dur det mon stadig, hvis det får nyt batteri? Jeg har forsøgt at rense det, for det var meget beskidt. Jeg har en tendens til, når jeg har ure på, der godt kan tåle vand, at glemme at tage dem af. Så sidder de bare på armen. It can get pret-ty nasty.

Udover det, har jeg lovet mig selv, at jeg vil begynde at bruge mine briller. Jeg har 3 par. Jeg har lokaliseret 2. Jeg har et par Alain Mikli briller, og et par Pro-Design Denmark, som jeg virkelig elsker. Det sidste par, som er blevet midlertidigt væk, er mine Dolche&Gabana briller. De er ikke så meget mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte, da jeg købte dem. Brilledamen overtalte mig. De er leopardprikkede, og som ganske flotte, men farverne er for neutrale. Jeg har billeder af de andre briller, men de er gamle. Det er jo ligegyldigt, brillerne ser jo stadig sådan ud, det er bare mig, der er blevet gammel. Men mine Alain Mikli briller ser således ud:

De er har en god form til mig, jeg kan godt lide den der rektangulære stelform.  Billedet er fra Renés og min 1-års bryllupsdag. Haha. UNG, var jeg, der i 2008. Det andet par briller er så Pro-Design Denmark, som er dem, jeg oftest går med. De sidder lidt bedre fast, nemlig, fordi de har gummidutter på næsen - det her de sorte ikke.

Dette billede er et par år nyere, men brillerne er købt nogenlunde samtidig. Jeg er simpelthen så glad for dem, og lige nu har jeg nedtur over at se på det hår, for dammit, jeg ville ønske at jeg ikke havde mistet mine krøller. Hvis jeg lader håret vokse ud igen - kommer de så tilbage? Med lidt god behandling og sådan noget? Eller skal jeg være dømt til at være "hende med faldet i håret"? Jeg synes det er tarveligt.

Nå. Min gemal vil vist gerne i seng. Det er måske også på tide, klokken er halv fire. Jeg er glad for, at jeg endelig er nået til et punkt, hvor jeg ikke BEHØVER at sove til middag hver dag. Jeg er måske ved at få det bedre? Det føles ikke sådan, men måske tager jeg fejl. Det er vel set i historien. Jeg har lyst til at skrive, og jeg har også noget at skrive på, men jeg vil faktisk også gerne i seng. Min krop er begyndt at "ømme" sig lidt - jeg har knoklet med oprydning i dag, fordi jeg pludselig bare "fik nok". Her lignede en svinesti. Jeg tror det hele startede med, at både mit oksekød og gulerødder til den Ungarske gullash, jeg skulle lave i dag, var rådne, og at jeg havde 800g løg i underskud. Der fik jeg nok! Så lavede jeg min egen ret. Måske skulle jeg huske at skrive opskriften ned, mens jeg stadig kan huske den! Skal I have den med, her på falderebet?

Den har ikke fået et navn endnu, men den smagte fint nok til at blive lavet igen, så den får nok et navn med tiden.

Godt så. Satte ca. 250g fusilli til at koge. Så skar jeg 3 peberfrugter, 2 chilier og 3 løg ud. Jeg stegte en pose med Quorn Bitar i en gryde med noget margarine, og fyldte grøntsagerne i. Da det var godt brunet, smækkede jeg en spsk eller halvanden kinesisk sojasauce i, og satte en elkedel over så jeg kunne skaffe mig 4 dl kogende vand, hvori jeg opløste 1 grøntsagsbouillonterning. Jeg tilsatte det retten, samt 5 fed hvidløg og lod det stå indtil fusillien var færdig. Jeg hældte vandet fra fusillien og hældte fusillien over i gryden med retten, og rørte rundt i det, for at det lige kunne give smag til pastaen. Og så smagte jeg den til - den manglede ikke rigtig noget, så jeg serverede den bare, som den var - og den var superlækker, selvom jeg vil bruge mindre stykker peberfrugter næste gang. Men disse var skåret ud til gullash,og jeg glad altså ikke at gen-udskære dem. Jeg vil tro, at man kan bruge kylling, kalkun, eller skinke i stedet for Quorn, hvis man ikke er til den slags. Hvis man ikke er "keen on" erstatningsprodukter. Hvis man ikke aner en skid om det, så tjek deres hjemmeside. Du kan google det, en dag du keder dig, eller trykke her (du bliver sendt videre til Quorns hjemmeside)

Music for the people

I nat... er det "all about the music". Hvad kører hos mig lige nu? Det gør "The Scatman". Et 90'er hit af bedste slags, som jeg helt havde glemt, indtil René satte det på tidligere på aftenen. 

Min top 3 liste i dag burde indeholde nogle af de sange, der allerede ligger på min yndlingsliste, som er vist her på siden. Den er ikke blevet opdateret længe, men jeg har ikke rigtig ændret holdning, synes jeg. Så min Top 3 ser således ud:

På tredjepladsen kommer Boogie Pimps version af "Somebody to love", som jeg lagde mærke til, fordi jeg netop havde set "The Cable Guy" og nydt Jim Carreys udførelse af det gamle Jefferson Airplane nummer. Denne version blev spillet på P3 en aften jeg hørte radio, og jeg skyndte mig naturligvis straks at text'e min veninde, Katja, som er lige så glad for Carrey som jeg er, og hun fandt også denne sang fantastisk.

Om denne video, dog, vil jeg sige at den er yderst forstyrrende, og at instruktøren må have puttet noget i kaffen, eller måske glemte at tage sine piller aftenen før han skulle lave denne video. Hold da op hvor er den... forstyrrende. Men man kan altid nyde Jim Carreys version:

Klip fra "The Cable Guy"

På andenpladsen kommer The Blue Van med deres "Love Shot". Jeg har meget svært ved IKKE at sætte den på som nummer ét, men jeg bliver nødt til at holde den tilbage. The Blue Van er et dansk rockband, de har udgivet en god håndfuld plader, og de har skabt denne vidunderlige sang. Jeg kan høre den 3 gange om dagen, hver dag, uden at blive træt af den, tror jeg. Jeg elsker den som var det min egen.

Den sang, som jeg hører allermest her i nat, og har gjort det i en god del af dagen, er "60 Miles An Hour" af New Order. Den er også, som de to andre sange, ved at være en gammel sag. Men den er ganske fed, og jeg eg elsker den. Jeg spekulerer stadig på, om jeg mon skal bytte om på 2. og 1. pladsen, men jeg tror, at jeg gør det rigtige, når jeg siger, at dette er den fedeste sang lige nu:

... in the dead of night it'll be alright ...

Næsten som et Kinderæg

Flækkede en negl, da jeg skulle tørre mig i måsen. Så er der lagt op til en god dag.

Jeg har været så heldig at få den idé at lave en skattejagt til René. Jeg har været så uheldig at jeg ikke aner hvad skatten skal være. Skal jeg købe noget, skal jeg lave noget - skal jeg være skatten? I kan nok se, at der er mange ting, der spiller ind. "Hele 3 ting, det går virkelig ikke".

Ikke helt korrekt citeret, men næsten. Jeg synes bare, at det er sådan en god idé :)

Jeg kan ikke køre Windows 8.1 på min computer. Jeg har bare Windows 8. Derfor har jeg ikke kapacitet til at køre Windows 10, og det gør René ked af det - tilsyneladende. Min gode, gamle trofaste ven, HP Pavilion som jeg fik i julegave i 2005, står her stadig, her på mit skrivebord, som et kæmpe tårn, og minder mig om simplere tider. Men René er glad for teknologi. Plus at han ved, at jeg har brug for meget arbejdsplads fordi jeg også bruger bordet når jeg skal være kreativ. Derfor vil han købe en "minicomputer" (jeg kan ikke huske, hvad det korrekte navn er), som faktisk bare er en computer på størrelse med en harddisk, der kan f.eks. kan klæbes fast bag på ens monitor. Det skal jeg have, siger han, og siger, at jeg har brug for en større monitor. Hvorfor, ved jeg ikke. Denne er fin til mig. Den er 19", så det er i den lave ende, men jeg er ikke gamer, jeg bruger udelukkende min computer til at skrive og se "film" på. Så - en kæmpe monitor er ikke nødvendig. Han købte på et tidspunkt en 27" tommer til mig, men jeg blev svimmel og fik hovedpine af at se på den - jeg sidder jo forholdsvis tæt på den, når den står på samme bord som mit keyboard. Jeg skal i øvrigt også have et nyt keyboard OG mus, for det, jeg allerede har, er ikke godt nok. Det er ikke "up to date". Og nu skal jeg have en eller anden form for "stander" til min mobiltelefon, så den kan stå på et stativ, en trefod, og tage billeder.

Det er fordi René gerne vil lave Youtube videoer, og at han i så fald skal have i hvert fald 3 trefods-stativer; 2 til lys og 1 til et kamera. Vi snakker stadig om udfærdigelsen af projektet, for det er mig, der kommer til at stå for manuskriptet og filmningen, samt screening af eventuelle kommentarer/spørgsmål, og René som kommer til at bygge de ting, han nu gerne vil bygge, lave, male, whatever - han har mange interesser. Hans udseende er ret karakteristisk, idet hans ene øje er grønt (det andet er blåt) og skeler en smule, og så er han jo en stor fyr. Så der vil sikkert komme en masse grimme kommentarer. Men... Vi snakker om, hvordan vi kan skabe en figur, han kan "blive", når han er på kamera. Det skal nok blive sjovt, når det engang bliver til virkelighed.

Damn, jeg er træt. Mon ikke en lille lur ville være godt for mig? Så lige, at Matthew Santoro uploadede en "50 Amazing..." video på Youtube i går. Se den, den er sikkert lige så awesome som alle de andre, han har lavet!